Taler ved åbningen af Mindeparken
Program for åbningen af Mindeparken den 1. juni
Åbning Trompetfanfare
Der nedlægges en krans til søs
Velkomst v/borgmester Erik flyvholm
Der nedlægges en krans
Åbning ved Nick Jellicoe og Reinhardt Scheer-Henning
Der nedlægges kranse
Tale v/ Sognepræst i Thyborøn Jim Sander Christensen
- Nærmere Gud til dig v/ Kai Bruun & Sussi Robinson
Tale v/ præst i St. Alban´s Church Revd Darren McCalling
- Nearer, my God, to Thee v/ Kai Bruun
Tale v/ Pastor i Deutsch Reformierte Kirche, Axel Bargheer- Näher mein gott zu dir v/ Sussi Robinson
Tale v/ Den Britiske ambassadør Vivien Life
Der nedlægges en krans
Tale v/ Den tyske ambassade, Fr. Anke Meyer
Der nedlægges en krans
Tale v/ Kontreadmiral Frank Trojahn
Der nedlægges en krans
Der nedlægges kranse
Commonwealth War Graves Commission v/ Robert Cobley
Deutcher Marineforbund v/ historiker Dr. Jann Markus Witt
HMS Tyne
Danmarks Marineforening v/ Jens Ole Løje Nielsen
Flotilleadmiral Christoph Meinhard Müller
Frihedskampens Mindefond v/ C. Eugen-Olsen
Peter Long
Maritimhistorisk Selskab v/ Svend Nielsen
Tale v/ Formand for Mindeparken, Søren Gade
Der nedlægges en krans
Kanonsalut fra land
Trompetfanfare
Søværnets Tamburkorps
Velkomst ved Borgmester Erik Flyvholm Lemvig Kommune
Velkommen til indbudte gæster og til alle der mødt op her til indvielsen idag.
En speciel velkomst skal lyde til Nick Jellicoe og Reinhard Scheer-Henning.
Reinhard Scheer-Henning er oldebarn til den tyske admiral Reinhard Scheer. Nich Jellicoe er bar-nebarn til den engelske admiral sir John Jellicoe. Chefer for de to daværende flåder.
(HISTORIE)
I de seneste 24 timer er det 100 år siden, historiens største søslag fandt sted bare 100 kilometer, her ud for Thyborøn .
8647. Otte tusinde seks hundrede og syv og fyrre - døde - på under et døgn. De fleste unge mænd.
Et ufatteligt tab – der viser hvor grusom krig er. Det er helt svært i dag at forholde sig til.
En tragedie for de familier i Tyskland og England som mistede et medlem.
Også Danmark mistede under krigen. Selv om vi ikke var med i krigen, mistede mange danske sø-folk livet på handelsskibene.
I disse timer er det 100 år siden at slaget hørte op. Kanonerne blev stille og resten af flåderne forlod stedet.
Derfor er det et rigtige tidspunkt at indvie Mindeparken.
Det er tid til eftertanke.
Vi har brug for steder som disse, hvor vi husker hinanden på den historie, vi alle er en del af.
Mindeparken her i klitterne er et sådant sted.
Mindeparken er en gestus for krigens ofre.
Mindeparken er respekt for tabte menneskeliv uanset nationalitet.
Parken skelner i sin udformning ikke mellem tyske og engelske marinere. Projektets idé er en min-deplads på neutral grund for de faldne marinere.
Her kan vi tænke og reflektere over historiens gang. Her kan vi tænke over vor egen historie. Her kan vi lære af historien.
Hvad skete der og hvorfor og ikke mindst hvordan undgår vi det i fremtiden.
For i det vi planlægger til i morgen - bør og skal vil lære af i går.
(PARKEN)
Mindeparken er endnu ikke færdig.
Vi har de 26 granitsten – et for hvert af de 25 krigsskib, der sank, og en for de faldne søfolk.
( et for omkomne på de engelske og tyske krigsskibe, der ikke sank under slaget.)
(Uden for parken står desuden en sten for omkomne danske søfolk under Første Verdenskrig).
Granitstenene symboliserer de forliste skibes stævn lige inden de forsvinder i havet.
Omkring de enkelte granitstævne opstilles en figur for hver af de personer, der omkom ved det en-kelte skibs forlis.
Når parken er færdig står der 8647 figurer. På en gang overvældende men også skræmmende.
Parken kommer til at stå som et monoment for krigens ofre.
Sammen med Sea War Museum viser den på en sober måde, nogle af krigens konsekvenser.
Jeg vil benytte lejligheden til at rette en stor tak til initiativtager til parken, Gert Normann Andersen, for en enorm indsats.
Også tak til bestyrelsesformand Søren Gade og for foreningen bag Mindeparken, og endelig også en stor tak til kunstneren Poul Cederdorff som har udtænkt ideen.
Uden jeres vedholdende indsats, var parken ikke blev til noget. Målet var at den skulle etableres og indvies i dag på 100 årsdagen for Jyllandsslaget og det lykkes stort tillykke og tak for indsatsen.
(NUTID)
Når jeg tænker på søslaget i 1916 og mindeparken er det med sorg over de store tab.
Men i dag er der også grund til glæde.
For 100 år siden var Danmark neutral. Tyskland og England var fjender.
I dag er vi alle tre venner. Vi har de samme grundlæggende værdier. Det samme menneskesyn.
Vi taler fortroligt sammen. Vi diskuterer. Vi kan være uenige og endda skændes. Men vi slås ikke med hinanden. Vi respekterer hinanden. Har tillid til hinanden - og stoler på hinanden.
Vi kæmper en fælles kamp for fred i verden, ikke bare i Europa men i hele verden i gennem vores samarbejder i bl.a. I FN, i EU og i NATO.
Og vigtigst af det hele. Vi er parate til at hjælpe og forsvare hinanden.
En krig mellem landene er utænkelig i dag.
Det er i sandhed en positiv og glædelig udvikling.
Ære være de faldne
(der lægges en krans)
Åbning ved Nikolas Jellicoe
For the last 6 years I have been focussed on one key goal: ensuring that the memories of the Battle of Jutland and those of the men who fought and died in North Sea will not only mot be forgotten but its lessons passed to the generation that follows us.
Jutland was the first, largest and the last battleship engagement of a new era ignited by Britain's launching of the revolutionsty super weapon of its day, HMS Dreadnought, in 1906. Its advent kicked off the great naval arms race at the start of the 20t century.
It ended with the sinking of 25 ships and the loss of nearly 9,000 sailors lives in a dozen short, violent and terrifying hours. Most of these sailors died encased in the dark steel tombs of their ships. For most, the only grave they had was the sea.
This place that Gert Normann Anderson has created, with the generous help and support of the commune and people of Lemvig, is the ONLY lasting monument to the fallen of Jutland where we remember the men.
Here, among these eternal stones on a wind swept beach 70 miles from where they died, our thoughts are for the individuals not for the fighting sailors they had to become. Many against their own will.
With no grave that we can see or touch, this is now their spiritual sanctuary. I hope for us too - whether we’re British, German or even Danish - it will will become a place of reflection. Somewhere we can come to understand the value of life.
We are also maritime nations. We depend increasingly on massive global trade development made possible by containerization and "Just in Time” freight delivery. We are also maybe facing the biggest and most provocative of threats to our security in half a century. From Russia and China not forgetting the strain on our military of the tsunami of migrants seeking an escape to unceasing violence in their homelands.
In the times like these we must find and make sense of the lessons of the past. How we fell into the twentieth century's earliest arms race - the sleepwalkers that we were. Today we must not only remain united as a strong Europe in the face of constant russian and chinese provocation. We must also be wise.
Nick Jellicoe
Åbning ved Reinhard Scheer-Hennings
Tale v/ Sognepræst i Thyborøn Jim Sander Christensen
Tale til indvielsen af mindeparken for Jyllandsslaget i Thyborøn den 1. juni 2016
I går for præcis 100 år siden begyndte det og i dag for præcis 100 år siden fandt det sin afslutning – eller gjorde det?
Jeg mener – vi er jo samlet her i dag for at mindes alle de 8645 engelske og tyske marinesoldater, som mistede livet i det store søslag, som eftertiden har givet navnet ”Jyllandsslaget i 1916.” 8645 omkomne soldater lyder måske ikke af særligt mange i dag, hvor vi er vant til at operere med langt større tal på vores lønseddel, men lad os prøve engang at sætte antallet af omkomne marinesoldater lidt i perspektiv. Her i Thyborøn bor vi ca. 2000 personer i dag, så det vil altså sige, at i Jyllandsslaget i 1916 omkom 4½ gange så mange mennesker, som vi er bosiddende i Thyborøn i dag. 4½ gang så mange mennesker.
Ens for både de tyske og de engelske marinesoldater er det faktum, at de alle gav sig selv for en sag. Sagen var for dem det altafgørende. Så altafgørende at de valgte at gå i døden for den.
I dag er vi samlet, ikke for at mindes søslaget – det er faktisk lidt misvisende, at kalde det hele for en ”Mindepark for Jyllandsslaget”, nej, vi er samlet for at mindes alle de mange marinesoldater, som gav deres liv den dag for 100 år siden for din og min skyld. For hvad er det egentligt at mindes? Jo, at mindes vil sige at levendegøre! At vække til live i vore hjerter hver enkelt marinesoldat, som ikke mere skulle se solen stå op efter den 1. juni 1916. Det er lige præcis, hvad vi er samlet omkring her i dag. Vi er jo på en måde allesammen efterladte til den store tragedie, som udspillede sig kun 100 km vest herfra for 100 år siden, fordi vi alle er knyttet sammen med den historie, hvori det hele udsprang.
Hvad har så det danske samfund taget med sig fra denne – mildest talt ulykkelige hændelse – jo, vi har i bred enighed taget det med derfra, at det aldrig mere må gentage sig! Vi er på ingen måde blevet en nation af pacifister i det danske samfund – det vidner vores militære aktiviteter i verdens mange brændpunkter om – men vores fælles indstilling er klar – det må aldrig mere gentage sig! Og derfor må vi aktivt gå imod og fravælge det onde ved at vælge Jesus til. Han som jo netop lærte os at bede således: ”Fri mig fra det onde.” Og på samme måde er det også derfor vi begynder vores trosbekendelse i kirken hver eneste søndag med netop at forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Hvis vi virkelig - dybt inde i os selv – ønsker at stoppe ondskaben og volden i vort fælles samfund, må vi vende om og gøre det gode. Den eneste måde, vi kan blive fri for trykket, er ved at slippe trykket. Vold avler vold og kun fred kan stoppe volden. For kun ved at slippe trykket eller sige fra over for det onde kan vi stå tilbage med et berettiget håb om, at det onde ikke vil sejre i den sidste ende. Og den fred, som jeg er sikker på, at langt de fleste af os ønsker inderst inde, vil lige så stille brede sig inde i os, fordi vi mere og mere bliver klar over, hvad det var Jesus egentligt gjorde for os, dengang han i frivillig kærlighed gik i døden på et kors for din og min og alle menneskers skyld. Og lige præcis denne selvopofrende kærlighed, som kom til syne både hos Jesus og alle de 8645 faldne marinesoldater i Jyllandsslaget, må være et positivt vidnesbyrd for os alle om, at det kan lade sig gøre, hvis bare vi står sammen om det. Det er den fælles nationale ånd, vi må søge ind i hver især for at sætte det onde stolen for døren.
Vi er jo som sagt ikke gået hen og blevet en nation af pacifister, fordi vi står sammen for at – så vidt vi nu engang formår – at sige fra overfor alt det, som truer med at tage vort liv. Det er jo vores grundlæggende fælles værdi, at vi netop står sammen imod det onde, og ikke vil tillade det at slå rødder i vort samfund. Det er en fælles identitet, vi har bevaret i vort samfund siden den sidste store verdenskrig. Og det er en identitet, som har spredt sig til stort set hele vort samfund. Det kan vi være rigtigt stolte af i Danmark, især på en dag som i dag, hvor vi er samlet for at sige tak til de mange døde marinesoldater.
Man kan jo godt stille spørgsmålet om, hvorfor det er så vigtigt for os at mindes en dag som i dag. Og ét svar skal så være, at det er det, fordi vi på denne måde forsøger at komme i en indre kontakt med alle dem, der måtte lade livet i det, som eftertiden har kaldt verdens største søslag, og give hver enkelt af dem det klap på skulderen, som vi ikke formåede at give dem på selve dagen den 1. juni 1916. Ser vi sådan på det, vil deres liv ikke være helt spildt. Og et andet svar skal så være det indlysende, at vi ved at mindes alle de faldne denne dag får bragt dem så meget frem i vores nutid, så de kan stå til skræk og advarsel for alle kommende generationer. Og på lige præcis den samme måde sker der så det, at alle de faldnes liv ikke fremstår som værende spildt. For vi må tro på, at alle de faldne kæmpede og stred med deres liv som indsats, for at alle vi andre kan leve mere trygt og i fred med hinanden.
I dag er så dagen, hvor søslaget stoppede og kanonerne endelig tav, og på samme måde dagen, hvor vores minder begyndte. Minder om forfædre, der gav deres liv for at give os en mulighed for at kunne leve et bedre liv. Det skal være vort fokus i dag – at give sig selv for andres skyld. Det samme gjorde Jesus og satte os i bevægelse gennem det dobbelte kærlighedsbud, som lyder således: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv.”
På denne dag går alle vore tanker til de mange efterladte familier. I dag tager vi på en særlig måde del i deres sorg og smerte og ønsker dem alle Guds fred i deres hjerter. Amen.
Tale v/ præst i St. Alban´s Church Revd Darren McCalling
Tale v/ Pastor i Deutsch Reformierte Kirche, Axel Bargheer
Mein Vater war Jahrgang 1925. Er wurde zur deutschen Wehrmacht eingezogen und in den Krieg geschickt, als er in der Oberstufe des Gymnasiums war. Das Kriegsende 1945 erlebte er im Lazarett, mit Granatsplittern in seinem Rücken.
Ursprünglich war es einmal sein Wunsch gewesen, Abitur zu machen und Archäologie zu studieren. Aber als er wieder heimkam, musste er auf dem väterlichen Bauernhof mitarbeiten und ihn kurz darauf ganz übernehmen.
Über seine Kriegserlebnisse sprach er so gut wie nie. Von seinem fortwährenden Interesse an der Archäologie zeugen die Bücher, die ich in seinem Nachlass fand.
Dabei ist es ihm noch weit besser ergangen als vielen anderen seiner Generation. Er hat überlebt! Zu meiner Schulzeit hatten viele Erwachsene den Krieg und die Nachkriegszeit am eigenen Leib miterlebt. Dass unsere Lehrer oder auch die Väter meiner Mitschüler sichtbare Zeichen des Krieges am Leibe trugen, war für mich nicht ungewöhnlich: eine Lederhand, eine Beinprothese, sichtbare Narben, von den seelischen Verletzungen ganz zu schweigen.
Ich erinnere mich auch an das Feld mit Steinkreuzen auf dem Friedhof meiner Heimatstadt. Sie standen da in langen Reihen auf einer Rasenfläche und stehen dort heute immernoch. Die beiden Jahreszahlen unter den Namen auf diesen Kreuzen lagen oft weniger als zwanzig Jahre auseinander.
Wenn ich zurückschaue, muss ich sagen: große Teile der Generation meiner Eltern waren mit Erlebnissen konfrontiert, die das seelische Fassungsvermögen eindeutig übersteigen. Das prägte ihr Leben, ihr Verhalten. Krieg und Nachkriegszeit hatten viele einer normalen Kindheit und Jugend beraubt. Ihre Lebensträume hatten sich kaum verwirklichen lassen.
Das war sicherlich an vielen Orten in Europa ganz ähnlich. Ich schildere das nur deshalb, weil ich deutlich machen will, wie weit weg wir heute von diesen Ereignissen und vom Leid des Krieges sind. Wir, die wir in Sicherheit und Frieden in einem freien Europa leben.
Die Zeitzeugen, die von all diesem persönlich erzählen können, werden immer weniger. Zu Beginn meiner Zeit als Pfarrer konnte ich noch mit solchen sprechen, die den Ersten Weltkrieg miterlebt haben. Heute bleiben uns frühe Filmaufnahmen aus der Zeit, Feldpostbriefe aus den Schützengräben, verblichene Fotos und andere Dokumente aus dieser Zeit vor hundert Jahren.
Oder wir lesen Berichte, Zeitungsartikel über diese Zeit, sehen Fernsehdokumentationen und wir haben Bücher von Historikern, die nun geschrieben werden und Geschichte beschreiben und beurteilen.
Oder wir besuchen Gedenkstätten wie diese hier!
Mit der Eröffnung dieser Erinnerungsstätte, nehmen wir ein Ereignis in den Blick, das genau vor hundert Jahren nicht weit von hier stattfand. Innerhalb von zwei Tagen starben fast 9000 Menschen und die See da draußen vor Jütland wurde ihr kaltes Grab.
Aber auf welche Weise wollen wir dieses Ereignis betrachten?
Die militärhistorische Bedeutung der Jyllandslaget bzw. der Schlacht am Skagerrak zu beurteilen, das ist nicht meine Aufgabe. Das kann aber auch nicht die einzige Weise sein, wie wir das, was damals geschah, in den Blick nehmen:
Ein Kennzeichen des Menschlichen ist, dass uns das Leid anderer nicht kalt lässt. Mitgefühl gehört zum Wesen des Menschen. Wenn wir es denn zulassen, dann bewegt es uns existentiell und unmittelbar, zu sehen, wenn Menschen zu Opfern des Krieges oder der Gewalt werden.
Aber die Erinnerung wird nicht dabei stehen bleiben können. Die eine Frage ist: Was ist es, woran wir erinnern? Die andere, die aber daraus folgt: wozu ist diese Erinnerung nütze?
Was weckt es in uns, wenn wir uns von dem Schicksal der Menschen bewegen lassen, die hier ihr Leben ließen?
Die Historiker streiten über die Gründe, wieso die Welt 1914 in dieses Verderben gezogen wurde. Was wir aber sehen müssen, ist, dass es anfangs bei vielen eine – für uns heutige kaum nachvollziehbare – Begeisterung für diesen Krieg gab.
Die Menschen taumelten der Katastrophe entgegen, konnten oder wollten nicht sehen, welches Leid dieser Krieg über die Menschen bringen würde. Ja, es ist wohl so, dass viele, die auf beiden Seiten auf den Schlachtfeldern starben, in den Bewusstsein starben, fürs Vaterland zu sterben. Welches Vaterland es auch immer war.
Wenn die Erinnerung nicht nur ein Blick in die Vergangenheit sein soll, sondern wenn sie auch Folgen für die Gegenwart und die Zukunft haben soll, dann müssen wir aus Irrwegen und Fehlern lernen! Dann muss die Erinnerung Konsequenzen haben. Damit sich solche Katastrophen nicht wiederholen.
Und dazu sind wir zum Glück fähig!
Wir können erkennen, welche Interessen dahinter stehen, Menschen in den Krieg zu schicken, wir können erkennen, wo uns Angst vor dem Anderen eingeredet wird.
Wir können lernen, dass Überzeugungen wichtig sind. Dass sie dann aber Unfrieden bringen, wenn sie zur Verurteilung oder Herabsetzung anderer missbraucht werden. Um friedlich zusammenzuleben, muss man seine eigene Identität kennen – und die des anderen achten. Dann können wir menschlich leben, ohne es anzustreben, andere zu dominieren.
Deshalb meint Toleranz auch nicht, dass man es mit den eigenen Überzeugungen nicht so genau nimmt, sondern es geht darum, den anderen auszuhalten und ihm zuzuhören - trotz seines anderen Standpunktes, trotz seiner anderen Haltung. Das ist nicht leicht, aber das ist das Wesen der Toleranz.
Wenn wir es erleben wollen, dass Gewalt nicht mehr durch Gegengewalt beantwortet wird, dann müssen wir anfangen zuzuhören. Und dann beginnen wir mit dem, was uns verbindet. Und wenn wir herausgefunden, was uns gemeinsam ist - und wenn es die Liebe zum Leben und zu unseren Kindern ist - dann sollte das die Basis sein, auch über das zu reden, worin wir nicht einig sind.
Uns verbinden Werte, die Sehnsucht nach Gerechtigkeit und Frieden. Das sollte stärker sein, als der Hass und der Neid und der Hochmut, der uns leider viel zu oft begegnet und uns das Leben eng macht.
Im Bewusstsein des Leides, das immer noch und immer wieder in der Welt geschieht, auch in Erinnerung des Ereignisses, was diese Gedenkstätte zeigen und wach halten will, können wir daran mitwirken, dass diese Welt friedlicher und gerechter wird. Dann ist die Erinnerung nicht auf das gerichtet, was gewesen ist, sondern auch auf das, was kommen soll.
Barak Obama hat es einmal so gesagt:
„Es muss ein dauerhaftes Bemühen geben,
einander zuzuhören,
voneinander zu lernen,
einander zu respektieren
und Gemeinsamkeiten zu suchen.“
Ich möchte mit dem Friedensgebet aus dem Europakloster Gut Aich schließen:
Allmächtiger, gütiger und barmherziger Gott,
mit allen Menschen guten Willens bitten wir
um den Frieden in dieser Welt.
Rühre Du die Herzen der Menschen an
und gib uns Gedanken des Friedens und der Versöhnung.
Erfülle Du die Menschen mit Ehrfurcht vor dem Leben eines jeden Einzelnen,
vor dem Leben aller Völker, Religionen und Nationen
und vor dem Geschenk der Schöpfung.
Gib, dass der Wille zum Frieden den Hass überwindet
und Rache der Versöhnung weicht.
Lass die Menschen erfahren,
dass sie alle Deine Kinder und Geschwister sind,
denen Du Deine Liebe schenkst.
Und lass uns selbst in dieser Liebe leben.
Gütiger Gott, mach' mich und alle Menschen zum Werkzeug Deines Friedens!
AMEN
Tale v/ Den Britiske ambassadør Vivien Life
Tale v/ Den tyske ambassade, Fr. Anke Meyer
Tale v/ Kontreadmiral Frank Trojahn
Ambassadors, ladies and gentlemen, fellow sailors!
Today we commemorate and honor the many sailors who fought in the battle of Jutland 100 years ago – at battle that naval historians have called the largest battle in naval history. So many sailors – on both sides – lost their lives. May they rest in peace.
We are close to where the naval battle took place. From this very beach you could hear the roar of the guns that afternoon and evening of May 31st and into the morning of June 1 st.
Nobody on this beach back in 1916 could imagine the scenery some 100 kilometers to the west. Nobody – maybe except for the crew of the small Danish steamer “Fjord” stopped by German warships just prior to outbreak of the battle – had any idea of the size of the naval battle to come - and the many ships and sailors involved. 249 warships and more than 100,000 sailors serving in two impressive fleets lead by Commander-in-Chief Grand Fleet, Admiral Sir John Jellicoe and Chef der Hochseeflotte, Vice Admiral Reinhard Scheer. The world had never seen so much firepower at sea at the same time. From the 12 and 15 inch guns on dreadnoughts and battle cruisers to the torpedoes of the light cruisers and destroyers, superior in speed and maneuverability.
Almost 9,000 sailors – some of them not older than 16 years old - never saw the sun rise on the horizon again. Young men and sailors of all ages with dreams and families – that never returned home. Sailors that drowned or were killed by the vast explosions of the guns from the warships of the British Grand Fleet or the German Hochsee Flotte, or by torpedoes from the cruisers and destroyers.
Being a sailor I am proud to be given the opportunity to commemorate and honor the sailors – no matter what uniform they wore and whatflag they served. I am honored to lay a wreath – just as 1st Sea Lord of the Royal Navy and the Inspekteur der Marine, who do exactly the same in the Orkneys, at the Devonport Naval Base, in Wilhelmshaven or at the Marineschule Mürwik, just to mention some of the many ceremonies that are being held in the UK and in Germany.
I am impressed by the Memorial Park. 26 sculptures – one for each ship lost in the battle – and 8,645 figures – one for each of the lives lost. This is truly a place for reflection. As Chief of the Naval Staff and Chief of the Royal Danish Navy let me applaud the men and women who made this memorial park possible. Thank you very much for your huge effort. It is highly appreciated.
I intend to invite 1st Sea Lord, Admiral Sir Philip Jones, and Vice Admiral Andreas Krause to see this memorial park and – as friends, allies and sailors - pay tribute to sailors like 16-year-old boy sailor John ‘Jack’ Travers Cornweell from the cruiser HMS Chester or Johann Wilhelm Kinau, also known as the author Gorch Fock, from the cruiser Wiesbaden. Both died that night.
They will agree that it is hugely important that we remember those who lost their lives and pay tribute to all personnel involved in the battle.
Thank you.