De sidste nyheder fra Sea War Museum

Der sker hele tiden nye ting på museet og på denne side forsøger vi løbende at samle det op.

Indlæggene ligge med det nyeste først - scroll ned for flere historier.


Vragene på havbunden – Pæleormen spiser træskibene.

Artikel: Pæleormen

Af David Gregory

20.01.23

Du kan download artikelen her!

"En videnskabelig undersøgelse starter med at observere. Jo mere man kan se, jo mere kan man undersøge”.

Nobelpristageren Martin Chalfies ord passer på de tre skibsvrag fra 1700-tallet, der i oktober 2022 blev fundet af Sea War Museum Jutland i farvandet øst for Gotland. Vragene lå i 150 meters dybde og blev af Ocean Discovery dokumenteret ved hjælp af fotogrammetri, der blev suppleret med en multibeam-dokumentation foretaget af JD-Contractor. Som deltagere i ekspeditionen havde vi mulighed for at følge undersøgelser og efterbehandling og bagefter gense resultaterne i et digitalt univers.

Men hvorfor ligger disse vrag stadig på Østersøens bund, og hvorfor er alle vrag ikke lige så velbevarede? Det er et spørgsmål, som Sea War Museum, JD-Contractor og Nationalmuseet har undersøgt de seneste år for bedre at kunne bevare kulturarven under vand.

At forstå hvordan og hvorfor nogle skibsvrag bevares og andre nedbrydes, involverer en kompleks undersøgelse af, hvordan et skib og dets materialer interagerer med et miljø, det aldrig var designet til at være i. Som Gert Normann Andersen udtalte i et tidligere opslag, ”I Nordsøen bliver alle vrag ødelagt på rekordtid. Alt træværket bliver spist af pæleorme, og bølgebevægelser og tungt fiskegrej tager sig af resten”.

Placeringen af vragene nær Gotlandsdybet i Østersøen er nøglen til deres exceptionelle bevaringstilstand. Den store dybde har beskyttet vragene mod fiskeri og andre menneskelige aktiviteter, og mindst lige så vigtigt kan den træ-ædende pæleorm (Figur 1) ikke overleve i denne del af Østersøen.

Figur 1. Pæleormen Teredo navalis. Dyrets hoved med de to skaller, der borer sig ind I træet, ses til højre. Dyret trækker vejret gennem to rør (sifoner), der ses til venstre. Rørene stikker ud fra træet og ud I det omgivende havvand. Foto: David Gregory, Nationalmuseet.

 

Der findes omkring 65 forskellige arter af pæleorm rundt om i verden, hvoraf vi har fire i og omkring de danske farvande. Interessant nok er de slet ikke orm, men en meget specialiseret saltvandsmusling, der klassificeres som et marint to-skallet bløddyr af familien Teridinidae, første gang klassificeret af den svenske botaniker og zoolog Carl von Linné i 1758.


Teredo Navalis, eller den almindelige pæleorm, er en af de vigtigste arter i nordvesteuropæiske og skandinaviske farvande. Dens hoved er dækket af to hvide skaller, hvormed den borer sig ind i træ. I bagenden har den to rør (Figur 2), hvoraf det ene bruges til optagelse af ilt og næring, mens affaldsstoffer sendes ud gennem det andet. Begge rør har desuden en funktion i forplantningen.

Figur 2. Til venstre: Skallerne på T. navalis som bliver brugt til at bore igennem træ (x100). Til højre: rørene (x20) som er den eneste del, der rager ud i vandet. Fotos: David Gregory, Nationalmuseet

Selvom pæleormen har udviklet sig til at leve i træ, starter den sit liv frit svævende i vandet (Figur 3).

Figur 3. Teredo navalis livscyklus (efter Nair og Saraswarthy, 1971).

Når vandtemperaturen når omkring 15°C starter reproduktionen. Gennem udstødsrøret frigiver hannen sæd i vandet, som hunnen derefter samler op gennem sit indsugningsrør. Æggene tilbringer op til fem uger i moderens gællekammer, før de slippes ud i vandet som frit svømmende larver kaldet veliger. Hunnerne gyder 3-4 gange på en sæson og frigiver 1 - 5 millioner larver hver gang. Veliger driver omkring i vandet i 2-3 uger, hvor de udvikler rør, gæller og fod, hvorefter de unge pæleorm er klar til at finde et stykke træ at slå sig ned på.

På dette stadie er pæleormen meget lille og laver kun millimeterstore huller i træet – hvorfor det kan være svært at se, om et skibsvrag er blevet angrebet af pæleorm (Figur 4).

 

Figur 4: Et stykke træ angrebet af pæleorm. Øverst: Ydersiden af træt, hvor det er svært at se indgangshullerne fra pæleorm. Nederste: Samme stykke træt set indefra med tydelige angreb af pæleorm. Foto: David Gregory Nationalmuseet.

Når den har boret sig ind i et stykke træ, forlader den aldrig sin hule. Den orienterer sig med træets årer, og ved at bruge de to skaller på hovedet som en rasp, graver den sig ind i træet og skaber dermed en perfekt cirkulær tunnel i sin bolig.

Pæleormen kan mærke tilstedeværelsen af andre pæleorm i træet og holder afstand til nærliggende tunneler. Det savsmuld, der dannes ved boring, tager skibsormen ind i munden. Ironisk nok kan pæleormen ikke udnytte selve træet, men den kan udvinde kulhydrater fra det ved hjælp af en unik endosymbiotisk bakterie (Teredinibacter turnerae), der producerer cellulolytiske enzymer.

Indersiden af pæleormens tunneler er foret med et tyndt lag calciumcarbonat, som beskytter dens bløde krop. Skallerne og tunnelernes foringer hjælper os, når vi laver forsøg med pæleorm, da de tydeligt træder frem på røntgen (Figur 5).

Figur 5: Et stykke fyr træ som er blevet eksponeret i kun 6 måneder. Skallerne og lagene af calciumcarbonat kan ses tydeligt på røntgen. Foto: Nationalmuseet.

 

Hvis det stykke træ, som pæleormen lever i, tages op af vandet, eller blive udsat for luft, kan den trække sine rør tilbage og lukke hullet ved hjælp af to små "låg". På denne måde kan pæleormen faktisk tilbringe flere uger uden ilt, da den kan overleve på sukker lagret i dens krop (Figur 6).


Figur 6. Til venstre rørene og ved siden af de to små låg. Til højere er rørene blevet trukket til bage i tunnelen og forseglet med to de to låg. Fotos: David Gregory, Nationalmuseet.

Levetiden for en pæleorm er normalt to til tre år, og i den periode kan den blive op til 30 cm lang. Eksemplarer med en længde på 60 cm og en diameter på 1 til 2 cm er dog blevet fundet i spanterne og kølen på resterne af en middelalderkog, der blev udgravet i Kolding Fjord (Figur 7).

 

 

Figur 7. Angreb af pæleorm i tømmeret fra Kolding-koggen. Foto: David Gregory, Nationalmuseet.

 

Når vi udfører forsøg med små moderne blokke af fyrre- eller egetræ, oplever vi ofte, at pæleorm kan fortære dem i løbet af 6 til 12 måneder (Figur 8).

Figur 8: Tre fyrretræsklodser efter kun et års eksponering for pæleorm ved Lynæs Havn. Foto: David Gregory, Nationalmuseet.


Heldigvis overlever pæleorm ikke i det område i Østersøen, hvor vragene blev fundet. Det skyldes miljøet og især temperaturen, saltholdigheden og opløst ilt i vandet. Ved hjælp af det, der kaldes en CTD-logger, (Conductivity, Temperature, Depth), målte vi saltholdighed, temperatur og dybde omkring vragene. Loggeren blev ved hjælp af et spil og sænket ned fra ”Sima”, hvorefter den automatisk målte og lagrede (loggede) de forskellige parametre for hver 50 cm, den blev sænket ned gennem vandet (Figur 9).

Figur 9: CTD datalogger. Foto: JD-Contractor / Nationalmuseet.

Da loggeren blev hentet op, blev de lagrede data downloadet til en computer, og resultaterne bekræftede, at havbunden omkring vragene var 150 meter dyb. På disse dybder er der intet sollys, og vandets mørke har forhindret vækst af tang på vragfladerne, sådan som det ses på ROV-billederne og 3D-modellerne. Temperaturerne omkring vragene var omkring 12°C og saltindholdet (beregnet ud fra ledningsevnen) ved havbunden var omkring 12 PSU (Practical Salinity Units) (Figur 10).

Figur 10. En CTD-profil over et af vragene. Data: JD-Contractor / Nationalmuseet.

Interessant nok er disse temperaturer og denne saltholdighed befordrende for vækst og spredning af pæleorm, men heldigvis begrænses de af en anden meget vigtig faktor, nemlig mængden af opløst ilt i vandet. Som nævnt overlever pæleorm ikke på træ alene og får næring ved at suge havvand ind og frafiltrere næringsstoffer og opløst ilt. Uden ilt kan de ikke overleve. Selvom det ikke var muligt at måle opløst ilt ved denne lejlighed, er Gotlandsdybet godt undersøgt og overvåget (Feisterl et al., 2004) og på vragenes placering og dybder er der ingen opløst ilt – og heldigvis ingen pæleorm.

Men manglen på ilt er ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget henfald. Nedbrydning af træ og andre materialer som rigning tovværk og sejl samt genstande af jern såsom kanoner, fastgørelser og søm vil stadig forekomme, men langsomt. Det vil tage århundreder eller måske endda årtusinder og er genstand for vores igangværende forskning og vil blive beskrevet i et fremtidigt opslag.

Yderligere læsning

Björdal, Charlotte Gjelstrup, and David Gregory, 2012, WreckProtect: Decay and Protection of Archaeological Wooden Shipwrecks. ArchaeoPress, Oxford. www.wreckprotect.org

Eriksen, A. M. and D. Gregory (2016). "Degradation of Archaeological Remains by Shipworm." Conservation and Management of Archaeological Sites 18(1-3): 30-39.

Feistel, Rainer, Günther Nausch, Wolfgang Matthäus, Elzbieta Lysiak-Pastuszak, Torsten Seifert, Ian Hansen, Volker Mohrholz, Siegfried Krüger, Erik Buch, and Eberhard Hagen 2004. Background data to the exceptionally warm inflow into the Baltic Sea in late summer of 2002. Meereswissenschaftliche Berichte IOW 58:1.

SKIBSVRAGENE FRA ØSTERSØEN – del 3

Arkitekt og marinarkæolog Christian Lemée. 01.01.2022

Følg med på vores hjemmeside og Facebook for flere nyheder om Vrag og deres historie!

Download artiklen af Christian Lemee her !

VRAG 3 - En jagt

Vrag 3 er det mindste af de tre undersøgte skibe med en anslået længde på 16 til 17 m. Det er dækket af et meget tyndt lag bundfald og skroget er velbevaret, dog med synlige skader på dækket agten for stormasten. Vrag 3 er resterne af et fartøj, som har haft et fyldigt skrog, med et fyldigt forskib med en kraftig dimensioneret forstævn. Skibet har haft et fladt agterspejl og relative slanke linjer agter. Skrogets form minder umiddelbart om 1600-tallets handelsskibe af jagt-typen.

 

VRAG 3 set fra bagbord side.

 

Skroget er intakt i for og agterskibet, hvor man ser at plankernes halse slutter tæt i stævnenes spundinger. Skibet kraftig forstævn afsluttes i toppen i en karakteristiske bue, som de nederlandske skibe fra 1600-tallet. På bagbord side af forstævnen er der indridset dybgangsmærker hvis afstand er inddelt i fod. Tre-fods mærket stikker frit over havbunden, som derved angiver hvor dybt skroget ligger aflejret i silten. På fordækket findes bevaret et kraftigt ankerspil, som spænder over hele dækkets bredde. Ankerspillet har været betjent med håndspager, hvoraf én stadig er stukket i sit hul i spillets side mod styrbord. Lidt foran for midtskibs findes en stor gennemgående bjælke på dækket, lidt foran for fartøjets eneste mast. Masten er bevaret i sin fulde længde, dog er den revet ud af mastefisken i dækket og krænget bagover mod styrbord side. Denne skade synes ikke at være opstået for nyligt og man kan allerede her finde en mulig forklaring på skibets forlis i Østersøen: et forstag som springer i hårdt vejr, masten vrikker frem og tilbage alt imens skipper og de få søfolk ombord forsøger at mindske sejlføringen og tage presset fra riggen og få stabiliseret masten. Men søgangen i Østersøen kan være væmmelig og temmelig voldsom med en krap sø og skibets ukontrolleret bevægelser medvirker til at masten ”pumper” frem og tilbage, kun fastholdt af vanterne. Man kan se for sig, hvordan mastefisken ikke kan holde til belastningen, går i stykker og masten vælter bagover. Besætningen må løsne forsejl og storsejlet, men den kraftige rå falder ned over dækket. De tunge rundholter knuser dæksbåden, hvoraf vi finder resterne af på dækket i form af løse spanter, lønningsliste og agterspejl. Mastens fald knuser også dækskahytten, hvor kabyssen, opmuret af teglsten omkranset i en trækasse findes i styrbord side med dets kogegrej. Man kan forestille sig, at storsejlet har lagt sig som et ligklæde over de knuste skibsdele og holder dermed det hele samlet. Bølgerne skyller hurtigt ombord, pumpen kan ikke få alt det vand ud og skibet synker, for til sidst at ende på Østersøens bund.

 

I løbet af få år nedbrydes sejl, tovværk, jern, og alt det materiale, som vi i dag ikke finder. Undtaget for de to store ankre som hænger på hver side i deres flige i forskibet og det lille hækanker på styrbords agterdæk er det meste jern forsvundet. Som et vidnesbyrd på tragedien finder vi udenfor skibets bagbord side en lårbensknogle fra et menneske…

 

VRAG 3 – Skibet set fra styrbord for, men ankerne hængende ud over skibssiden. Man ser tydeligt den underløbende skrogform.

 

I fartøjets agterende er dæksplankerne løsnet i styrbord side, så de underliggende dæksbjælker står synlige. Alle klædningsplankerne som har lukket spejlet, har løsnet sig og er endt på havbunden. Det er sket fordi de har været fæstnet med søm som er rustet bort. Da netop spejlets planker mangler, er det muligt at se helt ind i det, som har været agterkahytten. Man kan tydelig se et bord. Diverse genstande som stammer fra indretningen og selve døren ind fra agterdækket er også synlige.

 

VRAG 3 set fra agter. Klædningen fra agterspejlet er faldet af, og det er muligt at se ind i skibets agterkahyt.

En figur på roret

I lighed med vrag 1, findes på toppen af roret af vrag 3 en usædvanlig velbevaret udhugget mandsfigur. Denne er en regulær skulptur, og billedskærerarbejde er utrolig flot. Her har vi med kunst at gøre. Figuren kendetegnes ved en kraftig næse, hvorunder der vokser et kraftigt og svungne overskæg. Øjnene er fremstillet med en utrolig smuk præcision, som giver hele ansigtet et meget stærkt udtryk. Hovedet prydes af en hjelm, med en stiliseret fjerpragt og hvad der kunne være metalringe ned langs siderne. Denne figur af en fordums kriger er uden tvivl fremstillet af en professionel billedhugger. Den har skulle imponere beskueren og den har været dyr!

Derfor er det underligt at finde den på sådan et mindre fartøj. Kan det skyldes, at vi her har resterne af et specielt fartøj, måske et stateligt skib? Kan det dreje sig om en lille kongelig jagt, anvendt til transport af prominente personer eller til at udbringe meddelelser i Østersøområdet?

 

VRAG 3 - Mandfigur fra toppen af roret.

 

Et navnebræt på havbunden

 

Fra agterstævnen er der faldet genstande ned på havbunden, bland andet flere træstykker, som kan tilhøre agterspejlets konstruktion, såsom planker og større knæ. Men endnu en særlig genstand har tiltrukket forfatterens opmærksomhed: et træstykke med tydelig skrift. Har vi her fundet skibets navnebræt? Det er der meget som kan tyde på, da det ligger under agterspejlet. Dog er det bemærkelsesværdigt at finde, hvis skibet skulle være fra 1600-tallets sidste halvdel, hvad mange skibstekniske detaljer peger på, såsom forstævnen udformning, selve skrogformen, ankerspillet, figurens stilart. Det står tit at læse, at skibe fra 1600-tallet ikke havde navnebræt men en udskåret figur eller andet pryd, som symboliserede skibets navn. Den kommende behandling af de indsamlede fotogrammetriske optagelser vil kunne bidrage med at klarlægge spørgsmålet.

Men som noget unikt finder vi et bræt med tydelige bogstaver. Det er dog delvist dækket af et andet stykke træ fra vraget, men her bliver vi stillet overfor en yderst interessant gåde, som på sigt vil kunne bidrage til at identificere skibet. At det er et navnebræt, synes bekræftet af den udsmykning, som omgiver træstykket. Her kan man ane en slags udskåret guirlande løbe langs kanterne. Fra venstre kan skriften læses som: ”… na Sophia”.

Kan man tænke sig at skibet har hedet ”Anna Sophia” eller noget andet som ender på Sophia og trods sin beskeden størrelse har det været et skib som skulle udstråle status i form af dens udsmykning på rorets top? Vi kender til en dronning Anna Sophia, nemlig Anna Sophie født komtesse Reventlow og dronning af Danmark-Norge fra 1721 til 1730 som ægtefælle til Frederik 4.’

Men der kendes også et skib fra 1700-tallet med navnet Anna Sophia. Det var et orlogsskib som blev bygget under konstruktøren Ole Judichær, påbegyndt i 1721 og søsat i 1722. Det havde 90 kanoner ombord og en styrke på 663 besætningsmedlemmer.

 

 

VRAG 3 – Skibets formodede navnebræt.

 

Hvad angår skibets rigning er både stormast samt løse rundholter bevaret. Flere rigningsdele ligger spredt omkring på dækket og udenfor skibet, blandt andet jomfruer og diverse blokke, samt røstjernene som stadig er fæstnede langs skibssiden. Stormasten kan have været sammensat af to masteemner. Skibets rundholter synes alle at bevarede, og dette burde gøre en fremtidig rekonstruktion af riggen mulig.

 

En statelig jagt?

Det første indtryk af skibsvraget er, at det repræsenterer resterne af en mindre jagt, en skibstype som kom til i løbet af 1600-tallet. Det blev ofte anvendt til transport af personer, til færgefart eller til kommunikation mellem skibene i orlogsflåden og kunne betjenes af en lille besætning, typisk 3 til 4 mand.  Jagter var bygget med et fyldigt skrog og et agterspejl.

Om VRAG 3 er et dansk, svensk eller et nederlandsk skib kan der ikke umiddelbart svares på. Men som det eneste af alle tre undersøgte vrag er der taget et stykke træ op fra skibet. Når denne prøve snart bliver undersøgt og resultaterne foreligger, kan det medvirke til at bestemme hvor gammel skibet er og måske også hvor træet stammer fra.

Dersom vi måske også har navnet, kan vi måske finde ud af hvilket skib som er belevt undersøgt, på 150 metres dybde øst for Gotland.

Der findes flere ikonografiske kilder, som afbilder jagter, helt tilbage fra 1600-tallet, dog er der endnu ikke fundet nogle, hvor vi kan finde sammenstemmende informationer med vrag 3.

 

En nederlandsk jagt, efter Groenewegen 1789.

 

En Bæltsmakke –Eckersberg. Skibet størrelse og især forstævnen er meget lig VRAG 3. Dog er der ingen agterspejl på det afbildet fartøj.

 

En jagt forhales i Københavns havn. 1800-tallet. Københavns Bymuseum.

 

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at de 4 dages undersøgelser af tre vrag i Østersøen har medvirket til at skaffe ny viden og fremtidsperspektiver for kendskabet til den maritime handel og sejlads i Østersøen. Set i et videnskabeligt perspektiv, har sammensætningen af holdet været fremragende og de anvendte metoder været helt perfekte for at kunne frembringe enestående resultater i løbet af meget kort tid.

Foreløbig kan vi antage at de tre skibsvrag stammer fra perioden 1600 til 1800, og alle repræsenterer de forskellige typer fartøj, som har sejlet på Østersøen og forbundet de forskellige områder. Vi har en Galiot, VRAG 1, som har været et meget almindeligt skib at møde i alle havnene. Denne fartøjstype har fragtet varer fra Nordsøen til Østersøen, frem og tilbage i de sejlbare måneder på året. Galioter tilhører typisk den nederlandske byggetradition, hvor man prioriterede lastevne, enkelte rationelle byggemetoder, gerne nedarvet helt tilbage fra bygningen af kogger i middelalderen, hvor man ikke byggede efter tegninger, men efter ”opskrifter” og overleveret erfaringer.

Vi har identificeret et galeaserigget fartøj, VRAG 2, der måske er bygget efter de anvisninger og nye metoder, som blev udviklet og anvist af H.F. af Chapman. Denne skibstype kunne anvendes til transport af fragt i hele Østersøområdet, men også sejle på Nordsøen. At vi har fundet et armeret fartøj, fortæller også om de urolige tider i Østersøen, hvor man skulle beskytte sig mod eventuelle fjender. Et muligt navnbræt kan være med til at finde navnet på skibet og dermed også dets hjemhavn.

Til sidst har vi det mindste, som dog ikke er uinteressant, da vi herfra har en prøve, som kan være med til at bestemme alder, men også et muligt navn. Alle de indsamlede informationer kan nu danne grundlag for kommende undersøgelser, som forhåbentlig kan udmønte i publikationer, hvor de gode historier kan fortælles, danne grundlaget for saglige og informative samt oplevelsesrige udstillinger. Fremtidens undersøgelser og forskning vil bidrage med flere svar på de mange spørgsmål vragene har rejst. Et samarbejde med andre institutioner og især med nabolandene i Østersøområdet vil uden tvivl også komme projektet til gode.

Vi er blevet en enestående viden rigere…

 

Christian Lemée

Frederiksbergs, 19.11.2022


 

Kære følger!

Dette indlæg med en animation med det største af de hollandske vrag er det sidste, vi lægger ind på siden om dette spændende projekt i år.

I januar vender vi tilbage med endnu et hollandsk vrag og flere indlæg om de resultater, vi i øvrigt har fra ekspeditionen.

Se animationen af vraget her og læg blandt andet mærke til det flotte rorhoved på toppen af roret:  Se animationen her på facebook

Det firma, som udfører fotogrammetrierne for os er det svenske Ocean Discovery. Firmaet havde to meget dygtige teknikere med på ekspeditionen, nemlig Ingemar Lundgren og Fredrik Skorg.

Her er et link til Ocean Discovery, både på svensk og engelsk, hvor man kan se mere om deres arbejder.

Svensk: https://www.oceandiscovery.org/3d-scanning-fotogrammetri/
English: https://www.oceandiscovery.org/en/3d-scanning-fotogrammetri/

I anledning af jul og nytår kommer der flere andre indlæg her på museets Facebook-side. Østersø-vragene vender vi som lovet tilbage til i det nye år.

Så rigtig glædelig jul og godt nytår til alle fra teamet bag Østersø-vragene!

Gert Normann Andersen

Fredrik Skorg og Ingemar Lundgren fra det svenske firma Ocean Discovery

 

SKIBSVRAGENE FRA ØSTERSØEN – del 2

Nærmere undersøgelse af skibene, der blev scannet af Sea War Museun Jutland & JD-Contractor AS

Arkitekt og marinarkæolog Christian Lemée. 02.12.2022

Forsættelse følger - Følg med på vores hjemmeside og Facebook for flere nyheder om Vrag og deres historie!

Download artiklen af Christian Lemee her !

VRAG 1 – En nederlandsk GALIOT?

 

Fra hovedskibet SIMA søsættes ROV (Remote Operated Vehicule) udstyret med kamera og lyskaster ned mod det første af de tre vrag vi skal undersøge på denne ekspedition. Det er med spænding, at vi på skærmene i kontrolrummet følger med udstyret 150 meter ned til bunden af Østersøen, ca. 25 sømil øst for Gotland. De første billeder viser et relativt stort fartøj, ca. 25 meter langt. Det er forholdsvis velbevaret i sin trækonstruktion, dog konstaterer vi hurtigt, at jern, sejl og tovværk er nedbrudt. Sigtbarheden er meget god, man kan se 4 til 6 meter frem i vandet. Masterne står stadig oprejste i skibet, det er et magisk syn, som møder os her i det absolutte mørke, kun oplyst af de medbragte projektører på ROV’en. Vi tager en indledende runde om vraget for at få os et indtryk af hvad vi her har med at gøre og vurdere omfanget af dokumentationsopgaven.

Vrag 1 på havbunden, set fra bagbord side

 

En skulptur på toppen af roret

På skibets dæk dukker en beskadiget klinkbygget skibsjolle frem på kameraet. Ved agterskibet ses nedgangen til en kahyt, og rorhoved kommer frem på skærmen i kontrolrummet og alle vi udbryder sammen et ”woaw”! På toppen af roret er der nemlig bevaret en flot udskåret træfigur, som repræsenterer et mandshoved, den er i utrolig god stand. Figuren bærer en slags stiliseret hjelm, med en fugl hvilende på toppen. Fuglens vingerne hviler på hver side af hjelmen og dens hals og hoved ligger ned over hjelmens forside. Det kan se ud som en stiliseret svane eller gås. Den ejendommelige træfigur bærer et kraftigt overskæg og en kraftigt krøllende hårpragt. Dens udførelse er en kende naivistisk, ansigtstrækkene forestiller ikke et vellignende mandsportræt, dens øjne er en kende for store. Stilmæssigt minder udskæringen om en 1600- eller 1700-tals krigerfigur, som ofte blev påsat orlogsskibe, men også på bygninger. Dens placering på toppen af roret er overraskende, dog findes der referencer til Nederlandske skibe fra denne periode. Skulpturens funktion har måske været at ”holde øje” med rorgængeren og sørge for, at denne altid var koncentreret om skibets kurs. Normal er skibe udstyret med en galionsfigur af en eller anden art, som har skulle skræmme havets uhyrer og beskytte skibet mod det onde og farefulde, som måske fandtes i havet. Søfolk har altid været overtroiske og siden oldtiden har skibe været udsmykket med en figur eller et symbol som skulle beskytte det og dets mandskab.

 

Figur af mandshoved monteret på toppen af roret.

 

På roret er påmonteret en meget kraftig rorpind, som nærmest er en bjælke, der ender lige foran for agterkahytten, som selv har en nedgang på skibets styrbord side.  Rorpinden er stadig udstyret med en blok på hver side af dens ende ved styrepladsen. Den må have været tung at manøvrere og det har været nødvendigt at rigge blokke på hver side for at kunne dreje roret, som var orienteret mod styrbord side. Måske var det dens stilling da skibet gik ned? Foran for roret og agterkahytten findes styreplads, hvor der er en pumpe midtskibs, med en delvist bevaret pumpestok. Der findes også bevaret resterne af en pumpe helt ude i borde på hver side af stormasten. Her mangler pumpestokkene, som kan være ødelagt i forbindelse med rundholter og ræer er faldet ned på dem.

 

Et dækshus for mandskabet og passagerer

Lidt længere fremme for styrepladsen findes en mindre overbygning, måske skibets kahyt for dets mandskab og passagerer? På taget af kahytten, hvis side beklædning er faldet af, er bevaret et stor kvejl tovværk. Denne trosse synes at ligge klar til at blive bundet fast til det anker som stadig ligger på agterdækkets styrbord side, eller til de store ankre som hænger på rælingen i forskibet. Kahyttens sider er bygget af klinklagte brædder, som er faldet af, sandsynligvis fordi de har været fæstnet med jernsøm, som nu er bortrustne. Man kan se lidt ind i kahytten, dens indgang findes i midten af agterskottet.

Vrag 1 set fra bagbord forskib.

 

På forsiden af kahytten ligger der to tønder tværs på dækket. Tønderne er delvist faldet fra hinanden, formentlig fordi de har været samlet med jernbånd, som er rustet bort. På styrbord side findes en klinkbygget skibsbåd, delvist ødelagt (forstævnen er faldet af og nogle planker er flækkede). Foran for skibsbåden kan man ane en lastluge delvist dækket af sedimenter. Hele dækket er dækket af et relativt tykt lag silt eller sedimenter.

 

Stormasten står stadig oprejst

Lidt foran for midtskibet rejser stormasten sig, stadig på sin plads gennem dækket. Mellem kahyt og masten ligger der en del rundholter tilhørende skibet rig. De er faldet ned på dækket fra masten da jernbeslagene er rustne. Der er næsten intet jern bevaret på skibet: blot de store ankre og hvad der ligner mindre jernkonkretioner. Men fordi skibets skrog sandsynligvis har været samlet med trænagler, er skroget dog relativt intakt, bortset fra i dets ender, som vi senere vil se. Foran for masten anes en stor kraftig gennemgående bjælke, som har ligget vandret tværs over dækket og sandsynligvis været fæstnet til skibets sider. Denne bjælke er nok beregnet til at modstå tryk på skrogets sider, når skibet ligger i havn langs med en kaj eller med andre skibe omkring. Lidt foran for denne bjælke anes konturerne af en luge, en mulig nedgang til et mandskabslukaf eller en anden opdeling af lastrummet.

Skibets forreste ende slutter i en meget rund facon: skroget har en firkantet form set i plan (fra oven). Lige agter for stævnen findes et kraftigt vandretliggende ankerspil, som spænder mellem skibets sider, hvortil det er fæstnet. Denne simpel opbygning er typisk for nederlandske skibe fra 1600- og 1700-tallet. I ankerspillet er der tilvirket huller til håndspager: lange stænger, som er blevet brugt til at dreje spillet med. Enkelte er stadig på deres plads. Ved stævnen hænger der stadig 3 stokankre, to i bagbord side og et i styrbord side. Ud over jernet er ankerstokkene af træ, med en buet form på underkanten, også rimeligt velbevarede. Ankrene er placeret hængende i deres flige på rælingen, med ringen placeret lige under de kranbjælker, som har været anvendt til at have dem hængende i, klar til brug. De tunge ankre blev firet op og ned ved hjælp af taljer fæstnet i kranbjælker. Kranbjælken i bagbord har stadig et knæ under dens yderside (for at forstærke det), men knæet i styrbord er faldet af. Disse knæ har været dekoreret med et udskåret slyngende motiv. Agter for kranbjælkerne findes to kraftige pullerter på begge sider, til at fortøje skibet ved.

 

Vrag 1 set fra forskibet.

 

Et langt bovspryd stikker frem fra stævnen, samt en parallelt liggende rundholt, som kan have været beregnet til at forlænget bovsprydet med. Dette antydes af de jernkonkretioner som kan observeres for enden af bovsprydet. De to dele hviler på forenden af skibet (nær ved deres oprindelig placering) mens deres yderende er faldet ned og hviler nede i havbunden. Bovsprydet er udstyret med træklamper som er gennemboret af huller, beregnet til at styre de linjer og tovværket som har været brugt til at betjene forsejlene med.

 

Et næsten kasseformet skrog

Som beskrevet tidligere er skibets forskib og agterskib ekstrem rundet og næsten kasseformet set i plan. Forstævnen består af en meget kraftig trækonstruktion, som er sammensat af flere dele. Det har en svag udfaldene krumning, og er for oven udstyret med kraftige vandrette knæ, fæstnede til de øverste af skrogets planker. På begge sider af forstævnen er der huller (klyds) til ankertrosserne hvoraf en længde er delvist bevaret i bagbord side. På toppen af forstævnen findes en jomfru og konkretioner fra stævnbeslag, hvortil forstaget har været fæstnet.

 

Vrag 1 set fra oven. Bemærk den meget fyldige skrogform.

 

Skroget er relativt velbevaret i midterpartiet, hvor plankerne er sammenhængende. Men ud mod enderne er plankerne sprunget op fra deres fæste til spanterne i forskib og i agterskib, så den bagvedliggende spantekonstruktion er synlig. Om disse planker har løsnet sig mens skibet sejlede, eller efter at det er gået ned er ikke muligt at afgøre med sikkerhed, men hvis det er sket da skibet sejlede, kan det været årsagen til dets forlis. Skaderne kan også være opstået da skibet har ramt havbunden og derved fået påført et kraftigt slag på dets bundkonstruktion, måske forstærket af dets tunge last. Det kan ikke bestemmes med sikkerhed. Men skaderne synes at være voldsomme, da hele plankeender er faldet fra i begge skibets ender. En anden forklaring kan være, at fordi plankerne krummer forholdsvis voldsomt meget rundt for at opnå den fyldige skrogfacon, har spændingerne i plankerne været så store at de har rettet sig ud og skroget har åbnet sig. Da jernnaglerne er rustet bort, har det måske også medvirket til at få skrogets ender til at åbnes.

 

Vinduer med udsmykning

I agterenden findes to højtplaceret firkantede åbninger, én på hver side af stævnen. Åbningen i bagbord side har stadig udsmykning bevaret over dens øverste kant. Hvad der i første omgang syntes at være skrift, antages at være resterne af en udsmykning i form af blomsterranker og kranse. På havbunden under dette vindue er der observeret planker og trædele, hvoraf nogle synes at kunne være rester af ornamentering. På grund af den foreløbig lave opløsning i billedkvaliteten og den kraftige sedimentering omkring skibet er det svært at afgøre om det virkelig er ornamenterede skibsdele vi her har fundet. Udover toppen af agterstævnen med dens udskåret mandshoved og ornamentering omkring åbningerne agter kan der også ses lidt ornamentering i form af slyngninger på det lille knæ, som findes bevaret under kranbjælken i bagbord forskib.

 

Vrag 1 set fra agter bagbord.

 

Hvad angår vragets rigning er både stormasten og mesanmasten bevarede. Mesanmasten er bevaret i sin fulde højde af ca. 16 til 17 meter, stormasten synes ikke registreret i sin fulde højde over dæk; kommende undersøgelser vil kunne bestemme dets højde. Flere rigningsdele ligger også spredt omkring på dækket og udenfor skibet, blandt andet mange jomfruer og blokke af forskellige størrelser. Skibets rundholter synes alle at være faldet ned i nærheden af de master hvor de engang har været fæstnet til, og dette burde gøre en fremtidig rekonstruktion af riggen mulig. Storråen har været forsynet med stænger fæstnet til råens overside, som fortæller, at skibet også har ført læsejl, som var letvejrssejl.

 

Vrag 1 - En forlist galiot?

Det første indtryk af skibsvraget er, at det repræsenterer resterne af en såkaldt galiot, som var en skibstype der i løbet af 1600-tallet kom til at erstattede skibstypen fløjten til sejladsen i Nordsøen og Østersøen. En galiot var et rundgattet sejlskib af nederlandsk oprindelse og almindeligt udbredt i Nordeuropa og Skandinavien som fragtskib, men det blev også anvendt til hvalfangst i det nordlige ishav. Galioter kunne have forskellige rigning med to til tre master, som førte gaffelsejl, råsejl og stagsejl og havde et karakteristisk langt bovspryd. Skroget var meget fyldigt og havde vinduer agter. Størrelsen varierede fra 65 til 90 laster (en last, eller læst er ca. 2,5 tons) og længden var i starten af 1600-tallet ikke mere end 60 til 70 fod (ca. 20 til 23 m), men i 1700-tallet øgedes den til et maksimum af 100 fod (ca. 30 m). Galioter blev for det meste anvendt til den private søfart, men de var også transportskibe for VOC (Det Nederlandske Ostindiske Kompagni), hvor de allerede fra 1640’erne erstattede fløjterne. Galioterne tjente også det nederlandske admiralitet, som forsyningsskibe og til kommunikation.

 

En halvanden mast galiot efter Groenewegen - 1789.

 

Størrelsen og rigningen på det påtrufnes vrag fortæller at vi her meget sandsynligt har at gøre med en såkaldt halvanden mast 80 til 90 fod lang galiot (personlig kommunikation fra Ab Hoving, fhv konservator på Rijksmuseum i Amsterdam). Fartøjstypen findes afbildet på et kobberstik af Groenewegen (1790). Her ses et fartøj med to master, en figur på toppen af roret, en skibsbåd på styrbord side, en dækskahyt, et kraftigt ankerspil i forskibet og et langt bovspryd. Man skulle næste tro at der her er et ”snapshot” af det vrag som ekspeditionen har undersøgt!

Men også i F.H. Chapman’s storværk ”Architectura Navalis Mercatoria” publiceret første gang i 1768, hvori der afbildes forskellige fartøjstyper fra samtiden, møder vi galioter. Heri finder vi tegningen af en nederlandsk fartøjstype benævnt HOY, men som meget vel også kan forestille en galiot, med vinduer agter og dekoration på rortoppen. I samme værk findes rigningen afbildet, med det karakteristiske lange bovspryd, som ser ud til at bestå af to dele, hvorpå hænger flere forsejl.

En halvanden mast galiot. Rigning efter Chapman 1768.

 

HOY eller galiot, med skulptur på Rorhovedet, efter Chapman 1768.

 

Hvorfor gik skibet ned?

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt entydigt at bestemme, hvorfor galioten gik ned. Men da vi ser at skroget har åbnet sig både i forskib og i agterskib kan man antage at der her måske skal søges en mulig forklaring på, hvorfor skibet er gået til bunds. Det kan også se ud, som om vi har at gøre med et ældre fartøj, som ikke har været helt sødygtigt. Skaderne på skroget er af et sådan voldsomt omfang at de må været opstået enten mens skibet har sejlet i meget hårdt vejr eller fordi det har ramt noget drivgods på havoverfladen eller er kollideret med et andet fartøj. Men det kan heller ikke udelukkes at det er begyndt at nedbrydes efter det havnede på havbunden. Hvis bordplankerne har givet efter mens skibet sejlede, er vandet strømmet meget hurtigt ind og det er gået ned før besætningen overhovedet har haft en chance for at reagere. Skibsbåden ligger stadig på dækket, derfor må vi antage at ingen besætningsmedlemmer har forladt skibet. Hvis vi vender tilbage til stikket af en galiot afbildet af Groenewegen og indtegner bølger af ca. 3 meters højde, som ikke er ualmindelige i Østersøen når det blæser 14m/s, danner der sig hurtigt et dramatisk billede af et fartøj som er ude i hårdt vejr. Hvis vinden er endnu hårdere, vil søen være ubehagelig krap med kort afstand imellem bølgetoppene. Springer skibet læk, bliver det hurtigt bordfyldt, og pumperne kan ikke følge op med vandmassernes indtrængen.

Der kan også gisnes om lasten har været meget tung og har bidraget til nedbrydningen af skibet på vragbunden hvor dens vægt har været med til at presse enderne ud af facon. Det var ikke ualmindeligt, at galioter sejlede ind i Østersøen med ballast, som kunne bestå af teglsten og tagsten til byggeri i havnebyerne. Men da ekspeditionen har ikke været inde og se hvad lastrummet indeholder, for ikke at ødelægge vraget kan vi ikke fortælle hvad vores galiot sejlede med. Det kunne dog konstateres, at lugerne var skalkede, så det er højst sandsynlig at lasten stadig er ombord.

Afslutningsvis må vi konstatere, at vi aldrig med sikkerhed, vil kunne bestemme hvorfor galioten sank.

 

Galiot efter Groenewegen 1789, med indtegnet søgang. C. Lemée 2022

Dato 06-12-2022


 

Nyt fra expeditionen i Østersøen

I den kommende uge er det første af de to nederlandske vrag færdigbehandlet af Ingemar Lundgren fra Ocean Discovery til en 3- animation, som vil blive vist her på siden sammen med skibsarkitekt Christian Lemées beskrivelse af skibene.

Vi får mange spørgsmål, og to af dem, der går igen er: ”Hvad er skibene lastet med?” og ”Hvorfor bjerger man ikke vragene op til en udstilling?”

Vi kan svare meget kort med, at vi anser vragene for at være verdenskulturarv, som ikke må ødelægges. Fjerner vi lastelugen for at se, hvad lasten indeholder, har vi ødelagt noget for tid og evighed.

Vores robot opererer uhyre forsigtig ved vragene for ikke at ødelægge noget. Måske kan vi senere sende et mini-kamera med lys ind i vragene og få flere informationer.

Skulle vi bjerge hele skibe op, vil det koste ufattelige summer både i forbindelse med bjergningen, og ikke mindst den efterfølgende konservering og restaurering.

Med vores multibeam-skanninger og fotogrammetri kan alt genskabes som 3D-print på land eller ses virtuelt på en skærm eller projekteres i et rum.

Alt det, vi har lavet ved vragene, kan både bruges til forskning og formidling.

I fremtiden vil vi kunne lave nye ekspeditioner, hvor vi følger vragenes nedbrydning og laver ny forskning.

Gert Normann Andersen


 

SKIBSVRAGENE FRA ØSTERSØEN

SKIBSVRAGENE FRA ØSTERSØEN

Første indtryk af skibene undersøgt af SWM – JD-Contractor AS

Arkitekt og marinarkæolog Christian Lemée. 21.11.2022

 

VRAG 2 – ”KANONVRAGET”, en armeret galease ?

Fra hovedskibet SIMA sendes ROV (Remote Operated Vehicule) udstyret med kamera og lyskaster 150 m ned til bunden af Østersøen, ca. 25 sømil øst for Gotland. Her, i det dybeste mørke træder vraget frem, der er en fantastisk sigtbarhed, fordi der i det kolde vand næsten igen plankton er på denne årstid og området re fri for strøm.

 

På de første billeder som vi ser af skibet, ser det ud som om det er gået ned for nyligt: træet er så velbevaret med meget få skader. Vraget er blot dækket af et meget tyndt lag bundfald, som giver det et spøgelsesagtigt præg. Det ca. 22 til 24 m lange vrag er resterne af et fartøj, som har haft et fyldigt skrog, dog med relative slanke linjer agter. Skrogets form minder umiddelbart om 1700- og 1800-tallets handelsskibe.

 

 

VRAG 2 set fra bagbord side.

 

Skibet er næsten intakt og man ser at plankernes halse slutter tæt i stævnenes spundinger. Kun i skibets agterende er der fra spejlet faldet planker af, da disse har været fæstnet med søm, som er rustet bort. Da netop spejlets planker mangler, er det muligt at kigge ind i agterkahytten. Fra denne er der faldet genstande ned på havbunden, bland andet flere flasker. Men her har en særlig genstand også tiltrukket vores opmærksomhed: et træstykke med noget som ligner skrift. Har vi her fundet skibets navnebræt? Det vil den fremtidige bearbejdning af de fotogrammetriske optagelser kunne bidrage med at klarlægge.

 

VRAG 2 – Spor af skrift på et træstykke fundet under agterspejlet. Et muligt navnebræt?

 

Et velbevaret vrag

Som allerede nævnt er skibet trækonstruktion meget velbevaret; dog er det meste jern, sejl og tovværk, med få undtagelser, nu nedbrudt, som på alle de undersøgte vrag. De fleste planker hænger stadig sammen fordi de har været fæstnet med trænagler til spanterne. Trænaglerne, i modsætning til jernnaglerne er ikke rustet bort. Derfor er skroget så sammenhængende.

Der er tydelige jernkonkretioner at se på plankerne, de stammer fra bortrustne jernnagler. Disse konkretioner kan fortælle os, hvor de underliggende spanter findes. Netop en undersøgelse af mønstret på fordelingen af bortrustne jernnagler vil kunne hjælpe til at bestemme skibets spanteopbygning.

På dækket ligger der en næsten intakt kravelbygget skibsjolle. ”Kanonvraget” har ét stort sammenhængende dæk, næsten uden overbygning, bortset fra en nedgangskappe foran for den bevarede mesanmast. Der findes ingen skanseklædning, kunne støtter fordelt i et jævnt mønster rundt om skandækket med en rællingsplanke som øverste afslutning. Denne ræling er bevaret i agterskibet, men dog beskadiget midtskibs, hvor det nedfaldne rigningsdele har knust rælingsplanken.

 

VRAG 2 – Agterspejlet set fra bagbord side.

 

I agterskibet er der under dækket indrettet en agterkahyt. Denne synes at have haft 4 åbninger ud mod agterspejlet, formentlig vinduer til luft og lys. Bag nedgangen til agterkahytten fra dækket findes mesanmasten, stående ret i skroget. På begge sider af masten er der bevaret en konstruktion som danner tre kasser, hvori man sandsynligvis har opbevaret skibet kompas og eventuelt grej til navigation. Et lille hul i den midterste del af kassen, som danner den agterste side af nedgangsluges karne kan have funderet som lyskilde. Her kan man også have placeret en lampe til belysning af kompasset. Ret foran for nedgangen findes to håndpumper, hvoraf pumpestangen for bagbord pumpe stadig er bevaret på sin plads.

Rorkulten stikker op fra agterdækket og er påsat en rorpind, som er fuldt bevaret. Dens ende mod mesanmasten og styrepladsen er afsluttet i et pæreformet hoved, som fuldstændigt ligner de rorpinde, som afbildes i ”Architectura Navalis Mercatoria” af A.H. Chapman. Sammenstillet med skibet øvrige byggeteknik, kunne dette være en indikation på dets proveniens (et Svensk område) og at vi her har at gøre med et fartøj fra 1700-tallets midte, som måske er bygget efter en skibsbygningstegning. Kvaliteten i skibsbyggerarbejdet og detaljeringsgraden er af høj klasse.

Skibet er bygget med ét stort sammenhængende dæk, med flere luger ned til lastrummet og måske mandskabslukaf agter for ankerspillet. Skibets stormast står i den forreste tredjedel af skroget og er brudt lige over dækket og ligger brækket i flere dele på dækket. Helt forrest i skibet er der et vandretliggende ankerspil, som er fæstnet til smukt udformede lodretstående pullerter. I spillet er der huller til håndspager som har været beregnet til at dreje spillet rundt med. To store jernankre med krumme ankerstokke af træ hviler på havbunden på begge sider af forskibet, et tredje mindre anker hænger fra rælingen i styrbord side.

 Resterne af et bovspryd med dets forlænger stikker ud over den kraftige forstævn, hvor det et fæstnet til ankerspillet pullerter. En forlænger til bovsprydet er ikke fundet.

 

VRAG 2 set oppefra.

 

Et dragehoved under bovsprydet

Et af skibets overraskelser var fundet af et meget velbevaret dragehoved, udskåret i træ som er fæstnet til et knæ i den øverste del af den kraftig forstævn. Den velbevaret udskåret træskulptur synes at brøle ud i Østersøens dyb. ”Gribshunden” tænker vi, da vi øjner figuren første gang! Den udskåret figur, som står med åbent gab med farlige skarpe tænderne og stirrende onde øjne minder nemlig om en tilsvarende træskulptur, som for få år siden er taget op fra vraget af det danske kongelige krigsskib ”Gribshunden”, som er dateret til 1400-tallet (1486-1495). Dette skib brændte i 1495, og sank ved Stora Ekö uden for Ronneby i Skåne. Vraget  af ”Gribshunden” blev fundet i 1970’erne af lokale sportsdykkere og bliver nu undersøgt og udgravet af marinarkæologer. Det første indtryk er derfor at vi her på ”Kanonvraget” ser noget tilsvarende, måske et andet dansk krigsskib fra 1400-tallet?  Dog er dette nye skibs byggemåde en hel anden, og som nævnt minder det mere om 1700-tals skibsbyggeri. Om dragehoved kan tilskrives en lokal skik fra et område i Østersøen, er værd at undersøge.

Det bevarede dragehoved under bovsprydet.

 

Hvad angår skibets rigning er både mesan- og stormast bevarede, mesanen stadig stående oprejste. Flere rigningsdele ligger spredt omkring på dækket og udenfor skibet, blandt andet jomfruer og diverse blokke, samt røstjernene. Stormasten, som er sammensat af to masteemner, kan have stået oprejst da skibet sank. Men, hvad der ligner et frisk brud lige over dækket, kan antyde, at vraget måske er blevet ramt af en større genstand inden for nyere tid. Skibets rundholter synes alle at være faldet ned i nærheden af de master hvor de engang har været fæstnet til, og dette burde gøre en fremtidig rekonstruktion af riggen mulig.

 

Kanoner på agterdækket

På hver side af agterdækket, er der ude i borde langs med rælingen anbragt tønder. Trætønderne er placeret således at der er skabt et mellemrummet mellem dem, hvori der er anbragt små kanoner. I Styrbord er der 3 tønder og i bagbord er der bevaret 4 tønder. Der fandtes stadig 3 kanoner i styrbord side og 2 kanoner i bagbord, Hvoraf den ene synes at været faldet ud over skibssiden, men stadig har hængt i dens nu forsvundne surringer. Måske kan vi her find en indikation på, at skibet kan være kæntret mod bagbord, derved er kanoner i styrbord side faldet ind mod midstskibet (som de blev fundet) og kanonerne i bagbord er faldet ud over siden. At skibets båd og dækslasten også er væltet om mod bagbord side synes at bekræfte denne teori.

 

Udsnit af VRAG 2, med kanoner og tønder på agterdækket.

Man kan antage, at placeringen af tønderne på agterdækket ikke er tilfældig, men at de er anbragt for at danne en slags beskyttelse for besætningen og for kanonerne, næsten som kanonportene som vi ser på større orlogsskibe. Det kan antages, at man har ville skabe et værn i tilfælde af træfninger til søs.

Ud over kanoner, havde skibet en dækslast bestående af lange lige brædder, stablet midtskibs på begge sider af dækket. Dækslasten synes også at bestå af et antal rundholter. I bagbord side, ligger lasten trykket op mod rælingsstøtterne, næsten som da de blev anbragt ombord, hvorimod de i styrbord side er delvist faldet ud af skibet, måske er det sket da stormasten er faldet ned over disse?

 

En armeret galease

Det første indtryk af skibsvraget er, at det repræsenterer resterne af en såkaldt galease, en skibstype som i løbet af 1700-tallet kom til at blive bygget til sejladsen i Nordsøen og Østersøen. En galease var et mindre fragtskib rigget med to master, den største mast placeret forrest var højere end mesanen. Fordele ved skibstypen var at den var rigget med gaffelsejl, som kunne betjenes af en mindre besætning end briggerne, som havde råsejl. Galeaser var bygget med et fyldigt skrog og et agterspejl. Agterspejlet på ”Kanonvraget” er typisk udformet som i 1700-tallet, med svungne linjer, som forsvandt i løbet af 1800-tallets slutning.

Galeaserne har været anvendt til handel i Østersøområdet, langs med Nordsøen. De sidste sejlende galeaser blev anvendt i starten af 1900-tallet til kystfarten og flere blev ombygget til motorskibe.

Om ”Kanonvraget” er dansk, svensk eller om det stammer fra et helt andet område i Østersøen, er på nuværende tidspunkt svært at bestemme. De ikonografiske kilder kunne antyde at vi har at gøre med et ”Chapman” skib, men det kunne også have sin oprindelse i området omkring Stettin, som vises i billedet fremstillet af Niels Truslev, dateret 1805. At vi befinder os i Napoleonskrigene kunne være en forklaring på, hvorfor vores vrag var udrustet med kanoner.

 

Hvorfor gik skibet ned?

Der vi lige har opdaget og undersøgt vraget, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt entydigt at bestemme, hvorfor det gik ned. Ud over den knækket stormast, er der ingen skader på skroget, som kan forklare at vandet har kunne trænge ind og få skibet til at synke. Vi har ikke kunne se huller i skrogets synlige dele, og alle de store luger synes at være skalket. En kappe til en mindre nedgangsluge i forskibet og til agterkahytten savnes dog. Kanonernes placering på vraget, hvor dem i styrbord er inde over dækket agter og kanonerne i bagbord er faldet ud over bagbord side kunne antyde, at skibet har haft kraftig slagside til bagbord. Skibsbåden er også væltet over på denne side. Kan det tænkes at skibet har sejlet med fuld sejlføring, og at besætningen er blevet overrasket af en pludselig opstået tordenbyge, som har fået skibet til at kæntre over på bagbord side, hvor det er blevet liggende? Langsomt er det blev bordfyldt, og da pumperne ikke kan bruges når skibet ligger vandret er det endt med at blive fyldt med vand og er gået til bunds. Vi får aldrig at vide med sikkerhed, hvorfor det sank.

 

Niels Truslev 1805. En galease med dækslast af tømmer.

 

Galeasen ANDREAS af Randers. 1804. MS-Helsingør.


 

Dansk Østersø-ekspedition finder intakte gamle skibsvrag på store dybder

Dansk Østersø-ekspedition finder intakte gamle skibsvrag på store dybder

Et eksperthold fra vestjyske Sea War Museum Jutland er netop hjemvendt fra en ekspedition i Østersøen, hvor de har lokaliseret og filmet tre unikke og usædvanligt velbevarede skibsvrag. Skibene formodes at være over 300 år gamle, og står så godt som urørte på bunden af havet.

Fundene i Østersøen er af hidtil uset kaliber og har afsløret flere hundrede år gamle skibsvrag. To af dem er med stor sikkerhed fragtfartøjer fra Holland, mens det tredje og største formodes at være et skandinavisk fartøj. Alle tre skibsvrag står som spøgelsesskibe næsten uskadte på havbunden i totalt mørke på cirka 150 meters dybde udenfor moderne fiskeskibes rækkevidde.

’Det var fantastisk at se vragene dukke op på skærmen, da vi sendte en undervandsrobot med et kamera ned på havbunden. Vragene stod næsten som den dag, de sank for flere hundrede år siden. Jeg har dykket hele mit liv og undersøgt hundredvis af vrag, men jeg har aldrig set noget lignende. Skibene stod, som var de lige blevet forladt,’ siger Gert Normann Andersen, ekspeditionsleder og direktør fra Sea War Museum Jutland.

Ekspeditionen blev gennemført i oktober af Sea War Museum Jutland fra Thyborøn i samarbejde med danske JD-Contractor, som stillede offshore-skibet Sima og undervandsrobotter med avanceret teknologi til rådighed, og med deltagelse af eksperter fra Nationalmuseet. Ekspeditionen med i alt 27 deltagere satte ud med det formål, at undersøge nedbrydningen af vrag og materialer under vand. Men ingen havde forventet at finde vrag med det her bevaringsniveau, fortæller Gert Norman Andersen:

’I Nordsøen bliver alle vrag nedbrudt på rekordtid. Alt træværk bliver spist af pæleorm, og bølgebevægelser og tunge fiskeredskaber tager sig af resten.’

Østersøen og de amerikanske søer er blandt de steder, der formodes at være hjemsted for verdens bedst bevarede træskibsvrag. Årsagen er, at hverken pæleorm eller andre træborende dyr kan leve i det ferske vand på helt store dybder, hvor bundmiljøet er surt og iltfattigt. Af samme årsag er der heller ikke noget industrielt fiskeri, der ellers ville ødelægge vrag på bunden.

Fotogrammetri og 3D optagelser afslører skibsvrag

For at få de bedste billeder på ekspeditionen deltog to svenske fotogrammetri-eksperter - Ingemar Lundgren og Fredrik Skorg - fra firmaet Ocean Discovery. En undervandsrobot udstyret med et avanceret kamera, bragte tusindvis af optagelser til overfladen, og gengiver med stor præcision et virtuelt billede af vragene, som de rent faktisk ser ud. Billederne er så detaljerede, at man får fornemmelsen af, at kunne gå rundt på et skib, der sank for flere hundrede år siden.

’Fotogrammetri er kostbar på disse vanddybder, fordi metoden kræver både dyrt udstyr, eksperter og et stort skib, men det er uden tvivl den bedste metode, vi har i dag, til undersøgelse og dokumentation af vrag på store dybder,’ siger Gert Normann Andersen.

Fra Nationalmuseet deltog Professor David Gregory, der netop har fået en bevilling på 18,5 millioner kroner fra Det Europæiske Forskningsråd til projekt ”ENDURE”, hvor også den danske ekspert i DNA-analyser, Anne Marie Eriksen deltager. Projekt ENDURE er dedikeret til at undersøge nedbrydning af materialer og skibsvrag under vand over de kommende 5 år.

Bidrag til grundforskning på store havdybder

Det lykkedes ekspeditionsholdet på togtets sidste dag, at slå en løkke omkring et skibsknæ, der lå løst på havbunden, og derefter hejse den sikkert op fra 150 meters dybde. Knæet er nu bragt til Nationalmuseets bevaringsafdeling i Brede, hvor det i de kommende måneder skal undersøges.

Alene denne del vil bidrage til at kaste mere lys over de processer, der foregår, når bakterier og andre organismer nedbryder materialer på store havdybder, hvilket gør at fundene bidrager til regulær grundforskning. Den nye viden kan få afgørende betydning, når man i fremtiden skal afgøre, om et vrag skal bevares in situ, eller om man skal bjerge de mest værdifulde genstande op.

På forskerholdet deltog også skibsarkitekt og marinarkæolog Christian Lemée, ekspert i træskibsbygning fra 15-, 16- og 1700-tallet. Ud fra den ny viden og dokumentation af skibsvragene, vil han kunne klarlægge nye og afgørende detaljer om skibenes alder og oprindelse.

Optagelser fra et hold fra britiske Mallinson Sadler Productions skal nu omsættes til en dokumentar om ekspeditionen, og forventes offentliggjort i 2023.

For yderligere information eller interview

➢ Gert Normann Andersen, direktør Sea War Museum Jutland, +45 23254011, gna@jdcon.dk

➢ David John Gregory, Professor, Nationalmuseet, +45 41206473, david.john.gregory@natmus.dk

➢ Skibsarkitekt og marinarkæolog Christian Lemée, +45 28491116, christianlemee@hotmail.com

Download Illustrationer, video og billeder: - https://www.jdcon.dk/Downloads

Christian Lemée, David Gregory og Gert Normann Andersen

 

Til minde om Philip Nathansen 1948-2022

Philip i Scapa Flow

Mindeord om Philip Nathansen 1948-2022, skrevet af Gert Normann Andersen

Philip døde pludselig og uventet tirsdag den 25. oktober.  Han skulle have været med på museets seneste ekspedition i Østersøen, men måtte melde afbud, da han skulle til en lægeundersøgelse ved en neurolog for en føleforstyrrelse.

Philip var en meget god ven. Han var tilknyttet Sea War Museum, og gennem årene deltog han i de fleste af museets dykkerekspeditioner og vragundersøgelser. Han var også med i de fleste af de Tv-produktioner, som vi har medvirket til.

Siden 1975 havde han sit eget dykkerfirma, Multi Scan Dykker Service, hvor han med sit bjergnings- og dykkerfartøj Stf. ”Henry” har løst et utal af opgaver med bjergning, sprængning og entreprenørarbejde.

Han fik gennem årene en meget stor viden om disse arbejder og dykning generelt. I halvfjersene fik han en alvorlig dykkersyge, som lammede hans underkrop, og ingen regnede med, at han nogensinde ville komme til at kunne gå igen.

Det ville han ikke selv acceptere, så ved hjælp af hård træning lykkedes det ham stort set at få den fulde førlighed tilbage, så han kunne arbejde normalt igen

Han har efterfølgende haft utallige opgaver som professionel dykker, dykkerleder og projektleder for både hans eget firma, museet og JD-Contractor A/S.

Listen over de væsentligste Tv-produktioner hvor Philip medvirkede, kan ses på: https://www.seawarmuseum.dk/Film-og-TV

Han havde stor teknisk forstand og snilde og tog også et certifikat til et ultralet fly, som han brugte til eftersøgning af strandede vrag. Det blev brugt i en af Tv-udsendelserne i ”Dykkerne 1-8”, hvor vi eftersøgte et strandet vrag ved Skagens gren.

Ud over at arbejde for museet interesserede han sig for dykkerhistorie. Han var en af initiativtagerne til Dykkerhistorisk Selskab, hvor han med sin store viden om dykning og dykkermateriel var aktiv helt indtil sin død.

Han var også medstifter af Dykkerfirmaernes Brancheforening, hvor han en overgang var formand.

Philip var et meget stort aktiv for vores museumsarbejde. Han var utrolig dygtig og vellidt og vil ikke blot blive savnet af sine familie, men også af sine mange venner.

Æret være hans minde!

Gert Normann Andersen, Sea War Museum

06.11.2022

 

Philip i samtale den arbejdende surveyor Mogens Dam på en af vores ekspeditioner

 

Sea War Museums nye Ekspedition!

Fotos af hele holdet foran skibet i Västervik havn

Ekspedition til Østersøen øst for Gotland 2022

Vi har ved udgangen af oktober gennemført årets første ekspedition til Østersøen med helt exceptionelle resultater.

Vi har også haft det hidtil største og bedste hold af teknikere og forskere med på turen.

Formålet var at undersøge og dokumentere meget gamle træskibsvrag på dybt vand ved hjælp af den mest moderne teknik.

I Østersøen og i de amerikanske søer findes de bedst bevarede træskibsvrag i verden. Det skyldes, at pæleorm og andre træborende dyr ikke kan leve i det ferske vand, og at der ikke er fiskeri på de store dybder. Her lever der ingen fisk, fordi vandet er surt og iltfattigt med pH-værdier mellem 0 og 6.

Træværk overlever længe under disse betingelser, hvorimod jern korroderer hurtigere. Derfor kan vi se fartøjer, hvor alle jernnagler og søm er tæret helt væk, mens træet står tilbage som et korthus, der kan falde fuldstændig sammen ved kontakt med liner og slæbende redskaber.

Alt har en tid, også træ forsvinder langsomt på grund af svampe og bakterier, selv under de bedste forhold.

Alt dette ville vi gerne vide mere om, så forskerholdet bestod derfor af professor David Gregory, som forsker i nedbrydning af materialer under vand, og som lige har fået en bevilling på 20 millioner kroner fra Europæiske Forskningsråd til projekt ENDURE, som beskæftiger sig med netop dette emne.

David assisteres af PhD Anne Marie Eriksen, som er ekspert i DNA-analyser. De skal undersøge forskellige prøver fra vragene og miljøet på havbunden og har derfor indrettet et laboratorium om bord.

På forskerholdet er også arkitekt, PhD og marinarkæolog Christian Lemeé, som er ekspert i træskibsbygning fra 1500-, 1600-, og 1700-tallet. Ud fra konstruktionerne kan han fortælle om alder og skibstyper. Dertil er han en god illustrator, når vrag og skibsdele skal tegnes op.

For at få de bedste billeder af vragene har vi to fotogrammetri-eksperter med. Det er Ingemar Lundgren og Fredrik Skorg, som kommer fra det svenske firma Ocean Discovery. Ved hjælp af en ROV med avancerede kameraer og lys optager de tusindvis af billeder, som derefter behandles af et computerprogram og omdannes til tredimensionale billeder med en utrolig detaljerigdom. De kan skabe et virtuelt billede af vragene, så man ved hjælp af 3D-briller kan få fornemmelsen af at gå rundt på et skib, som sank for flere hundrede år siden og samtidig se alle detaljer.

Fra JD-Contractors ROV- og teknikafdeling har vi de bedste eksperter, som består af surveyor og tekniker Mogens Dam, ROV-piloter Morten Haurum og Claes von Linstow samt ROV-tekniker Kent Mølbæk.

Fra Saddler Production deltager Crispin Saddler, William Moult og James Graham, som gennem årene har produceret rigtig mange programmer til National Geographic. De skal lave et TV-program om det arbejde, som vi udfører.

Fra Sea War Museum deltager følgende personer: Iværksætter og museumsdirektør Gert Normann, mens museets kommunikation og fotos udføres af journalist Knud Jakobsen.

Øvrige deltagere om bord:

Skibsfører John Skelmose, overstyrmand René Rasmussen, 2. styrmand Søren Kjeldsen, Maskinchef Andrzej Szarata, 2. mester Robert Kanigowski og 3. mester Pawel Mazella.

Dæksbesætning, AB (matroser): Rafal Arczewski, Arkadiusz Tychoniec, Artur Konicz og Rafal Karpiej.

Kok: Tania Ketils

Stevardesse: Karoline Sadurska

De foreløbige resultater fra ekspeditionen sættes løbende på denne side, efterhånden som de er færdige, men det tager tid inden alle data er behandlet og vi har det endelige resultat. Følg med her på siden fra næste uge!

M/S Sima, se alle date og billeder på: https://www.jdcon.dk/Fleet-equipment/Fleet/Sima

02.11.2022


 

Verdens største flydekran sank i Nordsøen vest for Thorsminde.

Kranen på arbejde i Københavns Havn i 1943, billedet stammer fra det nu nedlagte Marinens Biblioteks samling

Forfatter og historiker Lars Jordt er ved at skrive en historie om verdens største flydekran, der sank i Nordsøen vest for Thorsminde i juni 1951.

I den anledning efterlyste han oplysninger om vraget. Her kunne Sea War Museum hjælpe både med oplysninger og skanninger af vraget, som det ser ud i dag.

Lars Jordt skriver:

Efter krigen anvendte englænderne kranen til at bjærge vrag, først i Kiel og Kielerbugten, og derefter i Flensburg. Kranen blev brugt til at hæve mange af de ubåde, tyskerne selv havde sænket i Gelting Bugt. Det var den samme kran, som i 1943 hævede den danske flåde efter flådens sænkning den 29/8-1943.

Englænderne anså det for risikabelt at slæbe kranen til England uden delvist at demonterer bommen, og de vurderede også, at det var for dyrt. Derfor blev den solgt til den franske flåde.

Kranen forliste i Nordsøen den 25/6-1951 på position 56°27'730 N 007°02'640 E, da den franske flåde forsøgte at slæbe den til Frankrig.

Lars skriver videre:

Kære Gert, da du har megen viden om mange af de vrag, der findes i Nordsøen, hvad det er, hvor de ligger og deres tilstand, tillader jeg mig at spørge om du eller I på Museet ved hvad der skete med vraget efter forliset. Er det blevet skrottet på stedet og i så fald hvornår og af hvem, eller ligger det der stadig? Eller om du har anden interessant viden om vraget?

Gert svarer: Jeg dykkede ved vraget i 1984 under en pause i udgravningerne af vraget af HMS St. George, der ligger syd for Thorsminde.

Vi havde hørt om et stort vrag, som garnfiskerne i Thorsminde kaldte for "tyveknægten". Det var fordi, de altid mistede deres garn, når de fiskede ved dette vrag. De vidste ikke, det var flydekranen, for det blev først opdaget, da vi dykkede ved det. De havde et andet hold længere nord på, som de kaldte kranen, som vi også undersøgte, men det var en tom pram med spil på dækket.

Da jeg dykkede på vraget af flydekranen, var det rimelig intakt. Kranen stod den gang ca. 25 m op over havbunden. Det er siden fuldstændig faldet sammen på grund af kraftig tæring og store bølgebevægelser i dårligt vejr. Der er aldrig bjerget noget op fra flydekranen, det har været for dyrt i forhold til værdierne, da vraget både ligger for langt fra land og på for dybt vand.

Den store kontravægt, som ses øverst på fotoet, var den gang det øverste af vraget. hvorfra resten af krangitteret lå ned mod dækket nøjagtig som på billedet af kranen. Billedet er taget ude på stedet lidt før den synker. Kranen må være knækket i søgangen, hvorefter den øverste del er faldet ned og har slået hul på flydepontonen, hvilket sandsynligvis var årsagen til, at den sank.

Det er lidt fantastisk, at flåden med kranen er sunket på ret køl uden at kæntre. Krangitteret er senere tæret over og faldet ned, som det ses på skanningen.

Læs hele historien senere: Artiklen af Lars Jordt bringes senere i Marinehistorisk Tidsskrift og i Sea War Museums årsskrift og på museets hjemmeside. Vi regner også med at bringe et uddrag af den på Museets Facebook side.

Gert Normann

11.10.2022


 

BogBoks i Bøvling-Hallen

Foto af Knud Jakobsen

Søndag d. 4. september 2022, var vi til BogBoks i Bøvling-hallen. Her kunne man blandt andet høre forskellige foredrage af de forfattere som deltog i BogBoks. De læste et udsnit af deres nyeste eller bedst solgte bog. Knud Jakobsen deltog sammen med os, og hans bøger ses på bordet foran ham. Hvis du ser nogle interessante bøger på bordet, kan bøgerne købes på Sea War Museum. Vi kan også sende bøgerne med posten til dig. 

 


 

Kystcentret forandres!

Foto af Pernille Leftes, TV MIDTVEST

Kystcentret i Thyborøn har stået tomt længe nok, men nu skal det forandres!

Gert Normann Andersen har endelig fået nøglerne i hænderne og har tænkt sig at forandre lokalerne til et nyt museum. Titlen kommer til at hedde Maritimt Historisk Museumcenter.

 

Se mere her: 

https://www.tvmidtvest.dk/nyheder/04-09-2022/1930/1930-04-sep-2022?clip=8ae293e2-ac7b-4b14-ad3e-87e710645e5c

https://www.tvmidtvest.dk/lemvig/enestaaende-museumscenter-paa-vej-til-thyboroen-findes-ikke-andre-steder?fbclid=IwAR3z9sS8myJyBkcuCvfAAaHbxmo2bREBsx9PI4AFjv72SCWwkXovefAeNPE


 

Vragresterne af U20

Vraget scannet med et 3D ekkolod, ubåden ligger til venstre for den mørke linje og skyggen af motorerne kan ses som to skorstenspiber ude til venstre.

Den 14. september 2021 overdrog Jens Hempel Hansen fra firmaet H.J. Hansen resterne af den tyske undervandsbåd U20 til Sea War Museum Jutland, som dermed fik et stort ønske opfyldt. 

Oprindeligt var det firmaet Petersen & Albeck, som i 1918 købte det strandede vrag af ”U20” af den tyske stat med henblik på ophugning. Dette firma blev senere omdannet til Uniscrap A/S, og efter flere fusioner og virksomhedsovertagelser blev det sidste år en del af H. J. Hansen, som derfor kunne disponere over vraget og opfylde museets ønske. 

Efter købet i 1918 blev der sprængt og skåret ved ubåden, og meget blev bjerget ind på land. Men hele bunden af ubåden med de to motorer forsvandt ned i sandbunden, hvorfor det stadig eksisterer ude på havbunden i dag. Kysten er på det pågældende sted rykker ca. 200 m tilbage, hvorfor vraget nu ligger frit ude på havbunden. 

Det ligger ud for Vejlby Klit på bare fem meter vand og er nu blevet afmærket med en rød bøje, så sportsdykkere og andre interesserede kan se hvor vraget ligger. 

Det var Kim Schmidt og to dykkere fra JD-Contractor, Jack Tabone og Allan Hansen, som for Sea War Museum placerede bøjen tæt ved ubådens to motorer. Motorerne står omtrent midt i vraget og hvor over der kun er to meter vand. 

Der var ikke megen sigtbarhed i vandet ved vraget den pågældende dag, men dykker Allan Hansen kunne fortælle, at vraget stort set ligger blotlagt på havbunden. Selv enderne af skrueakslerne fandtes en meter over havbunden. Skruerne er tidligere sprængt af vraget, den ene skrue opbevares ved Krigsmuseet i København, og den anden skrue står i udstillingen på Sea War Museum i Thyborøn. 

I klitten lige ind for strandingsstedet står et skilt med informationer om vraget. Det er en del af ”Skibsvragenes Kyst” der fortæller positioner og historier om de mest interessante vrag langs vestkysten. Skriftet med alle disse historier kan købes på Sea War Museum. 

Gert Normann 


 

3D teknik genskabte kulturarv!

3D teknik genskabte kulturarv!

Tidligere i år blev en af museets udstillinger ombygget. I den forbindelse skulle vi tilbagelevere en kanonprop fra HMS-Iron Dukes kanoner.

Heldigvis fandt vi en løsning, så vi stadig kan vise det flotte stykke udsmykning til HMS-Iron Duke. I samarbejde med Kvejborg og Bælt, er kanonproppen genskabt med mange fine detaljer ved hjælp af det nyeste 3D-teknikker.

Efter et grundigt forarbejde med respekt for originalen, er proppen genskabt minutiøst og står flot i dag i museets udstilling.

Forløbet var et tæt samarbejde mellem Sea War Museum, Kvejborg og Bælt og viser hvordan man kan arbejde på tværs med hver sin ekspertviden, som har resulteret i et flot produkt.

Tak for et godt samarbejde!


 

Skib til det nye maritimcenter i Thyborøn

Tværskibstegning af Aggersundskibet med kølen opad

Aggersundskibet/Imme Struer

Efter en velvillig aftale med Struer Museum, får Forlismuseet i Thyborøn overdraget kopien af middelalderskibet ”Imme Struer.

I det nye Forlismuseum på Maritimhistorisk Museumscenter i Thyborøn bliver en af nøgleudstillingerne om ”Aggersundskibet”, som vi fandt og senere undersøgte sammen med Nationalmuseet i 1997.

Efter undersøgelsen blev det helt usædvanlige skibsvrag tildækket med sand og sten for at beskytte det.

”Aggersundskibet” er bygget som et vikingeskib, og er dateret til meget tidlig middelalder. Det er næsten samme størrelse og alder som ”Ellingåskibet” der er bjerget og udstillet ved Kystmuseet i Frederikshavn.

Spejderne i Århus byggede en fuld kopi af ”Ellingåskibet” som blev navngivet ”Imme Aros” og som efter at have heddet ”Imme Gram” nu hedder ”Imme Struer”.

Skibet kommer ikke ud at sejle igen, da det er medtaget af alder, vind og vejr.

Forlismuseet er meget interesseret i at overtage dette fartøj som det er, som en illustration af ”Aggersundskibet”, da der er mange lighedspunkter.

”Imme Struer” ligner et vrag, og skal ikke restaureres, men stabiliseres så det kan stå intakt i en tilbygning med glasvæg ved siden af ”Forlismuseet”, så den kan ses udefra. Fra tilbygningen bliver der en direkte adgang ind til udstillingen om ”Aggersundskibet”.

Det vil blive en unik udstilling, der fortæller historien om et tidlig handelsfartøj, nemlig en Knar fra Middelalderen, bygget på samme måde som ”Aggersundskibet” – ”Ellingåskibet”, nemlig kopien ”Imme Struer”.

Alle andre skibe fra den tid, der er udgravet og bjerget, herunder vikingeskibene i Roskilde, er det kun de nederste dele der er bevaret. Alle andre er udtjente skibe som er sunket på ret køl, hvorfor det øverste og det opstående er eroderet helt væk.

”Aggersundskibet” er helt anderledes bevaret! Det er et forlis, hvor vraget ligger med kølen opad. Der mangler kun tre bord-planker på den ene side af kølen. De blev taget af strømmen lige før vi fandt skibet, som lige var frilagt af sand på grund af strømerosion.

Da vi meldte om vraget til Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser, bevilgede Kulturstyrelsen straks et beløb til undersøgelse og sikring af vraget.

Vraget blev under en prøveudgravning frilagt ned til lønningen i begge sider, så vi blev klar over, at skibet var næsten komplet bevaret.

Stævnene måtte ikke frilægges, da der her dukkede tovværk op, hvorfor man fra Vikingeskibsmuseets side var bange for at ødelægge noget ved en yderligere frilægning.

Et meget flot stykke af det nederste stævntræ med udskæringer til klinkbygning blev bjerget og konserveret og er i dag formentligt opbevaret ved Limfjordsmuseet. Dette originale vragstykke håber vi på, at Forlismuseet må låne og udstille i en sikker montre i udstillingen. I udstillingen vil der ud over tegninger, fotos og film fra vraget også være modeller af skibet og kopier af tidstypiske genstande fra tiden bestående af tønder. proviant krukker, blokke og tovværk m.m.

Endelig vil der være en udstilling om forholdene ved vraget i dag, der viser, at vraget stadig ligger udsat for nedbrydning og ødelæggelse.


 

DØDT SKIB?

”DØDT SKIB?” - ny bog om gruopvækkende stranding i butikken på Sea War Museum.

I bogen ”Dødt Skib?” fortæller forfatteren Sven B Anthonisen historien om skonnerten ”Sophie” fra Sønderho, der strandede i 1880 ved Fjand. Skibet lå på hovedet og var tilsyneladende tomt for mennesker, men da redningsfolkene undersøgte skibet nærmere, hørte de pludselig forpinte stemmer inde fra skroget.

Kun styrmanden og en skibsdreng havde overlevet den storm, der havde kæntret skibet. De kunne fortælle en usædvanlige og dramatisk historie om hvordan, de havde været indespærret i det kuldsejlede skib i 3-4 døgn, før de endelig drev i land ved Fjand.

Sven B. Anthonisen fortæller historien dramatisk og spændende og tager læseren med ind i verdenen i 1880 ved den danske vestkyst. Historien får særlig vægt, fordi styrmanden nedskriv sine oplevelser og senere digtede en vise om forliset, som blev kendt i samtiden. Mange gode detaljer inddrages på bedste vis af Sven B. Anthonisen, der har lavet en flot fremstilling med udgangspunkt i troværdige kilder. Det giver et klart og tydeligt billede af verden for over 100 år siden.

Historien var kendt i samtiden og Anthonisen bidrager ved at brede historien ud og undersøge alle de relevante detaljer, som fuldender billedet og giver historien sit rette perspektiv. Han lader polarforskeren og eventyreren Ludvig Mylius-Erichsen få det afsluttende ord, som kommer i god forlængelse af den dramatiske begivenhed. Gennem bogen kommer læseren tættere på begivenheden og hvordan forlis og strandinger ofte var omgivet af mytisk, forudsigelser og syner om død.

Bogen er velskrevet og let forståelig for en bred læserskare. Desuden indeholder bogen flere af samtidens bedste malerier af strandinger samt flere interessante billeder af de overlevende og af strandfogedgårdens beboere, - billeder som ikke er set før. Alt sammen er med til at skabe et helstøbt billede af en verden, hvor tragedierne med strandingerne ved vestkysten var almindelige.

Sven B. Anthonisen er cand. pæd. og har indtil sin pensionering arbejdet som seminarielærer. Han har skrevet en række artikler om Fanø og om sin egen slægt, der også stammer herfra. Han er også forfatter til bogen ”Briggen Claus af Fanø – Et skib, en stranding, en tragedie”.

Boganmeldelse 2022 juni – Christian Toftgaard Museumsinspektør Sea War Museum.

DØDT SKIB? af Sven B. Anthonisen koster kun 125 kr.

Side 75

Udgivet 2022

Udgivet af Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling

Forfatter Sven B. Anthonisen

Bogen kan købes i museets butik og bestilles på cto@seawarmuseum.dk


 

Nyt Museum I Thyborøn

Vi er stolte over at kunne præsentere planerne om vores nye museum, og nu er det officielt.

Holstebro Dagblad / Lemvig Folkeblad har skrevet en flot artikel og en leder om vores planer for Kystcentret. Hvis du har abonnement på avisen, kan de læses her:

https://folkebladetlemvig.dk/.../thybor%C3%B8n-f%C3%A5r...

Vi har omfattende planer for Kystcenteret, der skal danne ramme om et forlismuseum, et eksplosionsmuseum, et konferencelokale og et bibliotek. I den omvendte fiskekutter bliver der lavet en udstilling om fiskeri og hvalfangst. Vi har også planer om et udsigtstårn på 22 m, men det kommer ikke med i første omgang. Til dette tårn skal vi have hjælp fra fonde.

På forlismuseet komme vi til at vise Danmarks og verdens største skibskatastrofer. I eksplosionsafdelingen får vi den største studiesamling af miner og eksplosiver, og desuden vil vi vise nogle de lokale tragedier, som har fundet sted.

En anden del af bygningen vil blive udsmykket med galionsfigurer, malerier og genstande fra Museum Sea Art. ”Skildpaddespionens Bunker", får en udstilling om Anden Verdenskrig, mens Sea War Museum Jutland fortsætter uændret.

Arbejdet med at udforme det nye museum er allerede gået i gang. Vi har indledt processen med bygningsarkitekter og udstillingsarkitekt for at lave en samlet plan. Der skal også laves en oversigt over de mange mulige udstillingseffekter, så tekstforfatter og grafiker kan komme i gang med plancher til de gode historier.

En gevinst for alle.

Fonden Westcoast Center Jutland, får med handelen penge til skabe fornyelse i de røde huse i Thyborøn, hvilket hidtil er strandet på manglen på penge.

”I bestyrelsen er vi glade for, at centret har fundet nye ejere. Der er et stort potentiale i huset og i grunden,” siger fondens formand, Bolette van Ingen Bro.

Gert Normann Andersen er lige så positiv.

”Nu får vi den udvidelse, vi har drømt om i mange år,” siger han.

Fremtiden er lys!

Vi er taknemmelig over at modtagelsen af vores planer har været så positiv, og at der er mange gode kræfter, der ligesom os ser et stort potentiale i at omdanne kystcenteret.

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med arbejdet og til at vi kan fremvise de mange spændende genstande og historier, som hidtil har ligget på magasin. Det er fantastisk at komme endnu tættere på at fuldføre drømmen, der blevet startet med Sea War Museum Jutland og Mindeparken. Formålet er skabe noget der gør gavn og giver genlyd lokalt, nationalt og internationalt, og dette er endnu et skridt på vejen.


 

Mindedag i Mindeparken 2022.

Mindedag for Jyllandsslaget - Den første Juni

Den 1. juni var det 106 år siden at kanontordenen kom rullede over havet ud for Jyllands vestkyst. Tusindvis af britiske og tyske mariner blev dræbt og 25 jernkæmper sank ned under bølgerne under slaget. Vi markerede dagen, traditionen tro, med højtidelighed i Mindeparken for Jyllandsslaget.

Vi er taknemlige for at de mange fremmødte, der trodsede besvær og kulde og mødte op til sang og samvær og for at mindes ofrene for Jyllandsslaget.

Tak til børnene fra FDF som lagde blomster ved stene i parken.

Tak til Svend Uth for trompetspillet undervejs.

Tak til Biskop Henning Bro Toft, som holdt en smuk tale om frihedens pris.

Tak til Maritim historisk selskab som stod for at arrangere dagen.

Afslutningsvis blev der sunget ”Fuglene der letter mod vinden”, som er en fantastisk smuk sang, her er et lille uddrag, til de få der ikke kender den.

”Havlivet har sine drømme

De næres af saltluft og vand

De strækker sig mod horisonten

Og rækker mod kimningens land

Lev dit liv mens du har det

Lev det i stilhed og storm

Se, fuglene letter mod vinden.

I modvind ta'r livet sin form”

Programmet for dagen: 

Programmet:

Onsdag 1. juni, kl. 19.00 ved Mindeparken I Thyborøn

Kystcentervej 11, 7860 Thyborøn

• Velkomst ved Klaus Kejser Juhl, bestyrelsesmedlem for mindeparken.

• Kanonsalut

• Trompet: ”Sea War Museums fanfare “ ved Svend Uth Ovesen

• Der synges ”Nærmere Gud til Dig”

• Kanonsalut

• Mindetale ved Bishop Henning Toft Bro

• Taler og kransenedlæggelse

• Der synges ”Fuglene letter mod vinden”

• Trompet: ”The Last Post” ved Svend Uth Ovesen

• Kanonsalut

Efterfølgende reception i de røde hus til alle fremmødte.


 

Ny gave til det nye Maritimhistoriske Center

Henning Peder Svinth stående ved ankerkæden fra ”Tirpitz”. Kæden og en tavle med en inskription er skænket til museet af Henning Peder Svinth fra Fur. Det bliver sammen med modellerne klargjort til udstilling på vort værksted

Til vort nye museumskompleks, det Maritimhistoriske Center i Thyborøn, får vi allerede nu gaver til de kommende udstillinger.

Et lille indblik i hvad museerne kommer til at indeholde:

Et forskningsbibliotek med konference og studiefaciliteter samt et cafeteria.

En meget flot søfarts-samling, herunder Benny Boysens ”Museum Sea Art”, galionsfigurer, modeller, malerier og mange andre genstande.

En udstilling om hvalfangst og fiskeri i den omvendte fiskekutter.

”Skildpaddespionens bunker” og mere om Anden Verdenskrig.

Vi får et stort ”eksplosionsmuseum” med søminer, landminer og alt, hvad der kan eksplodere og detonere, en studiesamling der ikke findes magen til.

Vi får også et ”forlismuseum” med skibskatastrofer, hvor der kommer udstillinger om Danmarks og verdens største katastrofer til søs.

Af danske katastrofer kan kort nævnes udvandrerskibene ”Norge”, ”Geiser” og ”Danmark”, skoleskibene ”København” og ”George Stage”, M/S ”Hans Hedtoft”, M/F ”Scandinavian Star”, M/S ”Gerda Toft” og flere.

Desuden vil vi lave udstillinger om de værste udenlandske skibskatastrofer: RMS ”Titanic” og RMS ”Lusitania” samt de store flygtningeskibe: ”Steuben”, ”Wilhelm Gustloff” og M/S ”Gøya” i Østersøen øst for Bornholm.

Skibe med Kz-fanger: ”Cap Arcona” og ”Thielbeck”. Man stuvede ca. 10.000 forpinte Kz-fanger sammen på skibene i Lübeck bugten. Den 3. maj 1945 blev skibene sænket ud for Neustadt under et britiske luftangreb. I alt blev 23 skibe sænket.

Troppetransportskibet M/S ”Pionier nordøst for Skagen, M/F ”Estonia”i Østersøen, den russiske ubåd ”Kursk” nord for Murmansk samt platformene ”Brent Spar” og ”Alexander L. Kielland” i Nordsøen.

Hertil kommer fortællinger om forlisene af de store krigsskibe ”Tirpitz”, ”Bismarck” og HMS ”Hood”.

Til det sidste har vi fået et stykke af den originale ankerkæde fra slagskibet ”Tirpitz”. Det er bjerget fra vraget, hvoraf rester stadig ligger på bunden af fjorden ved Tromsø, hvor skibet blev sænket.

”Tirpitz” var et søsterskib til ”Bismarck”. Under Anden Verdenskrig var de Tysklands største krigsskibe og de hidtil største skibe, som var bygget i Europa. Begge havde en længde af 251 m og var 26 m brede. ”Bismarck” var lidt tungere end ”Tirpitz” og havde derfor det største deplacement. De to skibe havde besætninger på henholdsvis 2.250 og 2.500 mand.

De største kanoner var kaliber 38 cm. hvoraf der var 8 stk.

”Tirpitz” blev søsat i 1939 og taget i brug 1941. Skibet opererede mest i det nordlige Atlanterhav og ishavet og lå som en konstant trussel i Nordnorge overfor britiske konvojer .

”Tirpitz” blev den 12. november 1944 sænket ved et britisk luftangreb ved Tromsø i Norge, hvorved ca. 1000 besætningsmedlemmer omkom.

Efter krigen solgte den norske stat vraget til Einar Høvding Skibsophugning AS for 120.000 kroner. ”Tirpitz” blev hugget op og solgt som skrot i første halvdel af 1950'erne , men en tredjedel af vraget ligger stadig tilbage på bunden. Den platform, som blev anvendt ved ophugningen, findes stadig et stykke fra stranden. Nogle store bombekratere er tilbage på land. I 1990erne blev der anbragt et monument på landjorden til minde om begivenheden.

Efterhånden som vore udstillingsplaner bliver kendt, tror og håber vi på, at der dukker andre interessante genstande op til vore udstillinger, enten som gaver eller som lån til museet.

Gert Normann Andersen

Direktør


 

Museet har fornyeligt modtaget endnu en fantastisk gave

Museet har modtaget et billede af strandingen ’Igotz Mendi’ 1918, som er skænket af Bent Mikkelsen. Bent Mikkelsen kom forbi og spurgte, om det havde vores interesse – og det har det naturligvis.  Tusind tak for billedet.

Det gav anledning til lille artikel om historien bag strandingen af skibet Igotz Mendi.

Den 30. november 1916 forlod SMS Wolf sin flådebase i Tyskland. Udefra synede skibet fredsommeligt, men det var blot på overfladen, for i virkeligheden var skibet et kaperskib. Det Tyske Kejserrige var i 1916 fastlåst i en verdenskonflikt og havde efter Jyllandslaget den 31. Maj 1916 opgivet at hamle op med Britiske Grand Fleet, med traditionelle krigsskib.  Tyskland måtte derfor finde på alternativer, hvis den britiske kontrol af Nordsøen og de livsvigtige handelsruter skulle svækkes.

SMS Wolf var en del af løsningen. Skibet var udstyret med kanoner, miner, vandfly, hospitalsafsnit og fængselsceller og over 350 mand. Alt sammen for at muliggøre en kapermission bag fjendens linjer.

Det Spanske skib Igotz Mendi blev opbagt af SMS Wolf den 10. november 1917 i det Indiske Ocean. Igotz Mendi fik et nyt mandskab af tyske matroser, og et stort antal af fanger fra SMS Wolf blev opflyttet til Igotz Mendi. Fangerne kom fra de mange skibe, SMS Wolf havde skænket på sit togt. Problemet var nu, at SMS Wolf og Igotz Mendi var langt væk fra den næste tyske havn, og hjemturen blev ikke lettere af den engelske blokade, der forhindrede stort set alt at komme ubemærket ind og ud af Nordsøen.

Kaptain Karl August Nerger for SMS Wolf planlagde derfor en rute nord om Island, langs Norges kyst, for at kunne snige sig gennem blokaden. Ruten var dog for hård for Igotz Mendi, som i det hårde vejr havde svært ved at klare turen. I stedet tog de turen syd om Island, men Igotz Mendi sakkede alligevel bagud, fordi den havde fået motorskade af det hårde vejr. Løjtnant Rose, som havde kommandoen over det kaprede skib, fortsatte, på trods af at have tabt SMS Wolf af syne, sin planlagte rute.

Den sidste del af ruten var for skibene en af de farligste, for inden de kunne komme i sikkerhed til Kiel, skulle de snige sig ind i strædet mellem Danmark og Norge. Strædet var blevet mineret af den danske regering, efter et diplomatisk pres fra Tyskland. Stedet var desuden et oplagt sted for engelske skibe at patrulje. Derfor, da der den 24. februar trak en tågebanke ind over strædet, øjede Løjtnant Rose ombord på Igotz Mendis sin chance og satte kurs mod gennem strædet og den sidste del af ruten før målet i Kiel.

Tågen hindrede naturligvis sigtbarheden, og Løjtnant Rose fejlbedømte afstanden til kysten og stødte den 24. februar på grund, blot 400 meter ud for den danske kyst.

Blandt de tyske matroser var frustrationen stor - så tæt på mål og alligevel så langt fra. Imidlertid var stemningen vendt til det positive blandt fangerne på Igotz Mendi. De havde længe frygtet, at det ville lykkes løjtnant Rose og Karl Nerger at komme i tysk havn og dermed give fangerne udsigt til et liv i Tyskland med usle vilkår.  Men pludselig opstod der en chance for at blive reddet.

De danske myndigheder ankom hurtigt til det strandede skib og igangsatte en undersøgelse af skibet, og hvorfor det var endt på en sandbanke ud for Skagen. løjtnant Rose forsøgte at forklare sig med, at skibet blot var et handelsfartøj på vej fra Bergen til Kiel. Myndighederne blev dog mistænksomme, da det stod klart, at skibet havde mange passagerer ombord, heriblandt kvinder og børn, og at det var indregistreret i Spanien med tysk besætning.

Løjnant Rose var ikke særlig begejstret for at skulle opgive sin plan om at komme til Tyskland og forsøgte af flere gange forhandle med de danske myndigheder for at undslippe fangenskab i Danmark. Tilmed dukkede der også to tyske u-både op for at ’hjælpe’ med forhandlingerne, men de blev skræmt væk med advarselsskud fra den danske krydser Heimdal. Efter episoden blev der fra tyske aviser sendt en kraftig protest imod tilfangetagelsen af Igotz Mendi dens besætningen.

Da skibet endeligt blev rømt, var det dog ikke uden besvær, for da redningsskibene lagde sig på siden af Igotz Mendi, var søgangen høj, og redningsskibene hævede og sænkede sig med flere meter. Derfor blev det nødvendigt for flere af fangerne, som også bestod af kvinder og børn, at springe fra dækket ned i armene på redningsfolkene for at komme af det strandede skib. Men de erfarne redningsfolk sejlede dem behændigt til land, hvor de blevet taget imod af den nysgerrige lokalbefolkning, som havde hørt om strandingen.

De tyske matroser blev sat i fangenskab for at have krænket dansk neutralitet, og fangerne blev indlogeret forskellige steder rundt omkring i Skagen.

SMS Wolf og Karl Nerger overlevede krigen og modtog den højeste og fineste orden ’Pour le Merite’ for den kæmpe bedrift at have gennemført et togt på 451 dage og have sænket 25 skibe, selvom at han måtte undvære Igotz Mendi som prise.

Christian Toftgaard 


 

Foredrag af Knud Jakobsen på Sea War Museum

Vi vil her på Sea War Museum sige tusinde tak for en rigtig god og særdeles vellykket foredragsaften.

Vi havde onsdag aften fornøjelsen af at lytte til Knud Jakobsens fascinerende fortællinger fra hans nye bog ”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger” som omhandler den spektakulære historie om en tysk flyvermatros der i oktober 1917 måtte nødlande 40 sømil fra Bovbjerg. Den tyske flyvermatros søgte ly for natten i Bovbjerg fyr og bliver taget godt imod. Den unge tyske flyvermatros tilbragte 10 dage på Bovbjerg fyr og kvitterer forplejningen med sang for personalet, han sang dagen lang.
Senere da han bliver interneret i Odense, kom han tilbage i 1918 og gav koncert på Bovbjerg badehotel.
Efter krigen på trods af økonomisk krise og arbejdsløshed i Tyskland lykkedes det ham at skabe en karriere som operasanger. Karrieren tager dog en drejning for den tyske flyvermatros da han i 1932 melder sig ind i Nazist partiet.

Hvis ikke man havde mulighed for at komme til foredraget kan man med stor fordel nyde læsningen om denne spektakulære skæbne i Knud Jakobsens bog som kan købes her på museet eller ved at rette henvendelse til cto@seawarmuseum.dk

Endnu engang skal der fra os lyde en stor tak til Knud Jakobsen for det gribende og fascinerende foredrag om ”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger”

Vi ønsker her fra Sea War Museum jer alle en god weekend!


 

Danmarks Titanic - Historien om S/S Jarl

Efter Sea War Museum fik skannet vraget af S/S Jarl nord for Bornholm, har vi modtaget historien om dette forlis af Thomas fra Nolimitsdiving. Thomas har deltaget I flere af vores ekspeditioner

Denne tragiske historie tager sit udgangspunkt i den lille bornholmske havneby Allinge, om aftenen den 4. marts 1890. Ved kajen lå dampskibet "Jarl" og ventede på at komme afsted mod København. På kommandobroen stod skibets fører, Mathias Davidsen, og betragtede med et erfarent blik det usædvanligt hårde vejr der herskede denne aften. Davidsen havde med sine 14 års ansættelse i det Østbornholmske Dampskibsselskab stor erfaring indenfor sit fag, og havde været fører af "Jarl" siden skibet blev leveret.

“Jarl” blev bygget i 1885 på A/S Helsingørs Jernskibs- & Maskinbyggeri i Helsingør, og var et mindre fragt- og passagerskib. Skibet var bygget af jern og stål, og målte 38,3 meter i længden og 5,5 meter i bredden. Skibet leveredes til Det Østbornholmske Dampskibsselskab, og indsattes i december 1885 i fart mellem Bornholm og København.

I alt 14 passagerer skulle med på turen til København denne aften, og i lastrummene befandt sig forskelligt stykgods, samt en mængde levende svin og kreaturer. Besætningen på "Jarl" bestod udover kaptajn Davidsen af styrmand Karl A. Hansen, samt 10 øvrige besætningsmedlemmer. Da lasten var sikret forsvarligt, gav Davidsen ordre til at skalke lugerne forsvarligt, samt iøvrigt at gøre skibet klar til afgang.

Afrejsen

De mange lokale der var mødt op til afrejsen, kunne se at skibet først styrede mod NNØ for at komme godt klar af land. Herefter er kursen formentlig ændret til NV, hvilket ville gøre at "Jarl" kunne passere Hammeren i en god afstand. Ved midnatstid har "Jarl" antageligt befundet sig på højde med Hammeren. Men hvad der nøjagtig skete med "Jarl" efter at Hammeren var passeret, kan der kun gisnes om. Beretninger fra dampskibet "Elisabeth", der med sikkerhed observerede "Jarl" kort før det forsvandt, giver mulighed for at rekonstruere de sidste dramatiske minutter omkring "Jarl"s undergang.

"Elisabeth"s 2. styrmand havde haft vagten og kunne berette, at man havde observeret "Jarl"s grønne sidelanterne i ca. en time, efter at "Elisabeth" havde passeret Hammeren. "Jarl" havde hele tiden befundet sig vest for "Elisabeth", der fulgte samme kurs som "Jarl". Kort efter kl. 1 forsvandt den grønne sidelanterne pludselig, og styrmanden så da i et kort øjeblik et hvidt lys og derefter det røde sidelys. Herefter sås intet mere til "Jarl". Omkring 15-20 minutter efter sejlede "Elisabeth" igennem en mængde drivgods, uden at det dog gav anledning til, at 2. styrmanden underrettede føreren om dette. "Elisabeth" fortsatte rejsen, indtil man nåede Sandhammaren. Vejret var da storm med snetykning, og kaptajnen ombord på "Elisabeth" så sig nødsaget til at vende tilbage til Allinge, hvortil man ankom kl. 6, den 5. marts.

Forsvundet

Da "Jarl" den 6. marts stadig ikke var ankommet i København, blev rederiet ængstelig og sendte en forespørgsel til Allinge om, hvorvidt skibet var vendt om, eller der var hændt noget. Man kan i dag undre sig over, at ingen ombord på "Elisabeth" straks ved ankomsten til Allinge aflagde rapport om hændelsen med lysene eller om det tomme gods, som de havde passeret. "Elisabeth" aflagde først beretning om det observerede i løbet af formiddagen den 6. marts. Samme dag indløb et telegram fra DFDS med tilbud om at lade to af selskabets dampere sejle ud for at søge efter "Jarl", der i teorien kunne befinde sig et hvilket som helst sted mellem Bornholm og København med maskinskade. Det Østbornholmske Dampskibsselskab takkede dog nej til tilbuddet, da dets egen damper "Erna" var i færd med at blive gjort klar til en eftersøgning. Sent om eftermiddagen kunne indkomne fiskere fra Tejn berette, at de havde fundet en del laks i kasser, svin og nogle kreaturer. Ting som de mente kunne stamme fra "Jarl". Dampskibet "Erna" afsøgte i de efterfølgende dage et stort område mellem Bornholm, Christiansø og Sverige, men fandt intet. "Erna" indkom til Allinge den 9. marts med flaget på halv stang. Alt håb var nu ude, og skibet blev afskrevet som vrag. Den 20. marts fandt fyrmesteren på Ölands Södra Udde en skibsåre samt en kasse med laks. Kassen var mærket "S. Jespersen, Hellig Peder". Den 24. marts inddrev på Öland en kasse og en kommode, hvori der foruden tøj fandtes et brev adresseret til en Mathilde Rasmussen, Christiansø. Det var en af passagererne, ombord på "Jarl". Samme aften fandt man ved Simrishamn en redningskrans mærket "Jarl", samt en landgang. Nu var der ingen tvivl om at skibet var forlist, og alle var omkommet. Det Østbornholmske Dampskibsselskab udsatte en dusør til den eller dem, der kunne udpege stedet, hvor skibet lå sunket. Men trods mange ihærdige forsøg, forblev "Jarl"s sidste hvilested et mysterium i 122 år efter forliset.

Vraget af “Jarl”

I 2012 lykkedes det to af Bornholms mest erfarne vrag- og tekniske dykkere Lars Philipsen og Jesper Munk lokaliserer “Jarl”s sidste hvilested på ca. 50 meters dybde. Ved vraget fandtes flere objekter der med sikkerhed kunne identificere vraget som værende “Jarl”.

I 2019 befandt Sea War Museum – Jutland sig i området med M/S Cable One, hvor vi var så heldige at få kendskab til vragets position, Vi foretog en grundig opmåling af vraget med multibeam sonar.

Vragets stævn ligger knækket en anelse i forhold til vragets midt- og agter del. Af dette at dømme, er vraget knækket ved kontakt med havbunden. Men årsagen kan naturligvis også ligge i årene der er gået siden forliset, da det engang så stolte skib er nu temmelig nedbrudt. Området ved forreste lastrum er helt sammenstyrtet, og der ses intet af overbygningen eller den oprindelige bro. Der ses to kedler, og agten for disse, fornemmes agterskibet uden at der dog kan ses tydelige identificérbare skibssider.

Vraget er et historisk skibsvrag så intet må røres på, eller optages fra vraget, og i øvrigt er det en gravplads for de ombordværende passagerer og besætningsmedlemmer.

Vi sender en stor tak til Lars Philipsen og Jesper Munk for at få mulighed for at tage del i den dramatiske historie om “Jarls” forsvinden.

Link til Jd-Contractors animation af vraget: https://youtu.be/A2lR-Ng_U-4

Link til video fra TV2 Bornholm: https://play.tv2bornholm.dk/?area=specifikTV&id=174435

Link til Nolimitsdiving: http://www.nolimitsdiving.dk/.../jarl_forlishistorie.htm

Liste over alle omkomne

 

Anmeldelse af "Ubåden der ramte Sverige".

Igennem den kolde krig var spionage en konstant frygt, både for NATO-landene, Warszawa-pagten og ikke mindst for det neutrale Sverige. Der blev gennemført mange operationer for at undersøge modstandernes kapacitet og vilje til krig med spionage. Derfor, da en sovjetisk ubåd U-137 den 27. oktober 1981 kl.19.57 støtte på grund ved Karlskrona i Sverige, lå konklusionen ligefor. Det måtte naturligvis være en af de spion-ubåde, som det svenske militær havde ledt efter i flere årtier, som angiveligt skulle have spioneret på svenske forsvarspositioner og krigsteknologi.

Bogen ”Ubåden der ramte Sverige” giver et spændende indblik i denne sag, da den sår tvivl om den officielle svenske forklaring om en sovjetisk spion-ubåd. Bogen er skrevet af U-137’s politiske officer Vladimir Besedin og er netop nu oversat fra svensk til dansk af Hans Christian Bjerg. Hans Christian Bjerg er historiker og tidligere overarkivar på rigsarkivet og har desuden undervist på søværnets officersskole. Bjerg har skrevet flere udgivelser om dansk marinehistorie og søfart.

Bogen indledes af Hans Christian Bjerg med en analyse af forløbet og tager læseren godt i hånden gennem den forvirring og angst som bredte sig i Sverige, i de 10 dage, hvor grundstødningen ved Karlskrona stod på. Bjerg tager ikke direkte stilling til, hverken om den svenske eller den sovjetiske fremstilling er sand eller falsk, men påpeger, at kildematerialet har været snævert, og konklusionerne været for entydige. Derfor er denne oversættelse af Vladimir Besedins bog et vigtigt bidrag til et mere fuldendt billede af dagene omkring grundstødning og senere den påstået spionage.

Man kunne nemt fristes til bortvise Vladimir Besedins forklaring som et partsindlæg af en ex- sovjetiske politisk officer, men som Hans Christian Bjerg understreger, er Besedins forklaring ikke præget af nogen form for sensationalisme eller af en ideologisk drejning. Tværtimod fortæller Besedin om en kaptajn, der kommer til søs med en gammel ubåd med defekt udstyr og bliver fanget af en kombination hovmod og forvirring på fjendtligt territorie. I bogen er der masser interessante detaljer og personlige skildringer af de personer, som havde afgørende betydning for missionen.

Bogen er et indblik i den sovjetiske flådes daglige liv, som er en side af historien, vi sjældent hører noget om, grundet den sproglige barriere og de relative få oversættelser fra russisk til dansk. ”Ubåden der ramte Sverige” er en spændende bog, som er skrevet i et letlæseligt sprog og med en god indledning af Hans Christian Bjerg, der skaber den rette kontekst for bogens emne og den debat, som hele sagen har affødt.

Bogen er interessant for alle koldkrigs interesserede og/eller dem, som er fascineret af sømandslivet under bølgerne.

Hovedland, 2021. 192 sider illustreret. 230 kr.

Anmeldelsen er af Museumsinspektør for Sea War Museum Christian Toftgaard


 

Et fyrtårn er slukket!

Bendt, som skipper på Cable One

Mindeord over Bendt Jensen Eliassen af Gert Normann Andersen, JD-Contractor og Sea War Museum Jutland.

Bendt Jensen Eliassen, Kidbækvej 1, Tvis, er død, 61 år.

Bendt var født og opvokset i Holstebro og var kun 20 år, da han blev ansat i Jydsk Dykkerfirma, nu JD-Contractor. Før da havde han en cykelforretning på Banetoften i Holstebro sammen med en kammerat.

Via dykkerklubben i Holstebro lærte han mig og Jydsk Dykkerfirma at kende, og da han i en ferie kunne hjælpe til som dykkermedhjælper, gik det så godt at, han blev i firmaet, hvor han var i 41 år helt frem til sin død.

Bendt var en fantastisk gevinst for sine kolleger og for firmaet! Han var en fighter, som aldrig gav op over for vanskelige opgaver, før problemerne var løst.

Han blev erhvervsdykker i 1983, og fra 2008 var han også navigatør på en række af firmaets skibe. Bendt har løst utallige opgaver, både som dykker under vand, som kaptajn på skibene og som installationschef. I en årrække var han installationschef på kabellæggeren ”H.P. Lading”, hvor han udlagde og reparerede utallige søkabler. Blandt andet udlagde han til en stor vindmøllepark i Østersøen et søkabel, som på daværende tidspunkt var verdens tungeste.

Bendt var af natur nysgerrig, opfindsom og engageret, hvorfor han har arbejdet allround på alle typer af opgaver. Han opbyggede en enorm viden, og gennem alle årene var han helt uundværlig i firmaet, både som kollega, leder og problemknuser.

I starten arbejdede vi sammen på vort lille dykkerskib ”Lodsen”, hvor vi også boede. Herfra udførte vi igennem flere år dykkeropgaver, inspektion, bjergning og marinarkæologiske opgaver. I lange perioder tilbragte vi mere tid sammen ude på opgaver end med vore koner.

Bendt var en vigtig deltager på vore marinarkæologiske ekspeditioner, hvor vi både har arbejdet for forskellige museer og på egne bjergningsopgaver til Sea War Museum Jutland.

Blandt andet var han en nøgleperson på de store udgravninger af ”HMS St. George” i 1980erne og 1990erne, - udgravninger som i dag danner grundlag for Strandingsmuseum St. George.

Bendt var også med til at undersøge og bjærge de fleste af de genstande, som i dag er på Sea War Museum Jutland. Han var dykkeren, som satte stropper på flere kanoner og på det store metaltårn af undervandsbåden ”E50”. Det var også ham der på trods af vanskelige forhold, svømmede igennem vraget af U59 for at lave den indvendige videodokumentation af denne ubåd.

Bendt på MS Cable One lige før han får dykkerhjelmen på og sendt ned med platformen for en dykning på dybt vand.

Gennem årene var Bendt også med i mange TV-udsendelser om dykning og skibsvrag, både på DR, TV2 og TV-Midt Vest, og han er også blevet omtalt i mange artikler og bøger.

Bendt var også med, da vi fik vore første opgaver i udlandet, og Bendt og jeg først rejste ud for at lave forundersøgelser på stedet.

Det var blandt andet til eksotiske steder, som Costa Rica, Indien og Thailand, og Bendt var som altid guld værd. Autoriteterne i de fjerne lande, imponerede ham ikke, og når der skulle forhandles med myndigheder og lokale, klarede han det med et glad og åbent sind, og var det ikke nok, kunne han med humor forære dem et karton cigaretter eller en flaske, og så kom vi videre.

Nogle af de gode folk, som hjalp os i de fjerne lande, var også meget fattige, og i Costa Rica arrangerede Bendt, at en vore lokale medhjælperes børn fik nye cykler, hvilket de aldrig havde haft før. Det var sådan noget, som gav stor glæde blandt de lokale, som derfor også var meget hjælpsomme over for os.

Vi har set meget af verden, og Bendt kunne være udstationeret i lange perioder. I Thailand udlagde vi søkabler hele kysten rundt, og på dette job var han ikke i Danmark i over et halvt år. Midtvejs fik vi arrangeret, at hans hustru Pia kunne tage ud og besøge ham på arbejdspladsen, hvor de også fik lidt fri sammen.

Der er rigtig mange gode minder fra steder og arbejder, som ingen af os har glemt!

Bendt var hundrede procent firmaets mand og utrolig loyal, men også den bedste ven, man kunne ønske sig. Gennem de mange år har vi aldrig nogen sinde været uvenner eller sure på hinanden. Bendt har sat meget store aftryk både i firmaet og på Sea War Museum, som vi er taknemlige for!

Selvom Bendt var dedikeret og engageret i sit arbejdsliv, magtede han også at være et engageret familiemenneske – sammen med Pia og sine to døtre, Line og Tine. Skønt arbejdet i perioder holdt ham på søen og dermed adskilt fra familien, så var ingen i tvivl om hvor meget, den betød for ham og han for den. Bendt gjorde aldrig noget halvt.    

Selvom han var en ukuelig fighter, som kunne overkomme næsten alt, tabte han til sidst kampen til kræften. For alle os, der kendte ham og holdt af ham, efterlader det et stort tomrum.

Æret være hans minde!

Bendt Jensen Eliassen bisættes fra Tvis Kirke, tirsdag den 19. oktober kl. 13.


Hele dykkerholdet på Honte under DRs optagelser til udsendelsen DYKKERNE
Indien 1995 på dækket af indisk dykkerbåd en medhjælper, Bendt og dykker Kumar
Bendt på MS Honte med en kanonmål og en kanonkugle under udgravningerne af HMS St. George i 1997
U59, Bendt inde i ubåden, U59 og en anden dykker er klar ved lugen med luftslangen
U59,m den sandpolle Bendt skulle klemme sig forbi inde i ubåden

 

Efterårsferien står for døren – Det betyder tid til oplevelser og fordybelse

I uge 42 er der planlagt et spændende program med arrangementer i anledning af Geopark Vestjyllands åbning, som Sea War Museums er en del af.

UNESCO Geopark Vestjylland dækker hele Struer, Holstebro og Lemvig kommune hertil dele af Limfjorden og Nordsøen. På Sea War Museum fortæller vi om Nordsøen og de dramatiske begivenheder der har fundet sted på bølgerne. Dykker udstillingen i museet giver et unik indblik i det marine arkæologiske arbejde, som er grundlaget for hele museets fortællingen.

Oplev i Radarbunkeren i Thyborøn – Fra Nazibunker til kold krigsbunker

  • Den 19. oktober kl. 12 – 17 er Radarbunkeren åben i Thyborøn, undersøg den spænende bunkers historie.  
  • Pris: 25 kr. betales i indgangen til bunkeren. Ingen tilmelding, sted: Vesterhavsgade 2, 7680 Thyborøn

Børnerundvisning på Sea War Museum – Krigsmuseum i Børnehøjde

  • Den 20. oktober kl. 13.30 vil Museumsinspektør og daglig leder Christian Toftgaard afholde en særlig børne rundvisning, der fortæller om livet til søs under første verdenskrig
  • Pris: Entrebillet til museet. Ingen tilmelding, sted: Sea War Museum

Oplev arbejdet bag Sea War Museum - Mød konservator John Silver Andersen

  • Den 21. okt. 13.30 der mulighed for at møde John Silver Andersen og udspørge ham om hans fascinerende arbejde
  • Pris: Entrebillet til museet. Ingen tilmelding, sted: Sea War Museum

 

Nyt fund indleveret til museet!

Flydel før styrt på Tornado Jagerfly

Fiskere bringer mange ting i land, som de har fået op i deres trawl.Hver gang er det en lille historie eller et mysterium, som vi prøver på at opklare.Fra Thyborøn Havn har vi således fået indleveret en ret tung del, der var fisket op af havet NV for Thyborøn, og som vi umiddelbart formodede kom fra et flyvrag.

Ved gennemgang af vore fiskerkort var der ikke afmærket noget vrag eller hold på positionen. Vi bad derfor fiskeren, om han ville tjekke positionen endnu engang, hvorefter vi fik en ny position. På den nye position, var der ganske rigtig afmærket et flyvrag, hvor andre fiskere tidligere havde haft hold og fanget flydele.

Efter at John Silver havde rengjort vragdelen, dukkede der en række numre op, men ingen fabriksmærker eller kendemærker, og derfor sendte vi et foto op til havarikommisjonen i Norge

Den kunne kort efter meddele, at vragstykket stammede fra et Tornado-jagerfly, og at det var den stærke del, som kunne dreje vingerne frem eller tilbage.

Vi gennemgik nu land for land alle de Tornado-fly, som var styrtet ned, da der ikke fandtes et enkelt, samlet register. I et tysk register fandt vi to tyske Tornado-fly som var kollideret og styrtet ned i Skagerrak nord for Skagen den 31. oktober 1991.

Alle fire piloter skød sig ud med katapultsæder og kom sikkert ned i faldskærme. De blev efterfølgende samlet op af redningshelikoptere, men en af piloterne, Korvettenkapitän Greßmann, døde desværre af kulde, efter at hans dragt var blevet utæt.

Vragdelen kommer senere ind i museets udstilling om flyvrag i havene.

 

Gert med flydel fra Tornado Jagerfly, restaureret af John Silver Andersen

31st October 1991


German Navy

Panavia Tornado

43+84

MfG.1

Collided in low altitude mid-air during 'buddy buddy"
refueling and crashed into the sea near the Skaggerak between Denmark and Norway

 

                                      Lt. Cdr. D.Henschel

O.Lt. M. Gohler 

Lt. Cdr. K. Seemann

KKpt Gressmann died of exposure in cold water

Martin-Baker

Martin-Baker

31st October 1991


German Navy

Panavia Tornado

46+17

MfG.1

Martin-Baker

Martin-Baker

Vragdel fra en Tornado fundet på omtrentlig position:

57 01 00 N og 07 25 00 E

Position rettet til: 57 49 94 N og 10 23 50 E

 


 

Foredrag med Jørn Buch

Foto:Vang Sandholm

Den 6. oktober 2021 - Foredrag med Jørn Buch

Det var et uhyrlig spændende og gribende foredrag med Historiker Jørn Buch. Han fortalte levende om første verdenskrigs gru, og hvordan millioner af soldater blev dræbt. Heri blandt de mange tusinde af sønderjyder, der var tvunget i tysk tjeneste, oplevede krigen som et sandt helvede.  Hvis du gik glip af foredraget, så kan du tørste dig med at det nok ikke bliver sidste gang Jørn Buch kommer forbi museet og holder foredrag.

Endnu gang tak til Jørn Buch for foredrage og tak til museets støtteforening Maritim Historisk Selskab for initiativet til arrangementet.


 

Ubåden U-20 er et stykke af verdenshistorien.

Den 14. september var en stor dag for Sea War Museum og vi er stolte over at kunne annoncere vi nu ejer vraget fra U-20, efter overdragelsen af Jens Hempel Hansen andels på 2/3. Rigtig mange af efterkommerende af Jens Rønn, som ejede den 1/3 af vraget, har ligeledes givet deres accept af overdragelsen. Vi er meget taknemlige for at så mange af efterkommerende af Jens Rønn tog sig tid til i går at komme og besøge museet.  

Ubåden blev afgørende for verdenshistorien, da den 7. maj 1915 sænkede Britiske RMS Lusitania. Skibet skulle sejle fra New York til Liverpool med civile passager og gods. Lusitania sejlede ud den 1. maj fra New York og skibet havde 1962 passager og mandskab ombord. Under dæk havde Lusitania lasten fuld af krigsmateriel til den britiske hær, der blev fragtet sammen med de civile passager. Månederne op til Lusitanias sænkning havde den tyske ambassade advaret om at alle britiske fartøjer, der passerede krigszonen rundt om Storbritannien ville blive sænket uden varsel.

Den 7. maj. var Lusitania næsten i havn, da den krydsede Tyske ubåd U-20, hvor kaptajnen Walter Schwieger var ombord. Walter Schwieger genkendte den gennem sit periskop og vidste at skibet var en del af den Britiske reserveflåde og derfor et oplagt mål for hans ubåd. U-20 affyrede en torpedo, der ramte skibets styrbordssiden, som tog hurtigt vand ind. Walter Schwieger observerede desperationen ombord og nænnede ikke at affyrede flere skud mod målet.

RMS Lusitania gik ned på kun 18 min og tog 1198 med sig i graven heraf 128 amerikaner. Blandt de omkommende var der mange spædbørn, der hurtigt omkom i det kolde Irske hav. Da nyhed om sænkningen nåede til USA, udbrød der et ramaskrig der vendte folkestemning i USA.  Pludselige var konflikten i Europa ikke så fjern fra amerikanernes bevidsthed. Knap 2 år senere den 2. april 1917 erklærer USA Tyskland krig.

På denne måde kom u-20 til at spille en afgørende rolle, for udfaldet af første verdenskrig, da sænkning af Lusitania var direkte medvirkende til USA’s indtræden i krigen.

Museet kan således sige at vi i dag er den stolte ejer af U-20’s tårn, dækkanon, periskop, skrue som står i vores udstilling.  Resten af vraget, der står på havbunden ud for Vrist håber vi på i fremtiden at kunne arrangere ture med båd eller dykkerudstyr.


 

Sea War Museum søger efterkommer af Jens Rønn

Kære efterkommer efter Jens Rønn

Vedr. rettigheder til vraget af undervandsbåden U20

 I 1918 købte firmaet Petersen & Albæk vraget af den tyske stat for at bjerge alle metaller i undervandsbåden.

Efterfølgende lavede det en aftale med entreprenør Jens Rønn om bjergning fra vraget, hvilket resulterede i, at Jens Rønn i Vrist købte 1/3 af vraget.

I de efterfølgende år blev stort set alt af værdi bjerget fra vraget, så kun bundstedet med resterne af de to historiske motorer stod tilbage på havbunden. Da jeg selv undersøgte vraget i 1980, var tårnet sprængt af undervandsbåden og lå på havbunden uden for vraget. Det blev efter en kontakt til Farvandsvæsenet og Lemvig Museum bjerget op af undertegnede og hjælp af store maskiner fra Vejlby Gruslejer og placeret i klitten lige ind for vraget. Senere blev det placeret ved Strandingsmuseet i Thorsminde.

I dag står tårnet sammen med skruen, periskopet og kanonen fra U20 på Sea War Museum i Thyborøn.

Museets forfatter Knud Jakobsen fik den ide, at det kunne være helt fantastisk, hvis Sea War Museum, som det eneste museum i verden, kan få ejendomsretten til ubådsvraget og dermed selv sikre, at det bevares intakt. Derfor spurgte vi firmaet Petersen & Albæk, som i dag hedder HJ Hansen, om vi måtte købe deres 2/3 af vraget for et symbolsk beløb.

Firmaets ejere, Jens Hempel Hansen og hans far Hans Erik Hempel Hansen, var positive og vil overdrage deres 2/3 af vraget til museet ved en officiel sammenkomst, på museet tirsdag den 14. september kl. 14.

Vi vil derfor gerne invitere alle nulevende arvinger efter Jens Rønn med til denne overdragelse. Den vil foregå på Sea War Museum, Kystcentervej 11, Thyborøn, den 14. september kl. 14. Her vil man også få mulighed for i lighed med HJ Hansen at overdrage eventuelle andele til museet via vedhæftede gavebrev, som gerne bedes udfyldt.

Med din hjælp håber jeg, at det i fremtiden kan blive et lokalt og relevant museum, der kan stå som ejer af det historiske vrag.

Med de bedste hilsener

Gert Normann Andersen


 

Besøg på museet fra den amerikanske ambassade

Gert og Trevor foran museet

Fredag den 3. september havde vi officielt besøg af Trevor F. Gersten, som er attache for United States Air Force på den amerikanske ambassade i København.

Han var meget interesseret i de flyvrag, vi finder på vore ekspeditioner. På ambassaden er de i gang med at finde vragene af amerikanske bombefly som blev nedskudt i farvandene omkring Danmark. Formålet er at finde rester af omkomne, lave dna analyser og få resterne officielt begravet.

Han så den lille særudstilling, som Sea War Museum har om dele af flyvrag, som fiskerne har indbragt til museet, samt de flydele, som John Silver er i gang med på museumsmagasinet.

I vort arkiv har vi formentligt også nogle positioner, som de gerne vil have, og som vi eftersender.

Trevor var generelt meget begejstret for de udstillinger, som vi har på muset. Især udstillingen om U 20 og Lusitania havde hans opmærksomhed, da det er en vigtig del af den amerikanske historie.

Han var overrasket over, at vi har så mange genstande fra U 20, herunder kanon, periskop, tårn og den ene skrue. Han vil på et tidspunkt komme igen med andre fra ambassaden for at se vort museum med de mange udstillinger, som han syntes er unikt på verdensplan.


 

103 årige på besøg - datter af tysk U-båds Kaptain

Den 103-årige Hildegard Eggers ser gennem periskopet fra ”U 20”, som hendes far også brugte for over 100 år siden.

Sea War Museum Jutland har haft et helt fantastisk besøg af en slags, som man næsten ikke tør tro på. Vi har haft besøg af den 103-årige Hildegard Eggers, datter Kapitänleutnant Otto Dröscher, som var den første kommandant på ubåden ”U 20”, som i 1916 strandede ved Vrist.

Besøget kom i stand via Knud Jakobsen, som har skrevet flere bøger om Første Verdenskrig for museet. Han er i gang med en ny bog om ”U 20”, og da han i Tyskland søgte slægtninge til Otto Dröscher, fandt han barnebarnet Ulrich Eggers og den nu 103-årige datter Hildegard Eggers.

Begge var yderst hjælpsomme og kunne både levere billeder og oplysninger om Dröscher, der selv døde i 1956. Hildegard Eggers fandt opgaven spændende, og på sin 103 års fødselsdag i juni erklærede hun, at hun ville til Thyborøn for at se museet og hilse på Knud Jakobsen.

Hele familien bakkede om hendes ønske, og hendes alder var ikke nogen hindring. Hildegard Eggers er tidligere sygeplejerske, går til fitness to gange om ugen og er frisk i hovedet. Besøget fandt sted i denne uge sammen med søn, svigerdatter og barnebarn og med to overnatninger på Seaside Hotel i Thyborøn.

Hildegard Eggers tilbragte to dage på Sea War Museum Jutland og studerede alt med stor interesse. Hun fik tilbudt en rollator, men betakkede sig. Hun havde sin stok, hvilket var nok, og hun skulle heller ikke have hjælp for at komme ind og ud af biler.

Middagssøvn havde hun ikke brug for, og da hun på andendagen blev interviewet af TV-Midtvest, var hun i fin form.

Den 103-årige Hildegard Eggers skal medvirke i en større udsendelse om U 20 senere på året, hvor også den nye bog om ”U 20” skal udkomme.

Tekst skrevet af Knud Jacobsen

Hildegard Eggers i midten omgivet af familien og John Silver, Gert Normann og Knud Jakobsen fra museet.

 

Dristig engelsk pilot reddet i land af thyboer

Frederick Rutland, kendt som ”Rutland of Jutland”

Sea War Museum Jutland har erhvervet et ægte klenodie fra Første Verdenskrig i Nordsøen. 

Den 29. april 1917 startede den engelske pilot Frederick Rutland fra moderskibet ”Manxman” 60 sømil vest for Horns Rev. Han var på dette tidspunkt allerede berømt som ”Rutland of Jutland”, fordi han var den eneste pilot, der deltog i Jyllandsslaget, og nu skulle han gøre noget, som aldrig var blevet gjort før. Han skulle i sin Sopwith Pup starte fra et skib i Nordsøen, flyve patrulje ud for Horns Rev og derefter vende tilbage til skibet og sætte sit fly ned på vandet i håb om at blive samlet op. 

Vejret var overhovedet ikke egnet til flyvning, men Rutland sagde ikke nej. Han lettede fra skibet og tog det i stiv arm, da en cylinder i motoren svigtede, og motoren derefter vibrerede så kraftigt, at kompasset gik i stykker. Han søgte at holde kursen ved at se på bølgernes retning, men da han forsøgte at vende tilbage, kunne han ikke finde skibet. Til sidst måtte han sætte kurs ind mod den jyske kyst. 

Rutland ville ikke interneres og besluttede derfor at sætte sit fly ned på vandet, så han bagefter kunne hævde, at han havde været uden for den danske tremilegrænse. Så ville han nemlig bare være en almindelig skibbruden, der havde lov til at rejse hjem. 

Han kom længere mod nord, end han havde tænkt sig og endte I Agger. Her gjorde han som planlagt og satte sit fly ned i de oprørte bølger, hvorefter han under dramatiske omstændigheder blev reddet i land af fem lokale fiskere. Senere lod den lokale herredsfoged ham rejse hjem, hvilket skete via Sverige og Norge. 

Da han kom hjem, sørgede Rutland for, at de fem fiskere fik deres velfortjente belønning. Hver mand fik et sølvur af det britiske admiralitet for at redde den nødstedte engelske flyver, og det er et af disse ure, som Sea War Museum Jutland nu har erhvervet. Museets ur blev givet til fisker Vilhelm Villadsen (1873 -1952). Det afslører ikke blot Rutlands taknemmelighed, men også hans problemer med thybomålet. ”Agger” blev i hans gengivelse til ”Akka”, hvilket også står på uret. 

Læs hele beretning om Rutland of Jutland og urene fra Agger i Knud Jakobsen bog ”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger”, udgivet af Sea War Museum Jutland 2020. 

Tekst skrevet af Knud Jakobsen 

Sølv ur som hædersbevis til fiskeren Vilhelm Villadsen (1873 - 1952)

Alle fotos af uret er taget af Hans Erik Nørgaard, Agger.


 

Expeditions, meteorites & philanthropism

Svend w. iron meteorite Los Vientos 188 - Atacama
Svend w. iron meteorite Los Vientos 188 - Atacama

Interview with Dr. Svend Buhl

"Since I was child I have an affection to lost and hard-to-find things. I grew up in Southwestern Germany, which has a rich history of Bronze-age, Celtic and Roman activity. Whenever there was the opportunity, I walked the fields, looking for Neolithic or Roman artifacts. The first money I earned from vacation jobs, I put into a used vintage metal detector. At the age of 15, I regularly spent more time in the woods than in school or at home. I had a good relationship with the archaeologists and on several occasions my finds ended up in the provincial museum of my hometown. Whenever we travelled as a family, my father, who shared a great interest in history and natural history, took me to local museums and collections of every kind. It was probably then that I saw a meteorite for the first time. At that time, this seemed to the me the rarest and most fascinating of all treasures: a rock from the surface of another world that had travelled through the icy depths of space and eventually fell on our planet."

Landmark meteorite - Rub al Khali
Landmark meteorite - Rub al Khali

"The desert is full of strange, beautiful and scary things. Plane wrecks, ancient tombs, singing dunes, petrified skeletons, petroglyphs, there is an entire cabinet of wonders hidden in the sands of the inner deserts. In terms of meteorites, among the 500 specimens we’ve found there are some that origin from the asteroid Vesta and even a golf-ball sized piece that turned out to be a shergotitte, a piece from the surface of the planet Mars.Perhaps the most intriguing find was a large 19-kg, beautifully shaped chondrite that had been placed on the crest of a ridge [in the desert of Rub al-Khali] along an ancient caravan trail. It could be seen from a mile out. Because of the striking contrast of the black meteorite to the bright background, it had been put there hundred, perhaps a thousand years ago as a landmark to mark the caravan trail that led to a distant well. A rock from space to guide the ancient desert farers."

How is an expedition led?

"Research and identify a promising target area. Get an idea about the security situation and prepare escape and evasion plans. Draw a set of precise navigational charts based on satellite data. Understand the local laws on prospection and export, if necessary hire a local agent to handle customs and export of the collected samples. Select an experienced team that is capable and sufficiently skilled to do the job. Choose your equipment (wisely) and carefully plan logistics along the route. The most work comes after the expedition when the samples are documented, prepared and distributed for scientific research and publication. 

Noon break_Western Sahara
Noon break_Western Sahara

The most critical part perhaps is to bond the different characters into an effective team. Constant heat and wind, physical effort, lack of sleep, critical situations and other factors contribute to accumulating stress that can lead to tension or lack of focus. In an environment that does not forgive mistakes, this again can have serious consequences. It is therefore critical to maintain a positive team spirit.

Meteorite search atacama desert
Meteorite search atacama desert

"Meteorites can be found more easily and in greater abundance on very ancient surfaces. Some of the world’s deserts provide surfaces that haven’t changed much over several hundred thousand years. Because they don’t weather much in the very dry climates, meteorites fallen to Earth accumulate on these patches over the millennia. Besides, the remoteness and the harshness of deserts have always fascinated me. Apart from the bottom of the ocean or the depths of space, the only real discoveries today are to be made in the deserts. Think of the lost army of Cambyses int the Western Egypt desert or the Atlantis of the sands, the legendary lost city of Ubar in the Rub al Khali. The great sand seas of the Arabian and African deserts are a challenging and treacherous environment, much like the oceans. As there is no infrastructure, no net coverage, no support whatsoever, the desert farer is entirely dependent on his team, his equipment, training and skills. Navigating through the central Sahara with a dedicated team of fellow enthusiasts, without connection to the rest of the world for weeks, to me is the ultimate challenge."

Navigation - Rub Al Khali desert
Navigation - Rub Al Khali desert

Lucky coincidences? Yes indeed. I remember one day in the Rub al Khali where we were searching for meteorites in a single vehicle and the batteries of the only GPS unit we brought went dead. The stars were not out yet, the sun was hidden by dust clouds and my team mate and I were arguing over our map about the right direction to take. In that moment, we spotted something in the sand ahead, which turned out to be a perfectly preserved, oil bearing compass that someone had lost. What were the odds?" 

Bathtub Imilac Inn
Bathtub Imilac Inn

"The worst is a team with too much time on their hands. In the Atacama Desert in Chile, we had put up a base camp at 4.500 meters altitude at the site of the famous Imilac meteorite fall. After a week of savage heat, we decided we needed a bath. But how to go about this in the middle of the driest desert in the world? From an old mining pit, we dug up a half-buried mining wagon, in a combined effort we hauled it on the truck-bed of one of our vehicles and drove it to our camp. After plugging a few bullet holes with cork, we dug a pit and placed our new bathtub inside. Then two of us went for the one hour-drive to the next well to fetch water in our 200-liter drum. After four or five turns, the pool was filled and ready for use. Later, we added a few more installations like a kitchen built from the crossties of a derelict railroad and a meteorite god idol made from the skull and backbone of an Alpaca. Today, the site is known among fellow meteorite searchers as the “Imilac Inn.”

 
Atacama desert
Atacama desert

During the same tour, somewhere in the Los Vientos area, one of my mates went for a nightly walk over the next hill and ran into two fellows sitting by their camp fire. We hadn’t met any people for weeks so this was quite a surprise. It turned out that they were Spaniards and one of the guys was a friend of Sergey, who was sitting with us at the camp fire. Both had been unaware of the others trip to the Atacama and we had a good reason to celebrate a surprise reunion."

Can you see some similarity between your work as a meteorite explorer and the work of Gert Normann Andersen under the water?

"I think what Gerd has achieved is unique and beyond compare. With our work on meteorites, we discover new finds and contribute to the understanding of planetary geology and our solar system’s past. Yet, one has to be honest: unless interplanetary travel becomes more common, there is some scientific but little practical or societal value in what we do. Gert, in contrast, has not only assembled an unprecedented collection of significant, historical artifacts and made it accessible to the public. What I consider even more important, he has created a place to remember those that perished in the battles at sea, regardless of origin. Seeing the many visitors, also from the U.K. and Germany, I think the Danish can be very proud of what Gert has done for Thyboron, for the marine history of Denmark, and for the understanding of the former adversaries in the battle of Jutland. Devoting one’s assets and wealth to tell the stories of hardships and suffering, remembering the dead and making comprehensible to present and future generations that there is nothing to gain but horror and loss of life when nations go to war, this is philanthropism at its best."

Biography

Dr. Svend Buhl, born 1971, is a desert enthusiast and meteorite recovery expert. In 2002, he formed Meteorite-Recon, an international team to undertake a meteorite expedition into the Ténéré desert in the Republic of Niger. A dozen field trips followed, the majority on the African continent to the central and Western Sahara. Today, more than 500 meteorites found by Buhl and team have been analyzed, classified and published.

Svend has authored several books and research papers on the subject, his most recent work covering his expeditions in Africa and Arabia is For a Fistful of Rocks. His website Meteorite-Recon.com features a wealth of meteorite resources and documentaries. He is a member of the Meteoritical Society, fellow of the Confrerie St-Georges des Gardiens de la Meteorite d‘Ensisheim and a founding member of the Mauritanian Meteorite Society. In his civil life, Svend is a government relations specialist based near Hamburg, Germany.


 

Destroyer Z 34

Tegning af destroyer Z34 WW2
Tegning af destroyer Z34 WW2

Mens vi venter på at kunne udføre den næste ekspedition, kan vi fortælle om flere interessante vragfund, vi endnu ikke har offentliggjort.

Under et af vore ekspeditioner fandt vi vraget af den tyske destroyer ”Z 34”, som blev bygget under Anden Verdenskrig. Den hejste kommando 5. juni 1943 og gjorde indtil januar 1945 tjeneste i Nordnorge, hvor den blandt andet skulle passe på slagskibet ”Tirpitz”.

I januar 1945 blev den indsat i Østersøen, hvor den deltog i de afsluttende kampe og evakueringen af flygtning fra Østpreussen. I april eskorterede den flygtningeskibene ”Deutschland” og ”Pretoria” til København med 17.000 flygtninge. Umiddelbart efter blev den natten mellem den 15. og 16. april svært beskadiget af en russisk torpedo, hvorefter den gennemgik en hurtig nødreparation. Herefter fortsatte den evakueringen og ankom for sidste gang til København den 4. maj 1945 fuldt lastet med flygtninge.

Scanning af destroyer Z34 WW2 - farver angiver dybder
Scanning af destroyer Z34 WW2 - farver angiver dybder

Da de allierede efter krigen, delte de overlevende skibe imellem sig, blev ”Z 34” tildelt amerikanerne. Skibet var dog i så dårlig stand, at det blev lastet med gasammunition og sænket i Skagerrak den 26. marts 1946.

Som det ses af skanningen, ligger vraget på bagbordsside på godt 90 m vand.

Sammenligning af destroyer Z34
Sammenligning af destroyer Z34

 

Meteoritjæger på besøg på museet

Svend gives an armored front window from a Messerschmidt Me 109 to The museum.

I denne uge har vi på Sea War Museum besøg af meteoritjægeren Svend Buhl og sin familie. Svend havde fine gaver med til museet, herunder et panserglas fra et frontvindue til en Tysk ME 109 fra 2. Verdenskrig. Panserglasset kommer til at indgå i vor udstilling om flyvrag.

Udover sit arbejde som forsker i meteornedslag, hvor han har samlet meteorstykker over hele verdenen, har Svend en stor interesse i Sea War Museums temaer. Svend skriver:

“On June 28 the Sea War Museum received a visitor from Germany. I had come to exchange artifacts and historic sources and to discuss aspects of the Jutland Battle. I was given a tour of the exhibition and insights into the recovery history of individual exhibits. I was particularly impressed by the recently completed work on a brass torpedo tube manufactured by Berliner Maschinenbau AG in 1916. Recovered from the wreck of U78 in 2018, the unique artifact gives an impression of the grim conditions of the war at sea.

In hundreds of work hours, the ingenious restorer, John Silver, has meticulously cleared the flooding and closing mechanisms, resulting in a flawless operation of the 102-year old technology. The display, with one section of tube left in original find condition, gives an idea of effort and skill that the museum puts into preserving the artifacts recovered from the seabed.”

See an armored front window in a Messerschmidt Me 109.
Gaver fra Svend Buhl til Gert og John ved museet.

Svend skriver yderligere om sit besøg på museet:

"The work done by Gert and his team cannot be valued enough. The Sea War Museum provides insight in the war at sea in a neutral and very sensitive manner, telling the story of the men and ships who perished off Jutland that must not be forgotten," said Svend. „It can‘t be valued enough the memory of German and British sailors that found their graves in the North Sea, which is kept alive here in Denmark.“

Tak til Svend Buhl og sin familie for et spændende besøg og de fine gaver!

Om Svend Buhl:

Besides his interest in naval history, Svend Buhl shares a passion for exploration and discovery, yet in an entirely different field. As a collector of rocks that fall from the sky, Svend is leading expeditions into African and Arabian deserts in search for meteorites. With his team and in collaboration with scientific institutes he has discovered and published more than 300 meteorite finds. His discoveries are documented on his website Meteorite-Recon.com and in the book For a Fistful of Rocks https://www.amazon.de/Fistful-Rocks-Meteorite-Prospection-Western/dp/3000626700 He currently works on volume 2, which covers his meteorite searches in the Atacama desert in Chile.

Bog (bind 1) om fundne meteorer over hele verden af Svend Buhl.

 

Ny kanon

Ny kanon ankommer til Sea War Museum. Konservator John Silver hjælper den på plads.

Sea War Museum Jutland har fået en ny kanon, der både har en tysk og en dansk historie. Det er en 15 cm kanon, der nu er blevet opstillet udenfor museet sammen med kanonen fra kystforsvarsskibet Peder Skram og vores tyske 12,7 cm marinekanon.

Den nye kanon var oprindeligt opstillet på Hesbjerg ved Gilleleje, og med hjælp fra Filip Nielsen, Koldkrigsmuseum Langelandsfort, kan vi fortælle historien.

Skoda-fabrikkerne i Pilzen i Tjekkoslovakiet leverede omkring årsskiftet 1944/45 otte 15 cm kanoner til den tyske kystbefæstning i Danmark. De var af typen 15 cm. SK C/28 L/55 i Küst MPL C/36. Forkortelserne betyder følgende: S.K. = Schnelladekanone, C/ = produktionsår, L/ = kaliberlængde, Kst. M.P.L. = Küsten Mittel-Pivot-Lafette. Alle kanonerne blev på grund af stålmangel leveret uden panserskjold eller hus.

Kanonerne var konstrueret af Rheinmetall-Borsig i Düsseldorf, men blev fremstillet af Skoda i Pilzen, og så sent i krigen har det været en logistisk kraftpræstation at bringe de 20 tons tunge kanoner gennem det ødelagte Tyskland og til Danmark.

Kanonerne havde fabrikationsnumrene 1457-1464. De fire laveste numre kom til Hesbjerg ved Gilleleje, mens de fire sidste kom til Fyns Hoved. Batterierne skulle være anvendt mod en eventuel allieret invasion gennem Kattegat, men ingen af dem blev færdige før krigens slutning. Hesbjerg-kanonerne blev senere opsat som hovedskyts på Kongelundsfortet, men da dette fort kort efter blev nedlagt, blev kanonerne sat på magasin.

I 1953 blev de to kanoner med numrene 1458 og 1459 flyttet til Langelandsfortet, hvor de stod frem til fortets nedlæggelse i 1993. I dag står 1459 i Ebeltoft, mens 1458 nu står i Thyborøn. Kanonen er blevet restaureret af museets konservator John Silver og fremstår nu i original tilstand uden skjold.

Kanonen havde en besætning på 15 mand, som efter nogen øvelse kunne afgive seks skud i minuttet. Kanonen havde en rækkevidde på 22 km, mens granaten vejede 45 kilo.

Sea War Museum har nu udstillet tre store kanoner fra WW2 som står udenfor på sydsiden af museet.

Den 20 tons tunge kanon hænger i luften, inden den bli'r sænket ned.
De tre store kanoner fra WW2 ved Sea War Museum
De tre store kanoner fra WW2 ved Sea War Museum

 

Harpunkanonen

”Southern Briar” ligger i havstokken ud for Ferring Sø og er brækket på midten. (Foto: Lemvig Bibliotek).
”Southern Briar” ligger i havstokken ud for Ferring Sø og er brækket på midten. (Foto: Lemvig Bibliotek).

I foråret 2021 fik Sea War Museum harpunkanonen fra hvalfangerskibet ”Southern Lotus”, som i 1966 strandede ved Dybå, hvor den også blev ophugget.

Vi fik overdraget denne på Vestkysten sjældne kanon af Strandingsmuseet i Thorsminde, fordi den ikke var så gammel, at den hørte under museumsloven, og fordi vi ville restaurere og udstille kanonen i Thyborøn.

Det siger vi Strandingsmuseet mange tak for!

Harpunkanonen står nu på gulvet i receptionen på Sea War Museum med en forklaring på planchen bag kanonen.

To hvalfangere, ”Southern Lotus” og “Southern Briar” strandede i 1966 på Vestkysten i Lemvig Kommune, dels ved Dybå, dels ved høfde 12 ud for Ferring Sø.

Begge skibe blev hugget op på stedet, men hele skibsbunden af ”Southern Briar” med dampkedlen og andet kan stadig ses på havbunden ud for Ferring sø.

Hvalfangerne var hjemmehørende i Skotland, men arbejde det meste af tiden i Sydatlanten med station på South Georgia i nærheden af Arktis. Begge fartøjer var udtjente og var på vej til ophugning i Belgien, da den hollandske bugserbåd mistede dem begge. I hårdt vejr sprang slæbetrossen i Nordsøen ud for Hvide Sande, og alle forsøg på at genetablere forbindelsen mislykkedes. Få timer senere strandede begge skibe på Vestkysten uden tab af menneskeliv.

”Southern Lotus” blev oprindeligt bygget som den engelske korvet ”HMS Lotus”, der gjorde en storslået indsats under Anden Verdenskrig. Hele beretningen kan læses i bogen ”Det modige skib Lotus”, som blev udgivet af Sea War Museum Jutland sidste år.

”Southern Lotus” strandet ved Dybå i Fjaltring med Trans Kirke og Bovbjerg Fyr i baggrunden. (Foto: Fjaltring-Trans Lokalarkiv).
”Southern Lotus” strandet ved Dybå i Fjaltring med Trans Kirke og Bovbjerg Fyr i baggrunden. (Foto: Fjaltring-Trans Lokalarkiv).
Harpunkanonen stående i sandet bag Strandingsmuseet i Thorsminde.
Harpunkanonen stående i sandet bag Strandingsmuseet i Thorsminde.
Kanonen er afrenset og har fået den første grundmaling.
Kanonen er afrenset og har fået den første grundmaling.
Kanonen med dækmaling læsset på en ladvogn for transport til Thyborøn.
Kanonen med dækmaling læsset på en ladvogn for transport til Thyborøn.
Restaurator John Silver ved harpunkanonen på Sea War Museum
Restaurator John Silver ved harpunkanonen på Sea War Museum.

 

Historien skal fortælles igen og igen - mindehøjtidelighed for Jyllandsparken 1. juni 2021

Mindeparkens nye vartegn symboliserer tro, håb og kærlighed. Det er udført i jerntræ af kunstneren Paul Cederdorff (foto: Henrik Kastoft)

Den 1. juni var det 105 år siden verdens største søslag fandt sted ud for Jyllands vestkyst. Næsten 9000 britiske og tyske marinere mistede livet. De blev traditionen tro mindet ved en højtidelighed i mindeparken i klitterne ved Sea War Museet.

Da søslaget i 1916 blev udkæmpet tæt på den jyske vestkyst, kunne tordenen fra kanonerne høres på land. Derfor var det også en kanonsalut, der skød mindehøjtideligheden for 105 års dagen for Jyllandsslaget i gang.

Dagen blev markeret med et nyt vartegn for mindeparken. Et stort kors af jerntræ knejser nu ved indgangen til klitterne og leder gæster fra nær og fjern på vej. Paul Cederdorff, kunstneren bag vartegnet og mindeparken, gav det nye pejlemærke disse ord med på vejen:

”Pejlemærket skal ses som min fortolkning af begrebet tro, håb og kærlighed. Korset, der er dannet af takkelagen af båden, troen, der bliver befordret af båden, og håbet. Sammen danner de symbolet for kærligheden og tolerancen i fremtiden.”

Vi skal huske historien
Tro, håb og kærlighed var ord, der gik igen i aftenens taler. Biskop Henning Toft Bro sagde i sin mindetale:

”Under Jyllandsslaget i 1916 døde henved 9000 mennesker. Det var mennesker med en personlig fortælling, alle med familierelationer. Alle med en opgave i livet. … unge mennesker med drømme om kærlighed, børn, fremtid. Historien skal fortælles igen og igen, akkurat, som vi fortæller historien om vores egne kære døde. Vi skal holde fast i vores fælles fortid i håb om, at vi der lever, håber på og drømmer om en fremtid, arbejder på IKKE at lave de samme fejltagelser, som vores forfædre gjorde det. Krig er og vil altid være en tragedie.”

I anledningen af aftenen blev der lagt kranse til minde om de omkomne. Og for hver krans blev der knyttet mindeord. 

Tidligere forsvarsminister Søren Gade, formand for mindeparken:

”På Sea War Museet kan vi læse afskedsbrevene fra tyske soldater, der strandede på en zeppeliner og sendte flaskepost hjem til deres kære, brevene var skrevet med deres eget blod. Den og mange andre gribende historier fra skibene skal fortælles. Højtideligheden her i mindeparken er det eneste sted på jordkloden man mindes slaget om Jylland og ofrene hvert år den 1. juni.”

Pejlemærke for refleksion og hukommelse
Nick Jellicoe, ambassadør for mindeparken, fremhævede mindeparkens nye vartegn og trak tråde til nutidens konflikter:  

”Korset kan hjælpe andre med at finde frem til dette specielle sted. Ligesom de store sejlskibe hjælper masten som kors hver og en af ​​os med at finde vores egen, private vej til refleksion og hukommelse. Det er vigtigt at huske det sindssyge i det marine våbenkapløb, der førte til opbygning af slagskibe på bekostning af social velfærd. Vi lever i et stadig mere splittet Europa og må kæmpe endnu stærkere mod krig i dag. Vi har aldrig været så idelogisk splittede rundt om i verden, som vi er nu.” 

Borgmester Erik Flyvholm fra Lemvig Kommune sluttede aftenens talerække. Også han fremhævede mindeparkens nye vartegn:

”Det er en smuk parallel til korset på kirken i Thyborøn. Og det, at pejlemærket er lavet af træ fra bolværket i havnen i Thyborøn binder en flot tråd fra noget lokalt til den store verden og søslagene.”

Jyllandsslaget og mindeparken
Jyllandsslaget fandt sted under Første Verdenskrig fra den 31. maj til den 1. juni 1916. Det var verdenshistoriens største søslag. 250 skibe deltog, 25 blev sænket, og 8.645 mand omkom.

Mindeparken i klitterne bag Sea War Museet i Thyborøn er etableret på neutral grund. Parken tilkendegiver respekt for tabte menneskeliv uanset nationalitet. 26 store granitsten – en for hvert sunket krigsskib og en fælles sten til minde om de øvrige omkomne - symboliserer de forliste skibes stævn, lige inden de forsvinder i dybet. Mere end 400 menneskefigurer rundt om stenene symboliserer de faldne søfolk. Der kommer løbende flere figurer til. Mindeparken er udført af kunstneren Paul Cederdorff med støtte fra lokale sponsorer.


Alle støttebidrag til parken er velkomne på mobile pay: 51554.


 

 

Mikkel Beha Erichsen og familie besøgte Sea War Museum og Mindeparken

Holdet foran Sea War Museum

16.05.21

Mikkel Beha Erichsen og familien fra det gode skib ”Wallenberg” besøgte Sea War Museum og Mindeparken for optagelser af de næste afsnit af serien ”Kurs mod danske kyster”.

Med var Mikkels hustru Marian, sønnerne Emil, Theis og Alfred, samt svigerdatteren Madeleine. På billedet foran museet ses også holdets fotograf, Hannelore Börner.

De udtalte, at både Museet og Mindeparken var unikke attraktioner med nogle helt fantastiske menneskelige historier, som var meget rørende at se.

Både Mindeparken og Museet kommer med i rækken af udsendelser om turen med Wallenberg: ”Kurs mod danske kyster”, som sendes på TV2 sidst i juli eller først i august i år.

Det var en fornøjelse at have besøg af familien og filmholdet, som alle var oprigtig interesserede og meget inspirerende at arbejde sammen med.

Gert Normann og Museets personale.

Scroll ned for at se flere billeder

Skibet Wallenberg ved kaj i Thyborøn Havn
Gåsegang ned gennem Mindeparken.
Besætningen får en rundvisning i museet
Alle ved kanonen fra ”K1” i udstillingen om Britiske undervandsbåde
Emil, Theis og Alfred, som alle selv dykker var meget interesseret i afdelingen om de dykninger som danner baggrund for udstillingerne på museet.
Gæstebogen efter besøget på museet

 

Nyheder i udstillingen - foråret 2021 (2)

Vi har verdens største samling af tyske marinekanoner fra første verdenskrig!

Direktøren for det store tyske marinemuseum i Wilhelmshaven har gjort os opmærksom på, at Sea War Museum har verdens største samling af tyske marinekanoner fra Første Verdenskrig.

Hans eget museum har rigtigt mange marinekanoner, men ikke fra Første Verdenskrig, hvor museet i dag kun har to halve kanonløb. Det hænger sammen med, at sejrherrerne efter krigen ødelagde alle tyske kanoner.

Således er der i dag kun nogle få spredte tyske marinekanoner tilbage fra WWI i England og USA.

Kun Sea War Museum Jutland har en større samling marinekanoner fra tiden. Det skyldes især museets ekspeditioner, hvor flere forskellige kanoner er bjerget op fra vrag, ligesom museet også har lånt og købt bjergede kanoner i ind- og udland.

Den i forvejen store samling er netop blevet udvidet med endnu en marinekanon. Det er en kanon fra den tyske ubåd ”U 78”, som blev sænket i Nordsøen med en torpedo fra den britiske undervandsbåd ”G 2”, sidst i oktober 1918.

Også bundstykket til denne kanon, er undtagelsesvis bevaret og udstillet. Bundstykker fjernes normalt som det første, for at uskadeliggøre kanonerne, men i dette tilfælde har det ligget 100 år på havbunden, hvorfor det på grund af tæring ikke kan bringes i funktion igen.

I de følgende dage kommer der indslag om nogle af de andre kanoner vi har på museet.


 

Nyheder i udstillingen - foråret 2021 (1)

Her på siden kommer løbende lidt fra museets nye udstillinger, som kan ses i virkeligheden når museet åbner igen fra den 21. april.

I den store dobbeltdør på endevæggen ved tårnet fra den britiske undervandsbåd E50, er der opsat to store fotostater af undervandsbådens kommandocentral og maskinrum, i nær naturlig størrelse.

Museets Knud Jakobsen har fundet disse fotos i høj opløsning ved Det skotske Nationalbiblioteks billedarkiv. Det er fotos, som er taget inde i undervandsbåden E50, da den blev bygget.

Der findes kun en eneste britisk ubåd fra Første Verdenskrig, som er gennemfotograferet, og hvorfra man i dag kan finde fotos i høj teknisk kvalitet, nemlig vores E 50.

Den blev bygget hos John Brown, Clydebank i Scotland, og åbenbart var det så stor en begivenhed, at alt blev dokumenteret, før den blev afleveret fra værftet

Det er helt specielt at se disse store fotostater, når man tænker på, at de er optaget inde i undervandsbåden, lige under det tårn som står her i samme rum, og som museet i 2011 bjergede op fra vraget af undervandsbåden.


 

Forårs gå tur ved Sea War Museum

Sea War Museum kan desværre ikke byde indenfor i endnu, men vi kan tilbyde store oplevelser udenfor i flot natur.
- Foran museet er opstillet 2 store kanoner - læs om deres historie på skiltene på museets væg.
- På bunkeren ved museet er endnu en kanon. Skiltet ved kanonen fortæller dens historie.
- Overfor kanonen viser et skilt med pile vejen til en gåtur langs Mindeparken i vejkanten passeres skilte med navne og længden på skibene fra Jyllandsslaget - se tilbage på udgangskiltet og få en fornemmelse af, hvor store disse skibe var - sidste skilt på stien "HMS Queen Mary" 214,5meter.
-I Mindeparken er en sten for hvert skib -11 tyske og 14 engelske - der gik ned i Nordsøen ud for dette sted i verdenshistoriens største søslag: Jyllandsslaget den 31. maj og 1. juni 1916 under første verdenskrig. De 400 menneske figurer symbolisere de 8645 engelske og tyske søfolk der omkom under slaget. Gå en tur mellem stenene - på hver sten står det antal omkomne, der var på skibet. De tyske skibe begynder med SMS (Seiner Majestät Schiff) og de engelske skibe med HMS (His Majesty's ship).
- Kig over klittoppe, gå en tur på stranden og nyd synet af den trafik af skibe, der er i THyborøn kanal.
- I Sea War Museums gård øst for museet, finder I en udstilling af: miner, torpedoer og vragdele. Tjek skiltene ved de udstillede genstande for mere information.
Udstillingen af vragdelene, som for det meste er indkommet med fiskere fra nordsøen, har til formål at vise, hvor hurtig nedbrydning havet udsætter vragene for. Det er derfor vigtigt i tide at få undersøgt og bjærget genstande fra vragene inden værdifuld viden går tabt. Dette arbejde udgør en stor del af Sea War Museums forskningsarbejde. Se mere om museet ekspeditioner her på vores hjemmeside: https://www.seawarmuseum.dk/Ekspeditioner
Vi glæder os til at byde jer velkommen indenfor igen så snart corona restriktionerne for museer bliver ophævet - indtil da nyd jeres vinterferie med vores udendørs udstillinger - scroll ned for at se alle billederne.
Følg med her på hjemmesiden.
God TUR til alle!

 

Ny udgivelse: De første søminer

Forsiden med briggen
På Sea War Museums forlag udgiver vi i dag endnu et lille skrift "De første søminer", skrevet af Knud Jakobsen
Denne gang er det et spændende og flot lille hæfte på 32 sider om de første søminer til 40kr.
På forsiden ses det danske skib briggen ”Dorothea”, der som det første skib blev sænket af en sømine i 1805. Det var i et forsøg af Robert Fulton som en demonstration for Royal Navy.
 
Hæftet kan købes i museumsbutikken ( når vi åbner igen). Vi sender også gerne allerede nu - kontakt os på telefon 40433808 eller mail bdk@seawarmuseum.dk - så sender vi den gerne.

 

scrol ned for at se billedet: Fultons egen tegning af begivenheden.

Fultons egen tegning af begivenheden.

 

Ny bog: det modige skib Lotus

Det modige skib Lotus

Det var ikke kun et stykke lokalhistorie, der udspandt sig, da hvalfangerskibet ”Southern Lotus” i 1966 strandede ved Fjaltring. Det var afslutningen på et stykke dramatisk verdenshistorie, og nu har Sea War Museum Jutland udgivet en bog om skibet. Den er skrevet af Knud Jakobsen, som også har skrevet mange andre af museets bøger, og som sædvanlig har han gravet dybt for at finde historien.

”HMS Lotus” var en ud af i alt 270 korvetter, som i al hast blev bygget i Anden Verdenskrigs første år. Det var en helt ny skibstype, der med en norsk hvalfanger som forbillede blev udviklet som eskortefartøj.

Korvetterne blev indsat i Atlanten, i Arktis og i Middelhavet, og selvom de i virkeligheden var alt for små til opgaven, var de afgørende for den allierede sejr. Korvetterne holdt ubådene på afstand og sikrede, at de livsvigtige konvojer nåede frem.

”Lotus” blev bygget i 1942, og den allerførste opgave var så krævende, som den på nogen måde kunne være. ”Lotus” blev beordret til Island for herfra at eskortere konvoj PQ 17 til Rusland, og denne konvoj blev både berømt og berygtet. Af frygt for de tyske slagskibe blev eskorten trukket væk ud for Nordnorge, hvorefter tyske ubåde og fly sænkede 24 af konvojens 35 skibe.

Kun et eneste af de mange eskorteskibe vendte om for at komme de nødstedte søfolk til undsætning. Det var den lille ”Lotus” fra Fjaltring, som reddede 109 mand fra den visse død.

Under krigen deltog ”HMS Lotus” i over 40 konvojer og to invasioner. Efter krigen blev skibet solgt til et skotsk hvalfangerselskab, hvorefter det under navnet ”Southern Lotus” tilbragte de følgende år som hvalfanger ved Antarktis. I 1963 blev hun lagt op i Norge, og da hun i 1966 skulle bugseres til ophugning i Belgien, rev hun sig løs og drev ind på den jyske vestkyst. Den tidligere korvet blev kastet så højt op på stranden, at alle forsøg på at få hende fri blev opgivet, hvorefter hun blev hugget op på stedet.

 

Knud Jakobsen: Det modige skib Lotus, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, 2020.

Format 21x21 cm, 64 sider, 66 illustrationer.

ISBN 978-87-93771-07-9.

Pris 75 kr.


 

Nyt modelskib

Sea War Museum har fået en model af den tyske trawler ”Johannes Krüss” som var tæt på ”Hans Hedtoft” da dette skib gik ned med alle ombordværende.

Modellen er skåret ud af et stort stykke træ, hvilket var den måde, mange skibsmodeller blev lavet på i gamle dage. Det giver en lidt grov model, som til gengæld virker meget autentisk som en model fra gamle dage.

Modellen er skåret af Ole Olsen fra Sdr. Nærå på Fyn, som selv har sejlet i ØK i mange år.

Modellen af ”Johannes Krüss” er sat ind i vor udstilling i Karolinebygningen i Holstebro om de værste danske skibsforlis gennem tiderne.

Den står sammen med ”M/S Hans Hedtoft” og ”M/S Hanne S”, som begge forliste syd for Grønland ved Kap Farvel i henholdsvis 1959 og 1960.

”Johannes Krüss” forliste også selv vest for Kap Farvel i 1967. Sammenlagt var der 123 personer på de tre skibe, og de omkom alle.

 

 

 

 

Planche: Forlisene ved Kap Farvel - tryk for at åbne pdf fil

(5784 Kb)
Udstillingen på Store Torv i Holstebro

 

 


 

Flere nye gaver til museet!

 
På fotoet ses fra venstre Jørgen Bo Larsen, Gert Normann og Freddy Breitenstein i museets magasin med de nævnte genstande.

Freddy Breitenstein fra Nykøbing Mors kom med en sjælden torpedopistol og en tysk militærkikkert. Begge dele er nu renoveret. Kikkerten, som er en tysk kikkert fra en ubåd, er lagt i udstillingen om U3523 og torpedopistolen, som blev brugt på torpedoer fra fly, ligger nu på museets magasin sammen vores øvrige torpedopistoler, klar til fremtidige udstillinger

 

se mere HER

 

 

 

 

 

 


 

Ny bog fra Sea War Museums forlag om Første Verdenskrig i Nordsøen set fra den jyske vestkyst af Knud Jakobsen

"Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger"
Første Verdenskrig i Nordsøen set fra den jyske vestkyst
af Knud Jakobsen

”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger” rummer spændende nye historier, som aldrig har været fortalt før.
Som eksempel kan nævnes titelhistorien om den tyske flyvermatros, der forulykkede med sit fly langt til havs, drev i land og søgte tilflugt på Bovbjerg Fyr. Matrosen elskede sang og gav koncert på Bovbjerg Badehotel, og efter krigen lykkedes det ham at skabe sig en karriere i Tyskland som operasanger og refrænsanger.
Der er også historien om krigshelten fra Agger, som var en britisk flyver, der nødlandede i de oprørte bølger ud for Agger og blev reddet af fiskerne. Han begyndte som menig matros og fik takket være Winston Churchill mulighed for at blive pilot. Han var totalt frygtløs og kom til at spille en hovedrolle i udviklingen af det moderne hangarskib.
Der er historier om minesprængninger og ubåde og om søfolk, som udstår ufattelige lidelser og bliver modtaget og hjulpet af kystboerne. Der er historier om begravelser, hvor hele sognet mødte op for at stede ukendte søfolk til hvile, sådan som det sker i Harboøre, da 27 omkomne i løbet af få dage blev fundet på stranden – og meget, meget mere..

Læs også folkebladets beskrivelse her: i Dagbladet Holstebro Struer  og her: i Nordjyske

Bogen kan fra den 24.juni købes i museumsbutikken og hos boghandlere for 200kr


 

Markeringen af årsdagen for Jyllandsslaget

Markeringen af Jyllandsslaget foregik i dag den 1.juni i fantastisk sommervejr under beskedne former.

Gert Normann Andersen og Klaus Kejser Juhl lagde på vegne af Mindeparkens Bestyrelse, Sea War Museum og Maritimhistorisk Selskab kranse for at mindes de 8645 engelske og tyske søfolk, som omkom under Jyllandsslaget.
Bent Thomsen og Bent Schleicher fra Danmarks Marineforening i Thyborøn stod flagvagt.
Erik Rytter og John Silver saluterede med signalkanonen.

Kransene blev lagt ved fællesstenen i Mindeparken, denne sten er sat for de 858 omkomne søfolk - både engelske og tyske, som omkom på skibe, der ikke gik ned under søslaget.

Vi er - håber vi - tilbage den 1. juni 2021 med et stort offentlig arrangement. Sæt kryds i kalenderen.

#battleofjutland #skagerrak1916 #skagerrakschlacht

The Battle of Jutland Centenary Initiative
Mindepark for Jyllandsslaget
Battle of Jutland


 

Flaskeposten fra ”L 19”

 

Skroll ned for at se historien og alle billeder

Som vi før har berettet om, gemmer museets historier tit mere når vi kradser lidt i overfladen. Nedenstående historie er en af de mest hjertegribende historier vi fortæller på Sea War Museum. Historien fik lige en ekstra drejning, da journalist og forfatter Knud Jakobsen ”kradsede” lidt i arkiverne i Sverige. Her dukkede billeder op, af termokanden der blev brugt som flaskepost. Se mere her

Tysk tegning fra 1917

 

Flaskeposten fra ”L 19”

Det endte som en tragedie, da luftskibet ”L 19” den 1. februar 1916 forliste i Nordsøen. Luftskibet havde været på bombetogt over England, og på hele turen havde maskinfolkene kæmpet med skibets nye motorer. Igen og igen brød de ned, og værst var det, når motoren i førergondolen satte ud. Den trak også generatoren til radioanlægget, og når den svigtede, var luftskibet uden radioforbindelse og dermed også uden mulighed for radiopejling.

Kaptajn Odo Loewe fra L19

Helt galt gik det, da luftskibet ved et uheld kom ind over den hollandske ø Ameland og blev beskudt af hollandske soldater. De affyrede mindst 60 skud, og mens luften langsomt sivede ud af de mange skudhuller, søgte ”L 19” søgte ud over Nordsøen igen, hvor skibet til sidste lagde sig på vandet og begyndte at synke. Den 16 mand store besætning søgte tilflugt oven på luftskibet, og stor var tyskernes glæde, da de om morgenen den 2. februar fik øje på et skib i det fjerne.

Ivrige hænder morsede SOS, og da skibet kom nærmere, viste det sig at være den engelske trawler ”King Stephen” af Grimsby. Skipperen, der hed William Martin, sejlede hen til de nødstedte, som nu troede, at de var reddet, men snart blev de klogere. Martin tilbragte et par timer ved det synkende luftskib og trods tyskernes bønner besluttede han sig til sidst for at lade dem i stikken. Martin sejlede hjem til Grimsby, og først næste dag meldte han mødet med luftskibet til myndighederne.

Kaptajn Odo Löwes brev

Royal Navy sendte flere skibe ud, men luftskibet fandt de ikke, blandt andet fordi Martin opgav forkert position. King Stephen havde været på ulovligt fiskeri, hvilket var en ganske alvorlig sag midt under en krig.

Mens de 16 tyskere ventede på døden, skrev de afskedsbreve til deres kære, hvorefter de smed dem i vandet som flaskepost. Utroligt nok blev to af dem fundet. Den 21. februar fandt jagten ”Stella” af Smögen en termoflaske med breve i vandet ud for Hållö, og omkring 1. august fandt en fisker fra Marstrand en ølflaske med breve i Skagerrak. De to flaskeposter indeholdt rørende afskedshilsner til de efterladte samt nøjagtige beskrivelser af det, der var sket.

Knud Jakobsen

Billed til højre:

Termokande fra L19 som blev fundet ved den svenske kyst med afskedsbreve fra besætningen

 

Billed herunder:

Omtale i Berlingske Tidende 3. august 1916

 

Sea War Museum Jutland har under corona-krisen opbygget en ny udstilling, som fortæller om den tragiske begivenhed. Den kan også læses i Knud Jakobsens bog ”Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen,” som er udgivet af - og kan købes på Sea War Museum.


 

Sea War Museum Jutland har modtaget et par fantastiske gaver

Chr. Langer og Gert Normann med de to malerier af A. Melchiorsen foran strandfogedgården

Sea War Museum Jutland har modtaget et par fantastiske gaver til vores udstilling og historier fra Christian Langer, Langertech på Flyvholmvej og hans to søskende, Torben og Ellen Langer.

De stammer fra deres fars ejendom, ”Rønlanger” strandfogedgård, som har været i familiens eje igennem syv generationer.

se mere her

 

 

 

 


 

Britisk undervandsbåd HMS J6 blev skannet på M/S Vinas tur til Blyth

På skanningerne kan vi se undervandsbåden ligge i sin fulde længde på ca. 68 m vand

 

J6 blev bygget på marineværftet i Devonport i 1915 og sat i drift i januar 1916.
Den var 84 m lang og 7,2 m bred og havde samme mål som den meget eftersøgte polske undervandsbåd Orzel fra 1940.

J6 patruljerede fortrinsvis i den vestlige Nordsø i jagten på tyske ubåde. Det lykkedes kun en gang at komme på skudhold af en tysk ubåd. Det var U61, men torpedoen forfejlede sit mål hvorefter den tyske ubåd forsvandt.
 

Det britiske Q-skib Cymric, som sænkede J6.

Den 15. oktober 1918 tog den britiske Q-skib Cymric fejl af den tyske U6 og J6 da observatører mente der stod U6 på siden af tårnet. Kaptajnen på Cymric hejste det britiske orlogsflag og åbnede ild. Undervandsbåden blev ramt af flere fuldtræffere og sank med 15 mand af besætningen. Først da man bjergede 17 overlevende, blev man klar over fejltagelsen.

En efterfølgende retssag afgjorde, at kaptajnen på Q-skibet ikke skulle drages til ansvar for hændelsen.

link til skannings animationen: HER

Flere billeder herunder!

Det sidste kendte billede af J6, taget i havnen i Blyth. Tårnet var blevet forstærket og forlænget, så det kunne bære en 4” kanon.
Tre ubåde af J-klassen, fra venstre J1, J5 og J4.

 

Dampskibet N. J. Fjord fra rederiet Vesterhavet:

Som det kan ses på skanningen, er vraget af N.J. Fjord forholdsvis godt bevaret i forhold til andre dampskibe, som ligger længere ude og i den østlige del af Nordsøen. Der er bølgebevægelser og trawlfiskeri ødelæggende, så vragene hurtigt bliver nedbrudt og ødelagt. Vraget af N.J. Fjord står på ca. 65 m vand

 

JD-Contractors skib Vina har her først i april været i Blyth, England, for at hente en meget stor kabelplov til søkabler med tilbehør. Gert Normann tog med på turen for at få scannet nogle skibsvrag, som lå på ruten fra Thyborøn til Blyth.

Det lykkedes at finde og scanne flere interessante vrag, hvoraf vi bringer nogle af de mest relevante for museet, nemlig vrag af fartøjer som blev sænket under Første Verdenskrig.

Scroll ned for link til animation af skanningen!

Dampskibet N. J. Fjord fra rederiet Vesterhavet:

N.J. Fjord kom til at spille en vigtig rolle ved opstarten af Jyllandsslaget. Den danske damper blev standset af tyske krigsskibe med henblik på inspektion, og da damptrykket derefter steg, åbnede en sikkerhedsventil sig og lukkede en stor dampsky ud.

Farvelagt foto af N. J. Fjord. Det meste af overbygningen er lavet i træ. Alt træværk er fortæret helt væk af pæleorm, så det kun er skibssider og dele af jern og metal, som står tilbage på havbunden.

Den blev observeret af skibe fra den britiske flåde, som satte kurs mod det usædvanlige syn. Kort efter fik de øje på de tyske skibe og åbnede ild, og verdens største søslag begyndte.

N.J. Fjord skyndte sig væk med granaterne flyvende hen over skibet og slap uskadt bort.

Den blev senere, den 5. april 1917, sænket af en tysk ubåd nogle timers sejlads øst for Blyth, hvor den havde været inde for at hente en last kul og stykgods, der skulle til Odense.

Den blev stoppet med varselsskud af UC31, som beordrede besætningen i bådene, hvorefter skibet blev sænket med sprængladninger. Det gav de civile søfolk en fair chance, og desuden var det den billigste måde at sænke et skib på. En torpedo var meget kostbar.

Sort/hvid foto af N.J. Fjord med neutralitetsflag malet på skibssiden og som den så ud da den blev sænket.

Redningsbådene med den danske besætning blev efterfølgende fundet og optaget af en britisk trawler og en britisk patruljebåd, så alle blev reddet.

Se animation af skanningen HER

 

 

 

 

 

 

 


Hvalfangerudstilling på Store Torv i Holstebro

Vinduesudstilling Store Torv Holstebro

Museet er lukket som alle andre museer, men vi er aktive ude i byen hvor vi laver nye særudstillinger.

Sea War Museum har et fantastisk interessant magasin hvorfra vi er i stand til at lave nogle gode særudstillinger/rejseudstillinger.

Vi har lige fået mulighed for at lave udstilling i tre store forretningsvinduer på Store Torv i Holstebro i en periode.

Udstillingen findes lige overfor apoteket, så selv i disse Corona tider kommer der daglig rigtig mange mennesker forbi, og det uden de behøver at komme helt tæt på hinanden.

Hvalkogeren Thorshøvdi

Vi er i dag blevet færdig med den første udstilling, som handler om hvalfangst. Vi har flere unikke effekter inden for dette område.

Vores udstilling er bygget op over en dansk hvalfanger, Erik Rasmussen, som også var en habil modelbygger og kunstmaler.

Fra hans søn og sønnesøn har vi blandt andet fået et modelskib og et maleri af de skibe, han arbejdede fra.

Han var udstationeret på hvalfanger-øen South Georgia ved Antarktis, hvor han var i 13 år, og hvor han var med til at skyde 5-6000 hvaler.

Harpunspidser

Udstillingen spænder fra hvalfangst ved Nordnorge og Grønland fra 1600-tallet og videre til de store hvalfangerskibe og hvalkogerier ved Antarktis i 1900-tallet.

Det er et emne, som ikke tidligere er behandlet særlig meget i Danmark. Det på trods af mange skibe og mænd fra Rømø og Fanø var beskæftiget med hvalfangst, hvilket var med til at give øerne stor velstand.

I dag er der ikke mange, som accepterer hvalfangst, men i de perioder, vi fortæller om, var det en meget vigtig virksomhed og levevej, som leverede den eftertragtede spæk til hvalolie, der lyste Europas lamper op og smurte industriens maskiner. Også krigsindustrien brugte store mængder hvalolie, og dertil forsynede hvalfangsten parfumeindustrien med den eftertragtede ambra.

Sea War Museum har historien om hvalfangsten på magasinet og vil gerne formidle den!

Billeder fra udstillingen kommer her på siden. Det hele kan ses frit i vinduerne på ”Karoline-bygningen” Store Torv 2 som ligger ud til torvet i Holstebro.

Gert Normann


 

Årets første ekspedition Marts 2020

 
 

Sea War Museum drager ud på årets første ekspedition.
Denne gang er det i samarbejde med den polske organisation Santi Odnaleźć Orła og dykkere fra det polske firma SANTI.
Vi håber på at finde den polske undervandsbåd Orzel som forsvandt i Nordsøen med alle ombordværende i slutningen af maj 1940.
Det formodes, at Orzel er stødt på en mine midt i Nordsøen eller i Skagerrak. Midt i Nordsøen havde tyskerne udlagt flere spærringer, som tilsammen blev kaldt Vestvolden, og nordvest for dette område var der i Skagerrak udlagt yderligere fem minerækker.

SE MERE HER


 

Motorskibet "Hero"s forlis.

Af Thomas Nielsen, som er indehaver af No Limits Diving. Thomas deltager på nogle af vores ekspeditioner, hvor han arbejder med at sætte sandsynlige navne på nogle af de vrag, vi finder og opmåler.

Vragbeskrivelse:
Dybden på bunden er opmålt til 46,0 meter og mindste dybde over vraget er opmålt til 32,0 meter.
Vraget er opmålt til at have en længde på 136 meter og en bredde på 22 meter. Vraget er opmålt til en højde på 14 meter.
Vraget er orienteret 015°-195°. Ligger tilsyneladende med bunden op og er umiddelbart meget nedbrudt.

Artiklen forsætter under skanningsbilledet!

Skanning af Hero
Motorskibet Hero

SØULYKKENS TID, STED OG ART:
Søforhør: Guildhall, Hull, England, 25.06-29.06 1979 og 02.07-06-07 1979 (Formal Investigations).
På rejse fra Esbjerg til Grimsby.
Kæntret og forlist d. 13.11 1977 i Nordsøen.
1 mand omkommet.

"Hero" sejlede fra Esbjerg d. 11.11 1977, omkring kl. 18.00. Ombord var 27 besætningsmedlemmer og 3 passagerer. På dette tidspunkt var vejret rimeligt, med en moderat vind fra SV. Der var imidlertid varslet kuling for hele Tyske Bugt, lydende på ”SV styrke 7-8”. Efter afsejlingen var bovporten blevet lukket og alt virkede sikkert.
Kl. 19.00, på 3. styrmandens vagt, var "Hero" kommet ud i åben sø på kurs 248° mod Grimsby, og begge maskiner gik på fuld kraft. I løbet af vagten tiltog vinden i styrke til SV-lig kuling og skibets fart igennem vandet reduceredes gradvist. Skibets fører (kaptajn) kom på broen regelmæssigt, indtil han tørnede ind kort før kl. 23.00. Ordrerne lød på at han skulle orienteres såfremt der skete en forværring af vejrforholdene. Ved vagtskiftet kl. 23.00 vurderede 3. styrmanden skibets fart til at være 11 knob, og vindforholdene til SV-lig kuling, styrke 8-9.
Skibets 2. styrmand overtog herefter vagten efter at have fået oplyst skibets position fra 3. styrmanden. På dette tidspunkt vurderes skibets fart til at være 9 knob og skibet holdt kursen. Kort efter midnat blev skibet ramt af tordenbyger med regn, lyn og kraftige kastevinde. ”Hero” arbejdede tungt i den tiltagende søgang og kaptajnen kom straks på broen. Vandet slog på dette tidspunkt ind over skibets stævn, og farten reduceredes. På den resterende del af 2. styrmandens vagt blev søen værre og værre og nogle gange var bølgerne så store at ”Hero” helt mistede fremdriften. Kaptajnen reducerede farten yderligere indtil skibet kun havde styrefart. Kursen ændredes også gradvist mod syd, så den til sidst var 220°, og skibet havde ind mod styrbords side.
Kl. ca. 03.00 overtog 1. styrmanden vagten, og kaptajnen forlod broen kl. 03.30. Han bemærkede da at vinden nu var en SV-lig storm, styrke 10-12, med meget voldsom sø og enorme dønninger. "Hero"s stævn huggede nu meget tungt og hårdt i søen, og af og til brødes søerne ind og over skibets bro. Kl. ca. 04.20 observerede en maskinmand at der kom vand ind i skibet ad en korridor-trappe. 2. maskinmesteren undersøgt sagen og fandt at en dør på det nedre trailer-dæk stod åben, og at der var ca. 2” (inches) vand på dækket. Skibets bevægelser i søen gjorde at vandet blev skyllet hen over den vandtætte dør og ned ad trappen til maskinrummet. Efter denne observation blev den vandtætte dør forsvarligt lukket og 1. styrmanden blev orienteret. Styrbords maskinrums lænsepumpe blev startet for at klare vandet. Men problemerne var dermed ikke løst.
Yderligere undersøgelser viste at havvand kom ind gennem den utætte bovport, og hver gang ”Hero”s stævn dykkede ned i det oprørte hav, stod der en tyk stråle af vand ind igennem siderne på bovport. Utæthederne forsøgtes tætnet samtidig med at lænsepumperne blev startet. Men vandet steg stadig grundet andre utætheder omkring bovporten.
Kl. ca. 07.30 havde ”Hero” fået 5° slagside til styrbord. Vejret bedredes en lille smule, og skibets holdtes med stor vanskelighed på kurs 220°. Kl. 08.42 blev en meddelelse send til skibets agent i Grimsby, der informerede om at ”Hero” befandt sig under ekstremt vanskelige vejrforhold og at det ville blive vanskeligt at nå i havn til tiden.
Kl. 09.00 blev det klart at lænsepumperne i maskinrummet ikke formåede at holde skibet frit for vand og skibet havde nu en 6-7° slagside. Kl. 10.30 var slagsiden øget til 10° og folkene i maskinrummet rapporterede om at vandet vedblev med at stige i rummet. Skibet kunne ikke bringes på ret køl, og kl. 10.33 udsendte skibets kaptajn nødsignal:
”Position 5432 N. 0531 E. Kurs 210°. Tager vand ind i maskinrum og på trailerdækket. Skib har slagside. Øjeblikkelig assistance påkrævet”.
Motorskibene ”Tor Britania” og ”Valerie”, som begge befandt sig 6-8 sømil fra havaristen, ændrede kurs mod ”Hero”. Tysk helikopterassistance blev tilbudt og accepteret. Den canadiske destroyer ”Huron” satte ligeledes kursen mod ”Hero”.
Evakueringen af skibet påbegyndtes, hvorunder en af de ombordværende på ulykkeligvis omkom. Kl. 14.35 var den resterende del af besætningen og de 3 passagerer bragt i sikkerhed ombord på de tililende fartøjer.
D. 13.11, kl. 15.55 sank ”Hero”. Skibet forblev flydende indtil slagsiden var øget til 20°, hvorefter skibet sank med stævnen først.


 

Skibet som gik i stykker

”S/S Gerda Toft” var et Park-skib, hvilket var den canadiske udgave af et Liberty-skib.

Sea War Museum Jutland har opklaret et forlis, som skete i Nordsøen i 1954

Af Knud Jakobsen

Sea War Museum Jutland har på et togt i Nordsøen opklaret et 65 år gammelt forlis, som kostede 31 mennesker livet. Den 23. december 1954 forsvandt det danske fragtskib ”Gerda Toft” i en orkan vest for Helgoland, og siden har man troet, at skibet gik ned på grund af en dårlig svejsning og en deraf følgende revne i dækket. Nu viser museets undersøgelse, at skibet ganske enkelt gik itu. Det brækkede i tre stykker.

”Det er sikkert begyndt med en enkelt revne, men derefter er det gået meget stærkt. Skibet er bygget i sektioner, og man ser tydeligt, at tre sektioner ligger adskilt på havbunden,” siger Sea War Museum Jutlands direktør, Gert Normann Andersen.

”S/S Gerda Toft” var et Park-skib, hvilket var den canadiske udgave af et Liberty-skib.

”Gerda Toft” tilhørte Dampskibsselskabet Jutlandia A/S, som med støtte fra Marshall-hjælpen indkøbte skibet i 1948. Det var bygget i 1944 af Foundation Maritime i Pictou på Nova Scotia som et ”Park-skib”, hvilket var den canadiske udgave af ”Liberty-skibene”. Det var serieproducerede skibe, som blev bygget på rekordtid til erstatning for den tonnage, der blev sænket af tyske ubåde på Atlanten. Foundation Maritime nåede i alt at bygge 24 ”Park-skibe”, før krigen sluttede.

”Gerda Toft” hed oprindeligt ”Beresford Park”, men blev senere omdøbt til ”Federal Ambassador”, før det fik sit danske navn. Da skibet i 1948 ankom til Danmark for første gang, var det så stor en begivenhed, at Dansk Film Company optog en film med skibet. Danmark havde mistet cirka halvdelen af sin handelsflåde under krigen og fik tre nye skibe gennem Marshall-Hjælpen, hvoraf ”Gerda Toft” var det første.

Den 13. december 1954 afgik skibet fra Casablanca i Marokko med Erik M. Rasmussen som kaptajn, 28 danske og et spansk besætningsmedlem samt en enkelt dansk passager. Lasten bestod af 4300 tons fosfat, der skulle afleveres i Stettin i Polen.

”Gerda Toft” blev forsinket af storm, og mens skibet lå underdrejet i Tyske Bugt sendte kaptajn Erik M. Rasmussen dette telegram til sin kone. Vanskelighederne blev ikke nævnt med et ord. Der var ingen grund til at gøre hende urolig.

Den 20. december gik ”Gerda Toft” ind til Zeebrugge i Belgien og tog en ekstra kok om bord, og måske fik skibet ved samme lejlighed også ekstra kul. ”Gerda Toft” var et kulfyret dampskib med et forbrug under normale forhold på 20 til 24 tons i døgnet. I hårdt vejr steg forbruget, og det havde været dårligt vejr på det meste af rejsen fra Casablanca.

Kaptajn Rasmussen regnede med at nå frem til Brunsbüttel ved Kielerkanalen senest den 24. december, og en del af besætningens hustruer var rejst hertil for at fejre jul sammen med deres mænd. Sådan gik det ikke. Den 23. december kl. 9,20 rapporterede ”Gerda Toft” til rederiet, at skibet under stærk nordvestlig storm med tilsvarende sø lå underdrejet 42 sømil vestnordvest af Helgoland.

Klokken 15,15 GMT udsendte ”Gerda Toft” nødsignal. Skibet befandt sig ved lysbøjen på positionen 54°17’N 6°38’ E og havde brug for øjeblikkelig hjælp. 2-lugen var beskadiget, og reparation var ikke mulig. Den svenske damper ”Karmas” svarede nogle minutter senere. Den befandt sig 17 sømil fra den opgivne position og gik til undsætning, men kunne i det hårde vejr ikke gøre mere end et par knob.

Den svenske radiotelegrafist videresendte ”Gerda Tofts” nødråb til alle skibe i området. Endnu to svenske skibe, en tysk damper og det engelske motorskib ”Iberian Coast” svarede og satte kurs mod den opgivne position, og Norddeich Radio overtog ledelsen af redningsaktionen.

Kl. 15,40 meldte ”Gerda Toft”: ”SOS, vi driver, i nød.”

Klokken 15,55 lød morsesignalerne fra ”Gerda Toft”: ”SOS, vejret hårdere, ikke muligt at reparere lugen, hurtig assistance.”

Klokken 16,21 kom den sidste melding fra ”Gerda Toft”, og som de øvrige blev den udsendt af skibets 26-årige telegrafist Jens Johannes Mortensen:

”SOS, 54° 20’N 6° 25’ E, forlader radiostationen, send hurtig hjælp.”

Herefter blev ”Gerda Toft” tavs.

”M/S Iberian Coast” var et mindre fartøj på kun 1220 BRT.

Den engelske coaster ”Iberian Coast” var på vej fra Hamborg til Tyne, og den 42-årige kaptajn Daniel Collins fra Newcastle gjorde sit bedste for at komme til hjælp. Omkring kl. 16,30 observerede han og hans folk røde nødraketter og så lejlighedsvis glimt af et skib, som formentligt var ”Gerda Toft”. Afstanden var fire til fem sømil, og det så ud som om, skibet havde stærk slagside.

I det begyndende tusmørke og i de høje søer mistede de hurtigt skibet af syne, men blev ledt frem til området af gentagne røde nødraketter. Kort efter kl. 17 passerede de en del flydende vraggods, og næsten i samme øjeblik opdagede de en redningsbåd i blusset fra en rød nødraket. Båden var omkring to kabellængder borte (ca. 370 meter), hvorfor Collins tog farten af sit eget skib og fik det manøvreret sådan, at redningsbåden kom til at ligge i læ.

”Da vi nærmede os, kunne vi se, at der var 15-20 mand i båden, og at den var fyldt med vand lige til rælingen. Med en enkelt undtagelse sad eller lå alle mand hen over tofterne, tilsyneladende halvt bevidstløse eller muligvis døde. Undtagelsen var en mand i gul duffelcoat, der stod i stævnen,” forklarede Collins.

Mens officerer og besætning på ”Iberian Coast” forberedte en redningsaktion med liner, lejdere og redningskranse, lykkedes det Collins at få redningsbåden på siden af sin stævn, hvor den var i læ. Han sejlede ganske forsigtigt frem, og mens redningsbåden langsomt drev ned langs skibets styrbords side, blev alle slags liner kastet ned til de nødstedte.

”Efter at redningsbåden var drevet cirka 100 fod (30,5 m), lykkedes det for manden i stævnen at få fat i en line og få båden gjort fast til ”Iberian Coast”. Han fik ingen assistance af sine kammerater, som åbenbart var ude af stand til at foretage sig noget,” hed det i Collins rapport.

”Iberian Coast” lå på dette tidspunkt med vind og sø på bagbords side og rullede voldsomt. Alt disponibelt mandskab var på dæk og langede reb, liner og lejdere ned til de skibbrudne, så de kunne klatre om bord.

”Jeg er sikker på, at manden i stævnen kunne have reddet sig selv, hvis han havde villet, men i stedet forsøgte han tappert at hjælpe de andre, som ikke kunne hjælpe sig selv,” fastslog Collins.

Da søfolkene på ”Iberian Coast” så, hvordan det stod til, begyndte de at klatre ned ad lejderne for at hjælpe, og så gik det galt.

”Vi så til vores rædsel en særlig voldsom sø vælte redningsbåden rundt, hvorefter alle forbindelsesliner sprængtes. Båden faldt agterud og forsvandt af syne,” forklarede Collins.

Han ledte efter båden i over en time, men selvom hans folk brugte alt, hvad de havde af projektører, så de hverken redningsbåd, mænd eller vraggods. Kl. 18,20 besluttede Collins at fortsætte rejsen, fordi al yderligere eftersøgning var håbløs.

Bjarne Skov Poulsen ved mindesmærket for de omkomne på Haurvig Kirkegård.

Efterspillet

Når historien om ”Gerda Toft” ikke har fået lov at gå i glemmebogen, skyldes det først og fremmest den forhenværende matros Bjarne Skov Poulsen fra Korsør. Hans onkel omkom med skibet, og da han som ældre fik tid, gav han sig til at samle materiale om forliset.

”Jeg blev født i København i 1945 og havde astma som lille. Min far var gartner i Kastrup Lufthavn, og efter råd fra vores huslæge sagde han sit job op og blev gartner på Vejrø, fordi jeg skulle bo et sted med ren luft. I parentes bemærket så virkede det. Efter nogle år forsvandt min astma, og jeg har aldrig mærket den siden, ” fortæller Bjarne Skov Poulsen.

I julen 1954 var han ni år gammel og glædede sig til at fejre jul med hele familien. Det skulle som sædvanligt foregå hos hans mormor og morfar Hejnsvig, hvor de i alt ville være 35 eller 36 mennesker, når hele familien var samlet.

”Jeg glædede mig især til gaven fra min onkel, der hed Gunnar Gregers Forum Rudfeld. Han var 44 år, gift med to børn og maskinassistent på ”Gerda Toft”, og han havde altid noget godt og spændende til mig og min lillebror,” siger Bjarne Skov Poulsen.

Da den lille familie skulle forlade Vejrø den 23. december, stormede det så meget, at postbåden ikke ville sejle, og de to drenge var skuffede. De fleste julegaver lå i Hejnsvig, og nu kom de til at holde jul alene. Om eftermiddagen lavede moren kakao for at trøste drengene, og mens de sad og drak den sammen med deres far i køkkenet, kom hun pludseligt farende.

”De siger i radioen, at ”Gerda Toft” har udsendt nødsignal,” råbte hun.

Bjarne Skov Povlsen husker det som den værste jul i sin barndom. Hans mor græd hele tiden, og mange gange fulgte han hende op på fyret for at låne øens eneste telefon. Frygten blev hurtigt til vished, og da de traditionelle julehilsner fra søens folk skulle sendes i radioen den 24. december, gik handels- og søfartsminister Lis Groes til mikrofonen for udtrykke sin medfølelse med de efterladte.

”Jeg havde mistet min onkel, men andre havde mistet deres far eller ægtemand, hvilket selvfølgelig var meget værre. I Brunsbüttel stod der sømandskoner og ventede på deres mænd, og for dem må det have været frygteligt. Det var en sorgens dag, og jeg har aldrig kunnet acceptere, at ulykken bare skulle glemmes, siger Bjarne Skov Poulsen.

Forfatteren skylder stor tak til Bjarne Skov Poulsen, der har stillet sin omfattende research til rådighed for artiklen. Hans beretning om Gerda Tofts forlis kan ses i Slægtsforskernes Bibliotek på

https://bibliotek.dis-danmark.dk/cgi-bin/koha/opac-detail.pl?biblionumber=31772

Mindestenen for de omkomne fra ”Gerda Toft” på Haurvig Kirkegård.
Gravstenen for den ukendte sømand fra ”Gerda Toft”.

S/S Gerda Toft

OYHA

Rederi

D/S Jutlandia A/S, Kbhvn

Park-skib, 1944

Pictou, Canada

Max last + kul

4624 tons.

Længde

96,25 m

Bredde

14,22 m

Dybgang

6,86 m

Hovedmaskine

3 cyl. dampmaskine, 1285 ihk

Fart

10 knob

Besætning

30 mand


 

Fredag den 7.februar åbner Sea War Museum en ny udstilling om vrag af ubåde i vores farvande!

Åge Jensen

Se også PDF-filerne nederst

Åge Jensen, også kaldet ”Dynamit Åge”, gjorde det til sit levebrød at finde og dykke på vrag i danske farvande. Hans store interesse var ubåde, og han blev landskendt, da han med økonomisk hjælp fra Karsten Ree i 1993 bjærgede U 534 nord for Anholt. I 2017 slog han berømmelsen fast, da han sammen med ”Indianer-Stig” deltog i en DR-serie om skattejagt.

Åge Jensen blev 78 år. Han døde efter kort tids sygdom den 12. december 2019, og siden har hans børn besluttet, at hans enestående samling af store ubådsmodeller skal forblive samlet og udstilles på Sea War Museum Jutland i Thyborøn.

Her åbner fredag den 7. februar en udstilling med en del af modellerne. Der er tale om tyske og britiske ubåde fra Første og Anden Verdenskrig, og der er også modeller af de ubåde, han selv har dykket på i Kattegat, inklusive U 534, som efter hævningen endte på et museum i Birkenhead ved Liverpool.

Samtidig fortæller Sea War Museum om de 36 vrag af undervandsbåde som museet har undersøgt i Nordsøen, indre farvande og Østersøen.

Link til Vragfisker Harry Olsen som bjergede i ubådene, Hørup Hav: http://dykkehistorisk.dk/wp-content/uploads/2020/01/Vragfisker-Harry-Olsen.pdf

Dynamit Åge

(5929 Kb)
TRYK for at åbne PDF

Ubåde i vore farvande

(2320 Kb)
tryk for at åbne PDF filen

 

De britiske undervandsbåd E16 og E10

Minekort Helgoland W

Vi skannede vragene af de britiske undervandsbåd E16 og E10 nordvest og vest for Helgoland.

Vi udfører dette arbejde i samarbejde med dr. Innes McCartney fra Bournemouth University.

Som det kan ses af nedenstående billeder, sætter Innes vore skanninger sammen med målfaste tegninger af undervandsbådene. På den måde kan typen af undervandsbåden verificeres og der dokumenteres samtidig, hvor meget der står tilbage af undervandsbådene på havbunden.

Submarine wrecks in North Sea

HMS E10 was mined in 1916 and HMS E16 was mined in 1916. Both fell victim to the defensive minefield laid to the west of Heligoland (see map) in 1914 and maintained throughout WW1.

MBES data is consistent with the dimensions of the E-Class submarine. The positions of the wrecks match those available on the internet for both wrecks.

E10 was found in 2001 and identified from items recovered. This appears to have included the conning tower which is not present on the MBES scan.

It is clear from the MBES data the submarine was holed on the starboard side forward.

E16 was found around the same time and identified from its propeller markings. The propellers and conning tower are alleged to have later been salvaged.

The MBES data shows extensive damage aft, but it is not clear whether this was the cause of the sinking or caused by later salvage works.

Scroll ned for at se scanninger!

Skanning HMS E10
Skanning HMS E10
Skanning HMS E10
Skanning HMS E10
Skanning HMS E 16
Skanning HMS E 16
Skanning HMS E16
Skanning HMS E16

 

Den tyske undervandsbåd UB22

Den tyske undervandsbåd UB22

I den kommende tid vil vi bringe noget om de undervandsbåde, vi har fundet i den sydlige del af Nordsøen.

Den tyske undervandsbåd UB22 var en meget effektiv kystubåd, som under Første Verdenskrig fortrinsvis opererede i Kanalen og i Nordsøen.

Før den selv gik på en mine den 19. januar 1918 og sank med hele besætningen, nåede den at sænke 26 britiske og skandinaviske skibe.

UB 22 var ikke så stor, den havde kun en længde af 36 m, og trykskroget, hvor den 23 mand store besætning opholdt sig, var bare 27 m langt og med en diameter på 3,85 m.

Scanning UB22

Der blev bygget 30 ubåde af denne type, hvoraf de 21 blev sænket under krigen.

Under en af vores ekspeditioner i 2019 fandt vi en ubåd af denne type, og der kan kun være tale om UB22.

Den fandtes knap 53 sømil nordvest for Helgoland på 38 m vand. Hele forenden med torpedorørene er sprængt væk, så det tilbageværende vrag kun er ca. 24 m langt.

Som det kan ses af skanningen, ligger Ubåden over på siden, hvor såvel tårnet som dækskanonen foran tårnet tydelig kan erkendes. Vraget opstår kun 1,2 m over havbunden, så kanon og tårn ligger i niveau med havbunden.

Som det kan ses af minekortet fra 1918 er UB22 sejlet ind i minespærre 3, hvor engelske minelæggere samme dag som UB90 minesprængtes udlagde 292 miner.

OBS! Teksten fortsætter under minekortet.

Minekort Tyskebugt 1918

UB 22 kronologi
09-10-1915. Stabelløb. Blohm & Voss, Hamburg.
20-02-1916. Taget i tjeneste med Oberleutnant zur See Putzier som chef.
14-04-1916. Tilgår fronttjeneste hos I. U-Halbflottillje
20-10-1916. Det norske dampskib "Drafn" 774 t. med jern, sænkes.
21-10-1916. Den svenske bark "Antoinette" 912 t. og den norske brig "Theodor" 234 t. begge med minetømmer til England, sænkes.
22-10-1916. Det norske dampskib "Caerloch" 659 t. med jernbanesveller og det norske sejlskib "Gunn" 483 t. med minetømmer, begge på vej til England, sænkes. Det norske sejlskib "Alliance" 352 t. tvinges til at smide dækslasten overbord.
27-10-1916. Det danske dampskib "Sif" 377 t. sænkes med jern ombord.
29-10-1916. Det norske dampskib "Falkefjell" 1131 t. med malm til England, sænkes.
01-02-1917. Afsejlede fra Helgoland mod den engelske østkyst, fra Flamborough Head til Firth of Forth.
05-02-1917. Det engelske fiskerfartøj "Resolute" 125 t. sænkes.
06-02-1917. De engelske fiskerfartøjer "Adeleide" 133 t. "Rupert" 114 t. og "Romeo" 114 t. sænkes med granatild.
07-02-1917. 2 Engelske dampskibe sænkes; "Boyne Castle" 245 t, sænkes med granatild og "Shakespeare" 210 t. med en torpedo neddykket.
09-02-1917. På hjemturen i Nordsøen, sænkes 2 engelske fiskefartøjer "Benbow" 172 t. og "Duke of York" 150 t.
10-02-1917. 2 Engelske fiskerfartøjer "Athenian" 171 t. og "Ireland" 152 t. sænkes. Senere samme sænkes det engelske dampskib "Bellax" 1108 t. med en sprængladning.
12-02-1917. Ankom igen til Helgoland.
18-03-1917. Afsejlede fra Emden mod den engelske østkyst mellem Flamborough Head og Whitby
28-03-1917. Ud for Scarborough, sænkes det engelske dampskib "Oakwell" 248 t. med en torpedo neddykket.
01-04-1917. Hjemme igen. Det var dårligt vejr og tåge under hele turen.
17-04-1917. Chefskifte. Oberleutnant zur See Wacker overtager kommandoen.
26-04-1917. Afsejlede fra Helgoland med kurs mod den skotske østkyst ud for Peterhead og Moray Firth.
29-04-1917. Det engelske fiskerfartøj "Dilston Castle" 129 t. stoppes og sænkes.
30-04-1917. Det samme skete med det engelske fiskerfartøj "Argo" 131 t. De følgende dage var det næsten umuligt at opholde sig på dampskibsruterne ved den skotske østkyst for en ubåd, på grund af destroyere som samarbejdede med lavtflyvende luftskib. Så snart periskopet blev hævet, blev det observeret fra luftskibene og destroyerne var der med det samme og kastede dybdebomber.
05-05-1917. Turen afbrydes på grund maskinproblemer.
09-05-1917. Ankom til Helgoland.
14-06-1917. Afsejlede fra Helgoland mod den engelske østkyst mellem Sunderland og Longstone.
16-06-1917. På udturen sænkes, på den nordlige del af Dogger-Banke, en dansk bark "Inge" 336 t. med en sprængladning. Turen blev afbrudt før tiden, da man havde problemer med dybdestyringen.
30-06-1917. Hjemme igen.
23-07-1917. Afsejler fra List mod den engelske østkyst mellem Hartlepool og Blyth.
04-08-1917. Efter at være ankommet til operationsområdet sænkes et engelsk dampskib "Azira" 1144 t. med en torpedo neddykket, selvom hun var sikret af 3 trawlere.
06-08-1917. Det engelske fiskerfartøj "Narcissus" 58 t. og det danske sejlskib "Jenny" 293 t. stoppes og sænkes med en sprængladning.
14-08-1917. Hjemme igen. Turen var påvirket af stormvejr og tåge.
01-09-1917. Afsejlede fra Helgoland mod den engelske østkyst mellem Whitby og Hartlepool.
21-09-1917. Hjemme igen. På grund af stærk bevogtning i operationsområdet forløb turen uden resultater. Tilgår V. U-Flottille.
02-11-1917. Afsejlede fra Ems mod den engelske kyst ud for Flamborough Head og Whitby.
06-11-1917. Ved Flamborough Head angribes neddykket en konvoj bestående af 15 dampskibe sejlende på 3 linier og stærk sikret. En torpedo træffer et sandsynligvis engelsk dampskib på ca. 2000 t. hvorefter det hurtigt sank. Skibet blev ikke identificeret.
07-11-1917. I samme område sænkes et bevæbnet engelsk dampskib, som blev eskorteret af en flyvemaskine, "Suntrap" 1353 t. med en torpedo neddykket. Om aftenen torpederes neddykket, et dampskib på ca. 3000 t. Man hørte svære indre detonationer, men man observerede ikke om skibet sank, på grund af mørket. Skibet blev ikke identificeret.
11-11-1917. Ankom til Bremerhaven.
11-12-1917. Afsejlede fra Bremerhaven mod Whitby og Sunderland.
13-12-1917. Ved Whitby sænkes et bevæbnet engelsk dampskib "Garthwaite" 5690 t. med en torpedo neddykket. Om aftenen affyres en torpedo neddykket mod et bevæbnet engelsk dampskib "Occident" 813 t. Torpedoen ramte, men detonerede ikke.
18-12-1917. Hjemme igen.
19-01-1918. Afsejlede fra Helgoland mod den engelske østkyst. 2 Sperrbrecher med udstyr sejlede foran UB 22, da de observerede noget i vandoverfladen vendte de om. Kort efter, kl. 1725 detonerede flere miner hurtigt efter hinanden tæt på UB 22, hvorefter UB 22 hurtigt sank på position 54,27N/06,35Ø, ca. 55 sømil nordvest for Helgoland. Ledsagerfartøjet "S 16" som hurtigt sejlede til sænkningspositionen for at søge efter overlevende, hvorved det også ramte en mine og gik ned med besætningen. Yderligere gik der 2 ledsagerfartøjer ned i dette fjendtlige minefelt.

Se mere: https://en.wikipedia.org/wiki/German_Type_UB_II_submarine


 

Temple Cox Bolt Driving Gun

Sea War Museum Jutland har fra Dykkerfirmaet John Staal modtaget en undervands-pistol af samme slags som blev anvendt ved bjærgning af den tyske flåde i Scapa Flow. Pistolen kan skyde en bolt igennem en stålplade og var et vigtigt værktøj, når sunkne fartøjer skulle hæves. Pistolen fungerer ved hjælp af en sprængladning, men har hverken rekyl eller mundingsglimt og blev hurtigt et uundværligt værktøj. Det arbejde, som tidligere tog en dykker flere dage, kunne nu udføres på få minutter.

Pistolen blev opfundet af to englændere ved navn John Temple og Percy Cox og hed officielt ”Temple Cox Bolt Driving Gun”. Den kunne skyde flere forskellige slags bolte gennem stålplader. En af dem var hul og kunne bruges, hvis mandskabet i en sunket ubåd skulle forsynes med ilt.

Se Percy Cox demonstrere pistolen her:

https://www.youtube.com/watch?v=o5a4oHYwMl0

 

Temple Cox Bolt Driving Gun

(265 Kb)
åben beskrivelsen her

______________________________________________

Tyske granater fundet i sø efter stor dykkeraktion

Årets sidste ekspedition for Sea War Museum Jutlands foregik den 5. december 2019

Tyske granater fundet i sø efter stor dykkeraktion
Det helt store udstyr blev fundet frem, da der skulle dykkes efter genstande fra 2. Verdenskrig.

Se TV Midtvests artikel og udsendelsen om ekspeditionen (scroll ned efter artiklen) HER

 


 

Julekalkunen stod i ovnen

Coasteren Monica R.

Scroll ned for at se scanninger

Coasteren Monica R forliste juleaften 1991 25 sømil VSV for Esbjerg.

De fem besætningsmedlemmer, som var ombord, blev alle reddet af en dansk redningshelikopter. Da der efterfølgende var dykkere ude ved vraget, kunne de på skibets ur se, at det var gået i stå kl. 19,32, hvilket passer med, at skibet sank på dette tidspunkt.

Dykkerne kunne også konstatere, at besætningens julekalkun stadig var i ovnen.

Link til en animation af vraget her.

Se rapport med billeder fra Sportsdykkerklubben Ægir i Esbjerg

(3869 Kb)
åben PDF filen her

 

Færgen ”Aalborghus”

Færgen ”Aalborghus”

Det sidste af de tre passagerskibe, der ligger som vrag i den danske del af Nordsøen, er færgen ”Aalborghus”. Den blev bygget til DFDS i 1936 og sejlede mellem Aalborg og København og Aarhus og København, indtil den i 1944 blev overtaget af den tyske krigsmarine og anvendt som beboelsesskib.

Efter krigen kom skibet tilbage til DFDS og blev indsat på forskellige ruter, indtil det endte som logiskib for værftsarbejdere på Christianshavn

”Aalborghus”” sank i 1972 ud for Hanstholm, da skibet under bugsering var på vej til ophugning i Holland.

I dag er skibet et godt dykkermål for sportsdykkere. Der er 24 m ned til toppen af vraget, se dykkerbeskrivelsen på Vragscan.

Der er også nogle færger, der blev bygget om til stenpramme, der i dag ligger som vrag i Nordsøen, men da de sank, var det kun rene skrog uden indhold, så er de ikke medtaget.

Se historie og billeder på: https://www.faergelejet.dk/faerge.php?id=3683&n=3

Se mere på Gert Juhls VragScan, som altid er det første sted vi selv slår skibsvragene op

ØBO 1972 (Aalborghus)

(250 Kb)
Tryk her for at åbne PDF filen for flere detaljer
Aalborghus
Aalborghus
Aalborghus
Aalborghus i Frederikshavn

 

Den norske færge ”Skagerak”

Vraget på en almindelig multibeam optagelse, liggende på havbunden med kølen opad.

Scroll ned for at se flere scanninger.

Den første store, danske redningsaktion, hvor helikoptere havde en hovedrolle, var yderst dramatisk, men endte lykkeligt.

Den 7. september 1966 sank den norske færge ”Skagerak” ud for Bulbjerg, efter at agterporten var slået ind af en kæmpemæssig brodsø.

”Skagerak” sendte nødsignal kl. 11,21, hvorefter redningsaktionen gik i gang. Alle fem danske redningshelikoptere blev sendt af sted, mens kystredningsbåden fra Hirtshals og adskillige fiskefartøjer og andre skibe i nærheden sejlede mod den nødstedte færge.

 

M/F Skagerak synker

Der var omkring 10 m høje bølger, og da der kom vand i maskinrummet, og færgen begyndte at få slagside, beordrede kaptajnen alle i redningsveste, og da de første tililende skibe dukkede op, gav han ordre til at forlade skibet. De første redningsbåde blev søsat, og gummiredningsflåderne kastedes ud. Dem, der skulle i redningsflåderne, måtte springe i havet og kravle op i flåderne.

Alle 144 passagerer og besætningsmedlemmer blev reddet, men en mand døde efterfølgende af et hjerteslag.

Læs Rasmus Dahlbergs artikel i bogen Danske katastrofer:

http://rasmusdahlberg.com/?p=1211

Se fotos taget af de Danske redningshelikoptere:

https://worldairphotography.wordpress.com/2016/07/06/rdaf-squadron-722-rescue-of-passengers-crew-from-the-ferry-skagerak/

Se filmen om forliset og de overlevende:

https://www.tv2nord.dk/tv2-nord-dokumentar/forliset-ms-skagerak

Vraget visualiseret i punktsky, hvor man tydelig kan se kølen, alle skruer og ror.
Vraget visualiseret i punktsky, hvor man tydelig kan se stævn og vragrester på havbunden.

 

Vi finder lidt af hvert - ”Sierra Cordoba“

Sierra Gordoba malet sort kort efter den var bygget i Bremerhaven

Scroll ned for at se scanningsbilleder.

I den danske del af Nordsøen ligger tre store vrag af passagerskibe fra nyere tid. Dem bringer vi noget om i den kommende uge.

Vi starter med den tyske oceandamper, passagerskibet ”Sierra Cordoba“.

Skibet blev bygget på Bremer Vulkan Vegesack værft i 1924.  Det havde en besætning på 300 og kunne medføre 1093 passagerer.

Den blev overtaget af krigsmarinen i 1940 og blev brugt som beboelsesskib i Kiel, flyttet til Hamborg i 1944 og her overtaget af englænderne i 1945, hvorefter det fortsat blev brugt til beboelsesskib.

I januar 1946 opstod der brand om bord, hvorefter skibet kom til at ligge uvirksomt frem til januar 1948. Her blev det besluttet, at skibet skulle hugges op i Skotland, og under bugsering fra Hamborg til Clyde, sank skibet på ca. 20 m vand vest for Nymindegab.

Sierra Gordoba malet hvid i 1940 efter nazisterne var kommet til magten.

Det nye vrag var til stor fare for skibsfarten. Ved lavvande ragede det en meter op over vandet, mens det ved højvande lå helt under vandoverfladen. Derfor blev vraget sprængt, så der blev 15 m fri vanddybde over vraget.

På vores scanninger kan man se, at vraget i dag ca. 155 m langt og ca. 29 m bredt. Skibet var oprindelig kun 18,08 m bredt, men vragstykker, som er faldet ud under de mange sprængninger, og vandets bølgebevægelser har gjort vragstedet bredere i dag.

Tre store kedler står forrest i midten af vraget. Agten for dem er de to store tregangsdampmaskiner sprængt ned, men fra dette sted kan man se to skrueaksler, som går agterefter i vraget. Noget af skibssiden med dæk ligger ude til bagbord ved agterskibet. I den forreste del af vraget kan man se to store stykker skibssider, som ligger med ydersiden op ad inde i vraget.

Sierra Gordoba som et eksempel fra ”Vragscan”

(232 Kb)
åben pdf filen HER
Sea War Museum har stor glæde af Gert Juhls register ”Vragscan”.
En skanning af det 155 m lange vrag fra 2018.
Tre store dampkedler ses tydeligt i vraget.
To skrueaksler kan ses i bunden af agterskibet.

Fokus på vragenes tilstand

Scanning SMS Frauenlob

Scroll ned for at se flere scanninger nederst.

Efter vores sidste ekspedition til Østersøen har vi fået nye muligheder for at undersøge nedbrydningen af vrag under vidt forskellige vilkår. I Østersøen undersøgte vi vraget af den lette tyske krydser SMS Undine, der i 1915 blev sænket vest for Bornholm, og tidligere har vi undersøgt vraget af SMS Frauenlob, der under Jyllandsslaget blev sænket ud for den jyske vestkyst i 1916.

De to skibe er helt identiske søsterskibe. Begge er bygget i 1902 og efter de samme tegninger, og de forskelle, som kan konstateres i dag, må derfor udelukkende skyldes forskellige vilkår på havbunden.

Scanning SMS Undine

Vi konstaterede, at begge vrag står på ret køl med let slagside, men at der er meget stor forskel på vragenes tilstand. Korrosion og bølgebevægelser nedbryder vragene langt hurtigere i Nordsøen, ligesom pæleorm fortærer alt træværk her i løbet af en forholdsvis kort årrække.

Læg mærke til scanningen af Frauenlob, hvor begge ender er meget mere spidse end på Undine. Det fortæller, at vraget af Frauenlob næsten er tæret væk helt ned til bunden af skibet, da skibets ender er langt smallere, jo længere vi kommer ned i skibet.

På skanningerne af SMS Undine og SMS Frauenlob nedenfor, kan læseren selv bedømme såvel slagsider som nedbrydning.

På hver skanning ses vragets omrids og hældning, og ude til venstre er vanddybderne angivet med farver.

Der findes også en nord pil og position på hver skanning.

Frauenlob ligger i Nordsøen vest for Thorsminde og Undine ligger i den vestlige Østersø vest for Bornholm.

Undine sank efter den var ramt af to torpedoer og Frauenlob efter både beskydning og en torpedotræffer, men begge sank med skader men som hele skibe.

Undine ligger på ca. 47 m vand og opstår indtil 8,5 m over havbunden. (Mindstedybde på vrag 38,5 m)

Frauenlob ligger på ca. 50 m vand og opstår indtil 4 m over havbunden. (Mindstedynde på vrag 46,0 m)

Gert Normann

Læs mere om begge skibe på nedenstående link.

SMS Undine

https://denstorekrig1914-1918.dk/7-november-1915-sms-undin…/
og
https://en.wikipedia.org/wiki/SMS_Undine

SMS Frauenlob

http://www.nolimitsdiving.dk/…/…/Nords%C3%B8en/frauenlob.htm
og
https://en.wikipedia.org/wiki/SMS_Frauenlob

Frauenlob set fra syd
Frauenlob slagside
Undoine set fra sydøst
Undine slagside

 

Interessante gæster på museet

Sea War Museum Jutlands scanning af U 3523 viser, at ubåden står med hele den forreste halvdel nede i havbunden.

 

Sea War Museum Jutland fandt sidste år den kæmpemæssige tyske ubåd U 3523 på 123 meters vand nord for Skagen, og fundet bliver ved med at give dønninger. Ubåden blev sænket den 6. maj 1945, og alle 57 ombordværende omkom.

En af dem var Obermaat Karl Lippert, og hans niece, der hedder Birgit Lippert Farber, besøgte i dag besøgte Thyborøn for at overdrage museet nogle fotos og nye oplysninger om U 3523

Birgit Lippert og hendes mand Burt Farber overdrager gamle fotos til Gert Normann
Karl Lippert i marineuniform

Karl Lippert var født i 1924, og blev gift i januar 1945 ganske kort tid før den skæbnesvangre og meningsløse sejlads, som kostede ham livet. Selvom Hitler havde begået selvmord, og krigen var tabt, beordrede storadmiral Dönitz ubåden til Norge for at fortsætte kampen herfra.

Så langt kom ubåden aldrig. Nord for Skagen blev U 3523 sænket af en britisk B 24 Liberator og blev dermed den sidste ubåd, der blev sænket i Anden Verdenskrig. Den 8. maj overgav Tyskland sig betingelsesløst.

Familien ville om muligt gerne have et minde fra vraget af ubåden, men det kunne vi desværre ikke hjælpe med. Ubåden betragtes af mange en fredet krigergrav, og det respekter vi.

Det kan dog godt lade sig gøre at bjerge hele ubåden og begrave de skeletdele, som findes inde i ubåden, men det kræver en meget dyr finansiering og skal i så fald laves efter aftale med både den tyske og danske stat.

Vi er også blevet kontaktet af mange tv-selskaber, som har været interesseret at få film og billeder inde fra vraget, hvilket vi hidtil har afslået.

Museet har udgivet et lille skrift om fundet af U 3523, som kan købes i museets butik

Gert Normann

Familien Lippert i 1928, far, mor og Karl Lippert som lille dreng i midten og søskende på hver side
En ubåd af type XXI, samme type som U 3523.

 

Nordeuropas næststørste vrag

Den dødsdømte Fu Shan Hai.

Scrol ned for at se animation og og pdf fil

 

Den 21. maj 2003 sank den knap 70.000 tons store kinesiske bulkcarrier ”Fu Shan Hai” efter en kollision med den polske coaster ”Gdynia” på ca. 70 m vand lidt nord for Hammeren på Bornholm.

Det stod hurtigt klart, at skibet ville synke, så besætningen gik i redningsbådene, hvorved alle blev reddet.

Fu Shan Hai går ned og luftholdigt fosfat sprøjter ud af lasten som en eksplosion.

 

Fu Shan Hai var lastet med omkring 68.000 tons fosfat. Til fremdriften havde det 1.680 tons svær fuelolie, 110 tons dieselolie og 35 tons smøreolie.

Ved kollisionen blev der slået hul ind til de forreste lastrum, som hurtigt blev fyldt med vand, hvorefter skibet sank med forenden først. Efterhånden som et lastrum blev fyldt med vand, kom det efterfølgende lastrum til at ligge så dybt, at det også blev fyldt med vand.

En dykker inden han skal ned til vraget.

Efter at skibet var sunket, strømmede store mængder olie ud af vraget, hvilket resulterede i forurening af den svenske kyst og af andre vestvendte kyster i Østersøen.

Olien strømmede ud af vraget og kom op til overfladen flere steder, men først efter en uges forløb tog forsikringsselskabet kontakt til Dansk Bjergning og Bugser, som igen entrerede med JD-Contractor om at stoppe olieudslippet og tømme vraget for olie.

JD-Contractor kom til stedet med dykkerskibet Cable One sammen med to store tankpramme, som også var bestilt af ordregiveren.

På under et døgn lykkedes det dykkerne fra Cable One at standse alt udslip. Det foregik ved, at dykkerne lukkede for flere åbentstående ventiler, og de steder olien ikke kunne stoppes på grund af revner i stålet, blev der sat store stålpyramider ned over den udstrømmende olie. På denne måde blev olien fanget i toppen af pyramiderne, hvorfra den kunne suges op i tankprammene. Også mindre tanke med hydraulikolie og smøreolie i maskinen blev tømt.

Sådan kunne dykkeren se ud efter at have arbejdet på vraget!

 

At tømme hele vraget for olie var en større operation, hvorfor forsikringen i første omgang opgav bundtankene, som lå begravet under store mængder fosfat i lastrummene. I stedet blev højtankene tømt systematisk. Dykkerne borede ned gennem dækket og ind gennem skibssiderne og monterede rør med ventiler, hvorefter olien blev pumpet op i tankprammene. På denne måde lykkedes det at tømme alle højtanke.

10 år senere, i 2013, konstaterede Søværnets Operative Kommando, at fosfatet i de store lastrum var blevet opløst af havvandet, hvorfor det nu var muligt at komme til bundtankene. Her regnede man med, at der stadig var omkring 300 tons svær fuelolie.

Fjernelsen af denne olie blev udbudt i licitation, hvor JD-Contractor vandt, og på den måde fik samme firma arbejdet med at tømme vraget for den sidste olie.

Redigeringsteknikere indsatte en haj på videooptagelsen fra vraget for at drille dykkerne.

Det foregik på samme måde som første gang, men nu skulle olien opvarmes for at blive flydende. Olieprammene blev erstattet at et tankskib, der ud over at kunne rumme olien, også havde udstyr til at lave store mængder varm damp. Det blev pumpet ned i tankene, hvorved olien igen blev flydende, så den kunne pumpes op i tankskibet.

Det viste sig, at der stadig var 245 m/3 olie i vraget. Alt blev pumpet op, så vraget ikke længere udgør en fare for miljøet.

En skanning af vraget, se også animationen.

 

 

 

 

 

Se animationen af vraget fra Østersø ekspedition med GXG:

https://youtu.be/Ros1KYEEPcQ

 

 

Emptying the Fu Shan Hai og oil

(5986 Kb)
- Tryk for at åbne pdf. filen

_________________________________________________

Dødsmedalje til museet

Edward Motts fra Colchester har under et besøg i Thyborøn foræret Sea War Museum Jutland den dødsmedalje, hans farmor fik efter Jyllandsslaget.

Hendes navn var Mary Jane Motts, og sammen med sin første mand (Edward Motts farfar) drev hun pubben Bell, Old Heath i Colchester. Da han døde, giftede hun sig igen med Bertie Edward Everitt, der var underofficer på slagkrydseren HMS Invincible. Den var et af de fem britiske skibe, der sprang i luften under Jyllandsslaget, og Bertie Everitt var en af de 1026 dræbte.

Brylluppet fandt sted tre uger før slaget, og i stedet for at få sin nye ægtemand hjem igen, fik hun en medalje.

Billedtekst:

Edward Motts med farmorens dødsmedalje.

I alt blev der uddelt 1.355.000 dødsmedaljer.

I Storbritannien blev medaljen kaldt ”Dead man’s Penny” på grund af ligheden med denne mønt.

Billedtekst:

Medaljen med Bertie Edwards Ewritts navn samt takkebrevet fra Kong Georg V.

Billedtekst:

Farmorens medaljon med den dræbte Bertie Edward Everitt.

På modsatte side af medaljonen er et billed af Mary Motts/Everitts første mand William Motts - Edward Motts farfar.

Billedtekst:

Edward Motts fandt Bertie Edward Everitt’s navn i Sea War Museums liste over de omkomne fra Jyllandsslaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

S/S Bentinck

Lastrum og rester af kahytter agter kan ses.

 Vragene af træskibe i Nordsøen og Skagerrak nedbrydes og forsvinder fuldstændig i løbet af en kort årrække. Undtagelsen er de vrag, som ligger nede i havbunden dækket af sand og aflejringer.

De gamle jerndampskibe i samme område kan findes, men er generelt utrolig ødelagte og nedbrudte.

En undtagelse er S/S Bentinck fra 1888, som nu er fundet i Skagerrak af Peder Schmidt og efterfølgende skannet af Sea War Museum.

Det engelske dampfragtskib Bentinck, der var lastet med træ, kæntrede og sank i hårdt vejr den 14. august 1888. Besætningen gik i skibsbåden i høj søgang. Den blev observeret fra dampskibet ”Svea”, der reddede hele besætningen, 17 mand som landsattes i Gøteborg.

Vraget blev efterfølgende uskadeliggjort for sejladsen ved fjernelse af masterne, så der blev 11 favne vand over vraget.

Normalt vil et jernskibsvrag fra 1888 være fuldstændig nedbrudt i dag, så dæk og skibssider ikke mere vil kunne erkendes.

Kun meget kraftige jerndele som maskine, kedler, skrueaksel, skruen og ankrene vil ligge tilbage på havbunden, mere eller mindre korroderede og ødelagte.

S/S Bentinck var bygget i 1873 i Whitehaven. Det var et langt smalt skib på 555 brt., som havde tre master og var sejlførende. Det var 232 fod langt og 29 fod og 2 tommer bredt. Det var udstyret med en tregangsdampmaskine, men kunne også sejle for sejl alene.

Vraget står i dag på havbunden i sin fulde længde med slagside til styrbord.

Vraget står med slagside til styrbord.

Det meste af bagbordssiden og dækket er intakt, så man tydelig kan se ned i fire store lastrum. Også stævnen med bakken står synlig.

I agterskibet ses resterne af flere kahytter og rum, ligesom kedel og maskine kan ses af de dykkere, som svømmer ned gennem maskincasingen.

Det er for Nordsøen og Skagerrak et helt usædvanligt velbevaret jernskib! Andre vrag som er nyere i samme område, er meget nedbrudte.

Hvad er det som gør, at netop dette vrag holder sig bedre? Er det en særlig god kvalitet af jern der er brugt i dette skib? Eller hvad gør sig gældende. Det vil indgå i vores forskningsprojekt med David Gregory fra Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling.

Knapper fra Lewis lærredsbukser som er fundet i vraget. Er Lewis mon forgængeren for firmaet Levis der leverer de cowboybukser man kan købe i dag?
Selv det træ som ligger i lasten er bevaret, kun ganske let angrebet af pæleorm.

 

To nye modeller til museet - slagskibet ”SMS König” og slagkrydseren ”SMS von der Tann”

Von der Tann øverst og König nederst.

Fra Ralph Edler i Flensborg har vi modtaget en flot gave i form af to flotte modelskibe. De er bygget af karton og er utroligt detaljerede.

De to modeller forestiller henholdsvis slagskibet ”SMS König” og slagkrydseren ”SMS von der Tann”, som begge spillede en vigtig rolle i Jyllandsslaget.

”SMS König” sejlede i spidsen for den tyske slagflåde og var dermed særlig udsat for den britiske ild, og ”von der Tann” var sammen med de andre slagkrydsere i nærkamp med de britiske slagkrydsere. Begge skibe blev ramt flere gange af det svære britiske artilleri, men anrettede også selv betydelig skade på modstanderen. Det var således to granater fra ”von der Tann”, som sænkede den britiske slagkrydser ”HMS Indefatigable”.

Trods hård medfart var begge skibe repareret og klar til ny indsats mindre end to måneder efter Jyllandsslaget.

Senere kom ”SMS König” til at spille en særlig rolle, da matroserne i Kiel i november 1918 gjorde oprør i protest mod den fortsatte krigsførelse. Det kom til ildkamp om bord, og en matros og to officerer blev dræbt.

Efter våbenstilstanden blev begge skibe interneret i Scapa Flow, hvor de den 21. juni 1919 blev sænket af deres egen besætning. ”Von der Tann” blev senere hævet og hugget op, men vraget af ”König” ligger stadig i Scapa Flow, hvor det er et yndet mål for sportsdykkere.

Her ses de to nye modeller i museets udstilling: König og Von der Tann til højre - til venstre Derfflinger.

Alle tre modeller er bygget af modelbygger Ralph Edler Flensborg.

Alle tre skibe deltog i Jyllandsslaget og er nu en del af museet udstilling om Jyllandsslaget

 

 

 

 


 

Ny model af U47 i museets udstillingen!

Museet har anskaffet en meget stor og autentisk model af den tyske ubåd U 47.

Det var den ubåd, hvor ubådskaptajn Günther Prien imod alle odds i 1939 sneg sig ind forbi blokskibe og vagter, helt ind i den britiske marinehavn Scapa Flow.

Her lykkedes det ham at sænke det store britiske krigsskib ”Royal Oak” som gik ned med over 800 mand.

Der blev stor forvirring i den britiske flådehavn, hvor man først troede, det var en ulykke. Det lykkedes derfor Günther Prien at snige sig ud af havnen igen og sejle retur til Tyskland, hvor han blev hædret for sænkningen.

1939 og Anden Verdenskrig falder lidt uden for museets tema, men vi har i forvejen en permanent udstilling om Scapa Flow, hvor der også vises en animation over vraget af Royal Oak, så her kommer modellen af U 47 til at stå fremover.

Modellen er renoveret af museets modelbygger Bjørn Barfoed.


 

Ny scanning fra Østersøen

Graf Zeppelin

Se link til animation nederst på siden.

På ekspeditionen i Østersøen med Global Expedition Group scannede vi også det længste og måske største vrag i Europa.

Det er det tyske hangarskib Graf Zeppelin, som russerne sænkede i Østersøen efter 2. Verdenskrig.

Graf Zeppelin var 262,5 m lang og 36,2 m bred. Det er 37,5 m længere og 4 m bredere end den kinesiske bulkcarrier Fu Shan Hai, som ligger nord for Bornholm, og som mange omtaler som det største vrag i Nordeuropa.

Selv om bygningen af Graf Zeppelin blev påbegyndt i 1936, blev Skibet aldrig helt færdigt på grund af skiftende prioriteter. Ved krigens slutning lå skibet ved Stettin, hvor det blev kannibaliseret for at levere reservedele til de tyske skibe, som stadig kunne sejle.

I 1947 slæbte den russiske marine skibet ud i Østersøen for at bruge det som skydemål og for at finde ud af, hvordan men bedst kunne sænke et hangarskib. Det blev bombet fra luften, men sank først, da det var blevet ramt af to kraftige torpedoer.

Skibet blev genfundet i 2006, da et polsk firma ledte efter olie i Østersøen.

Vraget ligger på 80 m vand ca. 40 sømil nord for Gdansk og ca. 108 sømil øst for Bornholm

De to firkantede huller, som ses i dækket, er der hvor flyelevatorerne var. Det store aflange hul i midten er forårsaget af bomber.

Se historien på: https://da.wikipedia.org/wiki/Graf_Zeppelin_(skib)

Eller lidt mere uddybende på: https://en.wikipedia.org/wiki/German_aircraft_carrier_Graf_Zeppelin

Se animationen på: https://www.youtube.com/watch?v=0HnqWdX4TpI&feature=youtu.be


 

 

Chef surveyor Mogens Dam har fået tiltrængt hjælp!

Trine Andreasen tiltrådte i juli stillingen som surveyor hos JD-Contractor A/S. Indtil videre har hun bl.a. processeret scanninger af vrag fra Østersøen og Nordsøen. Før sommerferien blev hun færdiguddannet som kandidat i geofysik ved Århus Universitet med speciale i marin geofysik og kystzonen.

Sea War Museum har meget stor glæde af Trines arbejde, da hun hurtig og effektivt får behandlet de scanninger, museet har brug for. Det er forudsætningen for, at vi kan vise og fortælle de mange historier om vores nye fund, som vi også bringer her på Facebook.


 

Flygtningeskibe scannet i Østersøen

Under vore undersøgelser i Østersøen med Global Expeditions Group scannede vi både gamle og nyere vrag. Nedenfor er en historie om vrag fra 2. verdenskrig, som forstærker Sea War Museum som et antikrigsmuseum.

Vi scannede de tre store flygtningeskibe, som blev sænket i slutningen af 2. verdenskrig i Østersøen, hvorved over 20.000 mennesker omkom. Det var mest kvinder og børn som flygtede for de russiske styrker samt sårede tyske soldater.

se mere her


 

Sea War Museum, JD Contractors and Global Expeditions Group carried out a joint wreck expedition to the Baltic Sea

Ny samarbejdspartner for Sea War museum

 

scroll down for english

 

Sea War Museum har gjort sig bemærket internationalt med vor registrering og dokumentation af skibsvrag i Nordsøen.

Derved har vi fået en række meget gode samarbejdspartnere, hvor sidste skud på stammen er det amerikanske selskab, Global Expeditions Group ”GXG”, som i fremtiden kan inddrage os i flere meget interessante globale projekter m.h.t. udstyr og marinarkæologi.

 

Den første store opgave med dem blev udført i maj måned i Østersøen, med et fortrinligt samarbejde. Se den engelske pressemeddelelse nederst.

 

GXG har noget af det bedste udstyr og nogle af de bedste eksperter i verden. I et samarbejde med os, vil de være med, behandle og forske i det materiale som vi kan  tilvejebringe. GXG vil også behjælpelig med at finde finansiering til disse projekter, så det åbner helt nye muligheder for vort museum.

 

I forvejen har Sea War Museum et rigtig fint og godt samarbejde om forskellige projekter med flere universiteter og forskningsprofessorer.

 

Vi har således allerede projekter med, forskningsprofessor David Gregory fra Nationalmuset, Dr. Rory Queen fra Ulster Universitet i Nordirland, Dr. Innes McCartney fra Bournemouth Universitet i England. Vi har også et samarbejde og projekter med både Århus universitet og Syddansk Universitet.

 

Se mere i artiklen i Lemvig Folkeblad: HER

 

Sea War Museum, JD Contractors and Global Expeditions Group carried out a joint wreck expedition to the Baltic Sea

In the spring of 2019 Sea War Museum (SWM) together with JD-Contractor and US-based Global Expeditions Group (GXG) performed its first large wreck survey expedition to the Baltic Sea. Over a period of little more than two weeks, M/S Cable One covered more than 600 nautical miles in the Baltic Sea, documenting, 33 wrecks.

 

For the expedition, JD-Contractor’s M/S Cable One sailed with both Multibeam, Magnetometers, Side Scan Sonar, and Sub-bottom profiler as well as ROV's and TROV's. The different technologies made it possible to gather a great deal of data about the various wrecks in a relatively short amount of time. This data will be used to study and potentially identify the wrecks, and will also begin to provide a basis for comparative studies about the preservation of wrecks in the Baltic Sea as compared to those in the North Sea.

 

Sea War Museum and JD-Contractors carried out the expedition in partnership with US-based Global Expeditions Group (GXG). For over 40 years, GXG has delivered outstanding experience-based academic, adventure, and service programs. In collaboration with marine archeologists, maritime surveyors, and non-profit organizations, GXG is partnering in the project to specifically collect baseline survey data of ancient shipwrecks in the Baltic Sea, which GXG began to document in 2013. GXG's goal is to utilize today's advanced underwater survey and remote sensing tools to collect information that augments GXG's educational offerings for high school, university, and adult learners while promoting in situ preservation and protection of wrecks sites that are of historical significance. GXG's goals link ideally with those of Sea War Museum and JD-Contractors who's joint ambition is to work towards a new model in marine archaeological collaboration, based on partnerships between commercial companies, museums, the academic community, and non-profit organizations.

 

The results of the recent expedition will be studied by experts on both sides of the Atlantic, as well as by students of marine archeology. By joining forces on a Baltic Expedition, Sea War Museum, JD-Contractor and GXG hope to contribute to not only the preservation of underwater cultural heritage but also to develop the field of marine archaeology thru the use of in situ remote sensor data collection.


 

101 år gammel ubåd fundet i Skagerak

Sea War Museum Jutland, Thyborøn, har nord for Hirtshals fundet vraget af den britiske ubåd ”G 8”, som forsvandt i januar 1918. Ubåden ligger på godt 100 meters vanddybde, og en undersøgelse af vraget ved hjælp af en undervandsrobot tyder på, at ubåden er sunket efter en ulykke eller et teknisk uheld.

”Skroget er meget rustent, og der er tæret flere store korrosionshuller både i yderskrog og i trykskrog. Der ses ikke umiddelbart skader efter miner eller andre eksplosiver, som normalt bortsprænger og deformerer jernkonstruktionerne,” siger direktør Gert Normann Andersen fra Sea War Museum Jutland.

 

Vraget blev i første omgang scannet ved hjælp af en 3D-multibeamscanner, der kan tegne nøjagtige billeder af alt, hvad der ligger på havbunden. Scanningen viste, at ubåden havde samme længde og bredde som ”G 8”, og derefter blev den endelige identifikation foretaget ved hjælp af et kamera på en undervandsrobot.

”Vraget er dækket af trawl og garn, hvorfor det er vanskeligt at se alle detaljer, men jeg er ikke i tvivl om, at der er tale om ”G 8”, siger Gert Normann Andersen.

Stævnen er fri af havbunden og står lodret og meget skarpt. Lidt længere tilbage ses mundingen af et torpedorør på hver side af skroget, og agten for dem ses beskyttelsesbøjlerne til dybderorene. På styrbords side er bøjlen helt dækket af trawl og garn, hvorimod den tydeligt kan ses på bagbords side. Dybderoret peget stærkt opad, hvilket indikerer, at man har forsøgt at sejle ubåden op til overfladen efter et uheld af en eller anden art.

 

Dækket mellem stævnen og tårnet er meget tæret, og på de steder, hvor skroget ikke er dækket af garn og trawl, er det muligt at se direkte ind i ubåden. Der er også megen garn og trawl på tårnet, men det er alligevel muligt at se nogle af messingpladerne i tårnet samt de to periskoper.

På dækket bag tårnet kan man følge hele opbygningen, og helt henne agter ses en torpedoluge med et tandstangsarrangement, som er beregnet til at åbne lugen med.

Under skrogets agterende kan man se lidt af roret, og desuden kan man se beskyttelsesbøjlerne over dybderorene på hver side, selvom selve dybderorene er skjult af garn og trawl.

”G 8” var tilknyttet den 10. Ubådsflotille, der var stationeret i mundingen af floden Tees i Yorkshire. Den 27. december 1917 forlod “G 8” basen med en besætning på 28 mand og ordre til at patruljere i Kattegat. Ubåden skulle starte hjemrejsen den 3. januar og skulle efter planen være tilbage den 6. januar 1918. Da den ikke dukkede op, blev ubåden officielt erklæret for savnet den 14. januar 1918.

Sea War Museum Jutlands fund af ubåden 101 år senere viser, at den allerede var på vej hjem, da den blev ramt af uheld. ”G8” ligger nemlig med stævnen pegende direkte i retning mod Tees.

Museet har i alt fundet 31 ubåde, som stammer fra begge verdenskrige, og det har altid været muligt at se, om de var sunket på grund af miner, torpedoer eller bomber.

”På ”G 8” kan vi ikke se tegn på eksplosionsskader, men ubåden kan være slået læk ved en eksplosion der er sket tæt på, eller være blevet læk af anden årsag, hvorefter besætningen desperat har forsøgt at sejle ubåden op til overfladen” siger Gert Normann Andersen.

 

Yderligere oplysninger:

Sea War Museum Jutlands direktør:

Gert Normann Andersen

tlf. +45 2325 4011

mail: gna@jdcon.dk


 

Ny international ambassadør for Sea War Museum Jutland

Sea War Museums Direktør Gert Normann Andersen udnævner Reinhard Scheer-Hennings til museets ambassadør.

Reinhard Scheer-Hennings, der er oldebarn af den tyske admiral og øverstkommanderende i Jyllandsslaget, Reinhard Scheer, blev lørdag den 1. juni udnævnt til international ambassadør for Sea War Museum Jutland i Thyborøn....
Udnævnelsen fandt sted i Mindeparken for Jyllandsslaget i Thyborøn, hvor slaget hvert år bliver markeret, og de omkomne bliver mindet.
Reinhard Scheer-Hennings er partner i det internationale advokatfirma Clifford Chance, er svensk gift og har tre sønner, som på skift kommer med til den årlige mindehøjtidelighed. Han er dybt interesseret i historien, og på dagen bar han et par manchetknapper, som hans oldefar i august 1918 fik overrakt af den tyske kejser Wilhelm.
Det var direktør Gert Normann Andersen fra Sea War Museum, der foretog udnævnelsen, og i sin takketale afslørede Reinhard Scheer, at han havde været skeptisk, da han første gang kom til Thyborøn for at se mindeparken og Sea War Museum, men at han var blevet stærkt og meget positivt overrasket.
”Mindeparken er utrolig smuk, og Sea War Museum er præcis det antikrigs-museum, jeg synes, det bør være,” sagde han.
Reinhard Scheer-Hennings nævnte også betydningen af at tale sammen over grænserne for dermed at skabe og bevare freden.
”Havde man forud for Første Verdenskrig blot talt med hinanden, direkte og uden mellemmænd, kunne krigen have været undgået,” sagde han.
Med udnævnelsen af Reinhard Scheer-Hennings har Sea War Museum Jutland nu to internationale ambassadører, idet Nick Jellicoe, sønnesøn af den britiske øverstkommanderende i Jyllandsslaget, John Jellicoe, også er international ambassadør.

Jyllandsslaget
Jyllandsslaget fandt sted under Første Verdenskrig fra den 31. maj til den 1. juni 1916 og var verdenshistoriens største søslag. 250 skibe deltog, hvoraf 25 blev sænket, mens 8.645 mand omkom. Slaget blev udkæmpet så tæt på den jyske vestkyst, at kanontordenen kunne høres i land, og Thyborøn er da også det eneste sted i verden, hvor der holdes en årlig mindehøjtidelighed.


 

Ny film i biografen på Sea War Museum!

Det britiske produktions selskab Mallinson Sadler Productions, som laver programmer til National Geographic, har lavet en fantastisk ny film til museet, som handler om museets historie, mindeparken og Jyllandsslaget.
Tv-holdet om bord på M/S Vina sammen med Nick Jellicoe på et af ekspeditionerne.
Producer William Moult øverst med mikrofonen og nedenfor hans fotograf.

 

Filmen er redigeret af producer William Moult, og optagelserne er udført af Mallinson Sadler Productions i samarbejde med Sea War Museum og JD-Contractor A/S.

Filmen vises på dansk, tysk og engelsk, alt efter eget valg. Alle udsendelser er indtalt af professionelle speakere. Den danske udgave er indtalt af Ole Andreasen, som især er kendt fra Danmarks Radio.

Der findes trykknapper ved den store skærm, så de besøgende selv kan vælge det sprog, de foretrækker.

Filmen varer 17 minutter, og når den er færdig, kan der vælges en anden sprogudgave. Afspiller filmen allerede i biografen uden tilskuere, kan man blot vælge sprogudgaven hvorefter den starter op i den valgte udgave

På grund af tv-rettigheder til nogle af billederne, må filmen må ikke udsendes på TV, men den må bruges på museet og ved vore foredrag.

Filmen vises i hele åbningstiden på Sea War Museum, som har åbent alle ugens dage fra kl. 10-16 og i sommersæsonen fra kl. 10-17.

Innes McCartney og Nick Jellicoe sammen med to af Tv-folkene da vi scannede vragene I Scapa Flow.

Filmen vises i hele åbningstiden på Sea War Museum, som har åbent alle ugens dage fra kl. 10-16 og i sommersæsonen fra kl. 10-17.

God fornøjelse og glæd dig til de unikke optagelser i filmen.😊

 

 

 

 

 

 


 

Nyt forlisregister

Vrag scannet i Nordsøen til og med 2017

Gert Juhl, VragScan fra Sæby i Nordjylland har lavet den suverænt største database over skibe, som er forlist i farvandet omkring Danmark.

Han har registreret over 13.000 fartøjer i et søgebart Exel program. Det er et fantastisk stort arbejde, han har lavet, og som han nu stiller til rådighed for Sea War Museum Jutland og vore følgere.

Gert Juhl kalder det selv en Lightudgave, så der må være utrolig mange data i registeret.

Det vil blive til meget stor hjælp, når vi skal identificere nogle af de mange vrag, vi har fundet, scannet og opmålt på museets ekspeditioner.

 

se Gert Juhls register her


 

Scroll ned for at se mere fra årets første ekspedition.

Film optaget på vraget af HMS Narwhal

Den 7 minutter lange video fra undervandsbåden Narwhal viser først en animation af vor scanning af vraget. Derefter kommer undervandsoptagelserne, som starter med vi ser ankerkæderne der ligger i en fordybning på fordækket. Kameraet fortsætter ud over stævnen og går ned på bagbords bov, hvor der ses tre torpedoåbninger. Derefter går kameraet op over stævnen og ned til de t...re torpedoåbninger på styrbord bov.

Oppe på fordækket igen ses ankerkæderne ligge i fordybningen. Længere agterefter ses først styrbords dybderor og derefter bagbords dybderor.
Dybderorene på denne type undervandsbåd kunne klappes sammen og trækkes ind i skroget når de ikke blev brugt.

Fremme foran tårnet ses ankerspillet, som har stået under dæk. Her er undervandsbåden ramt af flybomber, hvorfor både ankerspillet og noget af undervandsbådens indre er blotlagt.

Ud over det som er ødelagt af fly bomber, er yderskroget flere steder gennemtæret.

Videooptagelserne slutter med de to periskoper, som er forbundet med en jernbjælke i toppen, noget som sammen med dybderorene og de 6 torpedorør i forenden er karakteristisk for ”Narwhal".

Der er ikke særlig mange fisk ved vraget, men havet over og omkring vraget er fyldt med levende plankton i milliardvis. Det ses som de hvide partikler der til stadighed farer forbi kamera linsen.

Der findes en engelsk tekst under filmen på YouTube

se filmen HER

Gert Normann


 

Nyt fra sidste uges ekspedition på Nordsøen

Scanning af HMS Narwhal
23.03.2019
 
Ekspeditionen løb fra tirsdag aften til fredag aften. Der var 19 deltagere inkl. skibets besætning. Vejret var fint, men der var en del bølgegang, især i den første del af turen, herefter var bølgehøjden meget varieret.
 
Denne gang undersøgte vi et område omkring Ekofiskfeltet, hvor vi ud over generelle registreringer og opmålinger af skibsvrag håbede at finde vragene af tre meget omtalte ubåde, der menes sunket i dette område. Det er den polske ”Orzel”, den hollandsk ”O13” og den britiske ”HMS Thames”.
 
Der blev i alt undersøgt 52 positioner, hvorved der fandtes og opmåltes 34 skibsvrag.
Desværre blev ingen af de tre undervandsbåde fundet, og dermed er en nyhedshistorien ikke aktuel på nuværende tidspunkt. Optagelser kan gemmes, så de er klar når undervandsbådene bliver fundet. Vi havde bestemt regnet med at finde den polske undervandsbåd ”Orzel”, da vi havde fået nogle nye fiskerpositioner som lå ved et minefelt i det område hvor Orzel skulle operere. Da vi allerede har kortlagt de fleste vrag øst for Ekofiskfeltet i retning mod Norge, Danmark og Tyskland, og det polske team har gjort det samme i retning mod Skotland, var der kun et begrænset område som manglede, herunder det nævnte minefelt med to vrag.
 
Vi fandt to ubåde i eftersøgningsområdet, ”U 319” som blev scannet, og ”HMS Narwhal”, som både blev scannet og filmet med en ROV. Især den polske deltager var glad for vores videodokumentation, som bekræfter, at det er vraget af ”HMS Narwhal”, de har fundet. De karakteristiske torpedorør i stævnen blev filmet sammen med dybderorene. Det kan ses, at ubåden er ramt af en flybombe foran tårnet, hvor kameraet fra ROV’en kunne filme direkte ned i undervandsbåden. På tårnet kunne man se de to karakteristiske periskoper i styrbord side af tårnet.
 
Der sad store mængder trawl på vraget især fra tårnet og agterefter. Trawlnettet stod her 20 meter op over skroget. Det var til stor fare for vores ROV, hvorfor den agterste del af undervandsbåden ikke blev filmet.
 
”HMS Narwhal” blev sænket af et tysk fly og gik ned med hele besætningen på 59 mand.
På vej hjem fandt vi 30 sømil vestnordvest af Thyborøn endnu en ubåd, og for en gang skyld var den ikke sænket ved en krigshandling. Det viste sig hurtigt, at der var tale om en russisk ubåd af Whiskey-klassen, og en nærmere undersøgelse fastslog, at der er tale om den russiske ubåd ”S 194”, som i 2007 sank under bugsering i Nordsøen. Ubåden var på vej fra et værft i Polen til Thailand, hvor den skulle indgå i et teknisk museum.
 
De øvrige vrag, som blev fundet, var overvejende gamle dampskibe, coastere og fiskefartøjer. Der blev fundet et par laster fra sejlskibe (træskibe) som nu er forsvundet. Alt sammen er et godt materiale til vort projekt om nedbrydning af skibsvrag.
 
Hele holdet er blevet nogle gode erfaringer rigere, og hvad deltagerne har fået ud af turen kan læses på de enkeltes Facebook, som vi selvfølgelig laver link til.
 
Gert Normann Andersen
 
Se flere scanningsbilleder og aninmation herunder.
 
En video fra vraget af ”HMS Narwhal” lægges en af de nærmeste dage på YouTube vi vil offentligøre det her.
 

 

Se scannings animation af HMS Narwhal HER

(45282 Kb)
HMS Narwhal
Russisk u-båd S 194
Russisk u-båd S 194

 

Årets første ekspedition

Hele holdet på Vina før afsejlingen.

Sea War Museum sejlede den 18.03.19 ud på årets første ekspedition for at opklare .endnu flere gåder og mysterier.

Opgaven er primært at registrere skibsvrag i nogle af de områder, vi mangler i Nordsøen, hvor der bør kunne findes nogle særdeles interessante vrag med helt særlige historier.

Med på turen er der en række teknikere eksperter, forfattere, historikere/marinarkæologer, studerende fra Syddansk Universitet, en polsk samarbejdspartner, samt en fotograf fra TV2.

...

Vi har længe ventet på at komme af sted, men vejret i første halvdel af marts har været præget af lavtryk, hvilket har givet blæst og store bølger.

Nu tegner vejrmeldingerne til, at vi får en lille uge med nogenlunde vejr. Det bliver bestemt ikke havblik, men vi kan godt arbejde i bølgehøjder på et par meter.

Når ugen er omme, håber vi på at komme med sensationelle nyheder. Er det ikke netop de nyheder, vi selv forventer, kommer vi under alle omstændigheder et stort skridt videre med vort vigtige arbejde med at finde og registrere alle synlige skibsvrag i Nordsøen.

Det bruges blandt andet som dokumentation af vragenes nedbrydning, som vi har et projekt om sammen med Nationalmuseet og Ulster universitet. Dertil har alle skibsvrag en historie, hvor vi vil kunne bidrage med nye oplysninger.

Gert Normann Andersen


 

Fundet af damperen Chanticleer

Multibeam billede af Scanticleer i 2018. Det eneste, som rager lidt op over havbunden, er resterne af dampmaskinen, der ses som en brun klump på scanningen
Det engelske dampskib ”Chanticleer” forsvandt sporløst med mand og mus for 130 år siden.
Nu er det fundet af Sea War Museum Jutland

Skibet forlod Blyth i England med en last kul og 14 besætningsmedlemmer den 23. september 1889 og er ikke set siden. Skibet skulle til Sølvesborg i Sverige, men nåede aldrig frem.

S/S Chanticleer blev bygget i 1853 og var 36 år gammelt, da det forsvandt. Samme år var skibet i tørdok, hvor der blev udført store reparationsarbejder på skroget. Ved søforhørene anså man derfor skibet for at være i god og forsvarlig stand.

Under den store eftersøgning af alle vragene fra Jyllandsslaget, fandt vi i samme område som HMS Sparrowhawk et vrag, som vi ikke undersøgte nærmere i første omgang. På scanningerne kunne vi dog se, at der ikke var tale om resterne af et krigsfartøj. Dette vrag vente vi senere tilbage til, hvor der blev lavet yderligere multibeam-scanning og sendt en ROV ned for at undersøge og filme vragresterne.

ROV’en filmede hele vragstedet systematisk fra agterskibet med resterne af skruen og fremefter. Her blev klokken fundet l den fjerneste ende, som har været skibets forende. Skibets ankre var væk, formentligt fanget af en trawler.

Klokken

Vraget var næsten tæret helt ned og forsvundet. Kølen og skruen af jern ligger i havbundsniveau og begge skrueblade er næsten tæret væk, så kun navet og det inderste af begge blade er tilbage. Ikke langt inde i agterskibet ligger resterne af en dampmaskine med to cylindre væltet om på siden. Dampkedlen findes ikke i eller ved vraget, så den må være trukket væk af en stor trawler.

Rester af rustne jernprofiler og andre tykkere jerndele ligger spredt nede i niveau med havbunden og angiver konturerne af skibets omtrentlige længde og bredde. Ude i den forreste del af vraget stod skibsklokken fint nede på bunden omgivet af lidt tærede jerndele.
Hvis ikke skibsklokken med skibets navn var fundet, havde det været meget svært at fastslå skibets identitet

Efter så mange år på Nordsøens bund er det forståeligt, at alt træ er ædt op af pæleorm, og at jern er rustet væk, men selv bronze som skulle være søvandsbestandigt, forsvinder langsomt i havet.
Bronzeklokken er fuld af tæring i overfladen og med dybere grubetæringer.

Navn og årstal står så svagt, at det kun kan ses efter vor konservator med sort farve har markeret de svage fordybninger af tal og bogstaver, der er tilbage i metallet.

(artiklen fortsætter under næste billedet)

Kort over Nordsøen

Den røde linje viser skibets planlagte rute over Nordsøen og den gule nål viser, hvor vraget blev fundet

Vraget blev fundet i forbindelse med Sea War Museums eftersøgning af skibsvrag fra første verdenskrig ca. 69 sømil vest for Thorsminde. På kortet kan man se skibet er presset ud af kurs fra den planlagte rute, inden det sank.

I slutningen af september 1889 var der flere svære storme i Nordsøen, og det er sikkert en af dem, som var årsag til, at skibet gik ned.

Når vi finder et nyt skibsvrag, tænker man hver gang på, hvad er det for et skib og hvad er der sket her?

Når vi er så heldige af finde en skibsklokke med navn, eller en plade med data over skibet fra bygningen af samme, er det forholdsvis nemt at grave historien frem.

Ofte er det en tragisk og ulykkelig historie, hvor hele besætninger er omkommet, noget som gik hårdt ud over familier i land, da deres kære og forsørger pludselig var væk for altid.

Gert Normann


 

Besøg af forskere og undervisere fra Bournemouth University Maritime Archaeology i England

Fra venstre ses Tom Cousin, nr. to er Dan Pascoe, derefter Dave Parham og Gert Normann
Sea War Museum havde i dag den 21. februar besøg af forskere og undervisere fra Bournemouth University Maritime Archaeology i England som blev modtaget af Bitten Dahl Knudsen og Gert Normann, som viste dem rundt.
Efter at have set museet og mindeparken var der tid til et hurtigt besøg på M/S Vina som tilfældigvis var i Thyborøn Havn.
 
På magasinet viser og fortæller John Silver om restaureringsarbejdet.

Derefter gik turen til Holstebro, hvor biblioteket, John Silvers værksted og magasin blev besigtiget inden selskabet besøgte vor Survey afdeling, hvor Mogens Dam fortalte om vores arbejder ved vragene.

Gæstebogen på billedet herunder viser Dan Pascoes og Dave Parhams kommentarer, Tom Cousin skrev også pænt om museet på den foregående side.


 

Portræt udsendelse på tv midt-vest

TV Midt -Vest sender søndag den 9. dec. 2018 kl. 19.45 en udsendelsen med titel ”En dag med Gert Normann Andersen”.
Her er de bl.a. med på jagt efter kanoner og miner til det kommende Eksplosionmuseum.
Der kommer en længere version i marts. Her bliver der plads til mange af de historier Gert Normann Andersen har til alle de ting han møder på sin vej.

tryk på linket for at se trailer:

TRYK HER - FOR AT SE OMTALE OG UDSENDELSE

Marts 2019 sendes en 35min udgave af "En dag med Gert Normann Andersen"

følg med på siden her eller på facebook så linker vi til TV MIdT-VEST


Afslutningen på WW1 markeres i Thyborøn

Mindeparken for Jyllandsslaget og Sea War Museum Jutland højtideligholder 100 året for våbenstilstanden i 1918

scroll ned for at se programmet for dagen

Den 11. november 2018 er det 100 år siden, at kamphandlingerne under Første Verdenskrig blev indstillet. Klokken 5,15 om morgenen underskrev Tyskland en aftale med Frankrig og Storbritannien, og knap seks timer senere, den 11.11. klokken 11, 1918 tav våbnene. Næsten 10 millioner soldater og 7 millioner civile var blevet dræbt, og endnu flere var blevet såret. Det var - troede man dengang – krigen som skulle ende alle krige, men som bekendt kom det til at gå helt anderledes.

100 årsdagen markeres mange steder i Europa, herunder i Thyborøn, hvor der klokken 13 er kransenedlæggelse i Mindeparken for Jyllandsslaget. Tidligere forsvarsminister Søren Gade holder tale, og klokken 14 er der et arrangement på Sea War Museum Jutland, hvor direktør Gert Normann Andersen og journalist Knud Jakobsen fortæller om skæbner fra krigen.

Hvis man ser bort fra den del af Sønderjylland, som dengang hørte til Tyskland, slap Danmark billigt gennem Første Verdenskrig. Ud for den jyske vestkyst fandt derimod en søkrig sted, som aldrig siden er blevet overgået, og i virkeligheden var det her, krigen blev afgjort.

Storbritannien blokerede fra allerførste dag for tilførslen af råvarer og fødevarer til Tyskland, og da Tyskland ikke opnåede en hurtig sejr på landjorden, kom denne blokade til at afgøre krigen. Tyskland forsøgte at bryde den flere gange og forsøgte også at gøre gengæld med den uindskrænkede ubådskrig, men uden held. Storbritannien bevarede herredømmet til søs og vandt dermed krigen.

Sea War Museum Jutland er det eneste museum i hele verden, som udelukkende fortæller om denne afgørende krig i Nordsøen, og derfor er der god grund til, at en mindehøjtidelighed skal afholdes netop her.

Arrangør: Sea War Museum i samarbejde med Mindeparken for Jyllandsslaget og Maritimhistorisk Selskab.


 

Polsk dykker ekspedition på besøg.

Fra højre: Dr inz. Benedykt Hac, hydrographer Karol Jacob, hydrographer, mechatronic Andrzej W. Swiech, hydrographer, maritime archeology Marek Cacaj, diver Gert Normann Andersen direktør Sea War Museum Tomasz Stachura, Leader of the expedition Grzegorz Swiatek, historian and lawyer Piotr Michalik, historical research, contact with UK institutions and media

Det polske ekspeditionshold SANTI, som leder efter den legendariske polske ubåd ”Orzel” i Nordsøen, har efter ophold på ekspeditionsskibet ”Nemo A” i Thyborøn, besluttet at udsætte den videre ekspedition til foråret 2019. Det sker efter 10 dage med uafbrudt blæsevejr og høje bølger.

Det er virkelig ærgerligt, men der har ikke været andet at gøre. Vejret er altid en blind makker og fuldstændig uforudsigeligt på længere sigt.

Det er nu ved at være sent på året, men måneden september har tidligere haft perioder med meget fint vejr og ualmindelig god sigtbarhed under vandet i Nordsøen

Det er et meget seriøst ekspeditionshold, der boede om bord på ekspeditionsskibet i Thyborøn Havn. Holdet bestod af en række fagfolk inden for historie, marinarkæologi, hydrografi, dykning og tv-formidling.

Dr. Hubert Jando, historian and coorganizer of the expedition og Joanna Hac, TVN polish tv

SANTI har tidligere gennemført en række ekspeditioner med udgangspunkt fra England og har fundet og kortlagt en række skibsvrag, men har endnu ikke fundet den savnede ”Orzel”.

Tiden i Thyborøn blev brugt på al den research, det var muligt. Rigtig tmange vragpositioner fra fiskere og fra Sea War Museum Jutland blev grundig gennemgået og sammenlignet med det, gruppen havde i forvejen. Dermed er SANTI endnu bedre rustet til den kommende ekspedition i foråret 2019.

Tiden i Thyborøn blev også brugt til besøg på Sea War Museum og på museets magasiner og bibliotek, hvor deltagerne kunne få en ide om bevaringstilstanden af vrag fra omkring 1940 i Nordsøen.

 Der er et meget fint samarbejde mellem Orzel gruppen SANTI og Sea War Museum, som udveksler resultater og hjælper hinanden.

 SANTI leder primært i det Britiske sokkelområde af Nordsøen, hvor Sea War Museum koncentrerer sig om dansk, norsk og tysk sokkelområde.

Det er derfor kun et spørgsmål om tid inden Orzel bliver fundet.

Vi ønsker alt det bedste for at SANTI´s store arbejde giver resultater i foråret 2019.

 

Gert Normann

Sea War Museum Jutland, Thyborøn

holdet vises rundt på Sea War Museum af Gert Normann

 

Ulykkes-vrag fundet ved Skagen - M/S Pionier

scanning af vraget af M/S Pionier

 

Pressemeddelelse 06.09.2018

Anden Verdenskrigs største krigsforlis i dansk farvand endelig opklaret

Se videopklip af vraget her: https://www.youtube.com/watch?v=GjQmQaK5H2E

Sea War Museum Jutland har på en ekspedition i Skagerrak fundet vraget af det tyske troppetransportskib M/S Pionier, som blev sænket den 2. september 1940. Skibet var på vej fra Frederikshavn til Frederiksstad i Norge med 823 mænd og kvinder om bord inklusive besætningen, da det nord for Skagen blev ramt af en voldsom eksplosion og hurtigt begyndte at synke.

HMS Sturgeon

Forliset kostede 338 af de ombordværende livet og var dermed den alvorligste krigsbegivenhed, som ramte de tyske styrker i Danmark under den fem år lange besættelse. Ifølge britiske oplysninger var det ubåden HMS Sturgeon, som med en torpedo sendte Pionier til havets bund, hvilket hårdnakket blev afvist af den tyske propaganda. Den hævede, at skibet enten sejlede på en mine, blev ramt af sabotage eller blev offer for en kedelsprængning. Det sidste var i virkeligheden helt usandsynligt, da Pionier ikke var et dampskib, men havde en stor sekscylindret dieselmotor.

Efter krigen har forliset givet anledning til mange gisninger, og vraget af Pionier har længe været et af de mest eftersøgte i Danmark. Danske og udenlandske dykkere har dog hver gang søgt de forkerte steder. Sea War Museum Jutland fandt Pionier 15 sømil fra Skagen på positionen 057° 58.368' N, 010° 51.551' E, hvilket er væsentligt længere mod øst end hidtil antaget. Vraget ligger på 177 meters vanddybde, hvilket gør det meget vanskeligt tilgængeligt.

”Vores scanning af vraget underbygger de britiske rapporter. Agterskibet mangler, og alt tyder på, at skibet er blevet revet midt over af en torpedo. Den agterste del er sandsynligvis sunket med det samme, hvorefter den forreste del er drevet langt mod øst, før den sank. Vi fandt den ganske vist i internationalt farvand, men helt inde på svensk sokkelområde,” siger Sea War Museum Jutlands direktør, Gert Normann Andersen.

M/S Pionier

M/S Pionier var et moderne motorskib på 3285 bruttotons, der blev bygget som køleskib til rederiet F. Laeisz i Hamborg i 1933. De første år sejlede det med bananer fra Cameroun til Europa, men i 1940 blev det rekvireret af den tyske krigsmarine og indsat som troppetransportskib mellem Danmark og Norge.

På sin sidste tur medførte Pionier en blandet skare bestående af søofficerer, flypersonel og sygeplejersker samt et større kontingent tyske alpejægere, der var på vej tilbage fra orlov. Vindstyrken var 7 til 8 med høj søgang, og da der straks efter eksplosionen udbrød brand om bord, udspillede der sig hjerteskærende scener.

Skibet fik hurtigt slagside til bagbord og sank med agterenden først, men på grund af branden og store mængder olie på havoverfladen kunne ledsagende og tililende skibe ikke komme tæt på. De måtte nøjes med at samle overlevende op fra vandet og fra redningsflåder.

begravelse 6. september 1940

De overlevende blev bragt ind til Skagen og Frederikshavn, men 93 blev aldrig fundet. Den 6. september 1940 blev 245 tyskere begravet på Frederikshavn Kirkegård i krigens største massegrav i Danmark. Nogle af de omkomne er formodentligt gået ned med vraget, som derfor må betragtes som en krigergrav.

HMS Sturgeon deltog senere i jagten på slagskibet Bismarck, og fra den 11. oktober 1943 til den 14. september 1945, var hun udlånt til den hollandske marine, hvor hun gjorde tjeneste under navnet ”Zeehond”.

Museets direktør, Gert Normann Andersen, svarer gerne på spørgsmål på + 45 23254011, e-mail: gna@jdcon.dk


Krigens sidste offer

Sea War Museum har udgivet et hæfte om "U3523 -krigens sidste offer"

Fundet af den tyske anden verdenskrig ubåd U3523 gav genlyd i store dele af verden. Nedenstående har vi modtaget af sønnen til en af de ombordværende Friedrich Rumpels.

----------

"Lørdag den 14. April bragte vores lokale avis en kort artikel under overskriften „Ubådsvrag fra nazitiden fundet“. Af teksten fremgik det, at det handlede om en af Tysklands mest moderne ubåde, og at den var blevet sænket den 6. maj 1945 af en britisk flyver.

Meddelelsen fik min søn og mig til at spidse ører. Jeg vidste, at min far, Friedrich (Fritz) Rumpel, tilhørte besætningen på en af disse moderne ubåde, og da både fundstedet og datoen den 6. maj 1945 stemte overens med det, som jeg vidste om min fars død, gav jeg mig til at undersøge sagen. Jeg henvendte mig til Sea War Museum Jutland og modtog omgående svar fra direktør Gert Normann Andersen, som meddelte, at det drejede sig om U 3523 og sendte mig multibeam scans, som forskningsskibet M/S Vin a havde lavet af vraget.

De kan sikkert forestille Dem, hvordan vi havde det, min familie og jeg, da vi fik at vide, at vraget af den ubåd, hvor min far fandt sit sidste hvilested, var blevet opdaget efter 73 år. Følelsesmæssigt var det helt utroligt overvældende.

Da jeg ikke behersker dansk, henviste hr. Andersen mig til journalist og forfatter Knud Jakobsen, som har ført den videre korrespondance med mig.

Herigennem fik jeg mere at vide om ubådens sidste dage og den skæbne, som overgik besætningen på U 3523.

Hr. Jakobsen har ud fra de indsamlede oplysninger lavet et lille, meget informativt og oplysende hæfte og har tilsendt mig nogle eksemplarer. Min familie, venner og jeg selv er fuld af begejstring over, hvor godt, det er lykkedes for ham.

På dette sted vil jeg gerne rette en hjertelig tak til besætningen på forskningsskibet M/S Vina, direktør på Sea War Museum hr. Gert Normann Andersen, journalist hr. Knud Jakobsen og alle øvrige deltagere for det store arbejde. 

For mig har alle de nye oplysninger særdeles stor betydning. Det er afslutningen på et kapitel, jeg som faderløs har delt med millioner af andre børn.

Man kan kun håbe, at kommende generationer bliver sparet for et sådant vanvid som denne meningsløse krig."

Dieter Rumpel med familie

Hæftet kan købes i museumsbutikken på dansk og tysk se listen over bøger HER


Ny ambassadør for Sea War Museum

Nick Jellicoe

Nicholas Jellicoe, sønnesøn af admiral John Jellicoe, udnævnt til international ambassadør for Sea War Museum Jutland i Thyborøn

se mere HER

 

 

 

 

 


 

Museum i Belgien er en af de vigtigste museumssamarbejdspartnere for Sea War Museum.

Museet om angrebet på Zebrugge er etableret af Tomas Termote, som ses stående midt i salen, hvor ubåden er tegnet på gulvet. Sea War Museum har igennem flere år haft et givtigt samarbejde med Tomas Termote, som har besøgt vort museum og Vestjylland flere gange.

Nyt museum i Belgien om søkrigen i Kanalen under første verdenskrig.

Der findes kun to museer i verden der udelukkende handler om søkrigen under første verdenskrig, Det er det nye museum i Brugge ”The Battle for the North Sea” og ”Sea War Museum Jutland” i Thyborøn.

Museet i Brugge ligger midt i den gamle by og inde i Provincial Palace (Provenciaal Hof) Markt 3, Brugge.

Det er en helt fantastisk udstilling i en flot statelig bygning ud til byens torv!

I udstillingen er der en biograf der fortæller historien, samt en særlig udstilling om Victoriakorset, der er den fornemste britiske orden for heltemod. Operationen ved Zebrugge er den begivenhed, som førte til uddeling af flest Victoriakors.

Udstillingen fortæller historien om den stærkest armerede ubådsbase under Første Verdenskrig, som tyskerne havde oprettet i Zeebrugge. Ubådene fra denne base var skyld i ikke mindre end 2.554 sænkede allierede skibe.

Museet viser genstande fra ubådskrigen og basen i Zeebrugge. På gulvet i den store hal ses omridset af UB29, der ligger sunket i Kanalen ud for den Belgiske kyst. Omridset er malet på gulvet i 1:1, og på den måde kan man fornemme hvor lidt plads der har været til ubådens 22 mand store besætning.

Samlet set er det en rigtig flot udstilling med effekter, uniformer og billeder, som fortæller historien på en meget autentisk måde
En tegning som viser de britiske skibes placering, hvor HMS Iphigenia og HMS Intrepid blev sænket i kanalen til inderhavnen, HMS Vindictive ved molen samt den engelske undervandsbåd C3 som sejlede ind under broen til molen, hvor både undervandsbåd og bro blev sprængt i luften. I angrebet deltog ud over Briterne enheder fra den New Zealandske marine

Udstillingen viser også en animeret model af angrebet og blokeringen af Zeebrugge, hvor man fra allieret side gjorde alt for at ødelægge ubådsbunkeren og spærre havneindsejlingen med blokskibe.  Alle blokskibe var fyldt op med beton inden de blev sænket, så de ikke umiddelbart kunne bjerges eller flyttes.

Museet i Belgien er en af de vigtigste museumssamarbejdspartnere for Sea War Museum.

Sea War Museum vil opfordre til, at man lægger sommerturen til Brugge for at se denne specielle udstilling. Ved samme lejlighed kan man nyde den gamle og uberørte middelalder by til fods, i hestevogn eller pr. båd i kanalerne. På trods af hårde krigshandlinger i området omkring Brugge, under både første og anden verdenskrig gik den gamle by fri, De fleste huse i den gamle bydel er fra 1600- og 1700-tallet. Der er flere store torve, og der findes mange museer, attraktioner og gode spisesteder i bydelen.

Det er næsten umuligt at køre bil inden for voldene, så det anbefales at parkere uden for den indre by og i stedet gå eller finde anden transport inden for voldene og kanalerne.

se billeder fra udstillingen HER


Særudstilling. "Verdenshistoriens første luftangreb fra et hangarskib"

se mere  HER

 

 

 

 

 

 

 


Ny udstilling om U 3523 og andre ubåde

se mere HER

 

 

 

 

 

 

 


 

Nyt i museet: Fund fra skatteskibe fra hele verden

 

I en lille særudstilling præsenterer vi bl.a. genstrande fra det det såkaldte "dukkeskib, der forliste ud for Fjaltring Kirke og genstande fra det danske skib "Thomas Lawrence, der forliste i den engelske kanal i 1862. Montren indeholder også guld- og sølvmønter fra forliste skatteskibe fra hele verden.

se også artiklen her på Lemvig Folkeblad: HER


 

Ny udstilling i museumsgården

Ny permanent udendørs udstilling om søminer og torpedoer. Se mere HER

Sea War Museum med i nyt forskningsprojekt

To-årigt projekt med støtte fra Kulturministeriet skal kortlægge, hvor hurtigt skibsvrag nedbrydes i Nordsøen

Tekst og foto af Knud Jakobsen

Seniorforsker David Gregory fra Nationalmuseets afdeling for Bevaring og Naturvidenskab har i samarbejde med Sea War Museum Jutland i Thyborøn indledt et omfattende forskningsprojekt, som kan få afgørende indflydelse på bevaring af kulturværdierne i Nordsøen og andre udsatte farvande. se mere HER


Ny kanon foto 2

Ny kanon foto 4