De sidste nyheder fra Sea War Museum

Der sker hele tiden nye ting på museet og på denne side forsøger vi løbende at samle det op.

Indlæggene ligge med det nyeste først - scroll ned for flere historier.

Expeditions, meteorites & philanthropism

Svend w. iron meteorite Los Vientos 188 - Atacama
Svend w. iron meteorite Los Vientos 188 - Atacama

Interview with Dr. Svend Buhl

"Since I was child I have an affection to lost and hard-to-find things. I grew up in Southwestern Germany, which has a rich history of Bronze-age, Celtic and Roman activity. Whenever there was the opportunity, I walked the fields, looking for Neolithic or Roman artifacts. The first money I earned from vacation jobs, I put into a used vintage metal detector. At the age of 15, I regularly spent more time in the woods than in school or at home. I had a good relationship with the archaeologists and on several occasions my finds ended up in the provincial museum of my hometown. Whenever we travelled as a family, my father, who shared a great interest in history and natural history, took me to local museums and collections of every kind. It was probably then that I saw a meteorite for the first time. At that time, this seemed to the me the rarest and most fascinating of all treasures: a rock from the surface of another world that had travelled through the icy depths of space and eventually fell on our planet."

Meteorite search atacama desert
Meteorite search atacama desert

"Meteorites can be found more easily and in greater abundance on very ancient surfaces. Some of the world’s deserts provide surfaces that haven’t changed much over several hundred thousand years. Because they don’t weather much in the very dry climates, meteorites fallen to Earth accumulate on these patches over the millennia. Besides, the remoteness and the harshness of deserts have always fascinated me. Apart from the bottom of the ocean or the depths of space, the only real discoveries today are to be made in the deserts. Think of the lost army of Cambyses int the Western Egypt desert or the Atlantis of the sands, the legendary lost city of Ubar in the Rub al Khali. The great sand seas of the Arabian and African deserts are a challenging and treacherous environment, much like the oceans. As there is no infrastructure, no net coverage, no support whatsoever, the desert farer is entirely dependent on his team, his equipment, training and skills. Navigating through the central Sahara with a dedicated team of fellow enthusiasts, without connection to the rest of the world for weeks, to me is the ultimate challenge."

Landmark meteorite - Rub al Khali
Landmark meteorite - Rub al Khali

"The desert is full of strange, beautiful and scary things. Plane wrecks, ancient tombs, singing dunes, petrified skeletons, petroglyphs, there is an entire cabinet of wonders hidden in the sands of the inner deserts. In terms of meteorites, among the 500 specimens we’ve found there are some that origin from the asteroid Vesta and even a golf-ball sized piece that turned out to be a shergotitte, a piece from the surface of the planet Mars.Perhaps the most intriguing find was a large 19-kg, beautifully shaped chondrite that had been placed on the crest of a ridge [in the desert of Rub al-Khali] along an ancient caravan trail. It could be seen from a mile out. Because of the striking contrast of the black meteorite to the bright background, it had been put there hundred, perhaps a thousand years ago as a landmark to mark the caravan trail that led to a distant well. A rock from space to guide the ancient desert farers."

How is an expedition led?

"Research and identify a promising target area. Get an idea about the security situation and prepare escape and evasion plans. Draw a set of precise navigational charts based on satellite data. Understand the local laws on prospection and export, if necessary hire a local agent to handle customs and export of the collected samples. Select an experienced team that is capable and sufficiently skilled to do the job. Choose your equipment (wisely) and carefully plan logistics along the route. The most work comes after the expedition when the samples are documented, prepared and distributed for scientific research and publication. 

Noon break_Western Sahara
Noon break_Western Sahara

The most critical part perhaps is to bond the different characters into an effective team. Constant heat and wind, physical effort, lack of sleep, critical situations and other factors contribute to accumulating stress that can lead to tension or lack of focus. In an environment that does not forgive mistakes, this again can have serious consequences. It is therefore critical to maintain a positive team spirit.

Navigation - Rub Al Khali desert
Navigation - Rub Al Khali desert

Lucky coincidences? Yes indeed. I remember one day in the Rub al Khali where we were searching for meteorites in a single vehicle and the batteries of the only GPS unit we brought went dead. The stars were not out yet, the sun was hidden by dust clouds and my team mate and I were arguing over our map about the right direction to take. In that moment, we spotted something in the sand ahead, which turned out to be a perfectly preserved, oil bearing compass that someone had lost. What were the odds?" 

Bathtub Imilac Inn
Bathtub Imilac Inn

"The worst is a team with too much time on their hands. In the Atacama Desert in Chile, we had put up a base camp at 4.500 meters altitude at the site of the famous Imilac meteorite fall. After a week of savage heat, we decided we needed a bath. But how to go about this in the middle of the driest desert in the world? From an old mining pit, we dug up a half-buried mining wagon, in a combined effort we hauled it on the truck-bed of one of our vehicles and drove it to our camp. After plugging a few bullet holes with cork, we dug a pit and placed our new bathtub inside. Then two of us went for the one hour-drive to the next well to fetch water in our 200-liter drum. After four or five turns, the pool was filled and ready for use. Later, we added a few more installations like a kitchen built from the crossties of a derelict railroad and a meteorite god idol made from the skull and backbone of an Alpaca. Today, the site is known among fellow meteorite searchers as the “Imilac Inn.”

Atacama desert
Atacama desert

During the same tour, somewhere in the Los Vientos area, one of my mates went for a nightly walk over the next hill and ran into two fellows sitting by their camp fire. We hadn’t met any people for weeks so this was quite a surprise. It turned out that they were Spaniards and one of the guys was a friend of Sergey, who was sitting with us at the camp fire. Both had been unaware of the others trip to the Atacama and we had a good reason to celebrate a surprise reunion."

Can you see some similarity between your work as a meteorite explorer and the work of Gert Normann Andersen under the water?

"I think what Gerd has achieved is unique and beyond compare. With our work on meteorites, we discover new finds and contribute to the understanding of planetary geology and our solar system’s past. Yet, one has to be honest: unless interplanetary travel becomes more common, there is some scientific but little practical or societal value in what we do. Gert, in contrast, has not only assembled an unprecedented collection of significant, historical artifacts and made it accessible to the public. What I consider even more important, he has created a place to remember those that perished in the battles at sea, regardless of origin. Seeing the many visitors, also from the U.K. and Germany, I think the Danish can be very proud of what Gert has done for Thyboron, for the marine history of Denmark, and for the understanding of the former adversaries in the battle of Jutland. Devoting one’s assets and wealth to tell the stories of hardships and suffering, remembering the dead and making comprehensible to present and future generations that there is nothing to gain but horror and loss of life when nations go to war, this is philanthropism at its best."


Dr. Svend Buhl, born 1971, is a desert enthusiast and meteorite recovery expert. In 2002, he formed Meteorite-Recon, an international team to undertake a meteorite expedition into the Ténéré desert in the Republic of Niger. A dozen field trips followed, the majority on the African continent to the central and Western Sahara. Today, more than 500 meteorites found by Buhl and team have been analyzed, classified and published.

Svend has authored several books and research papers on the subject, his most recent work covering his expeditions in Africa and Arabia is For a Fistful of Rocks. His website features a wealth of meteorite resources and documentaries. He is a member of the Meteoritical Society, fellow of the Confrerie St-Georges des Gardiens de la Meteorite d‘Ensisheim and a founding member of the Mauritanian Meteorite Society. In his civil life, Svend is a government relations specialist based near Hamburg, Germany.

Destroyer Z 34

Tegning af destroyer Z34 WW2
Tegning af destroyer Z34 WW2

Mens vi venter på at kunne udføre den næste ekspedition, kan vi fortælle om flere interessante vragfund, vi endnu ikke har offentliggjort.

Under et af vore ekspeditioner fandt vi vraget af den tyske destroyer ”Z 34”, som blev bygget under Anden Verdenskrig. Den hejste kommando 5. juni 1943 og gjorde indtil januar 1945 tjeneste i Nordnorge, hvor den blandt andet skulle passe på slagskibet ”Tirpitz”.

I januar 1945 blev den indsat i Østersøen, hvor den deltog i de afsluttende kampe og evakueringen af flygtning fra Østpreussen. I april eskorterede den flygtningeskibene ”Deutschland” og ”Pretoria” til København med 17.000 flygtninge. Umiddelbart efter blev den natten mellem den 15. og 16. april svært beskadiget af en russisk torpedo, hvorefter den gennemgik en hurtig nødreparation. Herefter fortsatte den evakueringen og ankom for sidste gang til København den 4. maj 1945 fuldt lastet med flygtninge.

Scanning af destroyer Z34 WW2 - farver angiver dybder
Scanning af destroyer Z34 WW2 - farver angiver dybder

Da de allierede efter krigen, delte de overlevende skibe imellem sig, blev ”Z 34” tildelt amerikanerne. Skibet var dog i så dårlig stand, at det blev lastet med gasammunition og sænket i Skagerrak den 26. marts 1946.

Som det ses af skanningen, ligger vraget på bagbordsside på godt 90 m vand.

Sammenligning af destroyer Z34
Sammenligning af destroyer Z34

Meteoritjæger på besøg på museet

Svend gives an armored front window from a Messerschmidt Me 109 to The museum.

I denne uge har vi på Sea War Museum besøg af meteoritjægeren Svend Buhl og sin familie. Svend havde fine gaver med til museet, herunder et panserglas fra et frontvindue til en Tysk ME 109 fra 2. Verdenskrig. Panserglasset kommer til at indgå i vor udstilling om flyvrag.

Udover sit arbejde som forsker i meteornedslag, hvor han har samlet meteorstykker over hele verdenen, har Svend en stor interesse i Sea War Museums temaer. Svend skriver:

“On June 28 the Sea War Museum received a visitor from Germany. I had come to exchange artifacts and historic sources and to discuss aspects of the Jutland Battle. I was given a tour of the exhibition and insights into the recovery history of individual exhibits. I was particularly impressed by the recently completed work on a brass torpedo tube manufactured by Berliner Maschinenbau AG in 1916. Recovered from the wreck of U78 in 2018, the unique artifact gives an impression of the grim conditions of the war at sea.

In hundreds of work hours, the ingenious restorer, John Silver, has meticulously cleared the flooding and closing mechanisms, resulting in a flawless operation of the 102-year old technology. The display, with one section of tube left in original find condition, gives an idea of effort and skill that the museum puts into preserving the artifacts recovered from the seabed.”

See an armored front window in a Messerschmidt Me 109.
Gaver fra Svend Buhl til Gert og John ved museet.

Svend skriver yderligere om sit besøg på museet:

"The work done by Gert and his team cannot be valued enough. The Sea War Museum provides insight in the war at sea in a neutral and very sensitive manner, telling the story of the men and ships who perished off Jutland that must not be forgotten," said Svend. „It can‘t be valued enough the memory of German and British sailors that found their graves in the North Sea, which is kept alive here in Denmark.“

Tak til Svend Buhl og sin familie for et spændende besøg og de fine gaver!

Om Svend Buhl:

Besides his interest in naval history, Svend Buhl shares a passion for exploration and discovery, yet in an entirely different field. As a collector of rocks that fall from the sky, Svend is leading expeditions into African and Arabian deserts in search for meteorites. With his team and in collaboration with scientific institutes he has discovered and published more than 300 meteorite finds. His discoveries are documented on his website and in the book For a Fistful of Rocks He currently works on volume 2, which covers his meteorite searches in the Atacama desert in Chile.

Bog (bind 1) om fundne meteorer over hele verden af Svend Buhl.

Ny kanon

Ny kanon ankommer til Sea War Museum. Konservator John Silver hjælper den på plads.

Sea War Museum Jutland har fået en ny kanon, der både har en tysk og en dansk historie. Det er en 15 cm kanon, der nu er blevet opstillet udenfor museet sammen med kanonen fra kystforsvarsskibet Peder Skram og vores tyske 12,7 cm marinekanon.

Den nye kanon var oprindeligt opstillet på Hesbjerg ved Gilleleje, og med hjælp fra Filip Nielsen, Koldkrigsmuseum Langelandsfort, kan vi fortælle historien.

Skoda-fabrikkerne i Pilzen i Tjekkoslovakiet leverede omkring årsskiftet 1944/45 otte 15 cm kanoner til den tyske kystbefæstning i Danmark. De var af typen 15 cm. SK C/28 L/55 i Küst MPL C/36. Forkortelserne betyder følgende: S.K. = Schnelladekanone, C/ = produktionsår, L/ = kaliberlængde, Kst. M.P.L. = Küsten Mittel-Pivot-Lafette. Alle kanonerne blev på grund af stålmangel leveret uden panserskjold eller hus.

Kanonerne var konstrueret af Rheinmetall-Borsig i Düsseldorf, men blev fremstillet af Skoda i Pilzen, og så sent i krigen har det været en logistisk kraftpræstation at bringe de 20 tons tunge kanoner gennem det ødelagte Tyskland og til Danmark.

Kanonerne havde fabrikationsnumrene 1457-1464. De fire laveste numre kom til Hesbjerg ved Gilleleje, mens de fire sidste kom til Fyns Hoved. Batterierne skulle være anvendt mod en eventuel allieret invasion gennem Kattegat, men ingen af dem blev færdige før krigens slutning. Hesbjerg-kanonerne blev senere opsat som hovedskyts på Kongelundsfortet, men da dette fort kort efter blev nedlagt, blev kanonerne sat på magasin.

I 1953 blev de to kanoner med numrene 1458 og 1459 flyttet til Langelandsfortet, hvor de stod frem til fortets nedlæggelse i 1993. I dag står 1459 i Ebeltoft, mens 1458 nu står i Thyborøn. Kanonen er blevet restaureret af museets konservator John Silver og fremstår nu i original tilstand uden skjold.

Kanonen havde en besætning på 15 mand, som efter nogen øvelse kunne afgive seks skud i minuttet. Kanonen havde en rækkevidde på 22 km, mens granaten vejede 45 kilo.

Sea War Museum har nu udstillet tre store kanoner fra WW2 som står udenfor på sydsiden af museet.

Den 20 tons tunge kanon hænger i luften, inden den bli'r sænket ned.
De tre store kanoner fra WW2 ved Sea War Museum
De tre store kanoner fra WW2 ved Sea War Museum


”Southern Briar” ligger i havstokken ud for Ferring Sø og er brækket på midten. (Foto: Lemvig Bibliotek).
”Southern Briar” ligger i havstokken ud for Ferring Sø og er brækket på midten. (Foto: Lemvig Bibliotek).

I foråret 2021 fik Sea War Museum harpunkanonen fra hvalfangerskibet ”Southern Lotus”, som i 1966 strandede ved Dybå, hvor den også blev ophugget.

Vi fik overdraget denne på Vestkysten sjældne kanon af Strandingsmuseet i Thorsminde, fordi den ikke var så gammel, at den hørte under museumsloven, og fordi vi ville restaurere og udstille kanonen i Thyborøn.

Det siger vi Strandingsmuseet mange tak for!

Harpunkanonen står nu på gulvet i receptionen på Sea War Museum med en forklaring på planchen bag kanonen.

To hvalfangere, ”Southern Lotus” og “Southern Briar” strandede i 1966 på Vestkysten i Lemvig Kommune, dels ved Dybå, dels ved høfde 12 ud for Ferring Sø.

Begge skibe blev hugget op på stedet, men hele skibsbunden af ”Southern Briar” med dampkedlen og andet kan stadig ses på havbunden ud for Ferring sø.

Hvalfangerne var hjemmehørende i Skotland, men arbejde det meste af tiden i Sydatlanten med station på South Georgia i nærheden af Arktis. Begge fartøjer var udtjente og var på vej til ophugning i Belgien, da den hollandske bugserbåd mistede dem begge. I hårdt vejr sprang slæbetrossen i Nordsøen ud for Hvide Sande, og alle forsøg på at genetablere forbindelsen mislykkedes. Få timer senere strandede begge skibe på Vestkysten uden tab af menneskeliv.

”Southern Lotus” blev oprindeligt bygget som den engelske korvet ”HMS Lotus”, der gjorde en storslået indsats under Anden Verdenskrig. Hele beretningen kan læses i bogen ”Det modige skib Lotus”, som blev udgivet af Sea War Museum Jutland sidste år.

”Southern Lotus” strandet ved Dybå i Fjaltring med Trans Kirke og Bovbjerg Fyr i baggrunden. (Foto: Fjaltring-Trans Lokalarkiv).
”Southern Lotus” strandet ved Dybå i Fjaltring med Trans Kirke og Bovbjerg Fyr i baggrunden. (Foto: Fjaltring-Trans Lokalarkiv).
Harpunkanonen stående i sandet bag Strandingsmuseet i Thorsminde.
Harpunkanonen stående i sandet bag Strandingsmuseet i Thorsminde.
Kanonen er afrenset og har fået den første grundmaling.
Kanonen er afrenset og har fået den første grundmaling.
Kanonen med dækmaling læsset på en ladvogn for transport til Thyborøn.
Kanonen med dækmaling læsset på en ladvogn for transport til Thyborøn.
Restaurator John Silver ved harpunkanonen på Sea War Museum
Restaurator John Silver ved harpunkanonen på Sea War Museum.

Nye kræfter til Sea War Museum

Den 1. juni startede to nye museumsinspektører på Sea War Museum i Thyborøn. Maria Guggenheim er ansat som museumsinspektør og daglig leder, og Karen Thougård Pedersen er ansat som museumsinspektør på deltid.

Fremover vil der være ikke bare en, men to museumsinspektører på Sea War Museum i Thyborøn. Museets hidtidige Bitten Dahl Knudsen har valgt at gå på efterløn. Hun afløses af Maria Guggenheim og Karen Thougård Pedersen.

”Med ansættelsen af de to nye museumsinspektører og med museets mange frivillige kræfter er grundlaget på plads for, at Sea War Museum kan fortsætte sin flotte udvikling i de kommende år,” siger direktør Gert Normann Andersen.

Maria Guggenheim (41), som er ansat som daglig leder, har arbejdet i Paris, San Francisco, Bruxelles og København. Hun er uddannet skuespiller og antropolog. Maria har bl.a. arbejdet på Nationalmuseet, Den Danske Filmskole og Zentropa. Maria er for nylig flyttet fra København til Venø. Hun ser frem til at være med til udvikle museet:

“Sea War Museum er et imponerende sted med fantastiske, skønne historier. Jeg glæder mig til arbejde for en meget inspirerende mand bag, de ansatte og ikke mindst de frivillige.”

Karen Thougård Pedersen (58) ansat som museumsinspektør på deltid. Hun er netop flyttet til Thyborøn efter at have boet og arbejdet i København i 35 år. Karen er uddannet som bibliotekar ved fag- og forskningsbibliotekerne med efteruddannelse i journalistik. Hun kommer fra en stilling som kommunikationskonsulent i et socialt projekthus og har desuden arbejdet som selvstændig journalist og redaktør samt bibliotekar.

”Maria Guggenheim og Karen Pedersen har tilsammen netværk, kompetencer og erfaringer, som er vigtige for museet. På den korte bane er det en daglige drift, der er i fokus, men ideerne og visionerne for museets udvikling i årene fremover er talrige, så forventningerne til fremtiden er positive – ikke mindst nu, hvor der igen må komme gæster på museet,” siger Gert Normann Andersen, som glæder sig til samarbejdet med de to nye museumsinspektører.

”Samtidig vil jeg sige stor tak til Bitten Dahl Knudsen, som nu går på efterløn. Bitten har været med, siden Sea War Museum blev etableret i 2015, og har ydet en kæmpe indsats for at udvikle museet frem til i dag.”

Historien skal fortælles igen og igen - mindehøjtidelighed for Jyllandsparken 1. juni 2021

Mindeparkens nye vartegn symboliserer tro, håb og kærlighed. Det er udført i jerntræ af kunstneren Paul Cederdorff (foto: Henrik Kastoft)

Den 1. juni var det 105 år siden verdens største søslag fandt sted ud for Jyllands vestkyst. Næsten 9000 britiske og tyske marinere mistede livet. De blev traditionen tro mindet ved en højtidelighed i mindeparken i klitterne ved Sea War Museet.

Da søslaget i 1916 blev udkæmpet tæt på den jyske vestkyst, kunne tordenen fra kanonerne høres på land. Derfor var det også en kanonsalut, der skød mindehøjtideligheden for 105 års dagen for Jyllandsslaget i gang.

Dagen blev markeret med et nyt vartegn for mindeparken. Et stort kors af jerntræ knejser nu ved indgangen til klitterne og leder gæster fra nær og fjern på vej. Paul Cederdorff, kunstneren bag vartegnet og mindeparken, gav det nye pejlemærke disse ord med på vejen:

”Pejlemærket skal ses som min fortolkning af begrebet tro, håb og kærlighed. Korset, der er dannet af takkelagen af båden, troen, der bliver befordret af båden, og håbet. Sammen danner de symbolet for kærligheden og tolerancen i fremtiden.”

Vi skal huske historien
Tro, håb og kærlighed var ord, der gik igen i aftenens taler. Biskop Henning Toft Bro sagde i sin mindetale:

”Under Jyllandsslaget i 1916 døde henved 9000 mennesker. Det var mennesker med en personlig fortælling, alle med familierelationer. Alle med en opgave i livet. … unge mennesker med drømme om kærlighed, børn, fremtid. Historien skal fortælles igen og igen, akkurat, som vi fortæller historien om vores egne kære døde. Vi skal holde fast i vores fælles fortid i håb om, at vi der lever, håber på og drømmer om en fremtid, arbejder på IKKE at lave de samme fejltagelser, som vores forfædre gjorde det. Krig er og vil altid være en tragedie.”

I anledningen af aftenen blev der lagt kranse til minde om de omkomne. Og for hver krans blev der knyttet mindeord. 

Tidligere forsvarsminister Søren Gade, formand for mindeparken:

”På Sea War Museet kan vi læse afskedsbrevene fra tyske soldater, der strandede på en zeppeliner og sendte flaskepost hjem til deres kære, brevene var skrevet med deres eget blod. Den og mange andre gribende historier fra skibene skal fortælles. Højtideligheden her i mindeparken er det eneste sted på jordkloden man mindes slaget om Jylland og ofrene hvert år den 1. juni.”

Pejlemærke for refleksion og hukommelse
Nick Jellicoe, ambassadør for mindeparken, fremhævede mindeparkens nye vartegn og trak tråde til nutidens konflikter:  

”Korset kan hjælpe andre med at finde frem til dette specielle sted. Ligesom de store sejlskibe hjælper masten som kors hver og en af ​​os med at finde vores egen, private vej til refleksion og hukommelse. Det er vigtigt at huske det sindssyge i det marine våbenkapløb, der førte til opbygning af slagskibe på bekostning af social velfærd. Vi lever i et stadig mere splittet Europa og må kæmpe endnu stærkere mod krig i dag. Vi har aldrig været så idelogisk splittede rundt om i verden, som vi er nu.” 

Borgmester Erik Flyvholm fra Lemvig Kommune sluttede aftenens talerække. Også han fremhævede mindeparkens nye vartegn:

”Det er en smuk parallel til korset på kirken i Thyborøn. Og det, at pejlemærket er lavet af træ fra bolværket i havnen i Thyborøn binder en flot tråd fra noget lokalt til den store verden og søslagene.”

Jyllandsslaget og mindeparken
Jyllandsslaget fandt sted under Første Verdenskrig fra den 31. maj til den 1. juni 1916. Det var verdenshistoriens største søslag. 250 skibe deltog, 25 blev sænket, og 8.645 mand omkom.

Mindeparken i klitterne bag Sea War Museet i Thyborøn er etableret på neutral grund. Parken tilkendegiver respekt for tabte menneskeliv uanset nationalitet. 26 store granitsten – en for hvert sunket krigsskib og en fælles sten til minde om de øvrige omkomne - symboliserer de forliste skibes stævn, lige inden de forsvinder i dybet. Mere end 400 menneskefigurer rundt om stenene symboliserer de faldne søfolk. Der kommer løbende flere figurer til. Mindeparken er udført af kunstneren Paul Cederdorff med støtte fra lokale sponsorer.

Alle støttebidrag til parken er velkomne på mobile pay: 51554.



Mikkel Beha Erichsen og familie besøgte Sea War Museum og Mindeparken

Holdet foran Sea War Museum


Mikkel Beha Erichsen og familien fra det gode skib ”Wallenberg” besøgte Sea War Museum og Mindeparken for optagelser af de næste afsnit af serien ”Kurs mod danske kyster”.

Med var Mikkels hustru Marian, sønnerne Emil, Theis og Alfred, samt svigerdatteren Madeleine. På billedet foran museet ses også holdets fotograf, Hannelore Börner.

De udtalte, at både Museet og Mindeparken var unikke attraktioner med nogle helt fantastiske menneskelige historier, som var meget rørende at se.

Både Mindeparken og Museet kommer med i rækken af udsendelser om turen med Wallenberg: ”Kurs mod danske kyster”, som sendes på TV2 sidst i juli eller først i august i år.

Det var en fornøjelse at have besøg af familien og filmholdet, som alle var oprigtig interesserede og meget inspirerende at arbejde sammen med.

Gert Normann og Museets personale.

Scroll ned for at se flere billeder

Skibet Wallenberg ved kaj i Thyborøn Havn
Gåsegang ned gennem Mindeparken.
Besætningen får en rundvisning i museet
Alle ved kanonen fra ”K1” i udstillingen om Britiske undervandsbåde
Emil, Theis og Alfred, som alle selv dykker var meget interesseret i afdelingen om de dykninger som danner baggrund for udstillingerne på museet.
Gæstebogen efter besøget på museet


Nyheder i udstillingen - foråret 2021 (2)

Vi har verdens største samling af tyske marinekanoner fra første verdenskrig!

Direktøren for det store tyske marinemuseum i Wilhelmshaven har gjort os opmærksom på, at Sea War Museum har verdens største samling af tyske marinekanoner fra Første Verdenskrig.

Hans eget museum har rigtigt mange marinekanoner, men ikke fra Første Verdenskrig, hvor museet i dag kun har to halve kanonløb. Det hænger sammen med, at sejrherrerne efter krigen ødelagde alle tyske kanoner.

Således er der i dag kun nogle få spredte tyske marinekanoner tilbage fra WWI i England og USA.

Kun Sea War Museum Jutland har en større samling marinekanoner fra tiden. Det skyldes især museets ekspeditioner, hvor flere forskellige kanoner er bjerget op fra vrag, ligesom museet også har lånt og købt bjergede kanoner i ind- og udland.

Den i forvejen store samling er netop blevet udvidet med endnu en marinekanon. Det er en kanon fra den tyske ubåd ”U 78”, som blev sænket i Nordsøen med en torpedo fra den britiske undervandsbåd ”G 2”, sidst i oktober 1918.

Også bundstykket til denne kanon, er undtagelsesvis bevaret og udstillet. Bundstykker fjernes normalt som det første, for at uskadeliggøre kanonerne, men i dette tilfælde har det ligget 100 år på havbunden, hvorfor det på grund af tæring ikke kan bringes i funktion igen.

I de følgende dage kommer der indslag om nogle af de andre kanoner vi har på museet.


Nyheder i udstillingen - foråret 2021 (1)

Her på siden kommer løbende lidt fra museets nye udstillinger, som kan ses i virkeligheden når museet åbner igen fra den 21. april.

I den store dobbeltdør på endevæggen ved tårnet fra den britiske undervandsbåd E50, er der opsat to store fotostater af undervandsbådens kommandocentral og maskinrum, i nær naturlig størrelse.

Museets Knud Jakobsen har fundet disse fotos i høj opløsning ved Det skotske Nationalbiblioteks billedarkiv. Det er fotos, som er taget inde i undervandsbåden E50, da den blev bygget.

Der findes kun en eneste britisk ubåd fra Første Verdenskrig, som er gennemfotograferet, og hvorfra man i dag kan finde fotos i høj teknisk kvalitet, nemlig vores E 50.

Den blev bygget hos John Brown, Clydebank i Scotland, og åbenbart var det så stor en begivenhed, at alt blev dokumenteret, før den blev afleveret fra værftet

Det er helt specielt at se disse store fotostater, når man tænker på, at de er optaget inde i undervandsbåden, lige under det tårn som står her i samme rum, og som museet i 2011 bjergede op fra vraget af undervandsbåden.


Forårs gå tur ved Sea War Museum

Sea War Museum kan desværre ikke byde indenfor i endnu, men vi kan tilbyde store oplevelser udenfor i flot natur.
- Foran museet er opstillet 2 store kanoner - læs om deres historie på skiltene på museets væg.
- På bunkeren ved museet er endnu en kanon. Skiltet ved kanonen fortæller dens historie.
- Overfor kanonen viser et skilt med pile vejen til en gåtur langs Mindeparken i vejkanten passeres skilte med navne og længden på skibene fra Jyllandsslaget - se tilbage på udgangskiltet og få en fornemmelse af, hvor store disse skibe var - sidste skilt på stien "HMS Queen Mary" 214,5meter.
-I Mindeparken er en sten for hvert skib -11 tyske og 14 engelske - der gik ned i Nordsøen ud for dette sted i verdenshistoriens største søslag: Jyllandsslaget den 31. maj og 1. juni 1916 under første verdenskrig. De 400 menneske figurer symbolisere de 8645 engelske og tyske søfolk der omkom under slaget. Gå en tur mellem stenene - på hver sten står det antal omkomne, der var på skibet. De tyske skibe begynder med SMS (Seiner Majestät Schiff) og de engelske skibe med HMS (His Majesty's ship).
- Kig over klittoppe, gå en tur på stranden og nyd synet af den trafik af skibe, der er i THyborøn kanal.
- I Sea War Museums gård øst for museet, finder I en udstilling af: miner, torpedoer og vragdele. Tjek skiltene ved de udstillede genstande for mere information.
Udstillingen af vragdelene, som for det meste er indkommet med fiskere fra nordsøen, har til formål at vise, hvor hurtig nedbrydning havet udsætter vragene for. Det er derfor vigtigt i tide at få undersøgt og bjærget genstande fra vragene inden værdifuld viden går tabt. Dette arbejde udgør en stor del af Sea War Museums forskningsarbejde. Se mere om museet ekspeditioner her på vores hjemmeside:
Vi glæder os til at byde jer velkommen indenfor igen så snart corona restriktionerne for museer bliver ophævet - indtil da nyd jeres vinterferie med vores udendørs udstillinger - scroll ned for at se alle billederne.
Følg med her på hjemmesiden.
God TUR til alle!


Ny udgivelse: De første søminer

Forsiden med briggen
På Sea War Museums forlag udgiver vi i dag endnu et lille skrift "De første søminer", skrevet af Knud Jakobsen
Denne gang er det et spændende og flot lille hæfte på 32 sider om de første søminer til 40kr.
På forsiden ses det danske skib briggen ”Dorothea”, der som det første skib blev sænket af en sømine i 1805. Det var i et forsøg af Robert Fulton som en demonstration for Royal Navy.
Hæftet kan købes i museumsbutikken ( når vi åbner igen). Vi sender også gerne allerede nu - kontakt os på telefon 40433808 eller mail - så sender vi den gerne.


scrol ned for at se billedet: Fultons egen tegning af begivenheden.

Fultons egen tegning af begivenheden.


Ny bog: det modige skib Lotus

Det modige skib Lotus

Det var ikke kun et stykke lokalhistorie, der udspandt sig, da hvalfangerskibet ”Southern Lotus” i 1966 strandede ved Fjaltring. Det var afslutningen på et stykke dramatisk verdenshistorie, og nu har Sea War Museum Jutland udgivet en bog om skibet. Den er skrevet af Knud Jakobsen, som også har skrevet mange andre af museets bøger, og som sædvanlig har han gravet dybt for at finde historien.

”HMS Lotus” var en ud af i alt 270 korvetter, som i al hast blev bygget i Anden Verdenskrigs første år. Det var en helt ny skibstype, der med en norsk hvalfanger som forbillede blev udviklet som eskortefartøj.

Korvetterne blev indsat i Atlanten, i Arktis og i Middelhavet, og selvom de i virkeligheden var alt for små til opgaven, var de afgørende for den allierede sejr. Korvetterne holdt ubådene på afstand og sikrede, at de livsvigtige konvojer nåede frem.

”Lotus” blev bygget i 1942, og den allerførste opgave var så krævende, som den på nogen måde kunne være. ”Lotus” blev beordret til Island for herfra at eskortere konvoj PQ 17 til Rusland, og denne konvoj blev både berømt og berygtet. Af frygt for de tyske slagskibe blev eskorten trukket væk ud for Nordnorge, hvorefter tyske ubåde og fly sænkede 24 af konvojens 35 skibe.

Kun et eneste af de mange eskorteskibe vendte om for at komme de nødstedte søfolk til undsætning. Det var den lille ”Lotus” fra Fjaltring, som reddede 109 mand fra den visse død.

Under krigen deltog ”HMS Lotus” i over 40 konvojer og to invasioner. Efter krigen blev skibet solgt til et skotsk hvalfangerselskab, hvorefter det under navnet ”Southern Lotus” tilbragte de følgende år som hvalfanger ved Antarktis. I 1963 blev hun lagt op i Norge, og da hun i 1966 skulle bugseres til ophugning i Belgien, rev hun sig løs og drev ind på den jyske vestkyst. Den tidligere korvet blev kastet så højt op på stranden, at alle forsøg på at få hende fri blev opgivet, hvorefter hun blev hugget op på stedet.


Knud Jakobsen: Det modige skib Lotus, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, 2020.

Format 21x21 cm, 64 sider, 66 illustrationer.

ISBN 978-87-93771-07-9.

Pris 75 kr.


Nyt modelskib

Sea War Museum har fået en model af den tyske trawler ”Johannes Krüss” som var tæt på ”Hans Hedtoft” da dette skib gik ned med alle ombordværende.

Modellen er skåret ud af et stort stykke træ, hvilket var den måde, mange skibsmodeller blev lavet på i gamle dage. Det giver en lidt grov model, som til gengæld virker meget autentisk som en model fra gamle dage.

Modellen er skåret af Ole Olsen fra Sdr. Nærå på Fyn, som selv har sejlet i ØK i mange år.

Modellen af ”Johannes Krüss” er sat ind i vor udstilling i Karolinebygningen i Holstebro om de værste danske skibsforlis gennem tiderne.

Den står sammen med ”M/S Hans Hedtoft” og ”M/S Hanne S”, som begge forliste syd for Grønland ved Kap Farvel i henholdsvis 1959 og 1960.

”Johannes Krüss” forliste også selv vest for Kap Farvel i 1967. Sammenlagt var der 123 personer på de tre skibe, og de omkom alle.





Planche: Forlisene ved Kap Farvel - tryk for at åbne pdf fil

(5784 Kb)
Udstillingen på Store Torv i Holstebro




Flere nye gaver til museet!

På fotoet ses fra venstre Jørgen Bo Larsen, Gert Normann og Freddy Breitenstein i museets magasin med de nævnte genstande.

Freddy Breitenstein fra Nykøbing Mors kom med en sjælden torpedopistol og en tysk militærkikkert. Begge dele er nu renoveret. Kikkerten, som er en tysk kikkert fra en ubåd, er lagt i udstillingen om U3523 og torpedopistolen, som blev brugt på torpedoer fra fly, ligger nu på museets magasin sammen vores øvrige torpedopistoler, klar til fremtidige udstillinger


se mere HER








Ny bog fra Sea War Museums forlag om Første Verdenskrig i Nordsøen set fra den jyske vestkyst af Knud Jakobsen

"Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger"
Første Verdenskrig i Nordsøen set fra den jyske vestkyst
af Knud Jakobsen

”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger” rummer spændende nye historier, som aldrig har været fortalt før.
Som eksempel kan nævnes titelhistorien om den tyske flyvermatros, der forulykkede med sit fly langt til havs, drev i land og søgte tilflugt på Bovbjerg Fyr. Matrosen elskede sang og gav koncert på Bovbjerg Badehotel, og efter krigen lykkedes det ham at skabe sig en karriere i Tyskland som operasanger og refrænsanger.
Der er også historien om krigshelten fra Agger, som var en britisk flyver, der nødlandede i de oprørte bølger ud for Agger og blev reddet af fiskerne. Han begyndte som menig matros og fik takket være Winston Churchill mulighed for at blive pilot. Han var totalt frygtløs og kom til at spille en hovedrolle i udviklingen af det moderne hangarskib.
Der er historier om minesprængninger og ubåde og om søfolk, som udstår ufattelige lidelser og bliver modtaget og hjulpet af kystboerne. Der er historier om begravelser, hvor hele sognet mødte op for at stede ukendte søfolk til hvile, sådan som det sker i Harboøre, da 27 omkomne i løbet af få dage blev fundet på stranden – og meget, meget mere..

Læs også folkebladets beskrivelse her: i Dagbladet Holstebro Struer  og her: i Nordjyske

Bogen kan fra den 24.juni købes i museumsbutikken og hos boghandlere for 200kr


Markeringen af årsdagen for Jyllandsslaget

Markeringen af Jyllandsslaget foregik i dag den 1.juni i fantastisk sommervejr under beskedne former.

Gert Normann Andersen og Klaus Kejser Juhl lagde på vegne af Mindeparkens Bestyrelse, Sea War Museum og Maritimhistorisk Selskab kranse for at mindes de 8645 engelske og tyske søfolk, som omkom under Jyllandsslaget.
Bent Thomsen og Bent Schleicher fra Danmarks Marineforening i Thyborøn stod flagvagt.
Erik Rytter og John Silver saluterede med signalkanonen.

Kransene blev lagt ved fællesstenen i Mindeparken, denne sten er sat for de 858 omkomne søfolk - både engelske og tyske, som omkom på skibe, der ikke gik ned under søslaget.

Vi er - håber vi - tilbage den 1. juni 2021 med et stort offentlig arrangement. Sæt kryds i kalenderen.

#battleofjutland #skagerrak1916 #skagerrakschlacht

The Battle of Jutland Centenary Initiative
Mindepark for Jyllandsslaget
Battle of Jutland


Flaskeposten fra ”L 19”


Skroll ned for at se historien og alle billeder

Som vi før har berettet om, gemmer museets historier tit mere når vi kradser lidt i overfladen. Nedenstående historie er en af de mest hjertegribende historier vi fortæller på Sea War Museum. Historien fik lige en ekstra drejning, da journalist og forfatter Knud Jakobsen ”kradsede” lidt i arkiverne i Sverige. Her dukkede billeder op, af termokanden der blev brugt som flaskepost. Se mere her

Tysk tegning fra 1917


Flaskeposten fra ”L 19”

Det endte som en tragedie, da luftskibet ”L 19” den 1. februar 1916 forliste i Nordsøen. Luftskibet havde været på bombetogt over England, og på hele turen havde maskinfolkene kæmpet med skibets nye motorer. Igen og igen brød de ned, og værst var det, når motoren i førergondolen satte ud. Den trak også generatoren til radioanlægget, og når den svigtede, var luftskibet uden radioforbindelse og dermed også uden mulighed for radiopejling.

Kaptajn Odo Loewe fra L19

Helt galt gik det, da luftskibet ved et uheld kom ind over den hollandske ø Ameland og blev beskudt af hollandske soldater. De affyrede mindst 60 skud, og mens luften langsomt sivede ud af de mange skudhuller, søgte ”L 19” søgte ud over Nordsøen igen, hvor skibet til sidste lagde sig på vandet og begyndte at synke. Den 16 mand store besætning søgte tilflugt oven på luftskibet, og stor var tyskernes glæde, da de om morgenen den 2. februar fik øje på et skib i det fjerne.

Ivrige hænder morsede SOS, og da skibet kom nærmere, viste det sig at være den engelske trawler ”King Stephen” af Grimsby. Skipperen, der hed William Martin, sejlede hen til de nødstedte, som nu troede, at de var reddet, men snart blev de klogere. Martin tilbragte et par timer ved det synkende luftskib og trods tyskernes bønner besluttede han sig til sidst for at lade dem i stikken. Martin sejlede hjem til Grimsby, og først næste dag meldte han mødet med luftskibet til myndighederne.

Kaptajn Odo Löwes brev

Royal Navy sendte flere skibe ud, men luftskibet fandt de ikke, blandt andet fordi Martin opgav forkert position. King Stephen havde været på ulovligt fiskeri, hvilket var en ganske alvorlig sag midt under en krig.

Mens de 16 tyskere ventede på døden, skrev de afskedsbreve til deres kære, hvorefter de smed dem i vandet som flaskepost. Utroligt nok blev to af dem fundet. Den 21. februar fandt jagten ”Stella” af Smögen en termoflaske med breve i vandet ud for Hållö, og omkring 1. august fandt en fisker fra Marstrand en ølflaske med breve i Skagerrak. De to flaskeposter indeholdt rørende afskedshilsner til de efterladte samt nøjagtige beskrivelser af det, der var sket.

Knud Jakobsen

Billed til højre:

Termokande fra L19 som blev fundet ved den svenske kyst med afskedsbreve fra besætningen


Billed herunder:

Omtale i Berlingske Tidende 3. august 1916


Sea War Museum Jutland har under corona-krisen opbygget en ny udstilling, som fortæller om den tragiske begivenhed. Den kan også læses i Knud Jakobsens bog ”Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen,” som er udgivet af - og kan købes på Sea War Museum.


Sea War Museum Jutland har modtaget et par fantastiske gaver

Chr. Langer og Gert Normann med de to malerier af A. Melchiorsen foran strandfogedgården

Sea War Museum Jutland har modtaget et par fantastiske gaver til vores udstilling og historier fra Christian Langer, Langertech på Flyvholmvej og hans to søskende, Torben og Ellen Langer.

De stammer fra deres fars ejendom, ”Rønlanger” strandfogedgård, som har været i familiens eje igennem syv generationer.

se mere her






Britisk undervandsbåd HMS J6 blev skannet på M/S Vinas tur til Blyth

På skanningerne kan vi se undervandsbåden ligge i sin fulde længde på ca. 68 m vand


J6 blev bygget på marineværftet i Devonport i 1915 og sat i drift i januar 1916.
Den var 84 m lang og 7,2 m bred og havde samme mål som den meget eftersøgte polske undervandsbåd Orzel fra 1940.

J6 patruljerede fortrinsvis i den vestlige Nordsø i jagten på tyske ubåde. Det lykkedes kun en gang at komme på skudhold af en tysk ubåd. Det var U61, men torpedoen forfejlede sit mål hvorefter den tyske ubåd forsvandt.

Det britiske Q-skib Cymric, som sænkede J6.

Den 15. oktober 1918 tog den britiske Q-skib Cymric fejl af den tyske U6 og J6 da observatører mente der stod U6 på siden af tårnet. Kaptajnen på Cymric hejste det britiske orlogsflag og åbnede ild. Undervandsbåden blev ramt af flere fuldtræffere og sank med 15 mand af besætningen. Først da man bjergede 17 overlevende, blev man klar over fejltagelsen.

En efterfølgende retssag afgjorde, at kaptajnen på Q-skibet ikke skulle drages til ansvar for hændelsen.

link til skannings animationen: HER

Flere billeder herunder!

Det sidste kendte billede af J6, taget i havnen i Blyth. Tårnet var blevet forstærket og forlænget, så det kunne bære en 4” kanon.
Tre ubåde af J-klassen, fra venstre J1, J5 og J4.


Dampskibet N. J. Fjord fra rederiet Vesterhavet:

Som det kan ses på skanningen, er vraget af N.J. Fjord forholdsvis godt bevaret i forhold til andre dampskibe, som ligger længere ude og i den østlige del af Nordsøen. Der er bølgebevægelser og trawlfiskeri ødelæggende, så vragene hurtigt bliver nedbrudt og ødelagt. Vraget af N.J. Fjord står på ca. 65 m vand


JD-Contractors skib Vina har her først i april været i Blyth, England, for at hente en meget stor kabelplov til søkabler med tilbehør. Gert Normann tog med på turen for at få scannet nogle skibsvrag, som lå på ruten fra Thyborøn til Blyth.

Det lykkedes at finde og scanne flere interessante vrag, hvoraf vi bringer nogle af de mest relevante for museet, nemlig vrag af fartøjer som blev sænket under Første Verdenskrig.

Scroll ned for link til animation af skanningen!

Dampskibet N. J. Fjord fra rederiet Vesterhavet:

N.J. Fjord kom til at spille en vigtig rolle ved opstarten af Jyllandsslaget. Den danske damper blev standset af tyske krigsskibe med henblik på inspektion, og da damptrykket derefter steg, åbnede en sikkerhedsventil sig og lukkede en stor dampsky ud.

Farvelagt foto af N. J. Fjord. Det meste af overbygningen er lavet i træ. Alt træværk er fortæret helt væk af pæleorm, så det kun er skibssider og dele af jern og metal, som står tilbage på havbunden.

Den blev observeret af skibe fra den britiske flåde, som satte kurs mod det usædvanlige syn. Kort efter fik de øje på de tyske skibe og åbnede ild, og verdens største søslag begyndte.

N.J. Fjord skyndte sig væk med granaterne flyvende hen over skibet og slap uskadt bort.

Den blev senere, den 5. april 1917, sænket af en tysk ubåd nogle timers sejlads øst for Blyth, hvor den havde været inde for at hente en last kul og stykgods, der skulle til Odense.

Den blev stoppet med varselsskud af UC31, som beordrede besætningen i bådene, hvorefter skibet blev sænket med sprængladninger. Det gav de civile søfolk en fair chance, og desuden var det den billigste måde at sænke et skib på. En torpedo var meget kostbar.

Sort/hvid foto af N.J. Fjord med neutralitetsflag malet på skibssiden og som den så ud da den blev sænket.

Redningsbådene med den danske besætning blev efterfølgende fundet og optaget af en britisk trawler og en britisk patruljebåd, så alle blev reddet.

Se animation af skanningen HER








Hvalfangerudstilling på Store Torv i Holstebro

Vinduesudstilling Store Torv Holstebro

Museet er lukket som alle andre museer, men vi er aktive ude i byen hvor vi laver nye særudstillinger.

Sea War Museum har et fantastisk interessant magasin hvorfra vi er i stand til at lave nogle gode særudstillinger/rejseudstillinger.

Vi har lige fået mulighed for at lave udstilling i tre store forretningsvinduer på Store Torv i Holstebro i en periode.

Udstillingen findes lige overfor apoteket, så selv i disse Corona tider kommer der daglig rigtig mange mennesker forbi, og det uden de behøver at komme helt tæt på hinanden.

Hvalkogeren Thorshøvdi

Vi er i dag blevet færdig med den første udstilling, som handler om hvalfangst. Vi har flere unikke effekter inden for dette område.

Vores udstilling er bygget op over en dansk hvalfanger, Erik Rasmussen, som også var en habil modelbygger og kunstmaler.

Fra hans søn og sønnesøn har vi blandt andet fået et modelskib og et maleri af de skibe, han arbejdede fra.

Han var udstationeret på hvalfanger-øen South Georgia ved Antarktis, hvor han var i 13 år, og hvor han var med til at skyde 5-6000 hvaler.


Udstillingen spænder fra hvalfangst ved Nordnorge og Grønland fra 1600-tallet og videre til de store hvalfangerskibe og hvalkogerier ved Antarktis i 1900-tallet.

Det er et emne, som ikke tidligere er behandlet særlig meget i Danmark. Det på trods af mange skibe og mænd fra Rømø og Fanø var beskæftiget med hvalfangst, hvilket var med til at give øerne stor velstand.

I dag er der ikke mange, som accepterer hvalfangst, men i de perioder, vi fortæller om, var det en meget vigtig virksomhed og levevej, som leverede den eftertragtede spæk til hvalolie, der lyste Europas lamper op og smurte industriens maskiner. Også krigsindustrien brugte store mængder hvalolie, og dertil forsynede hvalfangsten parfumeindustrien med den eftertragtede ambra.

Sea War Museum har historien om hvalfangsten på magasinet og vil gerne formidle den!

Billeder fra udstillingen kommer her på siden. Det hele kan ses frit i vinduerne på ”Karoline-bygningen” Store Torv 2 som ligger ud til torvet i Holstebro.

Gert Normann


Årets første ekspedition Marts 2020


Sea War Museum drager ud på årets første ekspedition.
Denne gang er det i samarbejde med den polske organisation Santi Odnaleźć Orła og dykkere fra det polske firma SANTI.
Vi håber på at finde den polske undervandsbåd Orzel som forsvandt i Nordsøen med alle ombordværende i slutningen af maj 1940.
Det formodes, at Orzel er stødt på en mine midt i Nordsøen eller i Skagerrak. Midt i Nordsøen havde tyskerne udlagt flere spærringer, som tilsammen blev kaldt Vestvolden, og nordvest for dette område var der i Skagerrak udlagt yderligere fem minerækker.



Motorskibet "Hero"s forlis.

Af Thomas Nielsen, som er indehaver af No Limits Diving. Thomas deltager på nogle af vores ekspeditioner, hvor han arbejder med at sætte sandsynlige navne på nogle af de vrag, vi finder og opmåler.

Dybden på bunden er opmålt til 46,0 meter og mindste dybde over vraget er opmålt til 32,0 meter.
Vraget er opmålt til at have en længde på 136 meter og en bredde på 22 meter. Vraget er opmålt til en højde på 14 meter.
Vraget er orienteret 015°-195°. Ligger tilsyneladende med bunden op og er umiddelbart meget nedbrudt.

Artiklen forsætter under skanningsbilledet!

Skanning af Hero
Motorskibet Hero

Søforhør: Guildhall, Hull, England, 25.06-29.06 1979 og 02.07-06-07 1979 (Formal Investigations).
På rejse fra Esbjerg til Grimsby.
Kæntret og forlist d. 13.11 1977 i Nordsøen.
1 mand omkommet.

"Hero" sejlede fra Esbjerg d. 11.11 1977, omkring kl. 18.00. Ombord var 27 besætningsmedlemmer og 3 passagerer. På dette tidspunkt var vejret rimeligt, med en moderat vind fra SV. Der var imidlertid varslet kuling for hele Tyske Bugt, lydende på ”SV styrke 7-8”. Efter afsejlingen var bovporten blevet lukket og alt virkede sikkert.
Kl. 19.00, på 3. styrmandens vagt, var "Hero" kommet ud i åben sø på kurs 248° mod Grimsby, og begge maskiner gik på fuld kraft. I løbet af vagten tiltog vinden i styrke til SV-lig kuling og skibets fart igennem vandet reduceredes gradvist. Skibets fører (kaptajn) kom på broen regelmæssigt, indtil han tørnede ind kort før kl. 23.00. Ordrerne lød på at han skulle orienteres såfremt der skete en forværring af vejrforholdene. Ved vagtskiftet kl. 23.00 vurderede 3. styrmanden skibets fart til at være 11 knob, og vindforholdene til SV-lig kuling, styrke 8-9.
Skibets 2. styrmand overtog herefter vagten efter at have fået oplyst skibets position fra 3. styrmanden. På dette tidspunkt vurderes skibets fart til at være 9 knob og skibet holdt kursen. Kort efter midnat blev skibet ramt af tordenbyger med regn, lyn og kraftige kastevinde. ”Hero” arbejdede tungt i den tiltagende søgang og kaptajnen kom straks på broen. Vandet slog på dette tidspunkt ind over skibets stævn, og farten reduceredes. På den resterende del af 2. styrmandens vagt blev søen værre og værre og nogle gange var bølgerne så store at ”Hero” helt mistede fremdriften. Kaptajnen reducerede farten yderligere indtil skibet kun havde styrefart. Kursen ændredes også gradvist mod syd, så den til sidst var 220°, og skibet havde ind mod styrbords side.
Kl. ca. 03.00 overtog 1. styrmanden vagten, og kaptajnen forlod broen kl. 03.30. Han bemærkede da at vinden nu var en SV-lig storm, styrke 10-12, med meget voldsom sø og enorme dønninger. "Hero"s stævn huggede nu meget tungt og hårdt i søen, og af og til brødes søerne ind og over skibets bro. Kl. ca. 04.20 observerede en maskinmand at der kom vand ind i skibet ad en korridor-trappe. 2. maskinmesteren undersøgt sagen og fandt at en dør på det nedre trailer-dæk stod åben, og at der var ca. 2” (inches) vand på dækket. Skibets bevægelser i søen gjorde at vandet blev skyllet hen over den vandtætte dør og ned ad trappen til maskinrummet. Efter denne observation blev den vandtætte dør forsvarligt lukket og 1. styrmanden blev orienteret. Styrbords maskinrums lænsepumpe blev startet for at klare vandet. Men problemerne var dermed ikke løst.
Yderligere undersøgelser viste at havvand kom ind gennem den utætte bovport, og hver gang ”Hero”s stævn dykkede ned i det oprørte hav, stod der en tyk stråle af vand ind igennem siderne på bovport. Utæthederne forsøgtes tætnet samtidig med at lænsepumperne blev startet. Men vandet steg stadig grundet andre utætheder omkring bovporten.
Kl. ca. 07.30 havde ”Hero” fået 5° slagside til styrbord. Vejret bedredes en lille smule, og skibets holdtes med stor vanskelighed på kurs 220°. Kl. 08.42 blev en meddelelse send til skibets agent i Grimsby, der informerede om at ”Hero” befandt sig under ekstremt vanskelige vejrforhold og at det ville blive vanskeligt at nå i havn til tiden.
Kl. 09.00 blev det klart at lænsepumperne i maskinrummet ikke formåede at holde skibet frit for vand og skibet havde nu en 6-7° slagside. Kl. 10.30 var slagsiden øget til 10° og folkene i maskinrummet rapporterede om at vandet vedblev med at stige i rummet. Skibet kunne ikke bringes på ret køl, og kl. 10.33 udsendte skibets kaptajn nødsignal:
”Position 5432 N. 0531 E. Kurs 210°. Tager vand ind i maskinrum og på trailerdækket. Skib har slagside. Øjeblikkelig assistance påkrævet”.
Motorskibene ”Tor Britania” og ”Valerie”, som begge befandt sig 6-8 sømil fra havaristen, ændrede kurs mod ”Hero”. Tysk helikopterassistance blev tilbudt og accepteret. Den canadiske destroyer ”Huron” satte ligeledes kursen mod ”Hero”.
Evakueringen af skibet påbegyndtes, hvorunder en af de ombordværende på ulykkeligvis omkom. Kl. 14.35 var den resterende del af besætningen og de 3 passagerer bragt i sikkerhed ombord på de tililende fartøjer.
D. 13.11, kl. 15.55 sank ”Hero”. Skibet forblev flydende indtil slagsiden var øget til 20°, hvorefter skibet sank med stævnen først.


Skibet som gik i stykker

”S/S Gerda Toft” var et Park-skib, hvilket var den canadiske udgave af et Liberty-skib.

Sea War Museum Jutland har opklaret et forlis, som skete i Nordsøen i 1954

Af Knud Jakobsen

Sea War Museum Jutland har på et togt i Nordsøen opklaret et 65 år gammelt forlis, som kostede 31 mennesker livet. Den 23. december 1954 forsvandt det danske fragtskib ”Gerda Toft” i en orkan vest for Helgoland, og siden har man troet, at skibet gik ned på grund af en dårlig svejsning og en deraf følgende revne i dækket. Nu viser museets undersøgelse, at skibet ganske enkelt gik itu. Det brækkede i tre stykker.

”Det er sikkert begyndt med en enkelt revne, men derefter er det gået meget stærkt. Skibet er bygget i sektioner, og man ser tydeligt, at tre sektioner ligger adskilt på havbunden,” siger Sea War Museum Jutlands direktør, Gert Normann Andersen.

”S/S Gerda Toft” var et Park-skib, hvilket var den canadiske udgave af et Liberty-skib.

”Gerda Toft” tilhørte Dampskibsselskabet Jutlandia A/S, som med støtte fra Marshall-hjælpen indkøbte skibet i 1948. Det var bygget i 1944 af Foundation Maritime i Pictou på Nova Scotia som et ”Park-skib”, hvilket var den canadiske udgave af ”Liberty-skibene”. Det var serieproducerede skibe, som blev bygget på rekordtid til erstatning for den tonnage, der blev sænket af tyske ubåde på Atlanten. Foundation Maritime nåede i alt at bygge 24 ”Park-skibe”, før krigen sluttede.

”Gerda Toft” hed oprindeligt ”Beresford Park”, men blev senere omdøbt til ”Federal Ambassador”, før det fik sit danske navn. Da skibet i 1948 ankom til Danmark for første gang, var det så stor en begivenhed, at Dansk Film Company optog en film med skibet. Danmark havde mistet cirka halvdelen af sin handelsflåde under krigen og fik tre nye skibe gennem Marshall-Hjælpen, hvoraf ”Gerda Toft” var det første.

Den 13. december 1954 afgik skibet fra Casablanca i Marokko med Erik M. Rasmussen som kaptajn, 28 danske og et spansk besætningsmedlem samt en enkelt dansk passager. Lasten bestod af 4300 tons fosfat, der skulle afleveres i Stettin i Polen.

”Gerda Toft” blev forsinket af storm, og mens skibet lå underdrejet i Tyske Bugt sendte kaptajn Erik M. Rasmussen dette telegram til sin kone. Vanskelighederne blev ikke nævnt med et ord. Der var ingen grund til at gøre hende urolig.

Den 20. december gik ”Gerda Toft” ind til Zeebrugge i Belgien og tog en ekstra kok om bord, og måske fik skibet ved samme lejlighed også ekstra kul. ”Gerda Toft” var et kulfyret dampskib med et forbrug under normale forhold på 20 til 24 tons i døgnet. I hårdt vejr steg forbruget, og det havde været dårligt vejr på det meste af rejsen fra Casablanca.

Kaptajn Rasmussen regnede med at nå frem til Brunsbüttel ved Kielerkanalen senest den 24. december, og en del af besætningens hustruer var rejst hertil for at fejre jul sammen med deres mænd. Sådan gik det ikke. Den 23. december kl. 9,20 rapporterede ”Gerda Toft” til rederiet, at skibet under stærk nordvestlig storm med tilsvarende sø lå underdrejet 42 sømil vestnordvest af Helgoland.

Klokken 15,15 GMT udsendte ”Gerda Toft” nødsignal. Skibet befandt sig ved lysbøjen på positionen 54°17’N 6°38’ E og havde brug for øjeblikkelig hjælp. 2-lugen var beskadiget, og reparation var ikke mulig. Den svenske damper ”Karmas” svarede nogle minutter senere. Den befandt sig 17 sømil fra den opgivne position og gik til undsætning, men kunne i det hårde vejr ikke gøre mere end et par knob.

Den svenske radiotelegrafist videresendte ”Gerda Tofts” nødråb til alle skibe i området. Endnu to svenske skibe, en tysk damper og det engelske motorskib ”Iberian Coast” svarede og satte kurs mod den opgivne position, og Norddeich Radio overtog ledelsen af redningsaktionen.

Kl. 15,40 meldte ”Gerda Toft”: ”SOS, vi driver, i nød.”

Klokken 15,55 lød morsesignalerne fra ”Gerda Toft”: ”SOS, vejret hårdere, ikke muligt at reparere lugen, hurtig assistance.”

Klokken 16,21 kom den sidste melding fra ”Gerda Toft”, og som de øvrige blev den udsendt af skibets 26-årige telegrafist Jens Johannes Mortensen:

”SOS, 54° 20’N 6° 25’ E, forlader radiostationen, send hurtig hjælp.”

Herefter blev ”Gerda Toft” tavs.

”M/S Iberian Coast” var et mindre fartøj på kun 1220 BRT.

Den engelske coaster ”Iberian Coast” var på vej fra Hamborg til Tyne, og den 42-årige kaptajn Daniel Collins fra Newcastle gjorde sit bedste for at komme til hjælp. Omkring kl. 16,30 observerede han og hans folk røde nødraketter og så lejlighedsvis glimt af et skib, som formentligt var ”Gerda Toft”. Afstanden var fire til fem sømil, og det så ud som om, skibet havde stærk slagside.

I det begyndende tusmørke og i de høje søer mistede de hurtigt skibet af syne, men blev ledt frem til området af gentagne røde nødraketter. Kort efter kl. 17 passerede de en del flydende vraggods, og næsten i samme øjeblik opdagede de en redningsbåd i blusset fra en rød nødraket. Båden var omkring to kabellængder borte (ca. 370 meter), hvorfor Collins tog farten af sit eget skib og fik det manøvreret sådan, at redningsbåden kom til at ligge i læ.

”Da vi nærmede os, kunne vi se, at der var 15-20 mand i båden, og at den var fyldt med vand lige til rælingen. Med en enkelt undtagelse sad eller lå alle mand hen over tofterne, tilsyneladende halvt bevidstløse eller muligvis døde. Undtagelsen var en mand i gul duffelcoat, der stod i stævnen,” forklarede Collins.

Mens officerer og besætning på ”Iberian Coast” forberedte en redningsaktion med liner, lejdere og redningskranse, lykkedes det Collins at få redningsbåden på siden af sin stævn, hvor den var i læ. Han sejlede ganske forsigtigt frem, og mens redningsbåden langsomt drev ned langs skibets styrbords side, blev alle slags liner kastet ned til de nødstedte.

”Efter at redningsbåden var drevet cirka 100 fod (30,5 m), lykkedes det for manden i stævnen at få fat i en line og få båden gjort fast til ”Iberian Coast”. Han fik ingen assistance af sine kammerater, som åbenbart var ude af stand til at foretage sig noget,” hed det i Collins rapport.

”Iberian Coast” lå på dette tidspunkt med vind og sø på bagbords side og rullede voldsomt. Alt disponibelt mandskab var på dæk og langede reb, liner og lejdere ned til de skibbrudne, så de kunne klatre om bord.

”Jeg er sikker på, at manden i stævnen kunne have reddet sig selv, hvis han havde villet, men i stedet forsøgte han tappert at hjælpe de andre, som ikke kunne hjælpe sig selv,” fastslog Collins.

Da søfolkene på ”Iberian Coast” så, hvordan det stod til, begyndte de at klatre ned ad lejderne for at hjælpe, og så gik det galt.

”Vi så til vores rædsel en særlig voldsom sø vælte redningsbåden rundt, hvorefter alle forbindelsesliner sprængtes. Båden faldt agterud og forsvandt af syne,” forklarede Collins.

Han ledte efter båden i over en time, men selvom hans folk brugte alt, hvad de havde af projektører, så de hverken redningsbåd, mænd eller vraggods. Kl. 18,20 besluttede Collins at fortsætte rejsen, fordi al yderligere eftersøgning var håbløs.

Bjarne Skov Poulsen ved mindesmærket for de omkomne på Haurvig Kirkegård.


Når historien om ”Gerda Toft” ikke har fået lov at gå i glemmebogen, skyldes det først og fremmest den forhenværende matros Bjarne Skov Poulsen fra Korsør. Hans onkel omkom med skibet, og da han som ældre fik tid, gav han sig til at samle materiale om forliset.

”Jeg blev født i København i 1945 og havde astma som lille. Min far var gartner i Kastrup Lufthavn, og efter råd fra vores huslæge sagde han sit job op og blev gartner på Vejrø, fordi jeg skulle bo et sted med ren luft. I parentes bemærket så virkede det. Efter nogle år forsvandt min astma, og jeg har aldrig mærket den siden, ” fortæller Bjarne Skov Poulsen.

I julen 1954 var han ni år gammel og glædede sig til at fejre jul med hele familien. Det skulle som sædvanligt foregå hos hans mormor og morfar Hejnsvig, hvor de i alt ville være 35 eller 36 mennesker, når hele familien var samlet.

”Jeg glædede mig især til gaven fra min onkel, der hed Gunnar Gregers Forum Rudfeld. Han var 44 år, gift med to børn og maskinassistent på ”Gerda Toft”, og han havde altid noget godt og spændende til mig og min lillebror,” siger Bjarne Skov Poulsen.

Da den lille familie skulle forlade Vejrø den 23. december, stormede det så meget, at postbåden ikke ville sejle, og de to drenge var skuffede. De fleste julegaver lå i Hejnsvig, og nu kom de til at holde jul alene. Om eftermiddagen lavede moren kakao for at trøste drengene, og mens de sad og drak den sammen med deres far i køkkenet, kom hun pludseligt farende.

”De siger i radioen, at ”Gerda Toft” har udsendt nødsignal,” råbte hun.

Bjarne Skov Povlsen husker det som den værste jul i sin barndom. Hans mor græd hele tiden, og mange gange fulgte han hende op på fyret for at låne øens eneste telefon. Frygten blev hurtigt til vished, og da de traditionelle julehilsner fra søens folk skulle sendes i radioen den 24. december, gik handels- og søfartsminister Lis Groes til mikrofonen for udtrykke sin medfølelse med de efterladte.

”Jeg havde mistet min onkel, men andre havde mistet deres far eller ægtemand, hvilket selvfølgelig var meget værre. I Brunsbüttel stod der sømandskoner og ventede på deres mænd, og for dem må det have været frygteligt. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig kunnet acceptere, at ulykken bare skulle glemmes, siger Bjarne Skov Poulsen.

Forfatteren skylder stor tak til Bjarne Skov Poulsen, der har stillet sin omfattende research til rådighed for artiklen. Hans beretning om Gerda Tofts forlis kan ses i Slægtsforskernes Bibliotek på

Mindestenen for de omkomne fra ”Gerda Toft” på Haurvig Kirkegård.
Gravstenen for den ukendte sømand fra ”Gerda Toft”.

S/S Gerda Toft



D/S Jutlandia A/S, Kbhvn

Park-skib, 1944

Pictou, Canada

Max last + kul

4624 tons.


96,25 m


14,22 m


6,86 m


3 cyl. dampmaskine, 1285 ihk


10 knob


30 mand


Fredag den 7.februar åbner Sea War Museum en ny udstilling om vrag af ubåde i vores farvande!

Åge Jensen

Se også PDF-filerne nederst

Åge Jensen, også kaldet ”Dynamit Åge”, gjorde det til sit levebrød at finde og dykke på vrag i danske farvande. Hans store interesse var ubåde, og han blev landskendt, da han med økonomisk hjælp fra Karsten Ree i 1993 bjærgede U 534 nord for Anholt. I 2017 slog han berømmelsen fast, da han sammen med ”Indianer-Stig” deltog i en DR-serie om skattejagt.

Åge Jensen blev 78 år. Han døde efter kort tids sygdom den 12. december 2019, og siden har hans børn besluttet, at hans enestående samling af store ubådsmodeller skal forblive samlet og udstilles på Sea War Museum Jutland i Thyborøn.

Her åbner fredag den 7. februar en udstilling med en del af modellerne. Der er tale om tyske og britiske ubåde fra Første og Anden Verdenskrig, og der er også modeller af de ubåde, han selv har dykket på i Kattegat, inklusive U 534, som efter hævningen endte på et museum i Birkenhead ved Liverpool.

Samtidig fortæller Sea War Museum om de 36 vrag af undervandsbåde som museet har undersøgt i Nordsøen, indre farvande og Østersøen.

Link til Vragfisker Harry Olsen som bjergede i ubådene, Hørup Hav:

Dynamit Åge

(5929 Kb)
TRYK for at åbne PDF

Ubåde i vore farvande

(2320 Kb)
tryk for at åbne PDF filen


De britiske undervandsbåd E16 og E10

Minekort Helgoland W

Vi skannede vragene af de britiske undervandsbåd E16 og E10 nordvest og vest for Helgoland.

Vi udfører dette arbejde i samarbejde med dr. Innes McCartney fra Bournemouth University.

Som det kan ses af nedenstående billeder, sætter Innes vore skanninger sammen med målfaste tegninger af undervandsbådene. På den måde kan typen af undervandsbåden verificeres og der dokumenteres samtidig, hvor meget der står tilbage af undervandsbådene på havbunden.

Submarine wrecks in North Sea

HMS E10 was mined in 1916 and HMS E16 was mined in 1916. Both fell victim to the defensive minefield laid to the west of Heligoland (see map) in 1914 and maintained throughout WW1.

MBES data is consistent with the dimensions of the E-Class submarine. The positions of the wrecks match those available on the internet for both wrecks.

E10 was found in 2001 and identified from items recovered. This appears to have included the conning tower which is not present on the MBES scan.

It is clear from the MBES data the submarine was holed on the starboard side forward.

E16 was found around the same time and identified from its propeller markings. The propellers and conning tower are alleged to have later been salvaged.

The MBES data shows extensive damage aft, but it is not clear whether this was the cause of the sinking or caused by later salvage works.

Scroll ned for at se scanninger!

Skanning HMS E10
Skanning HMS E10
Skanning HMS E10
Skanning HMS E10
Skanning HMS E 16
Skanning HMS E 16
Skanning HMS E16
Skanning HMS E16


Den tyske undervandsbåd UB22

Den tyske undervandsbåd UB22

I den kommende tid vil vi bringe noget om de undervandsbåde, vi har fundet i den sydlige del af Nordsøen.

Den tyske undervandsbåd UB22 var en meget effektiv kystubåd, som under Første Verdenskrig fortrinsvis opererede i Kanalen og i Nordsøen.

Før den selv gik på en mine den 19. januar 1918 og sank med hele besætningen, nåede den at sænke 26 britiske og skandinaviske skibe.

UB 22 var ikke så stor, den havde kun en længde af 36 m, og trykskroget, hvor den 23 mand store besætning opholdt sig, var bare 27 m langt og med en diameter på 3,85 m.

Scanning UB22

Der blev bygget 30 ubåde af denne type, hvoraf de 21 blev sænket under krigen.

Under en af vores ekspeditioner i 2019 fandt vi en ubåd af denne type, og der kan kun være tale om UB22.

Den fandtes knap 53 sømil nordvest for Helgoland på 38 m vand. Hele forenden med torpedorørene er sprængt væk, så det tilbageværende vrag kun er ca. 24 m langt.

Som det kan ses af skanningen, ligger Ubåden over på siden, hvor såvel tårnet som dækskanonen foran tårnet tydelig kan erkendes. Vraget opstår kun 1,2 m over havbunden, så kanon og tårn ligger i niveau med havbunden.

Som det kan ses af minekortet fra 1918 er UB22 sejlet ind i minespærre 3, hvor engelske minelæggere samme dag som UB90 minesprængtes udlagde 292 miner.

OBS! Teksten fortsætter under minekortet.

Minekort Tyskebugt 1918

UB 22 kronologi
09-10-1915. Stabelløb. Blohm & Voss, Hamburg.
20-02-1916. Taget i tjeneste med Oberleutnant zur See Putzier som chef.
14-04-1916. Tilgår fronttjeneste hos I. U-Halbflottillje
20-10-1916. Det norske dampskib "Drafn" 774 t. med jern, sænkes.
21-10-1916. Den svenske bark "Antoinette" 912 t. og den norske brig "Theodor" 234 t. begge med minetømmer til England, sænkes.
22-10-1916. Det norske dampskib "Caerloch" 659 t. med jernbanesveller og det norske sejlskib "Gunn" 483 t. med minetømmer, begge på vej til England, sænkes. Det norske sejlskib "Alliance" 352 t. tvinges til at smide dækslasten overbord.
27-10-1916. Det danske dampskib "Sif" 377 t. sænkes med jern ombord.
29-10-1916. Det norske dampskib "Falkefjell" 1131 t. med malm til England, sænkes.
01-02-1917. Afsejlede fra Helgoland mod den engelske østkyst, fra Flamborough Head til Firth of Forth.
05-02-1917. Det engelske fiskerfartøj "Resolute" 125 t. sænkes.
06-02-1917. De engelske fiskerfartøjer "Adeleide" 133 t. "Rupert" 114 t. og "Romeo" 114 t. sænkes med granatild.
07-02-1917. 2 Engelske dampskibe sænkes; "Boyne Castle" 245 t, sænkes med granatild og "Shakespeare" 210 t. med en torpedo neddykket.
09-02-1917. På hjemturen i Nordsøen, sænkes 2 engelske fiskefartøjer "Benbow" 172 t. og "Duke of York" 150 t.
10-02-1917. 2 Engelske fiskerfartøjer "Athenian" 171 t. og "Ireland" 152 t. sænkes. Senere samme sænkes det engelske dampskib "Bellax" 1108 t. med en sprængladning.
12-02-1917. Ankom igen til Helgoland.
18-03-1917. Afsejlede fra Emden mod den engelske østkyst mellem Flamborough Head og Whitby
28-03-1917. Ud for Scarborough, sænkes det engelske dampskib "Oakwell" 248 t. med en torpedo neddykket.
01-04-1917. Hjemme igen. Det var dårligt vejr og tåge under hele turen.
17-04-1917. Chefskifte. Oberleutnant zur See Wacker overtager kommandoen.
26-04-1917. Afsejlede fra Helgoland med kurs mod den skotske østkyst ud for Peterhead og Moray Firth.
29-04-1917. Det engelske fiskerfartøj "Dilston Castle" 129 t. stoppes og sænkes.
30-04-1917. Det samme skete med det engelske fiskerfartøj "Argo" 131 t. De følgende dage var det næsten umuligt at opholde sig på dampskibsruterne ved den skotske østkyst for en ubåd, på grund af destroyere som samarbejdede med lavtflyvende luftskib. Så snart periskopet blev hævet, blev det observeret fra luftskibene og destroyerne var der med det samme og kastede dybdebomber.
05-05-1917. Turen afbrydes på grund maskinproblemer.
09-05-1917. Ankom til Helgoland.
14-06-1917. Afsejlede fra Helgoland mod den engelske østkyst mellem Sunderland og Longstone.
16-06-1917. På udturen sænkes, på den nordlige del af Dogger-Banke, en dansk bark "Inge" 336 t. med en sprængladning. Turen blev afbrudt før tiden, da man havde problemer med dybdestyringen.
30-06-1917. Hjemme igen.
23-07-1917. Afsejler fra List mod den engelske østkyst mellem Hartlepool og Blyth.
04-08-1917. Efter at være ankommet til operationsområdet sænkes et engelsk dampskib "Azira" 1144 t. med en torpedo neddykket, selvom hun var sikret af 3 trawlere.
06-08-1917. Det engelske fiskerfartøj "Narcissus" 58 t. og det danske sejlskib "Jenny" 293 t. stoppes og sænkes med en sprængladning.
14-08-1917. Hjemme igen. Turen var påvirket af stormvejr og tåge.
01-09-1917. Afsejlede fra Helgoland mod den engelske østkyst mellem Whitby og Hartlepool.
21-09-1917. Hjemme igen. På grund af stærk bevogtning i operationsområdet forløb turen uden resultater. Tilgår V. U-Flottille.
02-11-1917. Afsejlede fra Ems mod den engelske kyst ud for Flamborough Head og Whitby.
06-11-1917. Ved Flamborough Head angribes neddykket en konvoj bestående af 15 dampskibe sejlende på 3 linier og stærk sikret. En torpedo træffer et sandsynligvis engelsk dampskib på ca. 2000 t. hvorefter det hurtigt sank. Skibet blev ikke identificeret.
07-11-1917. I samme område sænkes et bevæbnet engelsk dampskib, som blev eskorteret af en flyvemaskine, "Suntrap" 1353 t. med en torpedo neddykket. Om aftenen torpederes neddykket, et dampskib på ca. 3000 t. Man hørte svære indre detonationer, men man observerede ikke om skibet sank, på grund af mørket. Skibet blev ikke identificeret.
11-11-1917. Ankom til Bremerhaven.
11-12-1917. Afsejlede fra Bremerhaven mod Whitby og Sunderland.
13-12-1917. Ved Whitby sænkes et bevæbnet engelsk dampskib "Garthwaite" 5690 t. med en torpedo neddykket. Om aftenen affyres en torpedo neddykket mod et bevæbnet engelsk dampskib "Occident" 813 t. Torpedoen ramte, men detonerede ikke.
18-12-1917. Hjemme igen.
19-01-1918. Afsejlede fra Helgoland mod den engelske østkyst. 2 Sperrbrecher med udstyr sejlede foran UB 22, da de observerede noget i vandoverfladen vendte de om. Kort efter, kl. 1725 detonerede flere miner hurtigt efter hinanden tæt på UB 22, hvorefter UB 22 hurtigt sank på position 54,27N/06,35Ø, ca. 55 sømil nordvest for Helgoland. Ledsagerfartøjet "S 16" som hurtigt sejlede til sænkningspositionen for at søge efter overlevende, hvorved det også ramte en mine og gik ned med besætningen. Yderligere gik der 2 ledsagerfartøjer ned i dette fjendtlige minefelt.

Se mere:


Temple Cox Bolt Driving Gun

Sea War Museum Jutland har fra Dykkerfirmaet John Staal modtaget en undervands-pistol af samme slags som blev anvendt ved bjærgning af den tyske flåde i Scapa Flow. Pistolen kan skyde en bolt igennem en stålplade og var et vigtigt værktøj, når sunkne fartøjer skulle hæves. Pistolen fungerer ved hjælp af en sprængladning, men har hverken rekyl eller mundingsglimt og blev hurtigt et uundværligt værktøj. Det arbejde, som tidligere tog en dykker flere dage, kunne nu udføres på få minutter.

Pistolen blev opfundet af to englændere ved navn John Temple og Percy Cox og hed officielt ”Temple Cox Bolt Driving Gun”. Den kunne skyde flere forskellige slags bolte gennem stålplader. En af dem var hul og kunne bruges, hvis mandskabet i en sunket ubåd skulle forsynes med ilt.

Se Percy Cox demonstrere pistolen her:


Temple Cox Bolt Driving Gun

(265 Kb)
åben beskrivelsen her


Tyske granater fundet i sø efter stor dykkeraktion

Årets sidste ekspedition for Sea War Museum Jutlands foregik den 5. december 2019

Tyske granater fundet i sø efter stor dykkeraktion
Det helt store udstyr blev fundet frem, da der skulle dykkes efter genstande fra 2. Verdenskrig.

Se TV Midtvests artikel og udsendelsen om ekspeditionen (scroll ned efter artiklen) HER



Julekalkunen stod i ovnen

Coasteren Monica R.

Scroll ned for at se scanninger

Coasteren Monica R forliste juleaften 1991 25 sømil VSV for Esbjerg.

De fem besætningsmedlemmer, som var ombord, blev alle reddet af en dansk redningshelikopter. Da der efterfølgende var dykkere ude ved vraget, kunne de på skibets ur se, at det var gået i stå kl. 19,32, hvilket passer med, at skibet sank på dette tidspunkt.

Dykkerne kunne også konstatere, at besætningens julekalkun stadig var i ovnen.

Link til en animation af vraget her.

Se rapport med billeder fra Sportsdykkerklubben Ægir i Esbjerg

(3869 Kb)
åben PDF filen her


Færgen ”Aalborghus”

Færgen ”Aalborghus”

Det sidste af de tre passagerskibe, der ligger som vrag i den danske del af Nordsøen, er færgen ”Aalborghus”. Den blev bygget til DFDS i 1936 og sejlede mellem Aalborg og København og Aarhus og København, indtil den i 1944 blev overtaget af den tyske krigsmarine og anvendt som beboelsesskib.

Efter krigen kom skibet tilbage til DFDS og blev indsat på forskellige ruter, indtil det endte som logiskib for værftsarbejdere på Christianshavn

”Aalborghus”” sank i 1972 ud for Hanstholm, da skibet under bugsering var på vej til ophugning i Holland.

I dag er skibet et godt dykkermål for sportsdykkere. Der er 24 m ned til toppen af vraget, se dykkerbeskrivelsen på Vragscan.

Der er også nogle færger, der blev bygget om til stenpramme, der i dag ligger som vrag i Nordsøen, men da de sank, var det kun rene skrog uden indhold, så er de ikke medtaget.

Se historie og billeder på:

Se mere på Gert Juhls VragScan, som altid er det første sted vi selv slår skibsvragene op

ØBO 1972 (Aalborghus)

(250 Kb)
Tryk her for at åbne PDF filen for flere detaljer
Aalborghus i Frederikshavn


Den norske færge ”Skagerak”

Vraget på en almindelig multibeam optagelse, liggende på havbunden med kølen opad.

Scroll ned for at se flere scanninger.

Den første store, danske redningsaktion, hvor helikoptere havde en hovedrolle, var yderst dramatisk, men endte lykkeligt.

Den 7. september 1966 sank den norske færge ”Skagerak” ud for Bulbjerg, efter at agterporten var slået ind af en kæmpemæssig brodsø.

”Skagerak” sendte nødsignal kl. 11,21, hvorefter redningsaktionen gik i gang. Alle fem danske redningshelikoptere blev sendt af sted, mens kystredningsbåden fra Hirtshals og adskillige fiskefartøjer og andre skibe i nærheden sejlede mod den nødstedte færge.


M/F Skagerak synker

Der var omkring 10 m høje bølger, og da der kom vand i maskinrummet, og færgen begyndte at få slagside, beordrede kaptajnen alle i redningsveste, og da de første tililende skibe dukkede op, gav han ordre til at forlade skibet. De første redningsbåde blev søsat, og gummiredningsflåderne kastedes ud. Dem, der skulle i redningsflåderne, måtte springe i havet og kravle op i flåderne.

Alle 144 passagerer og besætningsmedlemmer blev reddet, men en mand døde efterfølgende af et hjerteslag.

Læs Rasmus Dahlbergs artikel i bogen Danske katastrofer:

Se fotos taget af de Danske redningshelikoptere:

Se filmen om forliset og de overlevende:

Vraget visualiseret i punktsky, hvor man tydelig kan se kølen, alle skruer og ror.
Vraget visualiseret i punktsky, hvor man tydelig kan se stævn og vragrester på havbunden.


Vi finder lidt af hvert - ”Sierra Cordoba“

Sierra Gordoba malet sort kort efter den var bygget i Bremerhaven

Scroll ned for at se scanningsbilleder.

I den danske del af Nordsøen ligger tre store vrag af passagerskibe fra nyere tid. Dem bringer vi noget om i den kommende uge.

Vi starter med den tyske oceandamper, passagerskibet ”Sierra Cordoba“.

Skibet blev bygget på Bremer Vulkan Vegesack værft i 1924.  Det havde en besætning på 300 og kunne medføre 1093 passagerer.

Den blev overtaget af krigsmarinen i 1940 og blev brugt som beboelsesskib i Kiel, flyttet til Hamborg i 1944 og her overtaget af englænderne i 1945, hvorefter det fortsat blev brugt til beboelsesskib.

I januar 1946 opstod der brand om bord, hvorefter skibet kom til at ligge uvirksomt frem til januar 1948. Her blev det besluttet, at skibet skulle hugges op i Skotland, og under bugsering fra Hamborg til Clyde, sank skibet på ca. 20 m vand vest for Nymindegab.

Sierra Gordoba malet hvid i 1940 efter nazisterne var kommet til magten.

Det nye vrag var til stor fare for skibsfarten. Ved lavvande ragede det en meter op over vandet, mens det ved højvande lå helt under vandoverfladen. Derfor blev vraget sprængt, så der blev 15 m fri vanddybde over vraget.

På vores scanninger kan man se, at vraget i dag ca. 155 m langt og ca. 29 m bredt. Skibet var oprindelig kun 18,08 m bredt, men vragstykker, som er faldet ud under de mange sprængninger, og vandets bølgebevægelser har gjort vragstedet bredere i dag.

Tre store kedler står forrest i midten af vraget. Agten for dem er de to store tregangsdampmaskiner sprængt ned, men fra dette sted kan man se to skrueaksler, som går agterefter i vraget. Noget af skibssiden med dæk ligger ude til bagbord ved agterskibet. I den forreste del af vraget kan man se to store stykker skibssider, som ligger med ydersiden op ad inde i vraget.

Sierra Gordoba som et eksempel fra ”Vragscan”

(232 Kb)
åben pdf filen HER
Sea War Museum har stor glæde af Gert Juhls register ”Vragscan”.
En skanning af det 155 m lange vrag fra 2018.
Tre store dampkedler ses tydeligt i vraget.
To skrueaksler kan ses i bunden af agterskibet.

Fokus på vragenes tilstand

Scanning SMS Frauenlob

Scroll ned for at se flere scanninger nederst.

Efter vores sidste ekspedition til Østersøen har vi fået nye muligheder for at undersøge nedbrydningen af vrag under vidt forskellige vilkår. I Østersøen undersøgte vi vraget af den lette tyske krydser SMS Undine, der i 1915 blev sænket vest for Bornholm, og tidligere har vi undersøgt vraget af SMS Frauenlob, der under Jyllandsslaget blev sænket ud for den jyske vestkyst i 1916.

De to skibe er helt identiske søsterskibe. Begge er bygget i 1902 og efter de samme tegninger, og de forskelle, som kan konstateres i dag, må derfor udelukkende skyldes forskellige vilkår på havbunden.

Scanning SMS Undine

Vi konstaterede, at begge vrag står på ret køl med let slagside, men at der er meget stor forskel på vragenes tilstand. Korrosion og bølgebevægelser nedbryder vragene langt hurtigere i Nordsøen, ligesom pæleorm fortærer alt træværk her i løbet af en forholdsvis kort årrække.

Læg mærke til scanningen af Frauenlob, hvor begge ender er meget mere spidse end på Undine. Det fortæller, at vraget af Frauenlob næsten er tæret væk helt ned til bunden af skibet, da skibets ender er langt smallere, jo længere vi kommer ned i skibet.

På skanningerne af SMS Undine og SMS Frauenlob nedenfor, kan læseren selv bedømme såvel slagsider som nedbrydning.

På hver skanning ses vragets omrids og hældning, og ude til venstre er vanddybderne angivet med farver.

Der findes også en nord pil og position på hver skanning.

Frauenlob ligger i Nordsøen vest for Thorsminde og Undine ligger i den vestlige Østersø vest for Bornholm.

Undine sank efter den var ramt af to torpedoer og Frauenlob efter både beskydning og en torpedotræffer, men begge sank med skader men som hele skibe.

Undine ligger på ca. 47 m vand og opstår indtil 8,5 m over havbunden. (Mindstedybde på vrag 38,5 m)

Frauenlob ligger på ca. 50 m vand og opstår indtil 4 m over havbunden. (Mindstedynde på vrag 46,0 m)

Gert Normann

Læs mere om begge skibe på nedenstående link.

SMS Undine…/

SMS Frauenlob…/…/Nords%C3%B8en/frauenlob.htm

Frauenlob set fra syd
Frauenlob slagside
Undoine set fra sydøst
Undine slagside


Interessante gæster på museet

Sea War Museum Jutlands scanning af U 3523 viser, at ubåden står med hele den forreste halvdel nede i havbunden.


Sea War Museum Jutland fandt sidste år den kæmpemæssige tyske ubåd U 3523 på 123 meters vand nord for Skagen, og fundet bliver ved med at give dønninger. Ubåden blev sænket den 6. maj 1945, og alle 57 ombordværende omkom.

En af dem var Obermaat Karl Lippert, og hans niece, der hedder Birgit Lippert Farber, besøgte i dag besøgte Thyborøn for at overdrage museet nogle fotos og nye oplysninger om U 3523

Birgit Lippert og hendes mand Burt Farber overdrager gamle fotos til Gert Normann
Karl Lippert i marineuniform

Karl Lippert var født i 1924, og blev gift i januar 1945 ganske kort tid før den skæbnesvangre og meningsløse sejlads, som kostede ham livet. Selvom Hitler havde begået selvmord, og krigen var tabt, beordrede storadmiral Dönitz ubåden til Norge for at fortsætte kampen herfra.

Så langt kom ubåden aldrig. Nord for Skagen blev U 3523 sænket af en britisk B 24 Liberator og blev dermed den sidste ubåd, der blev sænket i Anden Verdenskrig. Den 8. maj overgav Tyskland sig betingelsesløst.

Familien ville om muligt gerne have et minde fra vraget af ubåden, men det kunne vi desværre ikke hjælpe med. Ubåden betragtes af mange en fredet krigergrav, og det respekter vi.

Det kan dog godt lade sig gøre at bjerge hele ubåden og begrave de skeletdele, som findes inde i ubåden, men det kræver en meget dyr finansiering og skal i så fald laves efter aftale med både den tyske og danske stat.

Vi er også blevet kontaktet af mange tv-selskaber, som har været interesseret at få film og billeder inde fra vraget, hvilket vi hidtil har afslået.

Museet har udgivet et lille skrift om fundet af U 3523, som kan købes i museets butik

Gert Normann

Familien Lippert i 1928, far, mor og Karl Lippert som lille dreng i midten og søskende på hver side
En ubåd af type XXI, samme type som U 3523.


Nordeuropas næststørste vrag

Den dødsdømte Fu Shan Hai.

Scrol ned for at se animation og og pdf fil


Den 21. maj 2003 sank den knap 70.000 tons store kinesiske bulkcarrier ”Fu Shan Hai” efter en kollision med den polske coaster ”Gdynia” på ca. 70 m vand lidt nord for Hammeren på Bornholm.

Det stod hurtigt klart, at skibet ville synke, så besætningen gik i redningsbådene, hvorved alle blev reddet.

Fu Shan Hai går ned og luftholdigt fosfat sprøjter ud af lasten som en eksplosion.


Fu Shan Hai var lastet med omkring 68.000 tons fosfat. Til fremdriften havde det 1.680 tons svær fuelolie, 110 tons dieselolie og 35 tons smøreolie.

Ved kollisionen blev der slået hul ind til de forreste lastrum, som hurtigt blev fyldt med vand, hvorefter skibet sank med forenden først. Efterhånden som et lastrum blev fyldt med vand, kom det efterfølgende lastrum til at ligge så dybt, at det også blev fyldt med vand.

En dykker inden han skal ned til vraget.

Efter at skibet var sunket, strømmede store mængder olie ud af vraget, hvilket resulterede i forurening af den svenske kyst og af andre vestvendte kyster i Østersøen.

Olien strømmede ud af vraget og kom op til overfladen flere steder, men først efter en uges forløb tog forsikringsselskabet kontakt til Dansk Bjergning og Bugser, som igen entrerede med JD-Contractor om at stoppe olieudslippet og tømme vraget for olie.

JD-Contractor kom til stedet med dykkerskibet Cable One sammen med to store tankpramme, som også var bestilt af ordregiveren.

På under et døgn lykkedes det dykkerne fra Cable One at standse alt udslip. Det foregik ved, at dykkerne lukkede for flere åbentstående ventiler, og de steder olien ikke kunne stoppes på grund af revner i stålet, blev der sat store stålpyramider ned over den udstrømmende olie. På denne måde blev olien fanget i toppen af pyramiderne, hvorfra den kunne suges op i tankprammene. Også mindre tanke med hydraulikolie og smøreolie i maskinen blev tømt.

Sådan kunne dykkeren se ud efter at have arbejdet på vraget!


At tømme hele vraget for olie var en større operation, hvorfor forsikringen i første omgang opgav bundtankene, som lå begravet under store mængder fosfat i lastrummene. I stedet blev højtankene tømt systematisk. Dykkerne borede ned gennem dækket og ind gennem skibssiderne og monterede rør med ventiler, hvorefter olien blev pumpet op i tankprammene. På denne måde lykkedes det at tømme alle højtanke.

10 år senere, i 2013, konstaterede Søværnets Operative Kommando, at fosfatet i de store lastrum var blevet opløst af havvandet, hvorfor det nu var muligt at komme til bundtankene. Her regnede man med, at der stadig var omkring 300 tons svær fuelolie.

Fjernelsen af denne olie blev udbudt i licitation, hvor JD-Contractor vandt, og på den måde fik samme firma arbejdet med at tømme vraget for den sidste olie.

Redigeringsteknikere indsatte en haj på videooptagelsen fra vraget for at drille dykkerne.

Det foregik på samme måde som første gang, men nu skulle olien opvarmes for at blive flydende. Olieprammene blev erstattet at et tankskib, der ud over at kunne rumme olien, også havde udstyr til at lave store mængder varm damp. Det blev pumpet ned i tankene, hvorved olien igen blev flydende, så den kunne pumpes op i tankskibet.

Det viste sig, at der stadig var 245 m/3 olie i vraget. Alt blev pumpet op, så vraget ikke længere udgør en fare for miljøet.

En skanning af vraget, se også animationen.






Se animationen af vraget fra Østersø ekspedition med GXG:



Emptying the Fu Shan Hai og oil

(5986 Kb)
- Tryk for at åbne pdf. filen


Dødsmedalje til museet

Edward Motts fra Colchester har under et besøg i Thyborøn foræret Sea War Museum Jutland den dødsmedalje, hans farmor fik efter Jyllandsslaget.

Hendes navn var Mary Jane Motts, og sammen med sin første mand (Edward Motts farfar) drev hun pubben Bell, Old Heath i Colchester. Da han døde, giftede hun sig igen med Bertie Edward Everitt, der var underofficer på slagkrydseren HMS Invincible. Den var et af de fem britiske skibe, der sprang i luften under Jyllandsslaget, og Bertie Everitt var en af de 1026 dræbte.

Brylluppet fandt sted tre uger før slaget, og i stedet for at få sin nye ægtemand hjem igen, fik hun en medalje.


Edward Motts med farmorens dødsmedalje.

I alt blev der uddelt 1.355.000 dødsmedaljer.

I Storbritannien blev medaljen kaldt ”Dead man’s Penny” på grund af ligheden med denne mønt.


Medaljen med Bertie Edwards Ewritts navn samt takkebrevet fra Kong Georg V.


Farmorens medaljon med den dræbte Bertie Edward Everitt.

På modsatte side af medaljonen er et billed af Mary Motts/Everitts første mand William Motts - Edward Motts farfar.


Edward Motts fandt Bertie Edward Everitt’s navn i Sea War Museums liste over de omkomne fra Jyllandsslaget.














S/S Bentinck

Lastrum og rester af kahytter agter kan ses.

 Vragene af træskibe i Nordsøen og Skagerrak nedbrydes og forsvinder fuldstændig i løbet af en kort årrække. Undtagelsen er de vrag, som ligger nede i havbunden dækket af sand og aflejringer.

De gamle jerndampskibe i samme område kan findes, men er generelt utrolig ødelagte og nedbrudte.

En undtagelse er S/S Bentinck fra 1888, som nu er fundet i Skagerrak af Peder Schmidt og efterfølgende skannet af Sea War Museum.

Det engelske dampfragtskib Bentinck, der var lastet med træ, kæntrede og sank i hårdt vejr den 14. august 1888. Besætningen gik i skibsbåden i høj søgang. Den blev observeret fra dampskibet ”Svea”, der reddede hele besætningen, 17 mand som landsattes i Gøteborg.

Vraget blev efterfølgende uskadeliggjort for sejladsen ved fjernelse af masterne, så der blev 11 favne vand over vraget.

Normalt vil et jernskibsvrag fra 1888 være fuldstændig nedbrudt i dag, så dæk og skibssider ikke mere vil kunne erkendes.

Kun meget kraftige jerndele som maskine, kedler, skrueaksel, skruen og ankrene vil ligge tilbage på havbunden, mere eller mindre korroderede og ødelagte.

S/S Bentinck var bygget i 1873 i Whitehaven. Det var et langt smalt skib på 555 brt., som havde tre master og var sejlførende. Det var 232 fod langt og 29 fod og 2 tommer bredt. Det var udstyret med en tregangsdampmaskine, men kunne også sejle for sejl alene.

Vraget står i dag på havbunden i sin fulde længde med slagside til styrbord.

Vraget står med slagside til styrbord.

Det meste af bagbordssiden og dækket er intakt, så man tydelig kan se ned i fire store lastrum. Også stævnen med bakken står synlig.

I agterskibet ses resterne af flere kahytter og rum, ligesom kedel og maskine kan ses af de dykkere, som svømmer ned gennem maskincasingen.

Det er for Nordsøen og Skagerrak et helt usædvanligt velbevaret jernskib! Andre vrag som er nyere i samme område, er meget nedbrudte.

Hvad er det som gør, at netop dette vrag holder sig bedre? Er det en særlig god kvalitet af jern der er brugt i dette skib? Eller hvad gør sig gældende. Det vil indgå i vores forskningsprojekt med David Gregory fra Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling.

Knapper fra Lewis lærredsbukser som er fundet i vraget. Er Lewis mon forgængeren for firmaet Levis der leverer de cowboybukser man kan købe i dag?
Selv det træ som ligger i lasten er bevaret, kun ganske let angrebet af pæleorm.


To nye modeller til museet - slagskibet ”SMS König” og slagkrydseren ”SMS von der Tann”

Von der Tann øverst og König nederst.

Fra Ralph Edler i Flensborg har vi modtaget en flot gave i form af to flotte modelskibe. De er bygget af karton og er utroligt detaljerede.

De to modeller forestiller henholdsvis slagskibet ”SMS König” og slagkrydseren ”SMS von der Tann”, som begge spillede en vigtig rolle i Jyllandsslaget.

”SMS König” sejlede i spidsen for den tyske slagflåde og var dermed særlig udsat for den britiske ild, og ”von der Tann” var sammen med de andre slagkrydsere i nærkamp med de britiske slagkrydsere. Begge skibe blev ramt flere gange af det svære britiske artilleri, men anrettede også selv betydelig skade på modstanderen. Det var således to granater fra ”von der Tann”, som sænkede den britiske slagkrydser ”HMS Indefatigable”.

Trods hård medfart var begge skibe repareret og klar til ny indsats mindre end to måneder efter Jyllandsslaget.

Senere kom ”SMS König” til at spille en særlig rolle, da matroserne i Kiel i november 1918 gjorde oprør i protest mod den fortsatte krigsførelse. Det kom til ildkamp om bord, og en matros og to officerer blev dræbt.

Efter våbenstilstanden blev begge skibe interneret i Scapa Flow, hvor de den 21. juni 1919 blev sænket af deres egen besætning. ”Von der Tann” blev senere hævet og hugget op, men vraget af ”König” ligger stadig i Scapa Flow, hvor det er et yndet mål for sportsdykkere.

Her ses de to nye modeller i museets udstilling: König og Von der Tann til højre - til venstre Derfflinger.

Alle tre modeller er bygget af modelbygger Ralph Edler Flensborg.

Alle tre skibe deltog i Jyllandsslaget og er nu en del af museet udstilling om Jyllandsslaget






Ny model af U47 i museets udstillingen!

Museet har anskaffet en meget stor og autentisk model af den tyske ubåd U 47.

Det var den ubåd, hvor ubådskaptajn Günther Prien imod alle odds i 1939 sneg sig ind forbi blokskibe og vagter, helt ind i den britiske marinehavn Scapa Flow.

Her lykkedes det ham at sænke det store britiske krigsskib ”Royal Oak” som gik ned med over 800 mand.

Der blev stor forvirring i den britiske flådehavn, hvor man først troede, det var en ulykke. Det lykkedes derfor Günther Prien at snige sig ud af havnen igen og sejle retur til Tyskland, hvor han blev hædret for sænkningen.

1939 og Anden Verdenskrig falder lidt uden for museets tema, men vi har i forvejen en permanent udstilling om Scapa Flow, hvor der også vises en animation over vraget af Royal Oak, så her kommer modellen af U 47 til at stå fremover.

Modellen er renoveret af museets modelbygger Bjørn Barfoed.


Ny scanning fra Østersøen

Graf Zeppelin

Se link til animation nederst på siden.

På ekspeditionen i Østersøen med Global Expedition Group scannede vi også det længste og måske største vrag i Europa.

Det er det tyske hangarskib Graf Zeppelin, som russerne sænkede i Østersøen efter 2. Verdenskrig.

Graf Zeppelin var 262,5 m lang og 36,2 m bred. Det er 37,5 m længere og 4 m bredere end den kinesiske bulkcarrier Fu Shan Hai, som ligger nord for Bornholm, og som mange omtaler som det største vrag i Nordeuropa.

Selv om bygningen af Graf Zeppelin blev påbegyndt i 1936, blev Skibet aldrig helt færdigt på grund af skiftende prioriteter. Ved krigens slutning lå skibet ved Stettin, hvor det blev kannibaliseret for at levere reservedele til de tyske skibe, som stadig kunne sejle.

I 1947 slæbte den russiske marine skibet ud i Østersøen for at bruge det som skydemål og for at finde ud af, hvordan men bedst kunne sænke et hangarskib. Det blev bombet fra luften, men sank først, da det var blevet ramt af to kraftige torpedoer.

Skibet blev genfundet i 2006, da et polsk firma ledte efter olie i Østersøen.

Vraget ligger på 80 m vand ca. 40 sømil nord for Gdansk og ca. 108 sømil øst for Bornholm

De to firkantede huller, som ses i dækket, er der hvor flyelevatorerne var. Det store aflange hul i midten er forårsaget af bomber.

Se historien på:

Eller lidt mere uddybende på:

Se animationen på:



Chef surveyor Mogens Dam har fået tiltrængt hjælp!

Trine Andreasen tiltrådte i juli stillingen som surveyor hos JD-Contractor A/S. Indtil videre har hun bl.a. processeret scanninger af vrag fra Østersøen og Nordsøen. Før sommerferien blev hun færdiguddannet som kandidat i geofysik ved Århus Universitet med speciale i marin geofysik og kystzonen.

Sea War Museum har meget stor glæde af Trines arbejde, da hun hurtig og effektivt får behandlet de scanninger, museet har brug for. Det er forudsætningen for, at vi kan vise og fortælle de mange historier om vores nye fund, som vi også bringer her på Facebook.


Flygtningeskibe scannet i Østersøen

Under vore undersøgelser i Østersøen med Global Expeditions Group scannede vi både gamle og nyere vrag. Nedenfor er en historie om vrag fra 2. verdenskrig, som forstærker Sea War Museum som et antikrigsmuseum.

Vi scannede de tre store flygtningeskibe, som blev sænket i slutningen af 2. verdenskrig i Østersøen, hvorved over 20.000 mennesker omkom. Det var mest kvinder og børn som flygtede for de russiske styrker samt sårede tyske soldater.

se mere her


Sea War Museum, JD Contractors and Global Expeditions Group carried out a joint wreck expedition to the Baltic Sea

Ny samarbejdspartner for Sea War museum


scroll down for english


Sea War Museum har gjort sig bemærket internationalt med vor registrering og dokumentation af skibsvrag i Nordsøen.

Derved har vi fået en række meget gode samarbejdspartnere, hvor sidste skud på stammen er det amerikanske selskab, Global Expeditions Group ”GXG”, som i fremtiden kan inddrage os i flere meget interessante globale projekter m.h.t. udstyr og marinarkæologi.


Den første store opgave med dem blev udført i maj måned i Østersøen, med et fortrinligt samarbejde. Se den engelske pressemeddelelse nederst.


GXG har noget af det bedste udstyr og nogle af de bedste eksperter i verden. I et samarbejde med os, vil de være med, behandle og forske i det materiale som vi kan  tilvejebringe. GXG vil også behjælpelig med at finde finansiering til disse projekter, så det åbner helt nye muligheder for vort museum.


I forvejen har Sea War Museum et rigtig fint og godt samarbejde om forskellige projekter med flere universiteter og forskningsprofessorer.


Vi har således allerede projekter med, forskningsprofessor David Gregory fra Nationalmuset, Dr. Rory Queen fra Ulster Universitet i Nordirland, Dr. Innes McCartney fra Bournemouth Universitet i England. Vi har også et samarbejde og projekter med både Århus universitet og Syddansk Universitet.


Se mere i artiklen i Lemvig Folkeblad: HER


Sea War Museum, JD Contractors and Global Expeditions Group carried out a joint wreck expedition to the Baltic Sea

In the spring of 2019 Sea War Museum (SWM) together with JD-Contractor and US-based Global Expeditions Group (GXG) performed its first large wreck survey expedition to the Baltic Sea. Over a period of little more than two weeks, M/S Cable One covered more than 600 nautical miles in the Baltic Sea, documenting, 33 wrecks.


For the expedition, JD-Contractor’s M/S Cable One sailed with both Multibeam, Magnetometers, Side Scan Sonar, and Sub-bottom profiler as well as ROV's and TROV's. The different technologies made it possible to gather a great deal of data about the various wrecks in a relatively short amount of time. This data will be used to study and potentially identify the wrecks, and will also begin to provide a basis for comparative studies about the preservation of wrecks in the Baltic Sea as compared to those in the North Sea.


Sea War Museum and JD-Contractors carried out the expedition in partnership with US-based Global Expeditions Group (GXG). For over 40 years, GXG has delivered outstanding experience-based academic, adventure, and service programs. In collaboration with marine archeologists, maritime surveyors, and non-profit organizations, GXG is partnering in the project to specifically collect baseline survey data of ancient shipwrecks in the Baltic Sea, which GXG began to document in 2013. GXG's goal is to utilize today's advanced underwater survey and remote sensing tools to collect information that augments GXG's educational offerings for high school, university, and adult learners while promoting in situ preservation and protection of wrecks sites that are of historical significance. GXG's goals link ideally with those of Sea War Museum and JD-Contractors who's joint ambition is to work towards a new model in marine archaeological collaboration, based on partnerships between commercial companies, museums, the academic community, and non-profit organizations.


The results of the recent expedition will be studied by experts on both sides of the Atlantic, as well as by students of marine archeology. By joining forces on a Baltic Expedition, Sea War Museum, JD-Contractor and GXG hope to contribute to not only the preservation of underwater cultural heritage but also to develop the field of marine archaeology thru the use of in situ remote sensor data collection.


101 år gammel ubåd fundet i Skagerak

Sea War Museum Jutland, Thyborøn, har nord for Hirtshals fundet vraget af den britiske ubåd ”G 8”, som forsvandt i januar 1918. Ubåden ligger på godt 100 meters vanddybde, og en undersøgelse af vraget ved hjælp af en undervandsrobot tyder på, at ubåden er sunket efter en ulykke eller et teknisk uheld.

”Skroget er meget rustent, og der er tæret flere store korrosionshuller både i yderskrog og i trykskrog. Der ses ikke umiddelbart skader efter miner eller andre eksplosiver, som normalt bortsprænger og deformerer jernkonstruktionerne,” siger direktør Gert Normann Andersen fra Sea War Museum Jutland.


Vraget blev i første omgang scannet ved hjælp af en 3D-multibeamscanner, der kan tegne nøjagtige billeder af alt, hvad der ligger på havbunden. Scanningen viste, at ubåden havde samme længde og bredde som ”G 8”, og derefter blev den endelige identifikation foretaget ved hjælp af et kamera på en undervandsrobot.

”Vraget er dækket af trawl og garn, hvorfor det er vanskeligt at se alle detaljer, men jeg er ikke i tvivl om, at der er tale om ”G 8”, siger Gert Normann Andersen.

Stævnen er fri af havbunden og står lodret og meget skarpt. Lidt længere tilbage ses mundingen af et torpedorør på hver side af skroget, og agten for dem ses beskyttelsesbøjlerne til dybderorene. På styrbords side er bøjlen helt dækket af trawl og garn, hvorimod den tydeligt kan ses på bagbords side. Dybderoret peget stærkt opad, hvilket indikerer, at man har forsøgt at sejle ubåden op til overfladen efter et uheld af en eller anden art.


Dækket mellem stævnen og tårnet er meget tæret, og på de steder, hvor skroget ikke er dækket af garn og trawl, er det muligt at se direkte ind i ubåden. Der er også megen garn og trawl på tårnet, men det er alligevel muligt at se nogle af messingpladerne i tårnet samt de to periskoper.

På dækket bag tårnet kan man følge hele opbygningen, og helt henne agter ses en torpedoluge med et tandstangsarrangement, som er beregnet til at åbne lugen med.

Under skrogets agterende kan man se lidt af roret, og desuden kan man se beskyttelsesbøjlerne over dybderorene på hver side, selvom selve dybderorene er skjult af garn og trawl.

”G 8” var tilknyttet den 10. Ubådsflotille, der var stationeret i mundingen af floden Tees i Yorkshire. Den 27. december 1917 forlod “G 8” basen med en besætning på 28 mand og ordre til at patruljere i Kattegat. Ubåden skulle starte hjemrejsen den 3. januar og skulle efter planen være tilbage den 6. januar 1918. Da den ikke dukkede op, blev ubåden officielt erklæret for savnet den 14. januar 1918.

Sea War Museum Jutlands fund af ubåden 101 år senere viser, at den allerede var på vej hjem, da den blev ramt af uheld. ”G8” ligger nemlig med stævnen pegende direkte i retning mod Tees.

Museet har i alt fundet 31 ubåde, som stammer fra begge verdenskrige, og det har altid været muligt at se, om de var sunket på grund af miner, torpedoer eller bomber.

”På ”G 8” kan vi ikke se tegn på eksplosionsskader, men ubåden kan være slået læk ved en eksplosion der er sket tæt på, eller være blevet læk af anden årsag, hvorefter besætningen desperat har forsøgt at sejle ubåden op til overfladen” siger Gert Normann Andersen.


Yderligere oplysninger:

Sea War Museum Jutlands direktør:

Gert Normann Andersen

tlf. +45 2325 4011



Ny international ambassadør for Sea War Museum Jutland

Sea War Museums Direktør Gert Normann Andersen udnævner Reinhard Scheer-Hennings til museets ambassadør.

Reinhard Scheer-Hennings, der er oldebarn af den tyske admiral og øverstkommanderende i Jyllandsslaget, Reinhard Scheer, blev lørdag den 1. juni udnævnt til international ambassadør for Sea War Museum Jutland i Thyborøn....
Udnævnelsen fandt sted i Mindeparken for Jyllandsslaget i Thyborøn, hvor slaget hvert år bliver markeret, og de omkomne bliver mindet.
Reinhard Scheer-Hennings er partner i det internationale advokatfirma Clifford Chance, er svensk gift og har tre sønner, som på skift kommer med til den årlige mindehøjtidelighed. Han er dybt interesseret i historien, og på dagen bar han et par manchetknapper, som hans oldefar i august 1918 fik overrakt af den tyske kejser Wilhelm.
Det var direktør Gert Normann Andersen fra Sea War Museum, der foretog udnævnelsen, og i sin takketale afslørede Reinhard Scheer, at han havde været skeptisk, da han første gang kom til Thyborøn for at se mindeparken og Sea War Museum, men at han var blevet stærkt og meget positivt overrasket.
”Mindeparken er utrolig smuk, og Sea War Museum er præcis det antikrigs-museum, jeg synes, det bør være,” sagde han.
Reinhard Scheer-Hennings nævnte også betydningen af at tale sammen over grænserne for dermed at skabe og bevare freden.
”Havde man forud for Første Verdenskrig blot talt med hinanden, direkte og uden mellemmænd, kunne krigen have været undgået,” sagde han.
Med udnævnelsen af Reinhard Scheer-Hennings har Sea War Museum Jutland nu to internationale ambassadører, idet Nick Jellicoe, sønnesøn af den britiske øverstkommanderende i Jyllandsslaget, John Jellicoe, også er international ambassadør.

Jyllandsslaget fandt sted under Første Verdenskrig fra den 31. maj til den 1. juni 1916 og var verdenshistoriens største søslag. 250 skibe deltog, hvoraf 25 blev sænket, mens 8.645 mand omkom. Slaget blev udkæmpet så tæt på den jyske vestkyst, at kanontordenen kunne høres i land, og Thyborøn er da også det eneste sted i verden, hvor der holdes en årlig mindehøjtidelighed.


Ny film i biografen på Sea War Museum!

Det britiske produktions selskab Mallinson Sadler Productions, som laver programmer til National Geographic, har lavet en fantastisk ny film til museet, som handler om museets historie, mindeparken og Jyllandsslaget.
Tv-holdet om bord på M/S Vina sammen med Nick Jellicoe på et af ekspeditionerne.
Producer William Moult øverst med mikrofonen og nedenfor hans fotograf.


Filmen er redigeret af producer William Moult, og optagelserne er udført af Mallinson Sadler Productions i samarbejde med Sea War Museum og JD-Contractor A/S.

Filmen vises på dansk, tysk og engelsk, alt efter eget valg. Alle udsendelser er indtalt af professionelle speakere. Den danske udgave er indtalt af Ole Andreasen, som især er kendt fra Danmarks Radio.

Der findes trykknapper ved den store skærm, så de besøgende selv kan vælge det sprog, de foretrækker.

Filmen varer 17 minutter, og når den er færdig, kan der vælges en anden sprogudgave. Afspiller filmen allerede i biografen uden tilskuere, kan man blot vælge sprogudgaven hvorefter den starter op i den valgte udgave

På grund af tv-rettigheder til nogle af billederne, må filmen må ikke udsendes på TV, men den må bruges på museet og ved vore foredrag.

Filmen vises i hele åbningstiden på Sea War Museum, som har åbent alle ugens dage fra kl. 10-16 og i sommersæsonen fra kl. 10-17.

Innes McCartney og Nick Jellicoe sammen med to af Tv-folkene da vi scannede vragene I Scapa Flow.

Filmen vises i hele åbningstiden på Sea War Museum, som har åbent alle ugens dage fra kl. 10-16 og i sommersæsonen fra kl. 10-17.

God fornøjelse og glæd dig til de unikke optagelser i filmen.😊








Nyt forlisregister

Vrag scannet i Nordsøen til og med 2017

Gert Juhl, VragScan fra Sæby i Nordjylland har lavet den suverænt største database over skibe, som er forlist i farvandet omkring Danmark.

Han har registreret over 13.000 fartøjer i et søgebart Exel program. Det er et fantastisk stort arbejde, han har lavet, og som han nu stiller til rådighed for Sea War Museum Jutland og vore følgere.

Gert Juhl kalder det selv en Lightudgave, så der må være utrolig mange data i registeret.

Det vil blive til meget stor hjælp, når vi skal identificere nogle af de mange vrag, vi har fundet, scannet og opmålt på museets ekspeditioner.


se Gert Juhls register her


Scroll ned for at se mere fra årets første ekspedition.

Film optaget på vraget af HMS Narwhal

Den 7 minutter lange video fra undervandsbåden Narwhal viser først en animation af vor scanning af vraget. Derefter kommer undervandsoptagelserne, som starter med vi ser ankerkæderne der ligger i en fordybning på fordækket. Kameraet fortsætter ud over stævnen og går ned på bagbords bov, hvor der ses tre torpedoåbninger. Derefter går kameraet op over stævnen og ned til de torpedoåbninger på styrbord bov.

Oppe på fordækket igen ses ankerkæderne ligge i fordybningen. Længere agterefter ses først styrbords dybderor og derefter bagbords dybderor.
Dybderorene på denne type undervandsbåd kunne klappes sammen og trækkes ind i skroget når de ikke blev brugt.

Fremme foran tårnet ses ankerspillet, som har stået under dæk. Her er undervandsbåden ramt af flybomber, hvorfor både ankerspillet og noget af undervandsbådens indre er blotlagt.

Ud over det som er ødelagt af fly bomber, er yderskroget flere steder gennemtæret.

Videooptagelserne slutter med de to periskoper, som er forbundet med en jernbjælke i toppen, noget som sammen med dybderorene og de 6 torpedorør i forenden er karakteristisk for ”Narwhal".

Der er ikke særlig mange fisk ved vraget, men havet over og omkring vraget er fyldt med levende plankton i milliardvis. Det ses som de hvide partikler der til stadighed farer forbi kamera linsen.

Der findes en engelsk tekst under filmen på YouTube

se filmen HER

Gert Normann


Nyt fra sidste uges ekspedition på Nordsøen

Scanning af HMS Narwhal
Ekspeditionen løb fra tirsdag aften til fredag aften. Der var 19 deltagere inkl. skibets besætning. Vejret var fint, men der var en del bølgegang, især i den første del af turen, herefter var bølgehøjden meget varieret.
Denne gang undersøgte vi et område omkring Ekofiskfeltet, hvor vi ud over generelle registreringer og opmålinger af skibsvrag håbede at finde vragene af tre meget omtalte ubåde, der menes sunket i dette område. Det er den polske ”Orzel”, den hollandsk ”O13” og den britiske ”HMS Thames”.
Der blev i alt undersøgt 52 positioner, hvorved der fandtes og opmåltes 34 skibsvrag.
Desværre blev ingen af de tre undervandsbåde fundet, og dermed er en nyhedshistorien ikke aktuel på nuværende tidspunkt. Optagelser kan gemmes, så de er klar når undervandsbådene bliver fundet. Vi havde bestemt regnet med at finde den polske undervandsbåd ”Orzel”, da vi havde fået nogle nye fiskerpositioner som lå ved et minefelt i det område hvor Orzel skulle operere. Da vi allerede har kortlagt de fleste vrag øst for Ekofiskfeltet i retning mod Norge, Danmark og Tyskland, og det polske team har gjort det samme i retning mod Skotland, var der kun et begrænset område som manglede, herunder det nævnte minefelt med to vrag.
Vi fandt to ubåde i eftersøgningsområdet, ”U 319” som blev scannet, og ”HMS Narwhal”, som både blev scannet og filmet med en ROV. Især den polske deltager var glad for vores videodokumentation, som bekræfter, at det er vraget af ”HMS Narwhal”, de har fundet. De karakteristiske torpedorør i stævnen blev filmet sammen med dybderorene. Det kan ses, at ubåden er ramt af en flybombe foran tårnet, hvor kameraet fra ROV’en kunne filme direkte ned i undervandsbåden. På tårnet kunne man se de to karakteristiske periskoper i styrbord side af tårnet.
Der sad store mængder trawl på vraget især fra tårnet og agterefter. Trawlnettet stod her 20 meter op over skroget. Det var til stor fare for vores ROV, hvorfor den agterste del af undervandsbåden ikke blev filmet.
”HMS Narwhal” blev sænket af et tysk fly og gik ned med hele besætningen på 59 mand.
På vej hjem fandt vi 30 sømil vestnordvest af Thyborøn endnu en ubåd, og for en gang skyld var den ikke sænket ved en krigshandling. Det viste sig hurtigt, at der var tale om en russisk ubåd af Whiskey-klassen, og en nærmere undersøgelse fastslog, at der er tale om den russiske ubåd ”S 194”, som i 2007 sank under bugsering i Nordsøen. Ubåden var på vej fra et værft i Polen til Thailand, hvor den skulle indgå i et teknisk museum.
De øvrige vrag, som blev fundet, var overvejende gamle dampskibe, coastere og fiskefartøjer. Der blev fundet et par laster fra sejlskibe (træskibe) som nu er forsvundet. Alt sammen er et godt materiale til vort projekt om nedbrydning af skibsvrag.
Hele holdet er blevet nogle gode erfaringer rigere, og hvad deltagerne har fået ud af turen kan læses på de enkeltes Facebook, som vi selvfølgelig laver link til.
Gert Normann Andersen
Se flere scanningsbilleder og aninmation herunder.
En video fra vraget af ”HMS Narwhal” lægges en af de nærmeste dage på YouTube vi vil offentligøre det her.


Se scannings animation af HMS Narwhal HER

(45282 Kb)
HMS Narwhal
Russisk u-båd S 194
Russisk u-båd S 194


Årets første ekspedition

Hele holdet på Vina før afsejlingen.

Sea War Museum sejlede den 18.03.19 ud på årets første ekspedition for at opklare .endnu flere gåder og mysterier.

Opgaven er primært at registrere skibsvrag i nogle af de områder, vi mangler i Nordsøen, hvor der bør kunne findes nogle særdeles interessante vrag med helt særlige historier.

Med på turen er der en række teknikere eksperter, forfattere, historikere/marinarkæologer, studerende fra Syddansk Universitet, en polsk samarbejdspartner, samt en fotograf fra TV2.


Vi har længe ventet på at komme af sted, men vejret i første halvdel af marts har været præget af lavtryk, hvilket har givet blæst og store bølger.

Nu tegner vejrmeldingerne til, at vi får en lille uge med nogenlunde vejr. Det bliver bestemt ikke havblik, men vi kan godt arbejde i bølgehøjder på et par meter.

Når ugen er omme, håber vi på at komme med sensationelle nyheder. Er det ikke netop de nyheder, vi selv forventer, kommer vi under alle omstændigheder et stort skridt videre med vort vigtige arbejde med at finde og registrere alle synlige skibsvrag i Nordsøen.

Det bruges blandt andet som dokumentation af vragenes nedbrydning, som vi har et projekt om sammen med Nationalmuseet og Ulster universitet. Dertil har alle skibsvrag en historie, hvor vi vil kunne bidrage med nye oplysninger.

Gert Normann Andersen


Fundet af damperen Chanticleer

Multibeam billede af Scanticleer i 2018. Det eneste, som rager lidt op over havbunden, er resterne af dampmaskinen, der ses som en brun klump på scanningen
Det engelske dampskib ”Chanticleer” forsvandt sporløst med mand og mus for 130 år siden.
Nu er det fundet af Sea War Museum Jutland

Skibet forlod Blyth i England med en last kul og 14 besætningsmedlemmer den 23. september 1889 og er ikke set siden. Skibet skulle til Sølvesborg i Sverige, men nåede aldrig frem.

S/S Chanticleer blev bygget i 1853 og var 36 år gammelt, da det forsvandt. Samme år var skibet i tørdok, hvor der blev udført store reparationsarbejder på skroget. Ved søforhørene anså man derfor skibet for at være i god og forsvarlig stand.

Under den store eftersøgning af alle vragene fra Jyllandsslaget, fandt vi i samme område som HMS Sparrowhawk et vrag, som vi ikke undersøgte nærmere i første omgang. På scanningerne kunne vi dog se, at der ikke var tale om resterne af et krigsfartøj. Dette vrag vente vi senere tilbage til, hvor der blev lavet yderligere multibeam-scanning og sendt en ROV ned for at undersøge og filme vragresterne.

ROV’en filmede hele vragstedet systematisk fra agterskibet med resterne af skruen og fremefter. Her blev klokken fundet l den fjerneste ende, som har været skibets forende. Skibets ankre var væk, formentligt fanget af en trawler.


Vraget var næsten tæret helt ned og forsvundet. Kølen og skruen af jern ligger i havbundsniveau og begge skrueblade er næsten tæret væk, så kun navet og det inderste af begge blade er tilbage. Ikke langt inde i agterskibet ligger resterne af en dampmaskine med to cylindre væltet om på siden. Dampkedlen findes ikke i eller ved vraget, så den må være trukket væk af en stor trawler.

Rester af rustne jernprofiler og andre tykkere jerndele ligger spredt nede i niveau med havbunden og angiver konturerne af skibets omtrentlige længde og bredde. Ude i den forreste del af vraget stod skibsklokken fint nede på bunden omgivet af lidt tærede jerndele.
Hvis ikke skibsklokken med skibets navn var fundet, havde det været meget svært at fastslå skibets identitet

Efter så mange år på Nordsøens bund er det forståeligt, at alt træ er ædt op af pæleorm, og at jern er rustet væk, men selv bronze som skulle være søvandsbestandigt, forsvinder langsomt i havet.
Bronzeklokken er fuld af tæring i overfladen og med dybere grubetæringer.

Navn og årstal står så svagt, at det kun kan ses efter vor konservator med sort farve har markeret de svage fordybninger af tal og bogstaver, der er tilbage i metallet.

(artiklen fortsætter under næste billedet)

Kort over Nordsøen

Den røde linje viser skibets planlagte rute over Nordsøen og den gule nål viser, hvor vraget blev fundet

Vraget blev fundet i forbindelse med Sea War Museums eftersøgning af skibsvrag fra første verdenskrig ca. 69 sømil vest for Thorsminde. På kortet kan man se skibet er presset ud af kurs fra den planlagte rute, inden det sank.

I slutningen af september 1889 var der flere svære storme i Nordsøen, og det er sikkert en af dem, som var årsag til, at skibet gik ned.

Når vi finder et nyt skibsvrag, tænker man hver gang på, hvad er det for et skib og hvad er der sket her?

Når vi er så heldige af finde en skibsklokke med navn, eller en plade med data over skibet fra bygningen af samme, er det forholdsvis nemt at grave historien frem.

Ofte er det en tragisk og ulykkelig historie, hvor hele besætninger er omkommet, noget som gik hårdt ud over familier i land, da deres kære og forsørger pludselig var væk for altid.

Gert Normann


Besøg af forskere og undervisere fra Bournemouth University Maritime Archaeology i England

Fra venstre ses Tom Cousin, nr. to er Dan Pascoe, derefter Dave Parham og Gert Normann
Sea War Museum havde i dag den 21. februar besøg af forskere og undervisere fra Bournemouth University Maritime Archaeology i England som blev modtaget af Bitten Dahl Knudsen og Gert Normann, som viste dem rundt.
Efter at have set museet og mindeparken var der tid til et hurtigt besøg på M/S Vina som tilfældigvis var i Thyborøn Havn.
På magasinet viser og fortæller John Silver om restaureringsarbejdet.

Derefter gik turen til Holstebro, hvor biblioteket, John Silvers værksted og magasin blev besigtiget inden selskabet besøgte vor Survey afdeling, hvor Mogens Dam fortalte om vores arbejder ved vragene.

Gæstebogen på billedet herunder viser Dan Pascoes og Dave Parhams kommentarer, Tom Cousin skrev også pænt om museet på den foregående side.


Portræt udsendelse på tv midt-vest

TV Midt -Vest sender søndag den 9. dec. 2018 kl. 19.45 en udsendelsen med titel ”En dag med Gert Normann Andersen”.
Her er de bl.a. med på jagt efter kanoner og miner til det kommende Eksplosionmuseum.
Der kommer en længere version i marts. Her bliver der plads til mange af de historier Gert Normann Andersen har til alle de ting han møder på sin vej.

tryk på linket for at se trailer:


Marts 2019 sendes en 35min udgave af "En dag med Gert Normann Andersen"

følg med på siden her eller på facebook så linker vi til TV MIdT-VEST

Afslutningen på WW1 markeres i Thyborøn

Mindeparken for Jyllandsslaget og Sea War Museum Jutland højtideligholder 100 året for våbenstilstanden i 1918

scroll ned for at se programmet for dagen

Den 11. november 2018 er det 100 år siden, at kamphandlingerne under Første Verdenskrig blev indstillet. Klokken 5,15 om morgenen underskrev Tyskland en aftale med Frankrig og Storbritannien, og knap seks timer senere, den 11.11. klokken 11, 1918 tav våbnene. Næsten 10 millioner soldater og 7 millioner civile var blevet dræbt, og endnu flere var blevet såret. Det var - troede man dengang – krigen som skulle ende alle krige, men som bekendt kom det til at gå helt anderledes.

100 årsdagen markeres mange steder i Europa, herunder i Thyborøn, hvor der klokken 13 er kransenedlæggelse i Mindeparken for Jyllandsslaget. Tidligere forsvarsminister Søren Gade holder tale, og klokken 14 er der et arrangement på Sea War Museum Jutland, hvor direktør Gert Normann Andersen og journalist Knud Jakobsen fortæller om skæbner fra krigen.

Hvis man ser bort fra den del af Sønderjylland, som dengang hørte til Tyskland, slap Danmark billigt gennem Første Verdenskrig. Ud for den jyske vestkyst fandt derimod en søkrig sted, som aldrig siden er blevet overgået, og i virkeligheden var det her, krigen blev afgjort.

Storbritannien blokerede fra allerførste dag for tilførslen af råvarer og fødevarer til Tyskland, og da Tyskland ikke opnåede en hurtig sejr på landjorden, kom denne blokade til at afgøre krigen. Tyskland forsøgte at bryde den flere gange og forsøgte også at gøre gengæld med den uindskrænkede ubådskrig, men uden held. Storbritannien bevarede herredømmet til søs og vandt dermed krigen.

Sea War Museum Jutland er det eneste museum i hele verden, som udelukkende fortæller om denne afgørende krig i Nordsøen, og derfor er der god grund til, at en mindehøjtidelighed skal afholdes netop her.

Arrangør: Sea War Museum i samarbejde med Mindeparken for Jyllandsslaget og Maritimhistorisk Selskab.


Polsk dykker ekspedition på besøg.

Fra højre: Dr inz. Benedykt Hac, hydrographer Karol Jacob, hydrographer, mechatronic Andrzej W. Swiech, hydrographer, maritime archeology Marek Cacaj, diver Gert Normann Andersen direktør Sea War Museum Tomasz Stachura, Leader of the expedition Grzegorz Swiatek, historian and lawyer Piotr Michalik, historical research, contact with UK institutions and media

Det polske ekspeditionshold SANTI, som leder efter den legendariske polske ubåd ”Orzel” i Nordsøen, har efter ophold på ekspeditionsskibet ”Nemo A” i Thyborøn, besluttet at udsætte den videre ekspedition til foråret 2019. Det sker efter 10 dage med uafbrudt blæsevejr og høje bølger.

Det er virkelig ærgerligt, men der har ikke været andet at gøre. Vejret er altid en blind makker og fuldstændig uforudsigeligt på længere sigt.

Det er nu ved at være sent på året, men måneden september har tidligere haft perioder med meget fint vejr og ualmindelig god sigtbarhed under vandet i Nordsøen

Det er et meget seriøst ekspeditionshold, der boede om bord på ekspeditionsskibet i Thyborøn Havn. Holdet bestod af en række fagfolk inden for historie, marinarkæologi, hydrografi, dykning og tv-formidling.

Dr. Hubert Jando, historian and coorganizer of the expedition og Joanna Hac, TVN polish tv

SANTI har tidligere gennemført en række ekspeditioner med udgangspunkt fra England og har fundet og kortlagt en række skibsvrag, men har endnu ikke fundet den savnede ”Orzel”.

Tiden i Thyborøn blev brugt på al den research, det var muligt. Rigtig tmange vragpositioner fra fiskere og fra Sea War Museum Jutland blev grundig gennemgået og sammenlignet med det, gruppen havde i forvejen. Dermed er SANTI endnu bedre rustet til den kommende ekspedition i foråret 2019.

Tiden i Thyborøn blev også brugt til besøg på Sea War Museum og på museets magasiner og bibliotek, hvor deltagerne kunne få en ide om bevaringstilstanden af vrag fra omkring 1940 i Nordsøen.

 Der er et meget fint samarbejde mellem Orzel gruppen SANTI og Sea War Museum, som udveksler resultater og hjælper hinanden.

 SANTI leder primært i det Britiske sokkelområde af Nordsøen, hvor Sea War Museum koncentrerer sig om dansk, norsk og tysk sokkelområde.

Det er derfor kun et spørgsmål om tid inden Orzel bliver fundet.

Vi ønsker alt det bedste for at SANTI´s store arbejde giver resultater i foråret 2019.


Gert Normann

Sea War Museum Jutland, Thyborøn

holdet vises rundt på Sea War Museum af Gert Normann


Ulykkes-vrag fundet ved Skagen - M/S Pionier

scanning af vraget af M/S Pionier


Pressemeddelelse 06.09.2018

Anden Verdenskrigs største krigsforlis i dansk farvand endelig opklaret

Se videopklip af vraget her:

Sea War Museum Jutland har på en ekspedition i Skagerrak fundet vraget af det tyske troppetransportskib M/S Pionier, som blev sænket den 2. september 1940. Skibet var på vej fra Frederikshavn til Frederiksstad i Norge med 823 mænd og kvinder om bord inklusive besætningen, da det nord for Skagen blev ramt af en voldsom eksplosion og hurtigt begyndte at synke.

HMS Sturgeon

Forliset kostede 338 af de ombordværende livet og var dermed den alvorligste krigsbegivenhed, som ramte de tyske styrker i Danmark under den fem år lange besættelse. Ifølge britiske oplysninger var det ubåden HMS Sturgeon, som med en torpedo sendte Pionier til havets bund, hvilket hårdnakket blev afvist af den tyske propaganda. Den hævede, at skibet enten sejlede på en mine, blev ramt af sabotage eller blev offer for en kedelsprængning. Det sidste var i virkeligheden helt usandsynligt, da Pionier ikke var et dampskib, men havde en stor sekscylindret dieselmotor.

Efter krigen har forliset givet anledning til mange gisninger, og vraget af Pionier har længe været et af de mest eftersøgte i Danmark. Danske og udenlandske dykkere har dog hver gang søgt de forkerte steder. Sea War Museum Jutland fandt Pionier 15 sømil fra Skagen på positionen 057° 58.368' N, 010° 51.551' E, hvilket er væsentligt længere mod øst end hidtil antaget. Vraget ligger på 177 meters vanddybde, hvilket gør det meget vanskeligt tilgængeligt.

”Vores scanning af vraget underbygger de britiske rapporter. Agterskibet mangler, og alt tyder på, at skibet er blevet revet midt over af en torpedo. Den agterste del er sandsynligvis sunket med det samme, hvorefter den forreste del er drevet langt mod øst, før den sank. Vi fandt den ganske vist i internationalt farvand, men helt inde på svensk sokkelområde,” siger Sea War Museum Jutlands direktør, Gert Normann Andersen.

M/S Pionier

M/S Pionier var et moderne motorskib på 3285 bruttotons, der blev bygget som køleskib til rederiet F. Laeisz i Hamborg i 1933. De første år sejlede det med bananer fra Cameroun til Europa, men i 1940 blev det rekvireret af den tyske krigsmarine og indsat som troppetransportskib mellem Danmark og Norge.

På sin sidste tur medførte Pionier en blandet skare bestående af søofficerer, flypersonel og sygeplejersker samt et større kontingent tyske alpejægere, der var på vej tilbage fra orlov. Vindstyrken var 7 til 8 med høj søgang, og da der straks efter eksplosionen udbrød brand om bord, udspillede der sig hjerteskærende scener.

Skibet fik hurtigt slagside til bagbord og sank med agterenden først, men på grund af branden og store mængder olie på havoverfladen kunne ledsagende og tililende skibe ikke komme tæt på. De måtte nøjes med at samle overlevende op fra vandet og fra redningsflåder.

begravelse 6. september 1940

De overlevende blev bragt ind til Skagen og Frederikshavn, men 93 blev aldrig fundet. Den 6. september 1940 blev 245 tyskere begravet på Frederikshavn Kirkegård i krigens største massegrav i Danmark. Nogle af de omkomne er formodentligt gået ned med vraget, som derfor må betragtes som en krigergrav.

HMS Sturgeon deltog senere i jagten på slagskibet Bismarck, og fra den 11. oktober 1943 til den 14. september 1945, var hun udlånt til den hollandske marine, hvor hun gjorde tjeneste under navnet ”Zeehond”.

Museets direktør, Gert Normann Andersen, svarer gerne på spørgsmål på + 45 23254011, e-mail:

Krigens sidste offer

Sea War Museum har udgivet et hæfte om "U3523 -krigens sidste offer"

Fundet af den tyske anden verdenskrig ubåd U3523 gav genlyd i store dele af verden. Nedenstående har vi modtaget af sønnen til en af de ombordværende Friedrich Rumpels.


"Lørdag den 14. April bragte vores lokale avis en kort artikel under overskriften „Ubådsvrag fra nazitiden fundet“. Af teksten fremgik det, at det handlede om en af Tysklands mest moderne ubåde, og at den var blevet sænket den 6. maj 1945 af en britisk flyver.

Meddelelsen fik min søn og mig til at spidse ører. Jeg vidste, at min far, Friedrich (Fritz) Rumpel, tilhørte besætningen på en af disse moderne ubåde, og da både fundstedet og datoen den 6. maj 1945 stemte overens med det, som jeg vidste om min fars død, gav jeg mig til at undersøge sagen. Jeg henvendte mig til Sea War Museum Jutland og modtog omgående svar fra direktør Gert Normann Andersen, som meddelte, at det drejede sig om U 3523 og sendte mig multibeam scans, som forskningsskibet M/S Vin a havde lavet af vraget.

De kan sikkert forestille Dem, hvordan vi havde det, min familie og jeg, da vi fik at vide, at vraget af den ubåd, hvor min far fandt sit sidste hvilested, var blevet opdaget efter 73 år. Følelsesmæssigt var det helt utroligt overvældende.

Da jeg ikke behersker dansk, henviste hr. Andersen mig til journalist og forfatter Knud Jakobsen, som har ført den videre korrespondance med mig.

Herigennem fik jeg mere at vide om ubådens sidste dage og den skæbne, som overgik besætningen på U 3523.

Hr. Jakobsen har ud fra de indsamlede oplysninger lavet et lille, meget informativt og oplysende hæfte og har tilsendt mig nogle eksemplarer. Min familie, venner og jeg selv er fuld af begejstring over, hvor godt, det er lykkedes for ham.

På dette sted vil jeg gerne rette en hjertelig tak til besætningen på forskningsskibet M/S Vina, direktør på Sea War Museum hr. Gert Normann Andersen, journalist hr. Knud Jakobsen og alle øvrige deltagere for det store arbejde. 

For mig har alle de nye oplysninger særdeles stor betydning. Det er afslutningen på et kapitel, jeg som faderløs har delt med millioner af andre børn.

Man kan kun håbe, at kommende generationer bliver sparet for et sådant vanvid som denne meningsløse krig."

Dieter Rumpel med familie

Hæftet kan købes i museumsbutikken på dansk og tysk se listen over bøger HER

Ny ambassadør for Sea War Museum

Nick Jellicoe

Nicholas Jellicoe, sønnesøn af admiral John Jellicoe, udnævnt til international ambassadør for Sea War Museum Jutland i Thyborøn

se mere HER







Museum i Belgien er en af de vigtigste museumssamarbejdspartnere for Sea War Museum.

Museet om angrebet på Zebrugge er etableret af Tomas Termote, som ses stående midt i salen, hvor ubåden er tegnet på gulvet. Sea War Museum har igennem flere år haft et givtigt samarbejde med Tomas Termote, som har besøgt vort museum og Vestjylland flere gange.

Nyt museum i Belgien om søkrigen i Kanalen under første verdenskrig.

Der findes kun to museer i verden der udelukkende handler om søkrigen under første verdenskrig, Det er det nye museum i Brugge ”The Battle for the North Sea” og ”Sea War Museum Jutland” i Thyborøn.

Museet i Brugge ligger midt i den gamle by og inde i Provincial Palace (Provenciaal Hof) Markt 3, Brugge.

Det er en helt fantastisk udstilling i en flot statelig bygning ud til byens torv!

I udstillingen er der en biograf der fortæller historien, samt en særlig udstilling om Victoriakorset, der er den fornemste britiske orden for heltemod. Operationen ved Zebrugge er den begivenhed, som førte til uddeling af flest Victoriakors.

Udstillingen fortæller historien om den stærkest armerede ubådsbase under Første Verdenskrig, som tyskerne havde oprettet i Zeebrugge. Ubådene fra denne base var skyld i ikke mindre end 2.554 sænkede allierede skibe.

Museet viser genstande fra ubådskrigen og basen i Zeebrugge. På gulvet i den store hal ses omridset af UB29, der ligger sunket i Kanalen ud for den Belgiske kyst. Omridset er malet på gulvet i 1:1, og på den måde kan man fornemme hvor lidt plads der har været til ubådens 22 mand store besætning.

Samlet set er det en rigtig flot udstilling med effekter, uniformer og billeder, som fortæller historien på en meget autentisk måde
En tegning som viser de britiske skibes placering, hvor HMS Iphigenia og HMS Intrepid blev sænket i kanalen til inderhavnen, HMS Vindictive ved molen samt den engelske undervandsbåd C3 som sejlede ind under broen til molen, hvor både undervandsbåd og bro blev sprængt i luften. I angrebet deltog ud over Briterne enheder fra den New Zealandske marine

Udstillingen viser også en animeret model af angrebet og blokeringen af Zeebrugge, hvor man fra allieret side gjorde alt for at ødelægge ubådsbunkeren og spærre havneindsejlingen med blokskibe.  Alle blokskibe var fyldt op med beton inden de blev sænket, så de ikke umiddelbart kunne bjerges eller flyttes.

Museet i Belgien er en af de vigtigste museumssamarbejdspartnere for Sea War Museum.

Sea War Museum vil opfordre til, at man lægger sommerturen til Brugge for at se denne specielle udstilling. Ved samme lejlighed kan man nyde den gamle og uberørte middelalder by til fods, i hestevogn eller pr. båd i kanalerne. På trods af hårde krigshandlinger i området omkring Brugge, under både første og anden verdenskrig gik den gamle by fri, De fleste huse i den gamle bydel er fra 1600- og 1700-tallet. Der er flere store torve, og der findes mange museer, attraktioner og gode spisesteder i bydelen.

Det er næsten umuligt at køre bil inden for voldene, så det anbefales at parkere uden for den indre by og i stedet gå eller finde anden transport inden for voldene og kanalerne.

se billeder fra udstillingen HER

Særudstilling. "Verdenshistoriens første luftangreb fra et hangarskib"

se mere  HER








Ny udstilling om U 3523 og andre ubåde

se mere HER









Nyt i museet: Fund fra skatteskibe fra hele verden


I en lille særudstilling præsenterer vi bl.a. genstrande fra det det såkaldte "dukkeskib, der forliste ud for Fjaltring Kirke og genstande fra det danske skib "Thomas Lawrence, der forliste i den engelske kanal i 1862. Montren indeholder også guld- og sølvmønter fra forliste skatteskibe fra hele verden.

se også artiklen her på Lemvig Folkeblad: HER


Ny udstilling i museumsgården

Ny permanent udendørs udstilling om søminer og torpedoer. Se mere HER

Sea War Museum med i nyt forskningsprojekt

To-årigt projekt med støtte fra Kulturministeriet skal kortlægge, hvor hurtigt skibsvrag nedbrydes i Nordsøen

Tekst og foto af Knud Jakobsen

Seniorforsker David Gregory fra Nationalmuseets afdeling for Bevaring og Naturvidenskab har i samarbejde med Sea War Museum Jutland i Thyborøn indledt et omfattende forskningsprojekt, som kan få afgørende indflydelse på bevaring af kulturværdierne i Nordsøen og andre udsatte farvande. se mere HER

Ny kanon foto 2

Ny kanon foto 4