Bådshager har været uundværlige i havne i mange århundreder, både til at skubbe væk fra kajen eller manøvrere sig ind på en foretrukken plads.

Denne bådshage er blevet generøst doneret til museet af Henning og Pia Simonsen fra Esbjerg. Vi er dybt taknemmelige for gaven og værdsætter, når folk påtænker deres genstande til museets samling.

Bådshagen stammer fra en gammel sømandsfamilie på Fyn, som har haft den som en dekorativ genstand. Bådshagen bærer inskriptionen "H.P. Adzersen" og årstallet 1898, hvilket er den eneste information, vi har om dens oprindelse og den oprindelige ejer.

Selve opklaring af skriften, var lidt af en udfordring, da inskriptionen både indeholder gotiske og latinske bogstaver. Men efter nøje undersøgelse, så står H.P. Adzersen 1898

Det er en smuk genstand, og måske vil yderligere oplysninger i fremtiden kaste lys over navnet der blevet malet på.

07-02-2024

___________________________________________________________________________________________

Vi har fået en række flotte gaver til det nye museumskompleks!

Fra Paul Grunwald i Åbenrå har vi fået en stor og flot model af U47. Det var med denne ubåd, den tyske ubådskaptajn Günther Prien i 1939 sneg sig ind i flådehavnen Scapa Flow på Orkneyøerne og sænkede det store slagskib ”Royal Oak”. 835 britiske marinesoldater omkom.

Se: https://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Royal_Oak_(08)

Modellen vil få plads i vores afdeling om ubåde i det nye Maritime Museumscenter.

Der er flere gaver og flotte genstande på vej til det nye museum, som åbner i foråret 2024 i Thyborøn, herunder især mange genstande til Forlismuseet. De vil løbende blive vist her på siden😊

Btx.: Paul Grunwald og Gert Normann uden for museet med den store ubådsmodel.

___________________________________________________________________________________________

En gave fra den anden side af jorden!

I denne uge har vi modtaget noget specielt for os her på Sea War Museum. Vi har modtaget skibsklokken til HMS Lotus fra en af efterkommerne til en sømand, der sejlede med skibet under Anden Verdenskrig. Gaven kom fra Doc O’ Connor, som bor i New Zealand. Vi er meget taknemlige for gaven, og den kommer til at indgå i vores udstilling om HMS Lotus. I fremtiden vil klokken og en harpunkanon indgå i en udstilling på det nye museumscenter i Thyborøn, der kommer til at fortælle om hvalfangst i Nordsøen.

HMS Lotus var oprindeligt bygget til krig og skulle eskortere skibe sikkert i havn. Hun blev bygget i al hast, da England havde brug for mange skibe til at sikre sine forsyningslinjer. HMS Lotus blev i løbet af krigen udstyret med dybdebomber, tunge maskingeværer og en kanon på 102 mm. Ombord på skibet var en af Doc O’ Corners forfædre som sømand på skibet. HMS Lotus overlevede krigen og deltog i over 40 konvojer og 2 invasioner.

Efter krigen blev skibet ombygget til en hvalfanger. Kanonen på 102 mm blev udskiftet med en harpunkanon, og skibet fungerede som hvalfangerskib indtil 1963, hvor det blev lagt op. Det modige lille skib HMS Lotus kom på sin sidste rejse i 1966, hvor hun skulle bugseres til Belgien til ophug. Men fortøjningen mellem slæbebåden og HMS Lotus sprang, og skibet blev kastet ind på land, hvor man blev nødt til at hugge skibet op på stedet. Skibsklokken endte ad omveje i New Zealand, da den blev købt af Doc O’Corner som et minde om hans fars skib. Nu er klokken tilbage i Danmark sammen med de sidste rester af HMS Lotus.

Sea War Museum og forfatteren Knud Jakobsen har udgivet en bog om skibets historie. Bogen kan købes for 75 kr.

23-03-2023

Alice Schou Nørgaard har givet Sea War Museum en flot gave i form af sølvtøj fra vraget af RMS Medina, tilhørende Pensular and Oriental Steam Navigation Company, som blev sænket af en tysk ubåd UB 30 i den Engelske Kanal den 28. april 1917. Skibet var på vej hjem til England med store værdier fra Indien.

Alle passagerer blev reddet, men 6 fyrbødere omkom på grund af torpedoeksplosionen.

I 1987 bjergede et Konsortium, ledet af den danske reder H.H. Faddersbøl, store værdier op fra vraget, der lå på 75 m vand med offshore fartøjet ”Holger Dane”. Blandt andet bjergedes det på billedet victorianske Elkington sølv med rederiets bomærke.

Det er planen at sølvtøjet udstilles i den store sikkerhedsmontre på Sea War Museum.

Alice Schou Nørgaard fik sølvtøjet ved et sommerhus køb, hvorefter hun henvendte sig til Strandingsmuseet, om de var interesseret i genstandene.

I stedet for at modtage gaven og anbringe det på museets magasin, oplyste man fra Strandingsmuseet, at sølvtøjet og historien hørte til på Sea War Museum, hvorfor vi fik det overdraget.

Udvendig er genstandene meget forsigtigt restaureret af John Silver, hvorimod det indvendige er bevaret med alle belægninger efter mange år på havbunden.

Gert Normann

Til vort nye museumskompleks, det Maritimhistoriske Center i Thyborøn, får vi allerede nu gaver til de kommende udstillinger.

Et lille indblik i hvad museerne kommer til at indeholde:

Et forskningsbibliotek med konference og studiefaciliteter samt et cafeteria.

En meget flot søfarts-samling, herunder Benny Boysens ”Museum Sea Art”, galionsfigurer, modeller, malerier og mange andre genstande.

En udstilling om hvalfangst og fiskeri i den omvendte fiskekutter.

”Skildpaddespionens bunker” og mere om Anden Verdenskrig.

Vi får et stort ”eksplosionsmuseum” med søminer, landminer og alt, hvad der kan eksplodere og detonere, en studiesamling der ikke findes magen til.

Vi får også et ”forlismuseum” med skibskatastrofer, hvor der kommer udstillinger om Danmarks og verdens største katastrofer til søs.

Af danske katastrofer kan kort nævnes udvandrerskibene ”Norge”, ”Geiser” og ”Danmark”, skoleskibene ”København” og ”George Stage”, M/S ”Hans Hedtoft”, M/F ”Scandinavian Star”, M/S ”Gerda Toft” og flere.

Desuden vil vi lave udstillinger om de værste udenlandske skibskatastrofer: RMS ”Titanic” og RMS ”Lusitania” samt de store flygtningeskibe: ”Steuben”, ”Wilhelm Gustloff” og M/S ”Gøya” i Østersøen øst for Bornholm.

Skibe med Kz-fanger: ”Cap Arcona” og ”Thielbeck”. Man stuvede ca. 10.000 forpinte Kz-fanger sammen på skibene i Lübeck bugten. Den 3. maj 1945 blev skibene sænket ud for Neustadt under et britiske luftangreb. I alt blev 23 skibe sænket.

Troppetransportskibet M/S ”Pionier nordøst for Skagen, M/F ”Estonia”i Østersøen, den russiske ubåd ”Kursk” nord for Murmansk samt platformene ”Brent Spar” og ”Alexander L. Kielland” i Nordsøen.

Hertil kommer fortællinger om forlisene af de store krigsskibe ”Tirpitz”, ”Bismarck” og HMS ”Hood”.

Til det sidste har vi fået et stykke af den originale ankerkæde fra slagskibet ”Tirpitz”. Det er bjerget fra vraget, hvoraf rester stadig ligger på bunden af fjorden ved Tromsø, hvor skibet blev sænket.

”Tirpitz” var et søsterskib til ”Bismarck”. Under Anden Verdenskrig var de Tysklands største krigsskibe og de hidtil største skibe, som var bygget i Europa. Begge havde en længde af 251 m og var 26 m brede. ”Bismarck” var lidt tungere end ”Tirpitz” og havde derfor det største deplacement. De to skibe havde besætninger på henholdsvis 2.250 og 2.500 mand.

De største kanoner var kaliber 38 cm. hvoraf der var 8 stk.

”Tirpitz” blev søsat i 1939 og taget i brug 1941. Skibet opererede mest i det nordlige Atlanterhav og ishavet og lå som en konstant trussel i Nordnorge overfor britiske konvojer .

”Tirpitz” blev den 12. november 1944 sænket ved et britisk luftangreb ved Tromsø i Norge, hvorved ca. 1000 besætningsmedlemmer omkom.

Efter krigen solgte den norske stat vraget til Einar Høvding Skibsophugning AS for 120.000 kroner. ”Tirpitz” blev hugget op og solgt som skrot i første halvdel af 1950'erne , men en tredjedel af vraget ligger stadig tilbage på bunden. Den platform, som blev anvendt ved ophugningen, findes stadig et stykke fra stranden. Nogle store bombekratere er tilbage på land. I 1990erne blev der anbragt et monument på landjorden til minde om begivenheden.

Efterhånden som vore udstillingsplaner bliver kendt, tror og håber vi på, at der dukker andre interessante genstande op til vore udstillinger, enten som gaver eller som lån til museet.

Gert Normann Andersen

Direktør

Den første ubåd, der blev sænket under Første Verdenskrig, var den tyske ”U 15”!

Den blev sænket af HMS ”Birmingham”, den 9. august 1914 ved Fair Island i nærheden af Shetlands øerne.

”U 15” havde motorhavari og lå derfor stille på overfladen, da den blev observeret fra HMS ”Birmingham”. Kaptajnen besluttede at beskyde ubåden, hvilket fik ”U 15” til at dykke, hvorefter den straks blev vædret af ”Birmingham”. 23 ud af 29 besætningsmedlemmer på ubåden omkom.

Et fint billede, 48 x 30 cm. vandfarve på papir, mærket H.H.D. Simmonds, A Town Class Cruiser attacking a German U-boat, dat. 1914 var på Svendborg Auktioner her i efteråret, hvor Sea War Museum gav et bud og vandt.

Ved at finde oplysninger om de ubåde som blev sænket i 1914 og sammenligne billeder af Town-class light cruisers, kunne vi se, at der måtte være tale om HMS ”Birmingham”.

Det blev bekræftet, da billedet skulle tages ud af rammen og rengøres, hvor historien fra den gang stod skjult på billedets bagside.

Sådan bliver der ved med at dukke nye genstande og historier op til Sea War Museums udstillinger.

Gert Normann

En usædvanlig dykkerhjelm

Sea War Museum har fra fhv. dykker Knud Aage Pedersen modtaget en meget gammel dykkerhjelm uden navn eller nummer.

Dykkehistorisk selskab har undersøgt hjelmen for museet og kan med sikkerhed sige, at den ikke stammer fra nogen kendt hjelmproducent i hele verden.

Brystpladen stammer øjensynligt fra en tysk eller fransk hjelmproducent, mens selve hjelmen, som er meget lille, må være fremstillet af en kobbersmed. Frontvinduet er sidehængt, hvilket er kendetegnet for danske hjelme, og kan være et lille koøje fra et skib. Rammerne til sideruderne minder om de tidlige canadiske hjelme fra John Date, men er sikkert fremstillet specielt til denne hjelm. Det undrer, at glassene i vinduerne er påfaldende tynde.

Udluftningsventilen ligner en tidlig engelsk Siebe Gorman ventil, hvorimod indgangsventilen til luft er meget simpel uden indbygget kontraventil. Spitcocken under frontruden ligner en gammel toldhane til aftapning.

Dykkerhjelmen ser ud til at være brugt meget, idet der er tydelige brugsspor på den. Da der ikke er noget godkendelses nummer fra Statens Skibstilsyn stemplet i hjelmen, må den være fra før januar 1937, da loven om godkendelser af dykkermateriel trådte i kraft.

Dykkerhjelmen ser ud til være fremstillet af en dygtig kobbersmed her i Danmark og er helt unik af sin art.

I 1800-tallet blev der indkøbt og lavet dykkerudstyr, blandt andet til de dykkerselskaber, som skulle bjerge gods fra strandede vrag, som lå langs Jyllands Vestkyst. På den tid var der ingen dykkeruddannelse, så det var blot de søfolk, fiskere og arbejder som turde bruge udstyret, der udførte disse dykninger uden anden forudsætning end learning by doing. De strandede skibe lå ikke på så dybt vand, så de var ikke ligesom Svitzers bjergningsdykkere udsat for dykkersyge.

Denne hjelm er uden kontraventil, så derfor kan den selv på under 10 m vand være særdeles farlig og endda dødelig, hvis der går hul på luftslangen på overfladen. I så fald vil dykkeren blive mast op i hjelmen på grund af vandtrykket. Også det indikerer, at der er tale om en meget gammel hjelm.

Fiskere bringer mange ting i land, som de har fået op i deres trawl.Hver gang er det en lille historie eller et mysterium, som vi prøver på at opklare.Fra Thyborøn Havn har vi således fået indleveret en ret tung del, der var fisket op af havet NV for Thyborøn, og som vi umiddelbart formodede kom fra et flyvrag.

Ved gennemgang af vore fiskerkort var der ikke afmærket noget vrag eller hold på positionen. Vi bad derfor fiskeren, om han ville tjekke positionen endnu engang, hvorefter vi fik en ny position. På den nye position, var der ganske rigtig afmærket et flyvrag, hvor andre fiskere tidligere havde haft hold og fanget flydele.

Efter at John Silver havde rengjort vragdelen, dukkede der en række numre op, men ingen fabriksmærker eller kendemærker, og derfor sendte vi et foto op til havarikommisjonen i Norge

Den kunne kort efter meddele, at vragstykket stammede fra et Tornado-jagerfly, og at det var den stærke del, som kunne dreje vingerne frem eller tilbage.

Vi gennemgik nu land for land alle de Tornado-fly, som var styrtet ned, da der ikke fandtes et enkelt, samlet register. I et tysk register fandt vi to tyske Tornado-fly som var kollideret og styrtet ned i Skagerrak nord for Skagen den 31. oktober 1991.

Alle fire piloter skød sig ud med katapultsæder og kom sikkert ned i faldskærme. De blev efterfølgende samlet op af redningshelikoptere, men en af piloterne, Korvettenkapitän Greßmann, døde desværre af kulde, efter at hans dragt var blevet utæt.

Vragdelen kommer senere ind i museets udstilling om flyvrag i havene.

___________________________________________________________________________________________

Museet har modtaget et billede af strandingen ’Igotz Mendi’ 1918, som er skænket af Bent Mikkelsen. Bent Mikkelsen kom forbi og spurgte, om det havde vores interesse – og det har det naturligvis.  Tusind tak for billedet.

Det gav anledning til lille artikel om historien bag strandingen af skibet Igotz Mendi.

Den 30. november 1916 forlod SMS Wolf sin flådebase i Tyskland. Udefra synede skibet fredsommeligt, men det var blot på overfladen, for i virkeligheden var skibet et kaperskib. Det Tyske Kejserrige var i 1916 fastlåst i en verdenskonflikt og havde efter Jyllandslaget den 31. Maj 1916 opgivet at hamle op med Britiske Grand Fleet, med traditionelle krigsskib.  Tyskland måtte derfor finde på alternativer, hvis den britiske kontrol af Nordsøen og de livsvigtige handelsruter skulle svækkes.

SMS Wolf var en del af løsningen. Skibet var udstyret med kanoner, miner, vandfly, hospitalsafsnit og fængselsceller og over 350 mand. Alt sammen for at muliggøre en kapermission bag fjendens linjer.

Det Spanske skib Igotz Mendi blev opbagt af SMS Wolf den 10. november 1917 i det Indiske Ocean. Igotz Mendi fik et nyt mandskab af tyske matroser, og et stort antal af fanger fra SMS Wolf blev opflyttet til Igotz Mendi. Fangerne kom fra de mange skibe, SMS Wolf havde skænket på sit togt. Problemet var nu, at SMS Wolf og Igotz Mendi var langt væk fra den næste tyske havn, og hjemturen blev ikke lettere af den engelske blokade, der forhindrede stort set alt at komme ubemærket ind og ud af Nordsøen.

Kaptain Karl August Nerger for SMS Wolf planlagde derfor en rute nord om Island, langs Norges kyst, for at kunne snige sig gennem blokaden. Ruten var dog for hård for Igotz Mendi, som i det hårde vejr havde svært ved at klare turen. I stedet tog de turen syd om Island, men Igotz Mendi sakkede alligevel bagud, fordi den havde fået motorskade af det hårde vejr. Løjtnant Rose, som havde kommandoen over det kaprede skib, fortsatte, på trods af at have tabt SMS Wolf af syne, sin planlagte rute.

Den sidste del af ruten var for skibene en af de farligste, for inden de kunne komme i sikkerhed til Kiel, skulle de snige sig ind i strædet mellem Danmark og Norge. Strædet var blevet mineret af den danske regering, efter et diplomatisk pres fra Tyskland. Stedet var desuden et oplagt sted for engelske skibe at patrulje. Derfor, da der den 24. februar trak en tågebanke ind over strædet, øjede Løjtnant Rose ombord på Igotz Mendis sin chance og satte kurs mod gennem strædet og den sidste del af ruten før målet i Kiel.

Tågen hindrede naturligvis sigtbarheden, og Løjtnant Rose fejlbedømte afstanden til kysten og stødte den 24. februar på grund, blot 400 meter ud for den danske kyst.

Blandt de tyske matroser var frustrationen stor - så tæt på mål og alligevel så langt fra. Imidlertid var stemningen vendt til det positive blandt fangerne på Igotz Mendi. De havde længe frygtet, at det ville lykkes løjtnant Rose og Karl Nerger at komme i tysk havn og dermed give fangerne udsigt til et liv i Tyskland med usle vilkår.  Men pludselig opstod der en chance for at blive reddet.

De danske myndigheder ankom hurtigt til det strandede skib og igangsatte en undersøgelse af skibet, og hvorfor det var endt på en sandbanke ud for Skagen. løjtnant Rose forsøgte at forklare sig med, at skibet blot var et handelsfartøj på vej fra Bergen til Kiel. Myndighederne blev dog mistænksomme, da det stod klart, at skibet havde mange passagerer ombord, heriblandt kvinder og børn, og at det var indregistreret i Spanien med tysk besætning.

Løjnant Rose var ikke særlig begejstret for at skulle opgive sin plan om at komme til Tyskland og forsøgte af flere gange forhandle med de danske myndigheder for at undslippe fangenskab i Danmark. Tilmed dukkede der også to tyske u-både op for at ’hjælpe’ med forhandlingerne, men de blev skræmt væk med advarselsskud fra den danske krydser Heimdal. Efter episoden blev der fra tyske aviser sendt en kraftig protest imod tilfangetagelsen af Igotz Mendi dens besætningen.

Da skibet endeligt blev rømt, var det dog ikke uden besvær, for da redningsskibene lagde sig på siden af Igotz Mendi, var søgangen høj, og redningsskibene hævede og sænkede sig med flere meter. Derfor blev det nødvendigt for flere af fangerne, som også bestod af kvinder og børn, at springe fra dækket ned i armene på redningsfolkene for at komme af det strandede skib. Men de erfarne redningsfolk sejlede dem behændigt til land, hvor de blevet taget imod af den nysgerrige lokalbefolkning, som havde hørt om strandingen.

De tyske matroser blev sat i fangenskab for at have krænket dansk neutralitet, og fangerne blev indlogeret forskellige steder rundt omkring i Skagen.

SMS Wolf og Karl Nerger overlevede krigen og modtog den højeste og fineste orden ’Pour le Merite’ for den kæmpe bedrift at have gennemført et togt på 451 dage og have sænket 25 skibe, selvom at han måtte undvære Igotz Mendi som prise.

Christian Toftgaard 

Museet har igen fået fine gaver til vores udstilling!

Fra undervandsfotograf René B Andersen, som har lavet museets bedste undervandsbilleder fra HMS ”Defence” og flere andre vrag fra Jyllandsslaget, har vi fået messingdelene til et vandkølet maskingevær og et låg til en granatbeholder fra Første Verdenskrig.

Begge dele er fisket op i Østersøen. Vi har flere af disse låg, som findes i alle tyske krigsfartøjer fra tiden, men ingen som denne, hvor zinkpladen er bevaret.

Genstandene er unikke og relevante for vores udstillinger, og de er nu er udstillet i en montre på museet.

Mange tak til René B Andersen

31.07.2020

Freddy Breitenstein fra Nykøbing Mors kom med en sjælden torpedopistol og en tysk militærkikkert. Begge dele er nu renoveret. Kikkerten, som er en tysk kikkert fra en ubåd, er lagt i udstillingen om U3523 og torpedopistolen, som blev brugt på torpedoer fra fly, ligger nu på museets magasin sammen vores øvrige torpedopistoler, klar til fremtidige udstillinger

Fra Drew Gee i Australien som er Sea War Museums torpedoekspert, har vi modtaget følgende om torpedopistolen:

It is a British 18" WW2 (November 1943) aircraft torpedo pistol - quite hard to find compared to their 21" submarine ones. The smaller 18" were only used for aircraft launched torpedoes.

I have attached photos of my 21" for your reference plus some data, which is also hard to find as British WW2 Torpedo pistols / depth charges /sea mines are still classified (not available to public!)

Sea War Museum Jutland har modtaget et par fantastiske gaver til vores udstilling og historier fra Christian Langer, Langertech på Flyvholmvej og hans to søskende, Torben og Ellen Langer.

De stammer fra deres fars ejendom, ”Rønlanger” strandfogedgård, som har været i familiens eje igennem syv generationer.

Gården blev sidst beboet af faderen Valdemar Langer og hans hustru. Blandt deres ejendele fandtes to små malerier, malet af A Melchiorsen 1918 (Anders Melchiorsen, Harboøre, 1869-1953).

Anders Melchiorsen var en dygtig selvlært kunstmaler, som malede flere historiske billeder fra Harboøre, blandt andre et maleri/illustration af de druknede fiskere på stranden efter den store fiskerulykke i 1893. Et af hans malerier findes i dag på fiskerimuseet i Esbjerg.

De to malerier fra Valdemar Langers hjem forestiller henholdsvis U 20´s stranding ved Vejlby, hvor man tydeligt ser ubådens tårn og foran dét, kanonen med det karakteristiske sænkbare fundament, der i dag står udstillet på Sea War Museum Jutland.

På maleriet ser man også den store sprængning af ubådens torpedoer, som besætningen udførte, da de forlod ubåden. Længere ude ses mindst fire torpedobåde, hvoraf nogle havde forsøgt at trække U20 fri af revlen.

Det andet maleri viser en stor hornmine, som ligger tæt ved en høfde på kysten af Harboøre. Oppe i luften et stykke ude ses en af de store krigszeppelinere.

Begge malerier er signeret A Melchiorsen 1918.

Langers Strandfoged gård ”Rønlanger” blev bygget i 1881 af Kristian Langer og har været i familiens eje siden da. I ejendommen findes der bygningshistorie og genstande fra de sidste 140 år. Før den tid lå en endnu ældre strandfogedgård, som også tilhørte familien Langer.

En del af træværket i huset kommer fra strandinger, således de store bærende stolper i ladebygningen. De er lavet store let krumme skibsspanter, hvori der ses regelmæssige naglehuller.

Det kunne være fra Briggen ”Fremad” af Drammen på 213 tons, ført af skipper Christensen, på rejse fra hjemstedet til Grangemouth med pitprops.

Det strandede i Chr. Langers strandlen den 13. december 1880. Besætningen på 8 mand blev reddet med raketapparat, men skibet blev vrag.

Den 21. december 1880 blev følgende solgt på strandingsauktion: Bjerget vrag og inventarium samt ladningen af tømmer. Der fremhæves 2 skibsankre, 2 ankerkjættinger, 12 div. sejl, stående og løbende tovværk, skjødekjættinger, rundholter, brækkede master, rundstager og vragstykker m.m. samt 800 stykker grubetømmer fra 6 til 20 fod lange og af en tykkelse på 4-5 tommer af fortrinlig kvalitet. Skibsvraget med metalforhudning på stedet.

Det bjergede ligger bekvemt for videre transport.

By og herredskontoret i Lemvig, den 21. december 1880, O. Smith.

På Sea War Museum Jutland er vi rigtig glade, når der dukker nye historier og genstande op, som passer lige ind i vores historier på museet, og som beriger vores formidling af søkrigen under første verdenskrig.

Gert Normann Andersen

Sea War Museum Jutland har erhvervet et ægte klenodie fra Første Verdenskrig i Nordsøen. 

Den 29. april 1917 startede den engelske pilot Frederick Rutland fra moderskibet ”Manxman” 60 sømil vest for Horns Rev. Han var på dette tidspunkt allerede berømt som ”Rutland of Jutland”, fordi han var den eneste pilot, der deltog i Jyllandsslaget, og nu skulle han gøre noget, som aldrig var blevet gjort før. Han skulle i sin Sopwith Pup starte fra et skib i Nordsøen, flyve patrulje ud for Horns Rev og derefter vende tilbage til skibet og sætte sit fly ned på vandet i håb om at blive samlet op. 

Vejret var overhovedet ikke egnet til flyvning, men Rutland sagde ikke nej. Han lettede fra skibet og tog det i stiv arm, da en cylinder i motoren svigtede, og motoren derefter vibrerede så kraftigt, at kompasset gik i stykker. Han søgte at holde kursen ved at se på bølgernes retning, men da han forsøgte at vende tilbage, kunne han ikke finde skibet. Til sidst måtte han sætte kurs ind mod den jyske kyst. 

Rutland ville ikke interneres og besluttede derfor at sætte sit fly ned på vandet, så han bagefter kunne hævde, at han havde været uden for den danske tremilegrænse. Så ville han nemlig bare være en almindelig skibbruden, der havde lov til at rejse hjem. 

Han kom længere mod nord, end han havde tænkt sig og endte I Agger. Her gjorde han som planlagt og satte sit fly ned i de oprørte bølger, hvorefter han under dramatiske omstændigheder blev reddet i land af fem lokale fiskere. Senere lod den lokale herredsfoged ham rejse hjem, hvilket skete via Sverige og Norge. 

Da han kom hjem, sørgede Rutland for, at de fem fiskere fik deres velfortjente belønning. Hver mand fik et sølvur af det britiske admiralitet for at redde den nødstedte engelske flyver, og det er et af disse ure, som Sea War Museum Jutland nu har erhvervet. Museets ur blev givet til fisker Vilhelm Villadsen (1873 -1952). Det afslører ikke blot Rutlands taknemmelighed, men også hans problemer med thybomålet. ”Agger” blev i hans gengivelse til ”Akka”, hvilket også står på uret. 

Læs hele beretning om Rutland of Jutland og urene fra Agger i Knud Jakobsen bog ”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger”, udgivet af Sea War Museum Jutland 2020. 

Tekst skrevet af Knud Jakobsen 

___________________________________________________________________________________________

Sea War Museum Jutland har fra Dykkerfirmaet John Staal modtaget en undervands-pistol af samme slags som blev anvendt ved bjærgning af den tyske flåde i Scapa Flow. Pistolen kan skyde en bolt igennem en stålplade og var et vigtigt værktøj, når sunkne fartøjer skulle hæves. Pistolen fungerer ved hjælp af en sprængladning, men har hverken rekyl eller mundingsglimt og blev hurtigt et uundværligt værktøj. Det arbejde, som tidligere tog en dykker flere dage, kunne nu udføres på få minutter.

Pistolen blev opfundet af to englændere ved navn John Temple og Percy Cox og hed officielt ”Temple Cox Bolt Driving Gun”. Den kunne skyde flere forskellige slags bolte gennem stålplader. En af dem var hul og kunne bruges, hvis mandskabet i en sunket ubåd skulle forsynes med ilt.

Se Percy Cox demonstrere pistolen her:

https://www.youtube.com/watch?v=o5a4oHYwMl0

Fra Ronnie Sørensen har museet fået overdraget 257 modelfly og 14 modelskibe.

De er lavet af hans far, som byggede mange af dem medens han sejlede som radiotelegrafist.

Ronnie skriver følgende:

Min fars navn var John Richard Sørensen.

Han er født den 26/11 1938 i Højbjerg/Skåde ved Århus som enebarn.

Han startede på maskinmesterskole men en trafikulykke kostede ham det ene ben, men sejle ville han. Så han tog en uddannelse som telegrafist fra skolen i Svendborg.

Han sejlede overalt på kloden, med forskellige rederier. Mange af modellerne er bygget på havet.

Jeg kender desværre kun et af skibene ved navn, MS Bellami, et norsk ejet skib. Det fortalte han ofte om.

Da han gik i land, var han nogle år ved Århus kommune, men måtte gå på invalidepension da han havde mange smerter i ben stumpen og var begyndt at mærke slid i det ene knæ, som jo måtte bære ham alene, samt i håndled og skuldrer.

Han var altid en ener og han havde aldrig lange forhold til kvinder, da han kun ville have tingene på sin egen måde. Min mor og ham gik fra hinanden da jeg var 6 og min søster 5.

Han levede i sit eget hus til sin død 15 august 2019 på Skejby Sygehus, grundet følgeskader efter en blodprop.

Han havde vel bygget ca. 500 modeller i sin tid.

Han studerede alt om krig hele livet. Det var en fascination, men ikke som noget glorificeret.

Han vidste udmærket prisen på krig.

Han sejlede nogle måneder for amerikanerne i Vietnam, og der så han folk blive såret tæt på og så effekten af napalm. Det gav ham mareridt resten af livet, men han ville ikke tale om det.

Han boede nogle år i Japan og var meget glad for landet. Min søster hedder Yuki til mellemnavn af samme årsag.

Personligt var de bedste stunder med min far når vi sad overfor hinanden og byggede og malede modeller. Han viste ikke sine børn de store følelser, men jeg kunne mærke han var stolt når sønnike kunne de fleste flys navne.

Ronnie

Vi har i forvejen 246 modelfly, så nu har museet i alt 503 modelfly på vores magasin, som kan bruges i kommende udstillinger og særudstillinger.

Her ses de to nye modeller i museets udstilling: König og Von der Tann til højre - til venstre Derfflinger.

Alle tre modeller er bygget af modelbygger Ralph Edler Flensborg.

Alle tre skibe deltog i Jyllandsslaget og er nu en del af museet udstilling om Jyllandsslaget

Jyllandsslaget gjorde Rebecca Brandon til enke, hvorefter hun i mange år bar et enkesjal, som nu kan ses på Sea War Museum Jutland

Af Knud Jakobsen

Det er nu over 100 år siden, at Jyllandsslaget fandt sted ud for den jyske vestkyst, men omkostningerne var så store, at slagskyggerne når helt frem til vores tid. Gert Normann Andersen fra Holstebro, som har skabt og selv leder Sea War Museum Jutland i Thyborøn, fik for nylig besøg af et engelsk ægtepar, som medbragte en trist og sørgmodig gave.

Ægteparret var Anne og Alan Thorpe fra Canvey Island ved Themsens munding, og deres gave var et enkesjal. Under Første Verdenskrig var det stadig almindeligt for britiske kvinder at bære sorg. Det var et levn fra Victoriatiden, og fattige kvinder måtte ofte bruge mange penge på dyre og i bund og grund unødvendige klædningsstykker. I løbet af krigen tog de fast form og udviklede sig til et sjal-lignende klædningsstykke af den type, som på fransk kaldes en pèlerine. Det har en høj krave, dækker skuldrene og bæres over andet tøj.

Anne Thorpe medbragte det enkesjal, som blev hendes mormors lod efter Jyllandsslaget, og hun kunne også fortælle om hendes hårde skæbne.

Mormoderen blev født den 17. januar 1888 i det fattige Sydlondon og blev i St. Saviours kirke i Southwark, døbt Rebecca Elizabeth Coleman. I 1910 mødte hun den 31-årige James Thomas Brandon og den 5. august året efter blev de gift i Holy Trinity Church i Southwark.

James var født i det centrale London og døbt i St. Martin in the Field, og som 19-årig havde han meldt sig til Royal Navy. Han havde tegnet en 12 årig kontrakt og havde netop afsluttet sin tjenestetid, da han mødte sin tilkommende.

James Brandon

De bosatte sig i Southwark, og livet tegnede lyst og lykkeligt. I 1912 fik de sønnen James, og året efter fulgte datteren Lily. Rebecca var gravid med deres tredje barn, da Første Verdenskrig brød ud, og nu begyndte de mørke skyer at trække op. Ved krigens udbrud blev James straks indkaldt, og Rebecca var alene, da hun i december 1914 fødte deres tredje barn, en datter, som blev døbt Irene.

I 1916 gjorde James Brandon tjeneste som overfyrbøder på den store destroyer ”HMS Tipperary”, som fik en hård medfart i Jyllandsslaget. Tilsyneladende mistede kaptajnen orienteringen under natkampen og sejlede hen til linjen af tyske slagskibe i den tro, at de var britiske. Det blev fatalt. Flere tyske slagskibe åbnede ild på en gang og overdængede ”Tipperary” med en haglstorm af granater. Skibet stod hurtigt i lys lue, og selvom nogle få overlevende blev reddet af tyske torpedobåde, omkom 185 af de 197 mand om bord.

       Den unge enke Rebecca Brandon med to af døtrene.

Modelbygger Ralph Edler fra Flensborg havde taget turen til Thyborøn for at forære Gert Normann en model af den tyske slagkrydser ”SMS Derfflinger” bygget i målestoksforhold 1:250.

Ralph Edler er medlem af en gruppe på cirka 30 modelbyggere i Slesvig-Holsten, som bygger modelskibe til Skibsfartsmuseet i Flensborg. Det helt specielle er, at modellerne bliver bygget i karton, hvilket stiller meget store krav til omhu, fingersnilde og tålmodighed. Til modellen af ”Derfflinger” har Ralph Edler brugt langt over 200 timer.