Hvad en mindetavle kan fortælle

Indkaldt til marinen

Lauritz Westergaard blev født den 7. feb. 1897 i Over Jerstal, Vedsted Sogn, og var kun 17 år gammel, da han under Første Verdenskrig blev indkaldt til Den kejserlige Marine.

Af et ærmemærke på tavlen fremgår det, at han var artillerist, og man kan også se, at han deltog i Jyllandsslaget i 1916. Her gjorde han tjeneste på panserskibet ”SMS Hannover”, som var et af de seks skibe i Højsøflådens anden eskadre.

De var alle bygget mellem 1903 og 1908 og var allerede forældede, da krigen brød ud. De var langsomme, svagt pansrede og dårligt bevæbnede, og de menige matroser kaldte dem hånligt ”fem minutters- skibene”. Det var den tid, de regnede med, at de kunne klare sig i kamp mod et moderne britisk slagskib.

Som 80-årig blev Lauritz Westergaard interviewet om sin deltagelse i Jyllandsslaget, og her fortalte han om sin egen rolle. Han var andenskytte på en 8,8 cm kanon og skulle afværge angreb fra britiske torpedobåde.

”Det var en hurtigtskydende kanon. Så snart vi havde fingeren på aftrækkeren, sagde det bum, og så fløj hylstret ud. Det var noget andet end de gamle kanoner, her var det bare at putte æ kram i. Bum, Bum, sagde det.  Vi skød, så det raslede,” fortalte Lauritz Westergaard på sin sønderjyske dialekt.

Da de tyske og britiske skibe fik øje på hinanden, og Jyllandsslaget begyndte, satte begge parter farten op. Det gik blandt andet ud over ”Hannover”, som havde svært ved at følge med og endte som et af de bagerste skibe. Under hovedslaget nåede det derfor kun at affyre otte af de svære granater på 28 cm og blev ikke selv ramt en eneste gang.

Under det natlige tilbagetog kom de gamle ”fem minutters skibe” til at ligge allerbagerst og blev udsat for natlige torpedoangreb fra flere britiske destroyere. Søsterskibet ”Pommern” blev sænket, og 839 mand omkom, mens ”Hannover” slap uskadt efter selv at have affyret 21 granater på 17 cm og 44 granater på 8,8 cm. Nogle af de sidstnævnte blev affyret af Lauritz Westergaard.

I det gamle interview blev han spurgt, om han var stolt over at have været med, men det afviste han.

”Under natkampen så jeg et britisk skib, som sprang i luften. Vi var glade for at komme hele hjem. Vi var klar over, at det kunne koste os livet. Vi gjorde vores pligt, men vi var ingen helte,” svarede han.

Af mindetavlen fremgår det, at Westergaard fik tildelt jernkorset, og måske var det belønning for hans deltagelse i det store slag ud for den jyske vestkyst.

Efter Jyllandslaget blev ”Hannover” overført til mindre krævende tjeneste i Østersøen, og måske blev Lauritz Westergaard ved den lejlighed overført til søsterskibet SMS ”Schleswig-Holstein”. På mindetavlen er der et billede af ham med huebånd fra ”Hannover”, men der er også et billede af ”Schleswig-Holstein”.

Man må også gå ud fra, at han på et tidspunkt gjorde tjeneste på det skib, der ses nederst på mindetavlen. Det er vanskeligt at identificere, men ligner en af de store torpedobåde af typen B 97 med højt forskib, der blev bygget under krigen.

Hjælp til de hvide

Allernederst på billedet ser man endnu en medalje, og sammen med det russiske huebånd vidner den om Lauritz Westergaards sidste indsats i krigen.

Den blev udløst af den russiske revolution, der hurtigt bredte sig til Finland, som indtil da havde været et hertugdømme under den russiske zar. De hvide kæmpede mod de røde og for selvstændighed, og i den blodige borgerkrig kom den tyske kejser Wilhelm de hvide til hjælp.

Siden 1915 havde han modtaget finske frivillige fra den såkaldte ”Jægerbevægelse”, som havde til mål at genvinde finsk selvstændighed. De finske frivillige fik militær træning i Lockstedter lager i Holsten og blev derefter indrulleret i den ”Den 27. Jægerbataljon” og sendt til den nordlige del af Østfronten for at få krigserfaring. Da borgerkrigen brød ud, blev de nu erfarne og krigshærdede soldater trukket tilbage og blev som del af et tysk ekspeditionskorps sendt til Finland, hvor de fik afgørende indflydelse på borgerkrigens forløb.

Som marinesoldat var Lauritz Westergaard medlem af ekspeditionskorpset, og den 3. april 1918 landede han sammen med den tysk-finske styrke i Åbo/Turku. Her lå den russiske kanonbåd ”Giljak II” , men den var håbløst forældet, og da tyskerne dukkede op, valgte de russiske søfolk at sænke deres eget skib. 148 mand blev taget til fange, og man må gå ud fra, at huebånder er et uskyldigt krigstrofæ, som den unge Westergaard tog med hjem. For sin deltagelse i den finske borgerkrig fik han det finske frihedskors, som blev indstiftet i 1918. Det er medaljen nederst på mindetavlen.

Endte som maskinhandler

Lauritz Westergaard var søn af møller Andreas Westergaard og hustru Marie Magdalene, født Jensen. Han var barn nummer to, og da moderen fødte nummer tre, døde både hun og barnet i barselsseng. Faderen giftede sig hurtigt igen med sin afdøde kones søster, altså sin svigerinde, hvorefter Lauritz Westergaard fik to halvbrødre.

De tre brødres skæbne blev et billede på Europas urolige historie i det 20. århundrede. Den ene bror kom til at leve hele sit liv i Vesttyskland, mens den anden ”strandede” i Østtyskland, da muren blev bygget. Selv kom Lauritz Westergaard efter genforening og ny grænsedragning til at bo i Danmark.

I 1924 flyttede han til Løgumkloster, hvor han etablerer sig som kolonialhandler og senere drev den gamle vandmølle i Møllegade. Under 30ernes krise måtte han opgive det hele, hvorefter han begyndte forfra som maskinhandler. Han byggede hus og værksted på adressen Ved Dammen 7 i Løgumkloster, og herfra drev han maskinforretning frem til midten af 1970erne. Han døde i 1983.