Formandens Mindeord om kunstneren bag Mindeparken

Paul M. Cederdorff 3/1-1938 - 11/4-2026

Formand for Mindeparken for Jyllandsslaget Søren Gades mindeord om kunstneren bag Mindeparken:

"Det er med stor sorg jeg modtog meddelelsen om Paul M. Cederdorff´s død . Jeg har kendt Paul i 50år.

Det var en fornøjelse, som formand for Mindeparken for Jyllandsslaget, at arbejde sammen med Paul i forbindelse med Mindeparkens tilblivelse. Hans dedikation, hans kunstneriske talent, hans store viden, alt blev bragt i spil ved tilblivelsen af den fantastiske mindepark i Thyborøn. En Mindepark som gør, at verden ikke glemmer verdenshistoriens største søslag, og samtidig mindes de næsten 9000 søfolk, som gav deres liv for deres fædreland.

Paul var et ualmindelig rart menneske, som vil blive savnet. Æret være Pauls minde"

Kunstnerens beskrivelse af Mindepark for Jyllandsslaget

Kunstneren Paul M. Cederdorff

Mindeparken for Jyllandsslaget 1916 i Thyborøn indvielse af 1. del 1.juni 2016.

Kunstnerens beskrivelse af hvorfor mindeparken ser ud som den gør.

Mindeparken skal opfattes som en levende organisme med et liv i naturens vold og i evig forandring. Sten og figurer vil med tiden skifte farve i takt med vejrligets luner. De vil være udsat for sol, blæst, regn og stille sandpåvirkning. De vil blive sandblæst og i et stadigt skiftende liv, vil de reflektere lyset og passe ind i det spartanske og voldsomme landskab.

I deres oprindelse er stenene deformeret af jordens voldsomme geologiske kræfter. De er taget ud af fjeldets moderlige, evige ro under voldsom påvirkning af menneskets foretagsomhed. Ved sit på alle måder voldsomme geologiske udtryk og mærkerne efter menneskets bearbejdning fortæller hver sten sin dramatiske historie om det sønderskudte og sunkne krigsskibe, den skal symbolisere, og hvor 8.645 tyske og engelske søfolk omkom under et  søslag i foråret 1916.

Figurerne står med en minimalistisk enkelthed, linjernes bevægelse, lysets formning af materialet til en genkendelig menneskeform. Den mindste bevægelse i lyset giver indtrykket af et menneske, sløret i tidens gang, og dog opstår en nærhed, der gør oplevelsen til nutid.

31.maj 2016, Paul Cederdorff

_____________________________

Paul M Cederdorff
Grafiker og skulptør
Prins Buris Vej 54B
7500 Holstebro
Mobil 20 76 03 69

Medlem af Dansk Billedhuggersamfund

www.cederdorff.dk
paul@cederdorff.dk