Enkens sjal kom på museum
Enkens sjal kom på museum
Jyllandsslaget gjorde Rebecca Brandon til enke, hvorefter hun i mange år bar et enkesjal, som nu kan ses på Sea War Museum Jutland
Af Knud Jakobsen
Det er nu over 100 år siden, at Jyllandsslaget fandt sted ud for den jyske vestkyst, men omkostningerne var så store, at slagskyggerne når helt frem til vores tid. Gert Normann Andersen fra Holstebro, som har skabt og selv leder Sea War Museum Jutland i Thyborøn, fik for nylig besøg af et engelsk ægtepar, som medbragte en trist og sørgmodig gave.
Ægteparret var Anne og Alan Thorpe fra Canvey Island ved Themsens munding, og deres gave var et enkesjal. Under Første Verdenskrig var det stadig almindeligt for britiske kvinder at bære sorg. Det var et levn fra Victoriatiden, og fattige kvinder måtte ofte bruge mange penge på dyre og i bund og grund unødvendige klædningsstykker. I løbet af krigen tog de fast form og udviklede sig til et sjal-lignende klædningsstykke af den type, som på fransk kaldes en pèlerine. Det har en høj krave, dækker skuldrene og bæres over andet tøj.
Anne Thorpe medbragte det enkesjal, som blev hendes mormors lod efter Jyllandsslaget, og hun kunne også fortælle om hendes hårde skæbne.
Mormoderen blev født den 17. januar 1888 i det fattige Sydlondon og blev i St. Saviours kirke i Southwark, døbt Rebecca Elizabeth Coleman. I 1910 mødte hun den 31-årige James Thomas Brandon og den 5. august året efter blev de gift i Holy Trinity Church i Southwark.
James var født i det centrale London og døbt i St. Martin in the Field, og som 19-årig havde han meldt sig til Royal Navy. Han havde tegnet en 12 årig kontrakt og havde netop afsluttet sin tjenestetid, da han mødte sin tilkommende.
James Brandon
De bosatte sig i Southwark, og livet tegnede lyst og lykkeligt. I 1912 fik de sønnen James, og året efter fulgte datteren Lily. Rebecca var gravid med deres tredje barn, da Første Verdenskrig brød ud, og nu begyndte de mørke skyer at trække op. Ved krigens udbrud blev James straks indkaldt, og Rebecca var alene, da hun i december 1914 fødte deres tredje barn, en datter, som blev døbt Irene.
I 1916 gjorde James Brandon tjeneste som overfyrbøder på den store destroyer ”HMS Tipperary”, som fik en hård medfart i Jyllandsslaget. Tilsyneladende mistede kaptajnen orienteringen under natkampen og sejlede hen til linjen af tyske slagskibe i den tro, at de var britiske. Det blev fatalt. Flere tyske slagskibe åbnede ild på en gang og overdængede ”Tipperary” med en haglstorm af granater. Skibet stod hurtigt i lys lue, og selvom nogle få overlevende blev reddet af tyske torpedobåde, omkom 185 af de 197 mand om bord.
Den unge enke Rebecca Brandon med to af døtrene.
Rebecca var gravid igen og ventede parrets fjerde barn, da Jyllandsslaget fandt sted, og nu stod hun i sit livs sværeste situation. Hendes mand var sandsynligvis blandt de omkomne, men hun måtte længe gå i uvished, fordi nogle af de savnede var blevet reddet af tyskerne. Først efter seks måneder fik hun endelig besked. Hendes mand var død, og da var hun blevet mor for fjerde gang. Den 30. december 1916 fødte hun datteren Gladys, som blev mor til Anne Thorpe.
Som 28-årig stod Rebecca Brandon nu alene, og da hun stort set ingen hjælp fik fra det offentlige, måtte hun påtage sig to jobs for at forsørge sine fire børn. I 1919 havde hun oven i købet den sorg at miste sin næstældste datter Lily, som døde af den spanske influenza.
”Min mormor giftede sig aldrig igen, og jeg ved fra min mor, at hun måtte arbejde hårdt for at klare dagen og vejen for sig selv og sine børn,” siger Anne Thorpe.
Da Rebecca døde, gik enkesjalet videre til Anne Thorpes mor, der så det som en forbindelse til den far, hun aldrig havde mødt. Senere gik det videre til Anne Thorpe, som med besøget i Danmark søgte en form for afslutning.
”Det har altid haft en særlig betydning for os, og derfor er jeg glad for, at Gert Normann ville tage imod det på museet. Det er her, det hører hjemme,” siger hun.
”Vi er mindst lige så glade for at tage imod enkesjalet, som passer fint ind i den måde, vi laver museum på. Vi glorificerer ikke krigen, men fortæller historien og husker de menneskelige omkostninger. Enkesjalet er en påmindelse om den pris, der skal betales for en krig,” siger Gert Normann.
