Historier

Forfatter og historiker Lars Jordt er ved at skrive en historie om verdens største flydekran, der sank i Nordsøen vest for Thorsminde i juni 1951.

I den anledning efterlyste han oplysninger om vraget. Her kunne Sea War Museum hjælpe både med oplysninger og skanninger af vraget, som det ser ud i dag.

Lars Jordt skriver:

Efter krigen anvendte englænderne kranen til at bjærge vrag, først i Kiel og Kielerbugten, og derefter i Flensburg. Kranen blev brugt til at hæve mange af de ubåde, tyskerne selv havde sænket i Gelting Bugt. Det var den samme kran, som i 1943 hævede den danske flåde efter flådens sænkning den 29/8-1943.

Englænderne anså det for risikabelt at slæbe kranen til England uden delvist at demonterer bommen, og de vurderede også, at det var for dyrt. Derfor blev den solgt til den franske flåde.

Kranen forliste i Nordsøen den 25/6-1951 på position 56°27'730 N 007°02'640 E, da den franske flåde forsøgte at slæbe den til Frankrig.

Lars skriver videre:

Kære Gert, da du har megen viden om mange af de vrag, der findes i Nordsøen, hvad det er, hvor de ligger og deres tilstand, tillader jeg mig at spørge om du eller I på Museet ved hvad der skete med vraget efter forliset. Er det blevet skrottet på stedet og i så fald hvornår og af hvem, eller ligger det der stadig? Eller om du har anden interessant viden om vraget?

Gert svarer: Jeg dykkede ved vraget i 1984 under en pause i udgravningerne af vraget af HMS St. George, der ligger syd for Thorsminde.

Vi havde hørt om et stort vrag, som garnfiskerne i Thorsminde kaldte for "tyveknægten". Det var fordi, de altid mistede deres garn, når de fiskede ved dette vrag. De vidste ikke, det var flydekranen, for det blev først opdaget, da vi dykkede ved det. De havde et andet hold længere nord på, som de kaldte kranen, som vi også undersøgte, men det var en tom pram med spil på dækket.

Da jeg dykkede på vraget af flydekranen, var det rimelig intakt. Kranen stod den gang ca. 25 m op over havbunden. Det er siden fuldstændig faldet sammen på grund af kraftig tæring og store bølgebevægelser i dårligt vejr. Der er aldrig bjerget noget op fra flydekranen, det har været for dyrt i forhold til værdierne, da vraget både ligger for langt fra land og på for dybt vand.

Den store kontravægt, som ses øverst på fotoet, var den gang det øverste af vraget. hvorfra resten af krangitteret lå ned mod dækket nøjagtig som på billedet af kranen. Billedet er taget ude på stedet lidt før den synker. Kranen må være knækket i søgangen, hvorefter den øverste del er faldet ned og har slået hul på flydepontonen, hvilket sandsynligvis var årsagen til, at den sank.

Det er lidt fantastisk, at flåden med kranen er sunket på ret køl uden at kæntre. Krangitteret er senere tæret over og faldet ned, som det ses på skanningen.

Læs hele historien senere: Artiklen af Lars Jordt bringes senere i Marinehistorisk Tidsskrift og i Sea War Museums årsskrift og på museets hjemmeside. Vi regner også med at bringe et uddrag af den på Museets Facebook side.

Gert Normann

11.10.2022

”Gerda Toft” tilhørte Dampskibsselskabet Jutlandia A/S, som med støtte fra Marshall-hjælpen indkøbte skibet i 1948. Det var bygget i 1944 af Foundation Maritime i Pictou på Nova Scotia som et ”Park-skib”, hvilket var den canadiske udgave af ”Liberty-skibene”. Det var serieproducerede skibe, som blev bygget på rekordtid til erstatning for den tonnage, der blev sænket af tyske ubåde på Atlanten. Foundation Maritime nåede i alt at bygge 24 ”Park-skibe”, før krigen sluttede.

”Gerda Toft” hed oprindeligt ”Beresford Park”, men blev senere omdøbt til ”Federal Ambassador”, før det fik sit danske navn. Da skibet i 1948 ankom til Danmark for første gang, var det så stor en begivenhed, at Dansk Film Company optog en film med skibet. Danmark havde mistet cirka halvdelen af sin handelsflåde under krigen og fik tre nye skibe gennem Marshall-Hjælpen, hvoraf ”Gerda Toft” var det første.

Den 13. december 1954 afgik skibet fra Casablanca i Marokko med Erik M. Rasmussen som kaptajn, 28 danske og et spansk besætningsmedlem samt en enkelt dansk passager. Lasten bestod af 4300 tons fosfat, der skulle afleveres i Stettin i Polen.

Den 20. december gik ”Gerda Toft” ind til Zeebrugge i Belgien og tog en ekstra kok om bord, og måske fik skibet ved samme lejlighed også ekstra kul. ”Gerda Toft” var et kulfyret dampskib med et forbrug under normale forhold på 20 til 24 tons i døgnet. I hårdt vejr steg forbruget, og det havde været dårligt vejr på det meste af rejsen fra Casablanca.

Kaptajn Rasmussen regnede med at nå frem til Brunsbüttel ved Kielerkanalen senest den 24. december, og en del af besætningens hustruer var rejst hertil for at fejre jul sammen med deres mænd. Sådan gik det ikke. Den 23. december kl. 9,20 rapporterede ”Gerda Toft” til rederiet, at skibet under stærk nordvestlig storm med tilsvarende sø lå underdrejet 42 sømil vestnordvest af Helgoland.

Klokken 15,15 GMT udsendte ”Gerda Toft” nødsignal. Skibet befandt sig ved lysbøjen på positionen 54°17’N 6°38’ E og havde brug for øjeblikkelig hjælp. 2-lugen var beskadiget, og reparation var ikke mulig. Den svenske damper ”Karmas” svarede nogle minutter senere. Den befandt sig 17 sømil fra den opgivne position og gik til undsætning, men kunne i det hårde vejr ikke gøre mere end et par knob.

Den svenske radiotelegrafist videresendte ”Gerda Tofts” nødråb til alle skibe i området. Endnu to svenske skibe, en tysk damper og det engelske motorskib ”Iberian Coast” svarede og satte kurs mod den opgivne position, og Norddeich Radio overtog ledelsen af redningsaktionen.

Kl. 15,40 meldte ”Gerda Toft”: ”SOS, vi driver, i nød.”

Klokken 15,55 lød morsesignalerne fra ”Gerda Toft”: ”SOS, vejret hårdere, ikke muligt at reparere lugen, hurtig assistance.”

Klokken 16,21 kom den sidste melding fra ”Gerda Toft”, og som de øvrige blev den udsendt af skibets 26-årige telegrafist Jens Johannes Mortensen:

”SOS, 54° 20’N 6° 25’ E, forlader radiostationen, send hurtig hjælp.”

Herefter blev ”Gerda Toft” tavs.

Den engelske coaster ”Iberian Coast” var på vej fra Hamborg til Tyne, og den 42-årige kaptajn Daniel Collins fra Newcastle gjorde sit bedste for at komme til hjælp. Omkring kl. 16,30 observerede han og hans folk røde nødraketter og så lejlighedsvis glimt af et skib, som formentligt var ”Gerda Toft”. Afstanden var fire til fem sømil, og det så ud som om, skibet havde stærk slagside.

I det begyndende tusmørke og i de høje søer mistede de hurtigt skibet af syne, men blev ledt frem til området af gentagne røde nødraketter. Kort efter kl. 17 passerede de en del flydende vraggods, og næsten i samme øjeblik opdagede de en redningsbåd i blusset fra en rød nødraket. Båden var omkring to kabellængder borte (ca. 370 meter), hvorfor Collins tog farten af sit eget skib og fik det manøvreret sådan, at redningsbåden kom til at ligge i læ.

”Da vi nærmede os, kunne vi se, at der var 15-20 mand i båden, og at den var fyldt med vand lige til rælingen. Med en enkelt undtagelse sad eller lå alle mand hen over tofterne, tilsyneladende halvt bevidstløse eller muligvis døde. Undtagelsen var en mand i gul duffelcoat, der stod i stævnen,” forklarede Collins.

Mens officerer og besætning på ”Iberian Coast” forberedte en redningsaktion med liner, lejdere og redningskranse, lykkedes det Collins at få redningsbåden på siden af sin stævn, hvor den var i læ. Han sejlede ganske forsigtigt frem, og mens redningsbåden langsomt drev ned langs skibets styrbords side, blev alle slags liner kastet ned til de nødstedte.

”Efter at redningsbåden var drevet cirka 100 fod (30,5 m), lykkedes det for manden i stævnen at få fat i en line og få båden gjort fast til ”Iberian Coast”. Han fik ingen assistance af sine kammerater, som åbenbart var ude af stand til at foretage sig noget,” hed det i Collins rapport.

”Iberian Coast” lå på dette tidspunkt med vind og sø på bagbords side og rullede voldsomt. Alt disponibelt mandskab var på dæk og langede reb, liner og lejdere ned til de skibbrudne, så de kunne klatre om bord.

”Jeg er sikker på, at manden i stævnen kunne have reddet sig selv, hvis han havde villet, men i stedet forsøgte han tappert at hjælpe de andre, som ikke kunne hjælpe sig selv,” fastslog Collins.

Da søfolkene på ”Iberian Coast” så, hvordan det stod til, begyndte de at klatre ned ad lejderne for at hjælpe, og så gik det galt.

”Vi så til vores rædsel en særlig voldsom sø vælte redningsbåden rundt, hvorefter alle forbindelsesliner sprængtes. Båden faldt agterud og forsvandt af syne,” forklarede Collins.

Han ledte efter båden i over en time, men selvom hans folk brugte alt, hvad de havde af projektører, så de hverken redningsbåd, mænd eller vraggods. Kl. 18,20 besluttede Collins at fortsætte rejsen, fordi al yderligere eftersøgning var håbløs.

S/S Gerda Toft