Gåden om København

Skoleskibet "København" var verdens største sejlskib og var på vej fra Buenos Aires til Australien, da det i december 1928 eller januar 1929 forsvandt i Sydhavet sammen med hele sin besætning på 59 mand.

Trods omfattende eftersøgning blev der aldrig fundet vragdele eller spor af skibet, og ”København”s forlis gælder derfor stadig som en af de store uopklarede gåder i søfartens historie.

Men måske kan vi løse gåden.

Sea War Museum Jutland/Havets Hemmeligheder har netop haft besøg fra verdens mest isolerede og beboede ø, nemlig Tristan da Cunha, som ligger midt i Sydatlanten midtvejs mellem Sydamerika og Sydafrika. Øen har godt 200 indbyggere, men har hverken havn eller lufthavn, og nærmeste land er Cape Town 2000 km borte.

Det er altså et større projekt at komme til og fra øen, og derfor var det en stor oplevelse, da vi for nylig kunne modtage en gæst fra Tristan da Cunha, nemlig dykkeren Norman Glass.

Sammen med Rodney Green købte han i 2011 noget dykkerudstyr, og en dag med godt vejr sejlede de om til et sted på sydkysten, hvor et stort sejlskib i følge den lokale overlevering strandede for snart 100 år siden. Her fandt de mange ødelagte vragdele af et stort jernskib spredt på havbunden tæt ved land, og Norman tror, at det er ”København”Tristan da Cunha er en kegleformet vulkanø, hvis sider skråner ud i havet og skaber nogle meget vanskelige forhold. Der er meget store bølger og dønninger fra Sydhavet, som har verdens største frie havområder. Ifølge Normann er der kun 20 dage om året, hvor forholdene tillader dykning.

Vi havde en lang snak med Norman og kunne supplere med oplysninger indhentet i Danmark. Allerede i 1929 fortalte nogle unge mennesker, at de oppe fra bjerget havde set et femmastet skib komme drivende ind mod sydkysten af øen.

Øens lille beboelse ligger på nordkysten, og på grund af høje bølger lykkedes det først et par dage senere at søsætte en båd og sejle ned til strandingsstedet, og da var der hverken vrag eller vragdele at se.

Da en finsk 4-mastet bark i samme periode havde passeret øen i 20 sømils afstand, blev de unges observation affærdiget og forklaret med, at de havde set det finske skib.

Da rejsebogsforfatteren Arne Falck Rønne 33 år senere besøgte øen efter et vulkanudbrud, talte han med de nu midaldrende indbyggere, der som unge havde set skibet strande, og selvom det var mange år siden, var de ikke i tvivl. Skibet havde fem master og kom drivende med agterenden dybt i vandet og med to forrevne sejl (Arne Falck Rønne, "Tilbage til Tristan", 1963).

Denne beretning er den mest autentiske, vi kan få i dag, og den passer godt med vores egne observationer ved den jyske vestkyst. Et jernskib bliver meget hurtigt knust til mindre vragstykker, når det strander. F. eks. kan vi sammenligne med den store norske jernbark "Timaru", som i 1907 strandede ud for Fjaltring og halvanden time senere var knust til mindre stykker. Hele besætningen var druknet, og der var intet spor af det store skib på havoverfladen.

Bølgerne i Sydhavet er generelt voldsommere end i Nordsøen, så et stort jernsejlskib her er hurtigt blevet splittet i mange dele. Derfor er det meget sandsynligt, at ”København” allerede var knust og ødelagt, da det lykkedes indbyggerne at komme om til strandingsstedet.

Norman og Rodney Green fandt to meget store ankre, et langt bovspryd af jern, en kapstan og mange andre ødelagte og begroede vragdele. De fandt dog intet, der kunne bevise, at det var ”København”, men på nogle af deres fotos af vraget kan vi se, at det kun er et spørgsmål om at rengøre ganske bestemte vragstykker for begroning, for at kunne bevise, at det er ”København”.

Vi har derfor nu indgået en aftale med Norman Glass om, at de vil dykke ved vraget i januar 2026, rengøre vragdele og tage ganske bestemte fotos, som vi har bestilt.

Hvis vi finder de beviser, vi leder efter, vil vi forsøge at finde fondsmidler til at finansiere en ekspedition til Tristan da Cunha, så vi kan lave en komplet dokumentation af vragdelene med det rigtige udstyr. Hvis alt går vel, kan vi måske realisere en ekspedition i vinteren 2027.

I den kommende tid vil vi følge op med flere oplysninger og billeder til historien her på siden.

Gert Normann Andersen/Knud Jakobsen

Sea War Museum og Havets Hemmeligheder

Btx1: Fra det første møde med Norman om projektet. Fra venstre dykkerchef Tonni Andersen, Norman Glass, Gert Normann Andersen og chefsurveyor Mogens Dam.

Btx3: Original udsmykning fra ”København”.

Btx4: Originale lamper fra ”København” afmonteret før afsejling fra Danmark.

Btx5: Norman Glass ser på udstillingen.

Btx6: Der er laver over 6000 malerier af ”København”. Det var et forlis, der vækkede stærke følelser.

Vi har fra den tidligere rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, modtaget fem breve, som hans farbror skrev fra skoleskibet ”København”. Farbroren hed Carl Vilhelm Holm-Nielsen og var elev på skoleskibets yngste hold, da det stod ud på sin 10. og sidste rejse.

Carl Vilhelm Holm-Nielsen var født i Nordby på Fanø den 23. november 1910 som søn af skibsfører H. Holm-Nielsen og var således 18 år, da skibet forsvandt. Han nåede at skrive fem breve hjem. Her er det sidste, afsendt umiddelbart før afgangen fra Buenos Aires den 14. december 1928.

Læs det orginale brev:

Buenos Aires 10.12.28.

Kære alle sammen

Nu må jeg nok hellere se at få mit sidste brev her fra Buenos Aires sendt afsted. Sidste gang slap jeg ved at vi skulle op på sømandshjemmet til fest. Det var tirsdag aften. Vi var en masse herfra ”København” deroppe, og desuden var der en mængde søfolk fra norske, svenske og danske både. Først sang vi et par sange, og så så vi en masse interessante lysbilleder, først sejlskibe, så dampere og motorskibe, alle nogle som for tiden ligger her i havnen. Der var også tre billeder af København. Så viste han os lysbilleder fra Danmark, som han selv har lavet fra postkort, akkurat ligesom lærer Birkelund gør det. Det var morsomt. Han kom tit med nogle tørre bemærkninger. Blandt andet viste han os ”Gutten da han var liten” i fem billeder. Det vakte stort bifald. Så drak vi kaffe, nogle inde i læsesalen og nogle udenfor i gården, og vi fik lige så meget, som vi kunne spise. Vi hørte derpå musik og sang, og til sidst var vi inde i kirken, hvor præsten talte. Vi tog afsked ved 11 tiden og var om bord og til køjs 11½. Det havde været en herlig aften.

Næste aften kl. 07 præcis kørte en stor turistbil op på kajen, og så gik det på tur ud i byen. Det var lige med nød og næppe at messedrengen og jeg kom med, men vi blev da færdige med opvasken til kl. 06,50. I kan tro Det var en dejlig køretur. I 2 timer kørte vi op til Plaza Hoy, Plaza Congresso Plaza Constitution og ud ad lange boulevarder, hvor det vrimlede med biler, de velhavende hernede sværmer vistnok i biler, for vi mødte en masse biler med søde unge damer, der sad og tog sig godt ud. Vi kom ombord kl. 9 ½. Torsdag havde vi 12 gæster til lunch i salonen og fredag 7 til middag, så da havde jeg nogle fæle opvasker. Og så kom lørdag, hvor jeg ikke længere skulle være salondreng. I kan tro, at jeg var glad. De sidste dage havde jeg været så død og dvask af at gå derovre i den indelukkede luft.

Om aftenen var halvdelen af eleverne budt ud til den danske konsul Seedorf og desuden kaptajnen, 1. styrmand og 1. mester og flere af officererne. Vi klunsede om, hvem der skulle med, og jeg var da så heldig at komme med. Kl. 6 startede vi så hernede fra skibet, nypudsede og forventningsfulde. Vi var alle lidt bange for, at det skulle gå for stilfuld til. Det tog 1½ time om at køre derud, så i kan nok forstå, at det har været noget langt ude, Buenos Aires er stor. Her udbragte vi ved ankomsten et trefoldigt leve for værtinden, og så gik vi ind. Først blev vi ført ned i baghaven til et bål, dvs. det bestod kun af gløder. Lige klos op af det var der udspændt på spyd fire lam og en halv okse. De havde været over ilden i 3 timer så, da vi kom. Vi blev budt til bords, der var dækket ud i haven med 3 borde. Vi sad 7 mand ved et bord, Og så kom de med lam lammestegen, det var nogle ordentlige lunser, vi fik, kan i tro. Vi begyndte at spise med kniv og gaffel, men så kom skipperen med et stort kødben i hånden og sagde at det smagte meget bedre på denne måde, så det klarede vi jo fint med at spise med gaffel og kniv. Vi fik dejlige rødvin til maden, udbragte skåler for alle og enhver. For vore børns forældre og for vore forældres børn. Så snart vi havde tømt den ene flaske, fik vi en ny på bordet og vi, vi 7 mand nåede således at drikke ….

Så blev bordet hævet, og vi blev budt ind at danse. Der var ikke 7 damer, så vi måtte danse med hinanden. Det gik udmærket. Jeg var ude at danse med konsulatssekretærens smukke unge frue og en anden ung dame. Så blev vi budt øl og sodavand, og desuden kunne man negle en lille whisky, og vi blev i bedre og bedre humør. Nu dansede vi højst et par omgange, så holdt vi op, da vi ikke rigtigt kunne få benene til at lystre mere, og vi så også dobbelt næsten alle sammen. Kl. 12½ blev vi budt ind til et pragtfuldt dessertbord med lagkage, konfekt, frugt og vin, blandt andet champagne. Der blev holdt et par taler og udbragt skåler. Så var vi igen inde at danse lidt, ude i haven at få den sidste W, ”still going strong” og så tog vi afsked med det gæstfrie hus og gik ud i den store vogn, der stod parat til os udenfor. Og så kørte vi ned om bord.

Den køretur ville jeg ikke have undværet for meget. Nogle sang, andre var fuldstændig faldet sammen og en sad nede på dørken og sov som en sten. Jeg faldt naturligvis også til sidst i søvn og vågnede, da vi holdt nede ved skibet. Der blev jo holdt noget sjov, før vi kom til køjs, men endelig var der da ro i lejren.

Om søndagen var jeg sammen med 2 andre i zoologisk have med sømandspræsten. Vi kom op til sømandshjemmet lidt før 2 og blev præsenteret for en dansk planter, som bor cirka 2000 km herfra. Oppe i noget. der kaldes Missions House, gik vi hele haven igennem. Da vi havde set, at vi havde set haven, var vi alle sammen, cirka 40, ovre på en restauration at drikke kaffe. Planteren spurgte, hvor vi var fra, og da han hørte, at Kalle var fra Odense, spurgte han, om han kendte en arkitekt Schwanenflügel dernede. Det gjorde Kalle ikke, men her ombord havde vi jo en Aage Schwanenflügel. Jeg skulle ombord kl. 6, da jeg havde faldereb fra 10-12, så planterne tog med mig ned for at hilse på ”S”. Vi traf ham også om bord, og Planteren var virkelig i familie med ham. Han bød os to med op at spise i land, og jeg fik så en anden til at tage mit faldereb for 50 øre per time. Vi kørte op til Hotel Skandinavien i bil. Først fik vi et glas øl. Så fik vi smörgås og snegle, de smagte vældig godt, og til sidst en dejlig saftig bøf. Der kommer en masse skandinaver der og spiser.

Vi blev kørt om bord igen i bil kl. 11 og således havde vi har haft en dejlig og billig aften. Man må jo spare på nikserne, man tjener jo endnu kun 66 øre om dagen. Jeg har købt et par sko her og desuden et moskitonet til 3 peso, så pengene kom jo kan jo sagtens få ben at gå på.

Vi sejler herfra torsdag middag bound for Australia. Jeg ved endnu ikke bestemt til hvilken havn, men det bliver sandsynligvis Melbourne. Der var tale om, at vi skulle have lastet linseed (hørfrø) derned til og måske have været chartret på Buenos Aires og Australien, men compagniet har nok ikke villet gå med dertil. Kaptajnen sendte telegram hjem i fredags, og i går fik vi så at vide, at det ikke blev til noget. Vi tager nu ballast ind og sejler som sagt torsdag middag. Det skal blive dejligt igen at komme til søs.

Vi har ikke fået fat i Barfoed endnu og får det vel sagtens heller ikke. Nogle af dem, der var i land i aftes, havde truffet ham oppe i Boca. Han havde haft noget lemperarbejde og derved tjent 13 peso. Men de var brugt, og han mente ikke at kunne få arbejde, før vi var sejlet. Han kom helt ned på kajen og fik noget mad, så man kan tænke sig, hvordan han har det. Intet logi, ingen mad og ingen venner, og så kan han jo heller ikke tale sproget? Nej, så havde det været meget bedre at rømme i Australien. Her kan man da tale sproget, selvom det altid er noget skidt at rømme, for man vil jo dog altid kommet til at længes hjem efter sin far og mor og søskende og alt andet man har kært derhjemme.

Jeg takker Gregers rigtig mange gange for hans brev, som jeg modtog forleden dag. I ved ikke, hvor det gjorde mig glad, at han kunne stramme sig op til at skrive et langt brev til mig, for anstrengelse og overvindelse har det sikkert kostet, det er jeg sikker på.

Vi kan være i Australien cirka den 1. februar, så Det er igen en lille 6-7 ugers trip jeg skal ud på. Nu vil jeg ønske, at i får en rigtig hyggelig og god jul. Sammen med far, hr. og fru Erichsen. Jeg venter i Australien at modtage et længere bryllupsreferat, og så tror jeg, at jeg vil slutte for denne gang med de kærligste hilsner til jer alle sammen

fra jeres

Carl Vilhelm

Skoleskibet ”København” med alle stagsejlene sat (Foto Allan C. Green, Melbourne). 

Eleverne fra ”København” på tur i Buenos Aires i en åben turistbus.

Læs det orginale brev: