Ekspedition Marts 2020
Årets første ekspedition Marts 2020
Sea War Museum drager ud på årets første ekspedition.
Denne gang er det i samarbejde med den polske organisation Santi Odnaleźć Orła og dykkere fra det polske firma SANTI.
Vi håber på at finde den polske undervandsbåd Orzel som forsvandt i Nordsøen med alle ombordværende i slutningen af maj 1940.
Det formodes, at Orzel er stødt på en mine midt i Nordsøen eller i Skagerrak. Midt i Nordsøen havde tyskerne udlagt flere spærringer, som tilsammen blev kaldt Vestvolden, og nordvest for dette område var der i Skagerrak udlagt yderligere fem minerækker.
Vi har til dato i samarbejde med polakkerne fundet og opmålt næsten 900 hundrede vrag i Nordsøen, og når vi sammenligner med fiskernes vragkort, er der kun få vrag tilbage i områder med minefelter som vi ikke har undersøgt.
Derfor er chancerne for at finde Orzel større end nogensinde. Vi har på et tidligere togt fundet et godt match, hvor mange af målene passer med Orzel, men da målene også kan passe på den britiske undervandsbåd L10, vil kun en dykkerundersøgelse kunne afgøre spørgsmålet.
Vi starter derfor med at undersøge det nævnte vrag for at identificere det med sikkerhed.
Når vraget er undersøgt, dokumenteret og filmet, scannes og undersøges de sidste vrag, som vi har positioner på i minefelterne ved Vestvolden.
Også den Hollandske undervandsbåd O13, som forsvandt på samme tid i Nordsøen mangler at blive fundet. Den kan også være minesprængt i samme områder så vi er meget spændte på om nogle af de nævnte ubådsvrag dukker op.
Vi har både et dansk og et polsk Tv-hold med på turen, så følg vores resultater i medierne og på Sea War Museums hjemmeside og Facebook.
Følg også ekspeditionen på Tv Midt-Vest scroll ned i artikel for at se filmindslaget: