Historier
Verdens største flydekran sank i Nordsøen vest for Thorsminde.
Forfatter og historiker Lars Jordt er ved at skrive en historie om verdens største flydekran, der sank i Nordsøen vest for Thorsminde i juni 1951.
I den anledning efterlyste han oplysninger om vraget. Her kunne Sea War Museum hjælpe både med oplysninger og skanninger af vraget, som det ser ud i dag.
Lars Jordt skriver:
Efter krigen anvendte englænderne kranen til at bjærge vrag, først i Kiel og Kielerbugten, og derefter i Flensburg. Kranen blev brugt til at hæve mange af de ubåde, tyskerne selv havde sænket i Gelting Bugt. Det var den samme kran, som i 1943 hævede den danske flåde efter flådens sænkning den 29/8-1943.
Englænderne anså det for risikabelt at slæbe kranen til England uden delvist at demonterer bommen, og de vurderede også, at det var for dyrt. Derfor blev den solgt til den franske flåde.
Kranen forliste i Nordsøen den 25/6-1951 på position 56°27'730 N 007°02'640 E, da den franske flåde forsøgte at slæbe den til Frankrig.
Lars skriver videre:
Kære Gert, da du har megen viden om mange af de vrag, der findes i Nordsøen, hvad det er, hvor de ligger og deres tilstand, tillader jeg mig at spørge om du eller I på Museet ved hvad der skete med vraget efter forliset. Er det blevet skrottet på stedet og i så fald hvornår og af hvem, eller ligger det der stadig? Eller om du har anden interessant viden om vraget?
Gert svarer: Jeg dykkede ved vraget i 1984 under en pause i udgravningerne af vraget af HMS St. George, der ligger syd for Thorsminde.
Vi havde hørt om et stort vrag, som garnfiskerne i Thorsminde kaldte for "tyveknægten". Det var fordi, de altid mistede deres garn, når de fiskede ved dette vrag. De vidste ikke, det var flydekranen, for det blev først opdaget, da vi dykkede ved det. De havde et andet hold længere nord på, som de kaldte kranen, som vi også undersøgte, men det var en tom pram med spil på dækket.
Da jeg dykkede på vraget af flydekranen, var det rimelig intakt. Kranen stod den gang ca. 25 m op over havbunden. Det er siden fuldstændig faldet sammen på grund af kraftig tæring og store bølgebevægelser i dårligt vejr. Der er aldrig bjerget noget op fra flydekranen, det har været for dyrt i forhold til værdierne, da vraget både ligger for langt fra land og på for dybt vand.
Den store kontravægt, som ses øverst på fotoet, var den gang det øverste af vraget. hvorfra resten af krangitteret lå ned mod dækket nøjagtig som på billedet af kranen. Billedet er taget ude på stedet lidt før den synker. Kranen må være knækket i søgangen, hvorefter den øverste del er faldet ned og har slået hul på flydepontonen, hvilket sandsynligvis var årsagen til, at den sank.
Det er lidt fantastisk, at flåden med kranen er sunket på ret køl uden at kæntre. Krangitteret er senere tæret over og faldet ned, som det ses på skanningen.
Læs hele historien senere: Artiklen af Lars Jordt bringes senere i Marinehistorisk Tidsskrift og i Sea War Museums årsskrift og på museets hjemmeside. Vi regner også med at bringe et uddrag af den på Museets Facebook side.
Gert Normann
11.10.2022
Sea War Museum har med M/S ”Cable One” fundet endnu en ubåd i Nordsøen.
Vi troede først, at det var den hollandske undervandsbåd O13 fra 1940, da nogle af målene fra vores multibeam indikerede, at det var den. Da vraget samtidig lå tæt ved et tysk minefelt fra 1940, udlagt kort før O13 blev meldt savnet, var det en oplagt mulighed.
Ved en nærmere gennemgang af vores multibeam-data og meget grumsede videooptagelser (på grund af usigtbart vand), er vi frafaldet teorien om, at det kan være O13.
I stedet er vi nået frem til, at alle data bedre passer på den tyske U85, som forsvandt sporløst i Nordsøen i 1917 med hele besætningen. Vi har dog ikke en helt sikker identifikation endnu.
Se: https://en.wikipedia.org/wiki/SM_U-85
I den centrale del af Nordsøen mangler vi nu kun at finde O13 og den polske Orzel, som begge har været et stort mysterium, og som er de mest eftersøgte ubåde siden 2. Verdenskrig.
Til dato har vi i alt fundet og dokumenteret 45 ubåde, (se vores opdaterede kort over fundne ubådsvrag). Vi har fundet de fleste, men der kan stadig dukke nye og uventede fund op.
Marts 2023
Gert Normann
.jpg)
Btx 2: Forreste del af ubåden er sprængt af og ligger ved venstre side. Rester af tårnet kan ses på skroget.
Btx 3: Video print: Toppen af to periskopbrønde kan ses på toppen af tårnet.
Btx 4: Videoprint: Lille luge kan ses tæt ved periskopbrønde.
Btx 5: Videoprint: Kranarm til ladning af torpedoer kan ses på dækket.
Se Facebook - https://www.facebook.com/seawarmuseum.dk
Btx 6: Kort med minefelter i 1917 og hvor vraget af ubåden er indtegnet. Tæt på hvor vraget er fundet blev der udlagt miner i forsommeren 1940
Se Facebook - https://www.facebook.com/seawarmuseum.dk
Btx 7: Minekort over Nordsøen fra 1940
Btx 8: Vores sidst opdaterede kort over vrag med fundne ubåde.
De unge officerer og matroser under Jyllandsslaget
De unge officerer og matroser under Jyllandsslaget.
Under Jyllandsslaget deltog ca. 60.000 britiske søfolk, hvoraf en betydelig del var 18 år eller derunder. Ud af de ca. 6100 britiske faldne var 484 - 18 år eller derunder. Der findes ingen præcise tal over, hvor mange unge mænd der var med under slaget. Dette skyldes blandt andet, at registrene ofte er mangelfulde, og at det ikke var ualmindeligt, at søfolk og soldater løj om deres alder. Heller ikke manglede dåbsattester blev set som en hindring for at blive hvervet.
I den britiske flåde var det lovligt at melde sig til flåden, når man var fyldt 15 år, man skulle blot medbringe en skreven tilladelse fra sin forældre eller værge. Drengene, der meldte sig, blev således dreng-matroser (Boy Seamen). For de bedre stillede familier var det også muligt, at drengene kunne melde sig tidligt og blive søofficerselev (Midshipman). Meningen med at indlemme drengene i flåden tidligt, var, at admiralitetet ville optræne de unge officerselever i arbejdet på havet før, de blev gamle nok til at blive udlærte officerer. Brugen af unge drenge i flåden var et fænomen, som kan spores længere tilbage i den britiske historie. F.eks. var den
berømte Lord Nelson kun 13 år, da han startede i flåden. En af grundene var, at det ofte var en udfordring at mønstre mandskab og officerer nok, som havde kendskab til arbejdet til søs, derfor kunne man med at indlemme drengene tidligt danne et bedre rekrutteringsgrundlag. Før Første Verdenskrig var praksissen at officerseleverne blev holdt uden for kamphandlinger, men da krigen udbrød, blev det nødvendigt at gøre brug af de unge officerselever som en del af kampflåden. Daværende flådeminister Winston Churchill forsvarede sin beslutning i 1914 ved at sige:
”[..]De ville lære usammenlignelig mere om deres profession i krig, end de på nogen uddannelsesinstitutioner på land kunne lærer dem.”
Billedetekst 1: Midshipman Archibald William Dickson, 16 år gammel da han døde ombord på HMS Queen Mary
De kritiske spørgsmål i Underhuset varede ved helt fra 1914 til 1939, hvor praksissen blev ændret efter katastrofen i 1939, hvor slagskibet Royal Oak gik ned med 135 drenge ombord. Men før denne katastrofe blev mange flere drenge dræbt. Mange af de større krigsskibe, som gik ned i Første Verdenskrig, havde ligesom Royal Oak en stor besætning af helt unge mænd. HMS Invincible, HMS Queen Mary og HMS Indefatigable sprang alle i luften med voldsomme tabstal under Jyllandsslaget. En af de få overlevende var officerseleven fra New Zeeland (Midshipman) Peregrine Robert Dearden fra HMS Queen Mary, som var 18 år, da Queen Mary sprang i luften. Han kunne således fortælle i et brev til sin mor, hvordan han oplevede eksplosionen på nært hold:
”[..]Efter omkring en halvanden time inde i træfning, var der en kæmpe eksplosion forrest, og jeg blev sendt op på toppen af kanontårnet for at se – hvad der var skete, og jeg var nødt til at putte luftvejsbeskyttelsesudstyr på, fordi der var skyer af røg og ild. Jeg kunne ikke se noget i et minut og derefter forsvandt røgen imens den forreste del af skibet kom under vand. Jeg sagde til officeren af kanontårnet, at skibet synker hurtigt og så mange som muligt skulle ud af tårnet. Hele forskibet var næsten skudt af, og jeg tog med det samme alt mit grej af undtagen min skjorte og min vest. Alle andre gik i [vandet] med alt grej på. Så snart jeg var i vandet, svømmede jeg fri fra skibet og var ca. 30 meter derfra, da hun pludseligt sprang totalt i luften. ”
Peregrine Robert Dearden fortæller i samme brev, at han lå i vandet i lidt over en time, inden han blev samlet op af et tysk krigsskib og blev taget til fange. Oplevelsen at ligge i vandet var forfærdelig. Oliebranden bredte sig på overfalden efter eksplosionen, og de af mandskabet, som ikke havde nået at tage deres uniform af, havde svært ved at holde sig væk fra ilden og samtidig holde sig oven vandene. Peregrine overlevede fangenskab, og han blev frigivet med krigens afslutning. Han døde i 1952, 55 år gammel.
Det interessante er, at så stor en andel af de faldne i Jyllandsslaget er helt unge mænd og ikke blev anset som den samme katastrofe, som Royal Oak blev det godt vel 30 år senere. Tværtimod fandt man en ung dreng, der blev dræbt under slaget, og gjorde ham til en helt efter hans død.
Unge matroser (Boy Seamen) brugt i den britiske flåde til et væld af forskellige opgaver og fordelt efter deres kvalifikationer. Drengene blev ikke skånet for selv de mest farlige poster. De skulle betjene kanonstillinger ombord på skibene side om side med de voksne. En af de mest berømte er John Traver Cornwell, som blev hårdt såret under Jyllandsslaget, efter at hans kanonstilling var blevet ramt. Cornwell døde ca. 24 timer efter, hans skib HMS Chester havde undsluppet slaget og var kommet i havn. Efter hans død blev han hædret med Victoriakorset og brugt som et symbol for tapperhed og offervilje. I eftertiden er John Cornwell, kendt som den yngste modtager af Victoriakorset, men det er ikke rigtigt. Han var den yngste under Første Verdenskrig. Da han døde, var han blot godt 16 år. På Sea War Museum har vi en kultegning af John Traver Cornwell. Det er en kopi af et maleri af Frank O’ Salisbury fra 1917.
Billedetekst 2: Original af Frank O’ Salisbury 1917
Malerier og tegninger som disse blev brugt i aviserne, og John blev dyrket som en helt. Men før man kunne producere portrætterne af den afdøde matros, måtte man have et billede af drengen til at male efter. Flåden havde ikke noget billede af John. Derfor måtte hans bror, George Cornwell, indtræde som stand-in for John. Billedet kan ses i opslaget her. På billedet kan man se, at der står HMS Lancaster på kasketten af ”John”, men den rigtige John Cornwell har aldrig tjent på HMS Lancaster, men derimod kun på HMS Chester. Man gjorde sig således ikke store anstrengelser for at lave et retvisende billede, som nok kan tilskrives, at motivet og historien om helten var det vigtigste for aviserne og ikke ægtheden af billedet.
Billedetekst 3: George Cornwell, Stand in for sin bror John.
John Traver var ifølge alle beskrivelser af ham en eksemplarisk matros. For de matroser, som faldt udenfor den kategori og f.eks. forsøgte at undslippe sin vagt eller på anden måde at udvise dårlig
disciplin, kunne straffen være hård. Straffen for voksne matroser var typisk slidsomt arbejde, isolation i bunden af skibet eller fratagelse af grog. Korporlig afstraffelse af voksne matroser blevet afskaffet 1881, dog undtaget mytteri. I modsætning til de voksne kunne drengene godt blive afstraffet med pisk.
Drengene kunne straffes for mindre forseelser såsom at undvige mønstring. De blev straffet med slag af et spanskrør, der gerne var forstærket med vokstråd i begge ender, så træet ikke splintrede, når våbenmesteren slog. For de alvorlige hændelser, såsom tyveri, desertation, at have slået en overordnet eller homoseksualitet var straffen birkning. Birkning involverede en birkegren, som var blødgjort i enten eddike eller saltvand før brug. Den skyldige blev fremstillet foran skibets besætning af unge matroser og pisket på nøgen hud på bagdelen. Øjenvidner fortæller, at disse pisk kunne være meget brutale, og man kunne se kødstykker ryge af ved slagene.
Straffene blev ved i mange år. Dog blev det tiden efter Første Verdenskrig længere og længere mellem birkningerne. Men tæsk med spanskrør varede ved i mange år på flådens uddannelsesinstitutioner og blev først afskaffet i 1967. Drengene var en fast del af britiske flåde og forblev det i mange år. Efter større katastrofer såsom Royal Oak, blev de ikke længere brugt i frontlinjen. Men ideen om at optræne unge drenge med hård straf og disciplin var et fast tema i den britiske flåde, og der er mange personlige beretninger disse oplevelser. Englands enorme flåde og imperium krævede et stort antal af mandskab for kunne dække hele flådens behov. Både unge matroser og officerselever deltog forrest i kamplinjen under Første Verdenskrig.
Artiklen er skrevet af Christian Toftgaard
________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Skibet som gik i stykker
Sea War Museum Jutland har opklaret et forlis, som skete i Nordsøen i 1954
Af Knud Jakobsen
Sea War Museum Jutland har på et togt i Nordsøen opklaret et 65 år gammelt forlis, som kostede 31 mennesker livet. Den 23. december 1954 forsvandt det danske fragtskib ”Gerda Toft” i en orkan vest for Helgoland, og siden har man troet, at skibet gik ned på grund af en dårlig svejsning og en deraf følgende revne i dækket. Nu viser museets undersøgelse, at skibet ganske enkelt gik itu. Det brækkede i tre stykker.
”Det er sikkert begyndt med en enkelt revne, men derefter er det gået meget stærkt. Skibet er bygget i sektioner, og man ser tydeligt, at tre sektioner ligger adskilt på havbunden,” siger Sea War Museum Jutlands direktør, Gert Normann Andersen.
S/S Gerda Toft
”Gerda Toft” tilhørte Dampskibsselskabet Jutlandia A/S, som med støtte fra Marshall-hjælpen indkøbte skibet i 1948. Det var bygget i 1944 af Foundation Maritime i Pictou på Nova Scotia som et ”Park-skib”, hvilket var den canadiske udgave af ”Liberty-skibene”. Det var serieproducerede skibe, som blev bygget på rekordtid til erstatning for den tonnage, der blev sænket af tyske ubåde på Atlanten. Foundation Maritime nåede i alt at bygge 24 ”Park-skibe”, før krigen sluttede.
”Gerda Toft” hed oprindeligt ”Beresford Park”, men blev senere omdøbt til ”Federal Ambassador”, før det fik sit danske navn. Da skibet i 1948 ankom til Danmark for første gang, var det så stor en begivenhed, at Dansk Film Company optog en film med skibet. Danmark havde mistet cirka halvdelen af sin handelsflåde under krigen og fik tre nye skibe gennem Marshall-Hjælpen, hvoraf ”Gerda Toft” var det første.
Den 13. december 1954 afgik skibet fra Casablanca i Marokko med Erik M. Rasmussen som kaptajn, 28 danske og et spansk besætningsmedlem samt en enkelt dansk passager. Lasten bestod af 4300 tons fosfat, der skulle afleveres i Stettin i Polen.
Den 20. december gik ”Gerda Toft” ind til Zeebrugge i Belgien og tog en ekstra kok om bord, og måske fik skibet ved samme lejlighed også ekstra kul. ”Gerda Toft” var et kulfyret dampskib med et forbrug under normale forhold på 20 til 24 tons i døgnet. I hårdt vejr steg forbruget, og det havde været dårligt vejr på det meste af rejsen fra Casablanca.
Kaptajn Rasmussen regnede med at nå frem til Brunsbüttel ved Kielerkanalen senest den 24. december, og en del af besætningens hustruer var rejst hertil for at fejre jul sammen med deres mænd. Sådan gik det ikke. Den 23. december kl. 9,20 rapporterede ”Gerda Toft” til rederiet, at skibet under stærk nordvestlig storm med tilsvarende sø lå underdrejet 42 sømil vestnordvest af Helgoland.
Klokken 15,15 GMT udsendte ”Gerda Toft” nødsignal. Skibet befandt sig ved lysbøjen på positionen 54°17’N 6°38’ E og havde brug for øjeblikkelig hjælp. 2-lugen var beskadiget, og reparation var ikke mulig. Den svenske damper ”Karmas” svarede nogle minutter senere. Den befandt sig 17 sømil fra den opgivne position og gik til undsætning, men kunne i det hårde vejr ikke gøre mere end et par knob.
Den svenske radiotelegrafist videresendte ”Gerda Tofts” nødråb til alle skibe i området. Endnu to svenske skibe, en tysk damper og det engelske motorskib ”Iberian Coast” svarede og satte kurs mod den opgivne position, og Norddeich Radio overtog ledelsen af redningsaktionen.
Kl. 15,40 meldte ”Gerda Toft”: ”SOS, vi driver, i nød.”
Klokken 15,55 lød morsesignalerne fra ”Gerda Toft”: ”SOS, vejret hårdere, ikke muligt at reparere lugen, hurtig assistance.”
Klokken 16,21 kom den sidste melding fra ”Gerda Toft”, og som de øvrige blev den udsendt af skibets 26-årige telegrafist Jens Johannes Mortensen:
”SOS, 54° 20’N 6° 25’ E, forlader radiostationen, send hurtig hjælp.”
Herefter blev ”Gerda Toft” tavs.
Den engelske coaster ”Iberian Coast” var på vej fra Hamborg til Tyne, og den 42-årige kaptajn Daniel Collins fra Newcastle gjorde sit bedste for at komme til hjælp. Omkring kl. 16,30 observerede han og hans folk røde nødraketter og så lejlighedsvis glimt af et skib, som formentligt var ”Gerda Toft”. Afstanden var fire til fem sømil, og det så ud som om, skibet havde stærk slagside.
I det begyndende tusmørke og i de høje søer mistede de hurtigt skibet af syne, men blev ledt frem til området af gentagne røde nødraketter. Kort efter kl. 17 passerede de en del flydende vraggods, og næsten i samme øjeblik opdagede de en redningsbåd i blusset fra en rød nødraket. Båden var omkring to kabellængder borte (ca. 370 meter), hvorfor Collins tog farten af sit eget skib og fik det manøvreret sådan, at redningsbåden kom til at ligge i læ.
”Da vi nærmede os, kunne vi se, at der var 15-20 mand i båden, og at den var fyldt med vand lige til rælingen. Med en enkelt undtagelse sad eller lå alle mand hen over tofterne, tilsyneladende halvt bevidstløse eller muligvis døde. Undtagelsen var en mand i gul duffelcoat, der stod i stævnen,” forklarede Collins.
Mens officerer og besætning på ”Iberian Coast” forberedte en redningsaktion med liner, lejdere og redningskranse, lykkedes det Collins at få redningsbåden på siden af sin stævn, hvor den var i læ. Han sejlede ganske forsigtigt frem, og mens redningsbåden langsomt drev ned langs skibets styrbords side, blev alle slags liner kastet ned til de nødstedte.
”Efter at redningsbåden var drevet cirka 100 fod (30,5 m), lykkedes det for manden i stævnen at få fat i en line og få båden gjort fast til ”Iberian Coast”. Han fik ingen assistance af sine kammerater, som åbenbart var ude af stand til at foretage sig noget,” hed det i Collins rapport.
”Iberian Coast” lå på dette tidspunkt med vind og sø på bagbords side og rullede voldsomt. Alt disponibelt mandskab var på dæk og langede reb, liner og lejdere ned til de skibbrudne, så de kunne klatre om bord.
”Jeg er sikker på, at manden i stævnen kunne have reddet sig selv, hvis han havde villet, men i stedet forsøgte han tappert at hjælpe de andre, som ikke kunne hjælpe sig selv,” fastslog Collins.
Da søfolkene på ”Iberian Coast” så, hvordan det stod til, begyndte de at klatre ned ad lejderne for at hjælpe, og så gik det galt.
”Vi så til vores rædsel en særlig voldsom sø vælte redningsbåden rundt, hvorefter alle forbindelsesliner sprængtes. Båden faldt agterud og forsvandt af syne,” forklarede Collins.
Han ledte efter båden i over en time, men selvom hans folk brugte alt, hvad de havde af projektører, så de hverken redningsbåd, mænd eller vraggods. Kl. 18,20 besluttede Collins at fortsætte rejsen, fordi al yderligere eftersøgning var håbløs.
Efterspillet
Når historien om ”Gerda Toft” ikke har fået lov at gå i glemmebogen, skyldes det først og fremmest den forhenværende matros Bjarne Skov Poulsen fra Korsør. Hans onkel omkom med skibet, og da han som ældre fik tid, gav han sig til at samle materiale om forliset.
”Jeg blev født i København i 1945 og havde astma som lille. Min far var gartner i Kastrup Lufthavn, og efter råd fra vores huslæge sagde han sit job op og blev gartner på Vejrø, fordi jeg skulle bo et sted med ren luft. I parentes bemærket så virkede det. Efter nogle år forsvandt min astma, og jeg har aldrig mærket den siden, ” fortæller Bjarne Skov Poulsen.
I julen 1954 var han ni år gammel og glædede sig til at fejre jul med hele familien. Det skulle som sædvanligt foregå hos hans mormor og morfar Hejnsvig, hvor de i alt ville være 35 eller 36 mennesker, når hele familien var samlet.
”Jeg glædede mig især til gaven fra min onkel, der hed Gunnar Gregers Forum Rudfeld. Han var 44 år, gift med to børn og maskinassistent på ”Gerda Toft”, og han havde altid noget godt og spændende til mig og min lillebror,” siger Bjarne Skov Poulsen.
Da den lille familie skulle forlade Vejrø den 23. december, stormede det så meget, at postbåden ikke ville sejle, og de to drenge var skuffede. De fleste julegaver lå i Hejnsvig, og nu kom de til at holde jul alene. Om eftermiddagen lavede moren kakao for at trøste drengene, og mens de sad og drak den sammen med deres far i køkkenet, kom hun pludseligt farende.
”De siger i radioen, at ”Gerda Toft” har udsendt nødsignal,” råbte hun.
Bjarne Skov Povlsen husker det som den værste jul i sin barndom. Hans mor græd hele tiden, og mange gange fulgte han hende op på fyret for at låne øens eneste telefon. Frygten blev hurtigt til vished, og da de traditionelle julehilsner fra søens folk skulle sendes i radioen den 24. december, gik handels- og søfartsminister Lis Groes til mikrofonen for udtrykke sin medfølelse med de efterladte.
”Jeg havde mistet min onkel, men andre havde mistet deres far eller ægtemand, hvilket selvfølgelig var meget værre. I Brunsbüttel stod der sømandskoner og ventede på deres mænd, og for dem må det have været frygteligt. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig kunnet acceptere, at ulykken bare skulle glemmes, siger Bjarne Skov Poulsen.
Forfatteren skylder stor tak til Bjarne Skov Poulsen, der har stillet sin omfattende research til rådighed for artiklen. Hans beretning om Gerda Tofts forlis kan ses i Slægtsforskernes Bibliotek på
https://bibliotek.dis-danmark.dk/cgi-bin/koha/opac-detail.pl?biblionumber=31772
S/S Gerda Toft
|
OYHA |
|
|
Rederi |
D/S Jutlandia A/S, Kbhvn |
|
Park-skib, 1944 |
Pictou, Canada |
|
Max last + kul |
4624 tons. |
|
Længde |
96,25 m |
|
Bredde |
14,22 m |
|
Dybgang |
6,86 m |
|
Hovedmaskine |
3 cyl. dampmaskine, 1285 ihk |
|
Fart |
10 knob |
|
Besætning |
30 mand |
Notat fra juni 1916
Et notat fra den 13, juni 1916
Fra Iben Rosenkvist Midjord har vi fået et engelsk atlas fra 1908, som har tilhørt maskinmester Enghave, der sejlede med det lille dampskib S/S Heini af København.
S/S Heini var bygget af jern og var på 144 brutto tons.
Heini sejlede gennem Nordsøen den 13. juni 1916. Her noterer Enghave på bagsiden af et kort i atlasset på side 16:
Kl. 8 formiddag passerede vi en mængde lig fra søslaget i Nordsøen,
En del af dem var nøgne, nogle af dem havde hvidt tøj på; alle var forsynede med redningsbælter.
Kl. 9,00 passerede vi en mine forsynet med stødtænder 10 kvartmil (sømil) fra Hirtshals Fyr.
Enghave
Mester
S/S Heini
Billedetekst 1: Maskinmester Enghaves Atlas
Billedetekst 2: Europa i 1908 med Nordsøen
Billedetekst 3: S/S Heini
Billedetekst 4: Bagsiden af side 16 med kortet
Billedetekst 5: Register 1916-1917
Billedetekst 6: Oversigt af register
Billedetekst 7: Info om skibet
Af Gert Normann
________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
