De sidste nyheder fra Sea War Museum

Der sker hele tiden nye ting på museet og på denne side forsøger vi løbende at samle det op.

Indlæggene ligge med det nyeste først - scroll ned for flere historier.


Ukrainsk besøg på Museet

Btx1: Hele den ukrainske og danske gruppe fotograferet med det ukrainske flag i museets multisal med klitter og hav i baggrunden.

Museet ”Havets Hemmeligheder” har et eksplosionsmuseum med udstillinger om alt, hvad der kan eksplodere fra håndgranater til raketter, missiler og atombomber med mere. Det eneste, vi mangler, er krigsdroner og især dem, der bruges i Ukraine.

Søren Gade, som også er formand for Mindeparken, formidlede derfor en kontakt for os til det ukrainske parlament og det ukrainske krigsmuseum i Kiev.

Museet i Kiev var interesseret i et samarbejde, og det kunne tilbyde os en særudstilling om droner og de konsekvenser, dronekrigen har.

På den baggrund havde vort museum den 15. januar besøg af ledelsen fra det store Krigsmuseum i Kiev. Det var et meget vellykket besøg, hvor de ukrainske gæster så alle vores museer.

Selv om de kommer fra et meget stort og flot museum med over en million gæster om året, var de meget imponerede over vores museer. Især Eksplosionsmuseet, Sea War Museum og Mindeparken for Jyllandsslaget blev studeret.

De var overraskede over det, de så, og betegnede samlingerne som imponerende og udstillingerne som helt fantastiske.

Vort museum får lov at låne en interessant særudstilling om dronekrigen og de konsekvenser, den har for civilbefolkningen i Ukraine.

Den skal kunne ses på vort museum fra omkring 1. april og resten af året. Vi håber meget på, at vi også kan få to droner, en Iransk og en Russisk, til vores permanente udstilling. Vi vil gerne kunne vise vores gæster de droner, som ødelægger civile bygninger i Ukraine.

De fem personer fra det ukrainske krigsmuseum var:

  • Yurii Savchuk, Director General 
  • Yurii Horpynych, Deputy Director General for Institutional Development 
  • Liudmyla Nikorych, Leading Designer 
  • Yeliz Edge Dzhoshkun, Designer
  • Yan Denenfeld, Head of Technical Support Department
  •  

Fra vores side deltog:

  • Søren Gade, Folketingets formand
  • Preben Erichs, EOD fra Ingeniørtropperne I Skive,
  • Rasmus Normann Andersen, fra Museets bestyrelse
  • Christian Toftegaard, som er Sea War Museums faglige leder
  • Gert Normann Andersen, Sea War Museums direktør.

Glæd jer til at se den helt specielle særudstilling på vores museum til april.

Btx2: Fra frokostmødet, ukrainerne til venstre og danskerne til højre.

Btx3: Direktør, Yurii Savchuk overrækker en souvenir til museet, Søren Gade og Gert Normann.

Btx4: Et foto af gæstebogen efter besøget.

Btx5: En af de store og langtrækkende droner.

Btx6: Halen af en nedstyrtet drone.

Btx7: En af de mange små droner.

Gert Normann


 

Gåden om skoleskibet ”København”

Skoleskibet "København" var verdens største sejlskib og var på vej fra Buenos Aires til Australien, da det i december 1928 eller januar 1929 forsvandt i Sydhavet sammen med hele sin besætning på 59 mand.

Trods omfattende eftersøgning blev der aldrig fundet vragdele eller spor af skibet, og ”København”s forlis gælder derfor stadig som en af de store uopklarede gåder i søfartens historie.

Men måske kan vi løse gåden.

Sea War Museum Jutland/Havets Hemmeligheder har netop haft besøg fra verdens mest isolerede og beboede ø, nemlig Tristan da Cunha, som ligger midt i Sydatlanten midtvejs mellem Sydamerika og Sydafrika. Øen har godt 200 indbyggere, men har hverken havn eller lufthavn, og nærmeste land er Cape Town 2000 km borte.

Det er altså et større projekt at komme til og fra øen, og derfor var det en stor oplevelse, da vi for nylig kunne modtage en gæst fra Tristan da Cunha, nemlig dykkeren Norman Glass.

Sammen med Rodney Green købte han i 2011 noget dykkerudstyr, og en dag med godt vejr sejlede de om til et sted på sydkysten, hvor et stort sejlskib i følge den lokale overlevering strandede for snart 100 år siden. Her fandt de mange ødelagte vragdele af et stort jernskib spredt på havbunden tæt ved land, og Norman tror, at det er ”København”Tristan da Cunha er en kegleformet vulkanø, hvis sider skråner ud i havet og skaber nogle meget vanskelige forhold. Der er meget store bølger og dønninger fra Sydhavet, som har verdens største frie havområder. Ifølge Normann er der kun 20 dage om året, hvor forholdene tillader dykning.

Vi havde en lang snak med Norman og kunne supplere med oplysninger indhentet i Danmark. Allerede i 1929 fortalte nogle unge mennesker, at de oppe fra bjerget havde set et femmastet skib komme drivende ind mod sydkysten af øen.

Øens lille beboelse ligger på nordkysten, og på grund af høje bølger lykkedes det først et par dage senere at søsætte en båd og sejle ned til strandingsstedet, og da var der hverken vrag eller vragdele at se.

Da en finsk 4-mastet bark i samme periode havde passeret øen i 20 sømils afstand, blev de unges observation affærdiget og forklaret med, at de havde set det finske skib.

Da rejsebogsforfatteren Arne Falck Rønne 33 år senere besøgte øen efter et vulkanudbrud, talte han med de nu midaldrende indbyggere, der som unge havde set skibet strande, og selvom det var mange år siden, var de ikke i tvivl. Skibet havde fem master og kom drivende med agterenden dybt i vandet og med to forrevne sejl (Arne Falck Rønne, "Tilbage til Tristan", 1963).

Denne beretning er den mest autentiske, vi kan få i dag, og den passer godt med vores egne observationer ved den jyske vestkyst. Et jernskib bliver meget hurtigt knust til mindre vragstykker, når det strander. F. eks. kan vi sammenligne med den store norske jernbark "Timaru", som i 1907 strandede ud for Fjaltring og halvanden time senere var knust til mindre stykker. Hele besætningen var druknet, og der var intet spor af det store skib på havoverfladen.

Bølgerne i Sydhavet er generelt voldsommere end i Nordsøen, så et stort jernsejlskib her er hurtigt blevet splittet i mange dele. Derfor er det meget sandsynligt, at ”København” allerede var knust og ødelagt, da det lykkedes indbyggerne at komme om til strandingsstedet.

Norman og Rodney Green fandt to meget store ankre, et langt bovspryd af jern, en kapstan og mange andre ødelagte og begroede vragdele. De fandt dog intet, der kunne bevise, at det var ”København”, men på nogle af deres fotos af vraget kan vi se, at det kun er et spørgsmål om at rengøre ganske bestemte vragstykker for begroning, for at kunne bevise, at det er ”København”.

Vi har derfor nu indgået en aftale med Norman Glass om, at de vil dykke ved vraget i januar 2026, rengøre vragdele og tage ganske bestemte fotos, som vi har bestilt.

Hvis vi finder de beviser, vi leder efter, vil vi forsøge at finde fondsmidler til at finansiere en ekspedition til Tristan da Cunha, så vi kan lave en komplet dokumentation af vragdelene med det rigtige udstyr. Hvis alt går vel, kan vi måske realisere en ekspedition i vinteren 2027.

I den kommende tid vil vi følge op med flere oplysninger og billeder til historien her på siden.

Gert Normann Andersen/Knud Jakobsen

Sea War Museum og Havets Hemmeligheder

 


Btx1: Fra det første møde med Norman om projektet. Fra venstre dykkerchef Tonni Andersen, Norman Glass, Gert Normann Andersen og chefsurveyor Mogens Dam.

 

 

Btx2: Norman Glass i ”Havets Hemmeligheder” ved modellen af ”København”.

 

Btx3: Original udsmykning fra ”København”.

 

Btx4: Originale lamper fra ”København” afmonteret før afsejling fra Danmark.

 

Btx5: Norman Glass ser på udstillingen.

 

Btx6: Der er laver over 6000 malerier af ”København”. Det var et forlis, der vækkede stærke følelser.


 

Gåden om skoleskibet ”København” fortsat!

Btx1: ”Capella” næste morgen hvor skibet er brækket i to stykker, som ligger helt forskudt for hinanden.
Hvis det er vraget af skoleskibet ”København”, der ligger ved Tristan Da Cunha, kan vi sammenligne det med vragene af to store sejlskibe af jern, som strandede og forliste ved den jyske vestkyst.
 
Det er jernbarkskibene ”Capella” af Arendal, som strandede i 1903 Ved Bovbjerg, og jernbarkskibet ”Timaru” af Drammen, som strandede ved Fjaltring i 1907.
 
Selvom ”Capella” var et stærkt bygget skib af jern, brækkede det midt over, og hele besætningen på 15 mand omkom. Desværre havde de alle søgt tilflugt på agterskibet, som hurtigt blev overskyllet af bølgerne og ødelagt. Skibet strandede om aftenen, og billedet af skibet i to dele er taget næste dags formiddag.
 
I dag ligger vraget helt nedbrudt i mindre stykker på havbunden. Kun master og bovspryd, som også er af jern, ligger næsten intakte på havbunden, sikkert fordi de var runde, og derfor ikke havde angrebspunkter, bølgerne kunne tage fat i.
”Timaru” strandede med bredsiden til søerne og blev fuldstændig knust på under en time. Herefter ragede intet op over havoverfladen, og hele besætningen på 18 mand var omkommet.
 
Det gik så stærkt, at fotografen, som tog billedet af strandingen, må have været ude på kysten, da det skete.
 
Jeg talte i 1981 med strandfoged Evald Jespersen og hans søster, som begge overværede strandingen som børn. De glemte det aldrig, og de fortalte, at det var det mest hjerteskærende og uhyggeligste, de havde oplevet. De kunne høre besætningens skrig og kunne se en af de sidste overlevende binde sig selv til en båddavid for ikke at blive skyllet over bord. Derefter skiltes skibet ad i søerne, og david og mand forsvandt i havet.
 
Redningsvæsenet nåede at skyde en redningsraket ud til vraget, men der var ikke nogen til at tage imod linen. Redningsbåden nåede man slet ikke at søsætte, da det hele gik så stærkt.
 
I 1981 dykkede jeg ved vraget, som lå på ca. 8 m vand med stævnen mod nord, sådan som skibet strandede. Det store vrag lå knust på havbunden med dele af bagbords skibsside og noget af begge stævne bevaret. De store jernmaster, som måler over 1 meter i diameter, ligger næsten intakte med rær og blokke udstrakt på havbunden ind mod land.
 
Ved stævnen fandtes to meget store jernstok-ankre samt et mindre anker. Ved vragdelene fandtes et utal af løse blokke, jomfruer, koøjer, pullerter, jernklyds, samt daviderne til redningsbådene.
 
Det var fascinerende at se disse davider, når man vidste, at et besætningsmedlem bandt sig fast til et af dem i et sidste fortvivlet forsøg på at overleve.
Det var et imponerende vrag, som havde ligget knust, men ellers urørt i de mange år.
Dykker, Gert Normann Andersen
 
Btx2: ”Timaru” lige efter strandingen, hvor bølgerne skyller ind over skibet.
Btx3: For skibet af ”Timaru” med bovspryd, galionsfigur og ankeret som minder meget om skoleskibet ”København”
 
Btx4: Et tilsvarende foto fra skoleskibet ”København”, som er noget større end ”Timaru”.
 

 

Skoleskibet København - myter og falske historier

Når man forsøger at opklare mysteriet om skoleskibet ”København”, støder man hurtigt på myter og frit opfundne historier.
Skibet forsvandt i januar 1929, og allerede i april samme år dukkede den første falske historie op. Ved Malmø blev der fundet en flaskepost med en håndskrevet seddel, der angiveligt skulle være fra en af eleverne på ”København”. Det fremgik, at skibet var strandet på Norfolk-øen nord for New Zealand, og at mange af eleverne var syge af malaria.
Det var helt usandsynligt, at en flaskepost på et par måneder skulle være drevet rundt om jordkloden og af alle steder være landet i Øresund. Alligevel blev den omtalt i alle danske aviser, og selvom den blev affærdiget som et falsum og en usædvanlig dårlig spøg, var der forældre og pårørende, som troede på den. De klamrede sig til det mindste strå i håbet om, at deres dreng var i live et eller andet sted.
I Danmark dukkede den næste falske historier op på forsiden af dagbladet Politiken den 3. oktober 1934. I en stort opsat artikel spurgte avisen: ”Er skoleskibet ”København” blevet knust mellem isbjerge”.
Politiken henviste til en artikel i New York Times, der angiveligt havde historien fra Liborio Justo, der var søn af den argentinske præsident. Den gik kort fortalt ud på, at en skotsk hvalfanger var gået i land på Bouvet-øen i det sydlige Atlanterhav og her havde fundet en flaskepost med nogle dagbogsblade på et for ham uforståeligt sprog. Præsidentens søn skrev dem af, og da han kom til New York, gik han op på New York Times’ kontor, hvor papirerne blev dechifreret og udlagt som ”gribende dagbogsblade”. De beskrev, hvordan skoleskibet ”København” blev knust mellem to isbjerge, og hvordan besætningen søgte tilflugt på Bouvet-øen.
Politikens historie blev citeret i alle landets aviser, og endnu en gang blev de stakkels forældre trukket igennem det store følelsesregister. Var deres drenge omkommet på en øde ø, fordi ØK ikke havde gjort nok for at finde dem? Kunne de være i live endnu?
Håbet blev dog hurtigt slukket. I et brev dateret den 7. november 1934 forklarede den danske gesandt C. Carbel i Buenos Aires, at historien om flaskeposten på Bouvet-øen stammede fra et litterært værk med titlen ”La Tierra Maldita” (Det forbandede land), skrevet af Liborio Justo, som ganske rigtigt var søn af den argentinske præsident. Gesandten kunne ovenikøbet fortælle, at den argentinske forfatter havde fået hjælp til de danske passager af den danske oversætter frk. Gerda Johansen, der boede i Buenos Aires.
I 2008 tog den argentinske historiker Héctor Raúl Ossés den falske historie om Bouvet-øen op i en bog med titlen ”Patagonia, ficción y realidad” (Patagonien, fiktion eller fakta). Her fortæller han, at Liborio Justo besøgte Patagonien mellem 1925 og 1932, hvorefter han skrev ”La Tierra Maldita”, som rummer 14 historier, alle en blanding af eventyr og virkelighed.
I 1934 rejste Liborio Justo til USA for at promovere sine bøger, og via North American Newspaper Alliance. endte historien søndag den 16. september 1934 på forsiden af New York Times, hvor den blev den præsenteret som virkelighed.
Héctor Raúl Ossés skrev i 2008 en videnskabelig artikel om sagen, som spanskkyndige kan downloade her: https://independent.academia.edu/H%C3%A9ctorRa%C3%BAlOss...
Den næste falske historie dukkede op i den sydafrikanske avis ”Sunday Express” den 22. september 1935. Af denne fremgik det, at en ekspedition havde fundet syv skeletter og en redningsbåd halvt begravet i sandet i den namibiske ørken, 400 km nord for Swakopmund. Ifølge avisen var de omkomne efter alt at dømme fra skoleskibet ”København”. Redningsbåden var af skandinavisk type, der lå et stykke maritimt stof i båden, og et af kranierne havde ifølge en ekspert tilhørt en ung mand af nordisk type på 18-20 år.
Historien var frit opfundet fra ende til anden, men vandrede hurtigt verden rundt. Danske aviser krævede flere oplysninger, og ”Dagens Nyheder” og ugebladet ”Hjemmet” var klar til at finansiere ekspeditioner til Sydafrika. Forældrene var oprørte og bebrejdede ØK og Udenrigsministeriet, at de ikke gjorde nok, selvom ØK og Udenrigsministeriet gjorde deres bedste for at dementere historien.
De blev hjulpet af den danske konsul Otto Thaning i Johannesburg, som kunne fortælle afgørende nyt. Han var blevet opsøgt af en mand ved navn C. P. Stromeyer, der havde planlagt og gennemført den pågældende ekspedition i den namibiske ørken. Stromeyer ville have rejst alene kun ledsaget af en mand ved navn du Toit, men var blevet opsøgt af en journalist, der hed Louw, og han havde fået lov at slå følge.
Efter hjemkomsten skrev Louw en historie om redningsbåden og skoleskibet ”København” og solgte den til Sunday Express. Den var fri fantasi for nu at sige det pænt. Stromeyer kunne fortælle, at det ikke var en redningsbåd, de havde fundet, men derimod en langt større båd, som ovenikøbet havde ligget på stranden i 20 eller 30 år. Heller ikke oplysningerne om skeletterne var korrekte. På hele turen blev der kun fundet tre skeletter, og alle lå i betydelig afstand fra vraget.
Da ØK og Udenrigsministeriet forsøgte at sætte punktum for sagen fra Nambias ørken, skrev ØKs skibsinspektør baron Niels Juel-Brockdorff følgende beske kommentar: ”Vi lader bilagene indgå i arkivet, der snart svulmer af intetsigende sensationsstof.”
Knud Jakobsen
Vedhæftet et billede af skoleskibet ”København” og en række avisudklip med de falske historie

 

Skoleskibet ”København”

I vores fortsatte beretning om skoleskibet ”København” vil vi i dag fortælle om endnu et vildspor.

Da det malaysiske rutefly MH370 i 2014 forsvandt på en rutineflyvning fra Kuala Lumpur til Beijing, blev der indledt en stor eftersøgning i Det indiske Ocean. Flyet og de 239 mennesker om bord blev ikke fundet, men den 19. december 2015 fandt man vraget af et stort skib i den sydlige del af Det indiske Ocean. Det lå på den gamle sejlskibsrute til Australien, hvilket hurtigt førte til spekulationer om, at det kunne være vraget af skoleskibet “København”. I januar 1929 forsvandt det sporløst på rejste fra Buenos Aires til Australien og tog hele sin besætning på 60 mand med sig.

Positionen gjorde det sandsynligt, og selvom vraget lå i 3,7 km. dybde var det muligt at scanne det og få et indtryk af dets konstruktion. Der var tale om et stort sejlskib af jern eller stål, som formentligt var bygget omkring år 1900.

Alt sammen kunne passe på skoleskibet ”København”, men forskere fra Western Australian Museum slukkede hurtigt håbet. Ved hjælp af scanningen kunne man beregne skrogets længde til 67-68 meter, og dermed var skibet alt for lille, til at det kunne være ”København”. Det var ikke for ingenting verdens største fem-mastede bark med en skroglængde på 108 meter.

Se rapporten fra Western Australian Museum her: https://museum.wa.gov.au/maritime-archaeology-db/No-322-MH370-analysis

Knud Jakobsen


 

Gåden om skoleskibet ”København” fortsat

Btx1: Kort fra bogen, Tilbage til Tristan, 1963.
Vi har en meget stor samling arkivalier om skoleskibet ”København”, som fhv. skibsfører Gunner Sørensen har fundet og samlet gennem mange år.
Også fhv. skibsfører Mogens Ottesen fra Herning, som skrev til ØK`s hjemmeside ”Snesejler”, har vi haft kontakt med indtil han døde for nogle år siden.
Museets forsker og forfatter Knud Jakobsen har også fundet meget, og går fortsat alle arkiver og oplysninger grundigt igennem.
 
Efter at vi har lavet opslaget med skoleskibet ”København” og Norman Glass, har vi fået mange henvendelser fra fagligt interesserede samt efterkommere.
Mange har malerier af skoleskibet, ligesom der er blevet lavet en lang række mindeting om skibet, fra metalplader, platter og porcelænsklokker med tekster og billeder.
Noget af det mest interessante, som vi venter på at se, er brevkorrespondancen fra et af de omkomne elever, hvor han beskriver flere vigtige episoder, som måske kan være med til at belyse årsagen til forliset.
Det kommer senere her på siden sammen med andre forskningsresultater om skibet og forliset.
 
Allerede da skibet forsvandt, meddelte beboere fra øen Tristan da Cunha, at et skib med fem master kom drivende uden folk om bord, og at dette skib formentligt var strandet og knust ved øens sydside. Da øboerne nogle dage senere kunne sejle om til stedet var der intet vrag at se.
Hvorfor er det så svært både den gang og nu at eftersøge og dokumentere vraget?
Jeg vil nedenfor beskrive hvor svært tilgængeligt Tristan da Cunha var - og stadig er i dag. Det kan være grunden til, at et vrag på den pågældende lokalitet først er fundet for nogle få år siden.
 
Tristan da Cunha ligger afsides og i så vanskeligt et farvand, at man skal sejle ud til øen med et havgående fartøj fra Cape Town i Sydafrika. Efter 7-8 døgns sejlads kommer man ud til øen, der hverken har havn eller lufthavn. Når vejrforholdene tillader det, søsættes fra land en båd og en pram ned af en sliske bag et par støbte stenmoler. Båden kan så sejle ud, hvor man kan indtage passagerer og gods til øen. Når folk senere skal fra øen, er det samme procedure bare i omvendt rækkefølge.
 
En ekspedition, der skal undersøge vraget, er derfor et større projekt. Alt udstyr, arbejdsbåde og folk skal sendes til Cape Town, og derefter sendes ud med et offshore fartøj.
 
Alternativt skal et oceangående dykker- og surveyfartøj sendes af sted fra Danmark. Det vil tage ca. 5-6 uger at sejle derned og lige så lang tid at sejl retur. Dertil skal man regne med 2-3 ugers undersøgelse med de vanskeligheder der vil være forbundet hermed.
Ifølge Norman Glass kan der på grund af vejrlig ved øen kun dykkes ca. 20 dage om året. Den bedste periode for dykning er fra december til februar.
Når vander er roligt nok, kan arbejdet blive generet at stærk strøm og store tangskove, hvor stængler med tangblade kan være over 40 m lange. Tangskovene vil være generende for dykkere og nogle steder gøre det meget besværligt eller helt umuligt at lave multibeam-skanninger af vragdelene, som kan give os et nøjagtigt overblik.
I værste fald skal dykkere skære og bortfjerne de store tangplanter, så vragdelene kan skannes og filmes. Sigtbarheden er normalt meget fin, men der er flere dyr som dykkerne skal passe på!
 
Der kan være mange hajer, men Norman Glass brugte en stok, med en spids til at holde dem på afstand.
Sæler vil bide i dykkernes svømmefødder, enten for at lege eller for at hævde deres territorie, men de er ikke farlige.
 
Der er mange andre fisk og dyr, men dem som Norman og hans makker havde respekt for, var søelefanter og store ottearmede blæksprutter. Her holdt de behørigt afstand.
Ud over at vragdelene skal kortlægges og dokumenteres, er der bestemte vragdele der skal gøres rene for begroninger. Vi skal finde vragdele der kan bevise at der er tale om ”København”. Det kan være bestemte konstruktioner, mål på samme, navneplader fra byggeværftet eller indgraveringer fra de firmaer som har lavet spil og andet udstyr.
Alt udfærdiges i en skriftlig rapport med billeddokumentation, ligesom arbejdet løbende følges af et TV-hold for en dokumentar om hele projektet.
Gert Normann Andersen
Billeder:
 
Btx2: Satellitbillede af Tristan da Cunha, øen ligger så afsides, at der normalt hverken er fly eller skibe i nærheden.
 
Btx3: Satellitbillede af beboelsen på nordsiden af Tristan da Cunha.
 
Btx4: Admiralitetets søkort som viser vanddybder, grunde og klippepartier, samt de problematiske tangbælter.
Btx5: Kopi af en byggeplade fra værftet. Noget lignende kan måske sidde på bestemte dele af vraget.
Btx6: Landingspladsen på Tristan da Cunha (Foto: Wikipedia).
Btx7: Kartoffelmarkerne på Tristan da Cunha (Foto: Wikipedia).

Skoleskibet Københavns besætning

”København”s elever og besætning fotograferet i juni 1928. Hovedparten omkom ved forliset.
Skoleskibet København blev bygget med to formål. Det skulle deltage i fragtfarten på de ruter, hvor vindkraft stadig var profitabel, og så skulle det uddanne dygtige officerer til ØKs voksende flåde. Før hver rejse var der 100 eller flere ansøgere, hvoraf der blev udvalgt de elever, der var plads til.
 
Mange havde studenter- eller præliminæreksamen og kom fra embedsmandshjem, men direktionen lagde vægt på, at unge fra alle sociale lag skulle tilgodeses. Kravene var et godt helbred, et fejlfrit syn og at tænderne var efterset og i orden. Eleverne skulle selv anskaffede den normerede udrustning, og den skulle være betalt. Køjetøjet leverede rederiet.
 
Skibets faste besætning bestod af 15 mand, mens eleverne var delt i fire hold, der afspejlede deres sejltid.
Da skoleskibet ”København” forsvandt, var der følgende mandskab om bord (f. i.: fødested - nærmeste pårørende angivet i parentes):
 
Besætningen:
Skibsfører Hans Ferdinand Andersen, f. i Sandvig 22.10.94, ugift (fyrpasser Andersen, Hammer Odde Fyr).
1. styrmand Poul Holdorff Berthelsen, f. i Gentofte 9.08.95, gift (fru Berthelsen, C L Ibsensvej, Villa ”Tama”, Gentofte).
2. styrmand Thor Jens Peter Bro Jensen, f. i Frederikssund 21.05.99, gift (fru Bro Jensen, Haraldsgade 1041, København.
3. styrmand Karl Knud Erhardt Petersen, f. i. Roskilde 15.09.02, gift (fru petersen, Nygaardsvej 18 A3, København.
4. styrmand og telegrafist Valdemar Claus Erland Henriksen, f. I Oddesund Syd 02.08.03, ugift (kaptajn Henriksen, Masnedø).
4. styrmand Axel Munk, f. i. Ålbæk 26.02.03, ugift (landpost L. Munk, Aalbæk).
1. maskinmester Hans Petersen, f. i. Aabenraa 23.09.91, gift (fru Petersen, Søndergade 1, Tønder).
2. maskinmester Gotfred Valdemar Jensen, f. i. Helsingør 23.10.98, gift (fru Jensen, Ørebakken 21, Helsingør).
Maskinassistent Peter Bastrup Bornik Bornich, f. i. Gammelstrup v. Fjends 14.10.85, ugift (A. Rousøe, Ny Markedsgade 10, Randers).
Tømmermand Marius Fiirgaard, f. i. København 19.01.99, gift (fru Fiirgaard, Ungarnsgade 112, København.
Sejlmager K. Hansen, f. i. Danmark 27.02.06, ugift (K. Hansen, Glasværket, Aalborg).
Hovmester Aksel Edvard Johannes Christian Steffensen, f. i. Frederiksberg 31.09.98, ugift (fru L. Steffensen, Brohusgade 172, København).
Kok Edmund Henry Albert Albrechtsen, f. i. København 13.06.03, ugift (skrædder M. Albrechtsen, Westend 5, København).
Koksmath Hugo Michael Rønne Hansen, f. i Hillerød 16.10.09, ugift (restauratør H. Hansen, Industricafeen, Rønne).
Bager Carl Larsen, f. i Frederikshavn 21.01.98, ugift (konditor O. Larsen, Vesterbrogade 94, København).
Eleverne: (Alle ugifte)
Ældste hold (elever påmønstret som matroser):
Niels Harry Hansen, f. i Hillerslev, Fyn 05.02.08 (gårdejer P. Hansen, Øster Hæsinge pr. Højrup St., Fyn).
Helge Vilhelm Holst, f. i. København 17.05.09 (trafikassistent G. Holst, Vallerødgade 24, Hørsholm pr. Rungsted).
Tage Klitgaard Svenningsen, f. i Blokhus 21.02.09 (hotelejer S. Svenningsen, Blokhus, Pandrup).
Oluf Thorvald Wagner Knudsen, f. i. Svendborg 01.12.09 (fru pensionatsværtinde O. Knudsen, Selma Lagerlöfs Alle 33 – Villa ”Haabet”, Søborg).
Niels Christian Bartz Andersen, f. i. Gedesby, Falster 24.02.10 (pens. overfartsleder R. Andersen, Suhrsvej. 3, Korsør).
Erik Roland Henriksen, f. i. Lemvig 29.04.10 (maler Chr. Henriksen, Østerbro 17, Lemvig).
Halfdan Svarte Herman Hansen, f. i. Føns v. Middelfart 19.01.09 (Fiskeeksportør Rs. Hansen, Fønsskov pr. Nr. Aaby St., Fyn).
Anton Emil Chrone Larsson, f. i. København 01.02.09 (fru Cathrine Olsen, Krogebjerg 40, Vanløse).
Ulv Hassager Christiansen, f. i. København 07.01.09 (kommunelærer K. Christiansen, Jacobys Alle 12, København).
Næstældste hold:
Jens Rasmus Campbell Skov, f. i. England 03.04.08 (pens. maskinmester J. Jørgensen Skov, Trestjernegade 1, København).
Erik Rothe Andersen, f. i. København 28.01.09 (postkontrollør C. F. Andersen, Frijsenborg Alle 58, København).
Alfred Johannes Aagaard Andersen, f. i Skibby 02.05.11 (landpost A. K. Aagaard Andersen, Skibby).
Vilhelm von Bauditz, f. i. Valsølille 20.04.12 (jagtjunker N. P. A. von Bauditz, Holte).
Lorents Jessen Bruhn, f. i. Nr. Hjarup v. Vamdrup 05.04.10 (enkefru Marie Bruhn, Nr. Hjarup, v. Vamdrup).
Arnold Christian Bruun, f. i. Skagen 27.04.10 (fiskeskipper Anders Bruun, Kirkevej, Skagen).
Olaf Rye Frandsen, f. i. Rødding 02.10.11 (købmand Chr. Frandsen, Rødding).
Knud Johan Hagen-Nielsen, f. i København 12.09.10 (husbestyrerinde fru F. Nielsen, Tingvej 143, København).
Niels Christian Hald, f. i Gedser 06.05.09 (matros Jens Christian Hald, Gedser).
Jens Viggo Holm Jensen, f. i. Ebeltoft 18.08.09 (fisker Otto Jensen, villa ”Dana”, Ebeltoft).
Hans Heinrich Juhler, f. i. Aabenraa 15.12.10 (gartner Juhler, St. Pottergade, Aabenraa).
Knud Christian Lund, f. i. Hasle 14.08.11 (købmand og finsk viceconsul O. Lund, Lilletorv, Rønne).
Erhard Petersen, f. i Tyskland 12.10.09 (revisor C. Petersen, Vodroffsvej 31A, København).
Mogens Børge Stabell Petersen, f. i. Frederiksberg 14.01.11 (fru Binnum, Nansensgade 21 G, 2. opg, København).
Aage Johan Hermann von Schwanenflügel, f. i. København 26.08.11 (malermester, løjtnant W. von Schwanenflügel, Classensgade 17B2, København).
Knud Valdemar Immanuel Vang, f. i. København 21.07.10 (bager V. Vang, Engsvinget 3, Utterslev).
Alf Bjørn Rolfsen Darre, f. i. København 04.05.09 (toldassistent O. Darre, Refshaleøen, København K).
Næstyngste hold:
Hans Christian Kiil, f. i. Esbjerg 26.01.11 (skibsfører N. Kiil, Søndergade 3B, Højer).
Baldwin Ragnar Moltzen Christensen, f. i. Frederiksberg 07.12.09 (overbetjent J. M. Christensen, Gl. Kongevej 1303, København).
Karl Biehl, f. i. Graasten 10.03.10 (købmand Carl C, Biehl, Slotsgade 16, Graasten).
Hans Poulsen Jørgensen, f. i. Korsør 05.03.12 (handelsrejsende H. Jørgensen, Søndergade 7, Haslev).
Hans Georg Otto Christensen, f. i. Byrum, Læsø 29.11.10 (postmester P. Christensen, Nysted, Lolland).
Hans Kristian Prehn, f. i. Korsør 21.02.10 (maskinmester S. Prehn, Gedser).
Villiam Lars Christian Jensen, f. i. København 09.02.12 (forstander Chr. Ottesen, Det kgl. Vajsenhus, København).
Yngste hold:
Svend Ove Ravnkilde, f. i Viborg 15.04.11 (enkefru Ravnkilde, Dronningensgade 10, Randers).
Niels Schousbo Poulsen, f. i. Frederiksberg 17.12.11 (direktør C. A. Poulsen, Virginiavej 6, Frederiksberg).
Niels Hoff, f. i. Roskilde 20.07.11 (overlæge H. Hoff, Vodroffsvej 374, København V).
Carl Vilhelm Holm Nielsen, f. i. Nordby, Fanø 23.11.10 (skibsfører H. Holm Nielsen, Nordby, Fanø).
Ejler Jens Martin Børgesen, f. i. København 11.11.11 (slagtersvend J. Børgesen, Vardegade 29, København).
Helge Kruse Larsen, f. i Korsør 22.05.11 (direktør O. G. Larsen, Valbyvej 2, Slagelse).
Sten Gylling Folkmann, f. i. Jyderup 09.07.10 (elektricitetsværksejer E. Folkmann, Jyderup).
Gunnar Willy Frithjof Tønner, København 12.11.09 (sadelmager F. V. Tønner, Annekevej 1, København).
Per Andersen, f. i. Fredriksværk 18.01.12. (direktør A. P. Andersen, Kirkevej 13, Ordrup pr. Charlottenlund).
Karl Peder Bang, f. i. Sverige 13.12.11 (skibsfører F. Bang, Lahnsgade 74, Odense).
Svend Aage Poschmann, f. i. Lyngby 05.06.10 (skovløber A. Poschmann, Ermelundsvej 129, Jægersborg).
Holger Landahl Hansen, f. i. Christiansfeldt 12.08.11 (købmand Th. Hansen, Kongensgade 44, Christiansfeld).
 
Knud Jakobsen
 
 
 
Eleverne på udflugt i Buenos Aires umiddelbart før afsejlingen i december 1928.
 
 
Skoleskibet ”København“ 1927.
 
 

 

De mystiske bogstaver

De mystiske bogstaver

Vi tror, at det er skoleskibet ”København”, der i 1929 strandede ved Tristan da Cunha i Sydatlanten, men vi mangler det endelige bevis, og måske kan du hjælpe os.

De to lokale dykkere Norman Glass og hans svoger Rodney Green har i vraget fundet bogstaverne ”O” og ”D”, begge fremstillet af en kobber-messinglegering og med skruehuller til fastgørelse. Bogstavet ”O” er 16,5 cm bredt og 21 cm højt, og bogstavet ”D” er af tilsvarende størrelse.

Hvis de kommer fra ”København”, kan de være en del af skibets kendingsbogstaver (NDBV) og kaldesignal (OIBA). Bogstaverne har været anbragt et eller andet synligt sted på skibet og skulle med lidt held være til at finde på et af de mange fotos, der er taget på skibet.

Vi har ikke selv kunnet finde dem på de billeder, vi har til rådighed, og derfor beder vi om hjælp. Hvis du i dine gemmer har billeder af livet om bord på skoleskibet ”København”, beder vi dig kigge dem igennem og se, om du kan få øje på bogstaverne. Det vil for os være et afgørende bevis.

I samme forbindelse vil vi understrege, at museet er interesseret i billeder og alt, som vedrører skoleskibet ”København” og personerne ombord. Har du billeder eller gode historier vedrørende skibet, vil vi gerne låne dem til indscanning i høj opløsning.

Skrevet af: Knud Jakobsen og Gert Normann

Billedtekster:

Et ”O” og et ”D” fra det store sejlskibsvrag ved Tristan da Cunha.

Skoleskibet ”København” under fulde sejl, taget af den australske fotograf Allan C. Green.

 


 

Det sidste brev fra skoleskibet ”København”

Carl Vilhelm Holm-Nielsen

Vi har fra den tidligere rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, modtaget fem breve, som hans farbror skrev fra skoleskibet ”København”. Farbroren hed Carl Vilhelm Holm-Nielsen og var elev på skoleskibets yngste hold, da det stod ud på sin 10. og sidste rejse.

Carl Vilhelm Holm-Nielsen var født i Nordby på Fanø den 23. november 1910 som søn af skibsfører H. Holm-Nielsen og var således 18 år, da skibet forsvandt. Han nåede at skrive fem breve hjem. Her er det sidste, afsendt umiddelbart før afgangen fra Buenos Aires den 14. december 1928.

Læs det orginale brev:

Buenos Aires 10.12.28.

Kære alle sammen

Nu må jeg nok hellere se at få mit sidste brev her fra Buenos Aires sendt afsted. Sidste gang slap jeg ved at vi skulle op på sømandshjemmet til fest. Det var tirsdag aften. Vi var en masse herfra ”København” deroppe, og desuden var der en mængde søfolk fra norske, svenske og danske både. Først sang vi et par sange, og så så vi en masse interessante lysbilleder, først sejlskibe, så dampere og motorskibe, alle nogle som for tiden ligger her i havnen. Der var også tre billeder af København. Så viste han os lysbilleder fra Danmark, som han selv har lavet fra postkort, akkurat ligesom lærer Birkelund gør det. Det var morsomt. Han kom tit med nogle tørre bemærkninger. Blandt andet viste han os ”Gutten da han var liten” i fem billeder. Det vakte stort bifald. Så drak vi kaffe, nogle inde i læsesalen og nogle udenfor i gården, og vi fik lige så meget, som vi kunne spise. Vi hørte derpå musik og sang, og til sidst var vi inde i kirken, hvor præsten talte. Vi tog afsked ved 11 tiden og var om bord og til køjs 11½. Det havde været en herlig aften.

Næste aften kl. 07 præcis kørte en stor turistbil op på kajen, og så gik det på tur ud i byen. Det var lige med nød og næppe at messedrengen og jeg kom med, men vi blev da færdige med opvasken til kl. 06,50. I kan tro Det var en dejlig køretur. I 2 timer kørte vi op til Plaza Hoy, Plaza Congresso Plaza Constitution og ud ad lange boulevarder, hvor det vrimlede med biler, de velhavende hernede sværmer vistnok i biler, for vi mødte en masse biler med søde unge damer, der sad og tog sig godt ud. Vi kom ombord kl. 9 ½. Torsdag havde vi 12 gæster til lunch i salonen og fredag 7 til middag, så da havde jeg nogle fæle opvasker. Og så kom lørdag, hvor jeg ikke længere skulle være salondreng. I kan tro, at jeg var glad. De sidste dage havde jeg været så død og dvask af at gå derovre i den indelukkede luft.

Om aftenen var halvdelen af eleverne budt ud til den danske konsul Seedorf og desuden kaptajnen, 1. styrmand og 1. mester og flere af officererne. Vi klunsede om, hvem der skulle med, og jeg var da så heldig at komme med. Kl. 6 startede vi så hernede fra skibet, nypudsede og forventningsfulde. Vi var alle lidt bange for, at det skulle gå for stilfuld til. Det tog 1½ time om at køre derud, så i kan nok forstå, at det har været noget langt ude, Buenos Aires er stor. Her udbragte vi ved ankomsten et trefoldigt leve for værtinden, og så gik vi ind. Først blev vi ført ned i baghaven til et bål, dvs. det bestod kun af gløder. Lige klos op af det var der udspændt på spyd fire lam og en halv okse. De havde været over ilden i 3 timer så, da vi kom. Vi blev budt til bords, der var dækket ud i haven med 3 borde. Vi sad 7 mand ved et bord, Og så kom de med lam lammestegen, det var nogle ordentlige lunser, vi fik, kan i tro. Vi begyndte at spise med kniv og gaffel, men så kom skipperen med et stort kødben i hånden og sagde at det smagte meget bedre på denne måde, så det klarede vi jo fint med at spise med gaffel og kniv. Vi fik dejlige rødvin til maden, udbragte skåler for alle og enhver. For vore børns forældre og for vore forældres børn. Så snart vi havde tømt den ene flaske, fik vi en ny på bordet og vi, vi 7 mand nåede således at drikke ….

Så blev bordet hævet, og vi blev budt ind at danse. Der var ikke 7 damer, så vi måtte danse med hinanden. Det gik udmærket. Jeg var ude at danse med konsulatssekretærens smukke unge frue og en anden ung dame. Så blev vi budt øl og sodavand, og desuden kunne man negle en lille whisky, og vi blev i bedre og bedre humør. Nu dansede vi højst et par omgange, så holdt vi op, da vi ikke rigtigt kunne få benene til at lystre mere, og vi så også dobbelt næsten alle sammen. Kl. 12½ blev vi budt ind til et pragtfuldt dessertbord med lagkage, konfekt, frugt og vin, blandt andet champagne. Der blev holdt et par taler og udbragt skåler. Så var vi igen inde at danse lidt, ude i haven at få den sidste W, ”still going strong” og så tog vi afsked med det gæstfrie hus og gik ud i den store vogn, der stod parat til os udenfor. Og så kørte vi ned om bord.

Den køretur ville jeg ikke have undværet for meget. Nogle sang, andre var fuldstændig faldet sammen og en sad nede på dørken og sov som en sten. Jeg faldt naturligvis også til sidst i søvn og vågnede, da vi holdt nede ved skibet. Der blev jo holdt noget sjov, før vi kom til køjs, men endelig var der da ro i lejren.

Om søndagen var jeg sammen med 2 andre i zoologisk have med sømandspræsten. Vi kom op til sømandshjemmet lidt før 2 og blev præsenteret for en dansk planter, som bor cirka 2000 km herfra. Oppe i noget. der kaldes Missions House, gik vi hele haven igennem. Da vi havde set, at vi havde set haven, var vi alle sammen, cirka 40, ovre på en restauration at drikke kaffe. Planteren spurgte, hvor vi var fra, og da han hørte, at Kalle var fra Odense, spurgte han, om han kendte en arkitekt Schwanenflügel dernede. Det gjorde Kalle ikke, men her ombord havde vi jo en Aage Schwanenflügel. Jeg skulle ombord kl. 6, da jeg havde faldereb fra 10-12, så planterne tog med mig ned for at hilse på ”S”. Vi traf ham også om bord, og Planteren var virkelig i familie med ham. Han bød os to med op at spise i land, og jeg fik så en anden til at tage mit faldereb for 50 øre per time. Vi kørte op til Hotel Skandinavien i bil. Først fik vi et glas øl. Så fik vi smörgås og snegle, de smagte vældig godt, og til sidst en dejlig saftig bøf. Der kommer en masse skandinaver der og spiser.

Vi blev kørt om bord igen i bil kl. 11 og således havde vi har haft en dejlig og billig aften. Man må jo spare på nikserne, man tjener jo endnu kun 66 øre om dagen. Jeg har købt et par sko her og desuden et moskitonet til 3 peso, så pengene kom jo kan jo sagtens få ben at gå på.

Vi sejler herfra torsdag middag bound for Australia. Jeg ved endnu ikke bestemt til hvilken havn, men det bliver sandsynligvis Melbourne. Der var tale om, at vi skulle have lastet linseed (hørfrø) derned til og måske have været chartret på Buenos Aires og Australien, men compagniet har nok ikke villet gå med dertil. Kaptajnen sendte telegram hjem i fredags, og i går fik vi så at vide, at det ikke blev til noget. Vi tager nu ballast ind og sejler som sagt torsdag middag. Det skal blive dejligt igen at komme til søs.

Vi har ikke fået fat i Barfoed endnu og får det vel sagtens heller ikke. Nogle af dem, der var i land i aftes, havde truffet ham oppe i Boca. Han havde haft noget lemperarbejde og derved tjent 13 peso. Men de var brugt, og han mente ikke at kunne få arbejde, før vi var sejlet. Han kom helt ned på kajen og fik noget mad, så man kan tænke sig, hvordan han har det. Intet logi, ingen mad og ingen venner, og så kan han jo heller ikke tale sproget? Nej, så havde det været meget bedre at rømme i Australien. Her kan man da tale sproget, selvom det altid er noget skidt at rømme, for man vil jo dog altid kommet til at længes hjem efter sin far og mor og søskende og alt andet man har kært derhjemme.

Jeg takker Gregers rigtig mange gange for hans brev, som jeg modtog forleden dag. I ved ikke, hvor det gjorde mig glad, at han kunne stramme sig op til at skrive et langt brev til mig, for anstrengelse og overvindelse har det sikkert kostet, det er jeg sikker på.

Vi kan være i Australien cirka den 1. februar, så Det er igen en lille 6-7 ugers trip jeg skal ud på. Nu vil jeg ønske, at i får en rigtig hyggelig og god jul. Sammen med far, hr. og fru Erichsen. Jeg venter i Australien at modtage et længere bryllupsreferat, og så tror jeg, at jeg vil slutte for denne gang med de kærligste hilsner til jer alle sammen

fra jeres

Carl Vilhelm

Skoleskibet ”København” med alle stagsejlene sat (Foto Allan C. Green, Melbourne). 

 

Eleverne fra ”København” på tur i Buenos Aires i en åben turistbus.

Læs det orginale brev:


 

Ebeltoft Marineforening ved Christian Koudal har overdraget Museet flere genstande til vores udstillinger.

Ebeltoft Marineforening ved Christian Koudal har overdraget Museet flere genstande til vores udstillinger.

Det seneste er denne flotte indsamlingsmine fra havnen i Ebeltoft, som i sin tid blev opstillet af marineforeningen. Disse indsamlingsminer stod efter krigen ved næsten alle havne, for at samle ind til nødlidende søfolk og deres familier efter krigsforlisene. Messingskiltet på minen har følgende tekst:

”Skabt til krig og død / Lindrer nu mod sorg og nød”.

Nu er det historie, og mange af disse miner er fjernet eller ødelagt efter tæring. Mønterne i glasmontren ved siden af minen lå helt nede i bunden af selve minen. De var faldet ud af den tærede møntboks.

Indsamlingsminen fra Ebeltoft er ellers rimelig godt bevaret, men er derudover sat fint i stand af John Silver. Teksten på planchen er lavet af Knud Jakobsen.

Hvis nogen har lyst til at putte penge i minebøssen, går de indsamlede midler i dag til hjælp med driften og istandsættelse af genstandene på Museet ”Havets Hemmeligheder”.

Der kan også doneres et beløb til Museet på mobilepay ved brug af QR-koden på glasmontren.

 

Bag minen står Christian Koudal, Arne Brodersen, Ole Laursen, og Georg Sand fra Ebeltoft Marineforening og yderst til venstre ses Gert Norman fra Museet.

Af Gert Normann


 

Spændende weekend på Havets Hemmeligheder med besøg; Foredrag og Dykkerhistorisk konference 2025

Spændende weekend på Havets Hemmeligheder med besøg; Foredrag og Dykkerhistorisk konference 2025.

25 – 26. okt. afholdt Dykkerhistorisk Selskab European Historical Diving Event 2025 og denne gang fandt det sted på Havets Hemmeligheder; som huser Dykkermuseet; der er bygget af Dykkerhistorisk Selskab. Undervejs oplevede deltagerne vores udstillinger, forskningsbiblioteket, besøg på dykkerskib og tre spændende foredrag. Sven Erik Jørgensen holdt et foredrag om den italienske dykkerspecialtjeneste, som gennemførte deres første sabotageoperation under Første Verdenskrig. To dykkere ubemærket trængte ind i en østrig-ungarsk havn og sænkede et stort slagskib. Efterfølgende fortalte Arthur Mystek om hidtil ukendte og interessante detaljer omkring, hvordan en eventuel erobring af Danmark kunne have fundet sted med hjælp fra dykkere under Den Kolde Krig. Kim Schmidt viser film, billeder og fortællinger om hans søgen efter Printz Friderich om søndagen.

Dykkerhistorisk selskab samles

 

Foredrag med Sven Erik

 

Rundvisning med Sven Erik

 

Rundvisning med Gert Normann

 

Rundvisning på Detector

 

Detector udefra

 

Rundvisning i forskningsbiblioteket


 

Ny genstand til Sea War Museum

Ny genstand til Sea War Museum

Vi har modtaget en spændende donation fra historikeren og ingeniøren Mogens Jensen fra Valby, som gennem mange år har haft en stor interesse for luftskibe. Mogens har blandt andet skrevet en bog om Zeppelinbasen i Tønder og samlet på bøger, billeder og genstande gennem et helt liv.

Da han nu flytter i lejlighed, har han valgt at give en del af sin samling videre til Sea War Museum og Havets Hemmeligheder.

Allerede nu kan man på museet opleve to af de unikke genstande:

• En flechette-pil, der blev kastet fra luftskibe og kunne gennembore selv en stålhjelm.

• En højdemåler, som sandsynligvis har været brugt i de tyske zeppelinere.

Derudover har Mogens doneret et stort antal bøger, billeder og glasnegativer – mange af dem meget sjældne.

Vi er meget glade for at kunne bevare og formidle denne samling, så den kan komme alle historieinteresserede til gavn.

Kig forbi Sea War Museum og se højdemåleren og flechette-pilen i udstillingen.

Besøg også Havets Hemmeligheder , Kystcentervej 3 i Thyborøn. Her kan du opleve Forlisudstilling, Dykkerudstilling, Eksplosionsudstilling, Hvalfangstudstlling, en stor maritim kunstsamling – og meget mere.

Museerne har åbent alle dage fra kl. 10–16.

Der gives rabat på billetten ved besøg på begge museer samme dag.


 

10 års jubilæum på Sea War Museum d. 14 september 2025

Kære alle sammen

En kæmpe tak til alle jer, der mødte op og var med til at gøre vores 10-års jubilæum, for Sea War Museum til noget helt særligt! Tak til de fantastiske frivillige – uden jer kunne det slet ikke lade sig gøre. Også en stor tak til alle bag museet for jeres store indsats og engagement, og selvfølgelig en særlig tak til Borgmester Erik Flyvholm for at fejre jubilæet sammen med os.

Det var for at markere dagen for museet og vores udstilling, og for de mange besøgende vi har haft gennem årene.

Vi håber og regner med at museet skal bestå i mange år i fremtiden.

Foto af Bitten Dahl Knudsen og Tommy Bay.


 

Flot besøg fra udlandet!

Sea War Museum Jutland og Havets Hemmeligheder har haft besøg af en international gruppe af højtstående maritime eksperter, både på det civile og militære plan.

Gruppen bestod af kommandør Christer Hägg, Sverige, som ledede gruppen, professor i maritime studier John Hattendorf, US Navy War College, professor i maritime studier Geoffrey Till, Kings College London, kommandør og forfatter Peter Hore, Royal Navy, og Joachim Hägg, Sverige.

Før besøget i Thyborøn, havde gruppen deltaget i en international konference i Viken i Sverige, hvor temaet var den maritime strategiske situation i Nordeuropa efter Ruslands overfald på Ukraine.

Christer Hägg besøgte første gang Ses War Museum Jutland for otte år siden og var så begejstret for det, han så dengang, at han efter konferencen tog nogle af deltagere med på en privat tur til Vestjylland. Undervejs besøgte gruppen Egeskov Slot og sluttede efter besøget i Thyborøn af på Strandingsmuseum St. George i Thorsminde.

”Det var en helt igennem vellykket tur, og vi kan ikke rose SWM og Gert Andersens nok. Deltagerne har besøgt mange marinemuseer rundt om i verden, og vi var enige om, at Sea War Museum og Havets Hemmeligheder overgår alt med hensyn til præsentation, indhold og antallet af genstande. Ingen af os havde set noget lignende før,” siger Christer Hägg.

Han beklager, at gruppen kun havde et enkelt døgn i Thyborøn.

”Vi ville alle gerne have haft mere tid, men det vi ikke nåede denne gang, må vente til det næste besøg. At møde og tale med forskellige medarbejdere om de ting, de havde at sige, var en berigelse for os amatører. Mange tak for et fantastisk besøg,” slutter Christer Hägg.

Btx 1: Alle de indbudte gæster og Gert.

 

Btx 2: Gert møder gæsterne uden for havets hemmeligheder.

 

Btx 3: Gert viser rundt på museet.

 

Btx 4: Hilsen fra gæsterne i vor gæstebog

 

Btx 5: Gert fortæller om arbejdet bag museet.


 

Leo Jakobsen på 11 år blev dræbt af en mine

Leo Jakobsen på 11 år blev dræbt lige efter krigen af en mine i klitten lige ud for sit hjem, en ulykkelig historie der kan ses på Eksplosionsmuseet.

Leos lillebror, Eigil Jakobsen lever og bor stadig i Thyborøn. Han var på museet for første gang for at se udstillingen om ulykken med sin bror.

Familien boede i huset på Vesterhavsgade 44, der ligger lige neden for det nuværende Museumscenter ”Havets Hemmeligheder”. Lige her var der under krigen et minefelt med personelminer, der lå for enden af Vandbygningsvæsenets røde værkstedsbygninger.

Leo ville se hvad der var i klitterne, selv om hans mor flere gange havde sagt, at han ikke måtte gå derop.

Han og en kammerat var nysgerrige, så de gik ind i området på trods af forbuddet.

Her kom Leo til at aktivere en fodfolksmine som detonerede, hvorved han bliv hårdt kvæste i det ene ben, arm og i ansigtet ved munden. Kammeraten blev ikke ramt og overlevede.

Leo var ved bevidsthed og skreg, så en arbejder ved Vandbygningsvæsenet løb ind i minefeltet med fare for sit eget liv og fik ham båret ud af området og ned til sit hjem i Vesterhavsgade, hvor han blev lagt på divanen. Han klagede sig og ville gerne have noget vand at drikke, men det kunne han ikke få på grund af kvæstelser ved munden. Han blev hurtigt kørt til sygehuset i Lemvig, hvor han døde senere om aftenen.

Ulykken gjorde et stort indtryk på alle og især på familien. Lillebroderen Eigil, har aldrig glemt det, selv om han kun var tre-fire år da det skete. Han husker tydelig moderens skrig da hun så Leo.

En læge på sygehuset sagde, at det nok var det bedste, at han døde med de svære kvæstelser han havde fået, det glemte familien aldrig, da de ikke mente det var det de havde brug for at høre!

Det er bare en af de mange ulykker med miner som skete ved Thyborøn, hvoraf nogle var med mange omkomne. Flere af disse historier kan ses på museet.

 

Btx: Eigil Jakobsen i 2025.

 

Se en lille video med Eigil i udstillingen lige under: 

 

Af: Gert Normann

Film om Leo fortalt af Eigil Jakobsen

(98931 Kb)

Vores museer har haft besøg af den Tyske ambassadør Pascal Hector og ambassadens pressechef, Lasse Peter Rodewald. Sidstnævnte bliver den kommende generalsekretær for Sydslesvigsk Forening fra september 2025.

Gertsforord: Sea War Museum har omkring 22.000 gæster om året, hvoraf lidt over halvdelen er udlændinge fra hele verden. Hovedparten af de udenlandske gæster kommer fra Tyskland.

Vi var derfor meget glade for at få besøg af den tyske ambassadør, Pascal Hector, som var meget interesseret i både Mindeparken for Jyllandsslaget, Sea War Museum og det nye museumscenter ”Havets Hemmeligheder” hvor der også vises mange tyske historier.

Ambassadøren var meget begejstret for vores udstillinger, også med de mange historier fra verdenskrigene, som viser hvor grusom krig altid er!

Mennesker er generelt ikke onde, men krig er ond og kan gøre mennesker onde!

Vores motto ved museerne siger: Krig skal ikke forherliges, men historien skal fortælles og ofrene huskes! Vi fortæller historierne som de er uden at udlade noget eller pynte på historien.

Se tekst og billeder fra ambassadørens besøg!

 

Tysk ambassadør på besøg i Thyborøn

Den tyske ambassdør i Danmark, prof. dr. Pascal Hector, var i går på besøg i Thyborøn. Ambassadøren har været snart fire år i Danmark, men har aldrig besøgt Nordvestjylland, og det ønskede han at råde bod på, før han forlader Danmark for at tiltræde en ny post.

 Besøget gjaldt Mindeparken for Jyllandsslaget, Sea War Museum Jutland og det nye museumscenter ”Havets Hemmeligheder”. Ambassadøren og hans pressesekretær Lasse Peter Rodewald blev vist rundt af museumsdirektør Gert Norman Andersen og museets daglige leder Christian Toftgaard. De to tyske gæster tilbragte næsten tre timer i Thyborøn, før de tog færgen til Agger og fortsatte mod Thy for at besøge museet i Hanstholm og Klitmøller.

Efter fire år i Danmark taler Pascal Hector glimrende dansk. ”Jeg synes, det er imponerende, hvad Gert Normann Andersen har skabt i Thyborøn. Museer og mindepark gør krigens rædsler nærværende, samtidig med at ofre på begge sider mindes. Jeg håber, det kan bidrage til at gøre krigens lidelser synlige og dermed undgå fremtidige krige,” sagde ambassadør Pascal Hector, før han forlod Thyborøn.

Btx 1

Tysklands ambassadør i Danmark, Pascal Hector, og Gert Normann Andersen i Mindeparken for Jyllandsslaget.

Btx 2

Christian Toftgaard, Pascal Hector og GertNormann Andersen foran korset i Mindeparken.


 

En af Sea War Museums eksperter er Andrew Gee, der bor i Sydney, Australien.

Han er den i hele verden, som ved mest om gamle torpedopistoler, og han har udgivet skrifter om samme.

Helt fra Sea War Museums start, har han hjulpet os med spørgsmål, som vi ikke selv kunne svare på.

Han har ønsket at besøge os flere gange, når han har været i Europa, men først nu er det lykkedes, den 27. november 2024.

Han var meget begejstret over at se vores museer, og han gennemså alle vores torpedopistoler og tilbehør til torpedoer. I vores samling fandt han flere sjældenheder, som blev undersøgt og fotograferet til hans kommende bog.

Han kunne oplyse, at der kun et museum i verden med en lignende samling, og det er: Croatian Maritime Museum i Split.

Når vores nye Eksplosionsmuseum er helt færdigt, vil han besøge os igen med sin nye bog, som snart udkommer.

Det er guld værd for vores museum at have en række forskellige eksperter fra hele verden, som hjælper os med de svære spørgsmål, når vi skal formidle historien.

Gert Normann Andersen

Btx 1: Andrew Gee.

Btx 2: En meget sjælden torpedospids, som vi også har i samlingen. Fotoet er fra en tilsvarende torpedospids som var på en udstilling i Croatian Maritime Museum.


 

Til alle Sportsdykkere og interesserede i undervandsarkæologi og maritim historie!

Gå ikke glip af et helt usædvanligt foredrag om de utroligt velbevarede vrag på dybt vand i Østersøen, og et smugkig i det nye Museumscenter ”Havets Hemmeligheder”!

Vragene blev undersøgt af Sea War Museum i 2021 i samarbejde med folk fra Nationalmuseet. Det foregik fra JD-Contractors skib ”Sima” og med hjælp fra Ingemar Lundgren fra Ocean Discovery i Sverige.

Foredraget holdes af skibsarkitekt og marinearkæolog Christian Lemée, som var med på ekspeditionen.

Foredraget holdes i samarbejde med Folkeuniversitet den 12. november 2024 kl. 19.00 i Multisalen i det nye museumscenter ”Havets Hemmeligheder”, Kystcentervej 3 i Thyborøn.

Der bliver før og efter foredraget mulighed for et kig i nogle af de kommende museumsudstillinger, bl.a. afdelingen med ”Eksplosionsmuseet”, ”Dykkehistorisk museum, og ikke mindst ”Forlis museet”, der viser og fortæller om Østersø vragene.

Det nye museumscenter åbner først officielt til april 2025, men mange af udstillingerne er allerede færdige.

Pris pr. deltager er kr. 160,-

Kaffe, brød og vand kan købes i centrets cafe.

Betal gerne med Mobilepay eller kontant, da vi endnu ikke har oprettet en kortterminal.

Det er nødvendigt med tilmelding med navn på en SMS til tlf.nummer 54555560, eller via email cto@seawarmuseum.dk senest mandag den 11. november.

Når alle pladser er booket, lukkes der for tilmelding. Dette sker af hensyn til, at ingen gæster skal køre forgæves til Thyborøn!

Med venlig hilsen

Gert Normann Andersen


 

Nordsøens største ubådsvrag

Btx3: Multibeam-skanning af vraget. Den lille udvækst som ses øverst på skroget og lidt til højre er det løse tårn som ligger helt op af ubådsskroget. De blå og grønne partier er dybere vand, hvorimod de brune og grå farvetoner er de højeste.

Nordsøens største ubådsvrag

Sea War Museum i Thyborøn og JD-Contractor A/S har været på en lille ekspedition i Nordsøen. Her undersøgte de den britiske undervandsbåd ”K10” som sank i hårdt vejr i december 1921. I dag ligger den på 70 meters vanddybde vest for Hanstholm.

Flere britiske undervandsbåde blev efter Første Verdenskrig solgt til ophugning. Det danske firma Petersen & Albeck købte flere af dem, herunder to af verdens største undervandsbåde, som selv med nutidens øjne var kæmpemæssige. De var af den såkaldt K-klasse og var 103 meter lange. De var dampdrevne ligesom moderne atomubåde, men med den væsentlige forskel, at varmen ikke blev leveret af en atomreaktor, men af oliefyrede kedler. De kunne kun bruges ved overfladesejlads, og var i virkeligheden dybt upraktiske. Måske af samme grund blev der kun bygget 18 ubåde af denne type.

Petersen & Albeck indkøbte de to ubåde i november 1921, hvorefter de skulle bugseres til København for at blive hugget op. Midt i december blev ”K10” sendt af sted som den første, bugseret af en lille slæbebåd, der hed ”Seine”. Det gik godt, indtil de to fartøjer nærmede sig Skagerrak, hvor de kom ind i så hårdt vej, at slæbebåden måtte lade slæbetrossen gå for ikke selv at blive trukket ned.

Årstiden var den værst tænkelige til bugsering af ubåde, men Petersen & Albeck lod sig ikke afskrække, og i januar blev en hollandsk bugserbåd sendt afsted med ”K11”. Igen gik det galt. Den nye ubåd løb også ind i en storm, hvorefter ”K11” sank 45 sømil nord for Hanstholm på omtrent 450 m vand.

Firmaet Petersen & Albeck eksisterer ikke længere, men har en juridisk arvtager i form af den store danske genvindingsvirksomhed HJHansen Recycling Group med hovedsæde i Odense. Dette firma var også ejer af den tyske ubåd U 20, som i 1916 strandede ved Vrist, og i 2021 forærede det vraget til Sea War Museum Jutland.

Det var derfor nærliggende at spørge ejeren af HJHansen Group, Jens Hempel Hansen, om han også ville forære den britiske ubåd til museet, og han var straks meget positiv. Der blev indgået en aftale mellem HJHansen og Sea War Museum om bjergning af tårnet fra ”K10”, hvilket forhåbentligt finder sted til foråret.

Formålet med den netop afsluttede ekspedition var at lave en forundersøgelse forud for bjergningen, og det lykkedes i fuldt mål. Undervandsbåden blev skannet med en multibeam-skanner og undersøgt nærmere med en undervandsrobot.

Undervandsbåden er meget tæret, men ligger forholdsvis intakt med slagside til bagbord. Det meget store ubådstårn, der er lavet af en stærk beryllium-legering, er faldet af og ligger lidt nede i havbunden ved siden af vraget. Det vigtigste er dog, at det meste er synligt og lige til at sætte stropper på, så det med en stor kran kan bjerges op til museet.

Nu venter vi blot på godt vejr, og på at JD-Contractor får et ledigt skib med et offshore dykkerhold, så de vil sponsorere bjergningen.

Desværre er vi på vej mod efterår og vinter, så det bliver næppe før til foråret eller forsommeren 2025, at forholdene igen bliver gunstige.

Det kan måske passe med åbningen af det nye store Forlismuseum i Thyborøn.

 

Btx1: Dykker- og ROV-skibet ”Cable One”

Btx2: Ekspeditionsholdet besående af fra venstre: Museumsleder Christian Toftgaard, kok Mikkel Ruberna, skipper Tonni Andersen, ekspeditionsleder Gert Normann Andersen, skibsassistent Ali Nemah, ROV-pilot Andreas Dahl og ROV-pilot Kent Jensen. Den gule ROV ses i forgrunden.

Btx4: Holdet studerer intens ROV’ens billeder af tårnet, hvor man tydelig kan se de firkantede og runde vinduer, samt det ene periskoprør atikkende ud til venstre. Fra venstre: Tonni Andersen, Gert Normann Andersen, i forgrunden Christian Toftgaard, Kent Jensen og Andreas Dahl.

Btx5: Et foto af ”K10”.

Btx6: Tegningen af ”K10”.

Btx7: Et udsnit af tårnet på tegningen.

Video: En kort video af tårnet med alle vinduer.

https://youtu.be/wcyI__1vQkw


 

Perkussions pistol

Perkussions pistol

Eksplosionsmuseet har fået en perkussionspistol med messingpibe fra begyndelsen af 1800-tallet. Den blev for mange år siden fundet i en samling i Nordjylland, efter at den formentligt er indkommet fra et strandet skib.

Pistolen ankom til vort museum med alle dele kittet sammen, så den ikke umiddelbart kunne skilles ad. Vores restaurator John Silver sætter en ære i at adskille og restaurere de genstande, han får udleveret, og somme tider er han nødt til at varme genstandene op. Heldigvis brugte han denne gang ikke åben ild, da pistolen skulle adskilles.

Da det efter et tålmodigt arbejde lykkedes at adskille den, viste det sig nemlig, at pistolen var ladt. Der dukkede både krudt og en kugle op, og sådan har pistolen ligget i utroligt mange år.

Nu er den fine lille pistol uskadelig og vil i fremtiden blive opbevaret sikkert i museets samling. Den er oven i købet så gammel, at der ikke engang skal samlertilladelse til den.

Gert Normann

 

Btx1: Pistolen ses adskilt på Johns arbejdsbord. Krudtet er i den lille plastikbakke, og kuglen ligger på bordet foran løbet. Der mangler nogle få dele til pistolen efter så mange år

 

Btx2: John står med den restaurerede pistol, som ikke længere kan skyde eller er farlig.


Dampskibet ”Hermod”

Vi har til forlismuseets udstilling modtaget en ny flot skibsmodel af damperen ”Hermod” fra modelbygger Erik Rimmen i Aalborg.

Hermod forliste med mand og mus i oktober 1927 vest for Thyborøn.

I perioden 1980 til 1987 fik jeg fra myndighederne en professionel bjergeret til flere skibsvrag i Nordsøen, herunder det norske motorskib ”Glitne” som var lastet med chaussésten, samt dukkeskibet ”Lousiana” ved Fjaltring, som var lastet med dukker, legetøj, glas, blybarrer og meget andet.

Derudover fik jeg bjergeret til den norske damper ”Drafn”, som var lastet med råjernsbarrer samt damperen ”Hermod”, som var lastet med jernerts briketter.

Fra disse vrag bjergede vi mange tons værdifulde sten, metaller og genstande, som vi solgte med god fortjeneste. Jernstøberiet Birn analyserede en af ertsbriketterne fra Hermod, som desværre viste, at de ikke havde den store værdi, hvorfor de stadig ligger nede i vraget.

Den store tunge skibsklokke fra ”Hermod” med skibets navn bjergede jeg op. Den forærede jeg til Fiskeskipper P.C. Mikkelsen i Thorsminde, som altid var parat til at sejle ud på Nordsøen med os, når vi skulle finde nye skibsvrag. Han har senere deponeret klokken ved Strandingsmuseet i Thorsminde, hvor den kan ses i dag.

TV-Midt Vest, Bent Anthonisen og undertegnede lavede i 1992 en 40 minutter lang film, som hed ”Hermods sidste minutter”. Den vil vi ved lejlighed vise på museet.

Hele historien om Hermod er beskrevet i bogen ”Skibsvragenes Kyst” og kan også ses via dette link: klik her 


 

Ny forskning fra Endure-Samarbejdet

Vi er stolte over at annoncere udgivelsen af Endure-samarbejdet, første videnskabelige artikel i Routledge! 📚 Artiklen, forfattet af David Gregory, Mogens Dam, Jan Majcher, Henning Matthiesen, Gert Normann Andersen & Rory Quinn, viser resultatet af en undersøgelse af hele 549 skibsvrag!

Vores forskning ombinerer disse scanninger med data fra havmiljøet for at forstå de mest afgørende nedbrydningseffekter på skibsvrag. 🛳️ Ved hjælp af avancerede computermodeller har Endure, udviklet en model, der viser, hvilke faktorer der har den største indvirkning på vragenes tilstand.

Denne model vil ikke kun hjælpe med at vurdere vragenes tilstand, men vil også kunne bruges til at forudsige deres tilstand baseret på placeringen i havet og andre kendte påvirkningsfaktorer. 🌍

Læs artkelen og bliv klogere på banebrydende forskning! 💡

Download artikelen her: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/10572414.2024.2320774

Læs mere om Endure-samarbejdet og vores mission på hjemmesiden.

https://www.endureerc.com/

#SeaWarMuseum #EndureSamarbejdet #Forskning #Skibsvrag #Havmiljø #Nordsøen #Østersøen #Routledge #Videnskab #Modellering


 

Skal fremtidens marinarkæologiske museer være virtuelle museer uden originale genstande?

Nej, selvfølgelig ikke, men det er godt at kunne skabe museumsoplevelser ved at kombinere fortidens genstande med nutiden og fremtidens teknologi

Vi er nu i stand til at skanne og lave fotogrammetri så godt, at hele vrag og genstande kan genskabes fuldstændig nøjagtig ved hjælp af 3D-print.

Et godt eksempel er de 1700-tals vrag, vi fandt i Østersøen, og som Christian Lemée netop har holdt foredrag om i Thyborøn. Ved hjælp af fotogrammetri har vi fået fremstillet virtuelle modeller, som nu kan studeres fra alle ender og kanter.

Men man kan også printe kopier i et hvilket som helst størrelsesforhold, som kun begrænses af printerens kapacitet. Modellerne printes i et plastmateriale, og vi kan f. eks. printe rorhovederne eller andre genstande på vragene.

Alt sammen foregår, uden at vi rører ved eller på anden måde foretager indgreb i genstandene, for slet ikke at tale om at tage noget op. Tingene får lov at blive, hvor de, er uden nogen form for menneskelig påvirkning, og det har vi nu benyttet til at kopiere en første genstand fra Østersø-vragene.

På et af skibene, var agterkastellet faldet af, efter at nagler og søm var rustet bort, hvorefter man kunne se ind i skipperens kahyt. Flere genstand var faldet ud og lå på havbunden, herunder flere flasker. En af dem har vi nu kopieret ved hjælp af fotogrammetri og 3D-print i nøjagtig størrelse 1:1. Kopien er lavet i et plastmateriale, men giver alligevel et perfekt indtryk af den originale flaskes form og størrelse. Nu skal flasken males, så den kommer til at ligne en original flaske.

3D-print går hånd i hånd med virtuelle udstillinger. Begge dele laves på baggrund af fotogrammetri, og når vi får bygget tredje etape af det nye Maritim Historisk Museumscenter, forventer vi at kunne skabe et virtuelt museum, hvor de tre Østersø-vrag kommer i centrum. Her vil vi kunne give publikum en fornemmelse af at gå rundt om de tre vrag, og her vil vi kunne printe modeller og genstande til udstillingen.

Det er ny teknologi, der kun er brugt meget lidt inden for museumsverdenen. Undtagelse er Västervik Museum og firmaet Ocean Discovery, som har været os behjælpelig med denne teknologi. På Västervik Museum kan man se 3D-optagelser fra vraget af orlogsskibet ”Mars” og små 3D-modeller af skibets kanoner.

Det bliver meget spændende at se hvad fremtiden byder af nye teknologier. Kommer vi så langt, at vi vil kunne give publikum en fornemmelse af at gå rundt i de gamle vrag og måske endda se og mærke alle detaljer?

Gert Normann Andersen

 

Btx 1: På dette billede ses en flaske delvis dækket af vragdele.

 

Btx 2: Ud fra en skanning har vi genskabt flasken på havbunden i et plastmateriale i forholdet 1:1.

 

Btx 3: Gert Normann med to printede flasker, der endnu ikke er malet glasgrønne. Vi forventer også at printe rorhovederne fra vragene og udstille dem sammen med flaskerne i det nye MHC.

___________________________________________________________________________________________

Besøg fra vores samarbejdspartner i Endure-projektet!

Hele holdet: Anders Bendtz, Anne Marie Høier Eriksen, Gert Normann, David John Gregory, Rory Quinn, Chris McGonigle og Jan Majcher. Nederst: Kristiane Strætkvern, Henning Matthiesen og Christian Toftgaard

I starten af ugen fik vi besøg af vores samarbejdspartner i Endure-projektet, et EU-støttet samarbejde mellem Nationalmuseet, Ulster University, Sea War Museum og JD-Contractors. Vi er glade og stolte over at være en del af et stort projekt med et fantastisk formål. Formålet med Endures besøg var at præsentere resultaterne af det seneste års forskning og drøfte de kommende mål for projektet.

Holdet var indkvarteret på JD-Contractors' skib "Assister" med sengepladser og forplejning. På skibet fik de indblik i det udstyr, der anvendes til at finde vrag, samt hvordan undervandsrobotter kan komme tæt på vragene. Der er allerede kortlagt mange vrag, som Sea War Museum/JD-Contractors har scannet og undersøgt. Alle disse vrag er blevet registreret og vurderet med hensyn til deres tilstand. Data om vragene er blevet sammenholdt med faktorer som havstrømme, saltindhold, vandmiljø, menneskelig aktivitet og vragenes placering.

Alle disse faktorer og data kan således sammenstilles i en model, der ideelt set kan bruges til at vurdere vragenes nuværende og fremtidige tilstand. Derfor er det også nødvendigt at udpege nogle vrag som case-studies for yderligere undersøgelser. I laboratoriet er der blevet undersøgt, hvordan materialer i vragene nedbrydes i forskellige vandmiljøer, herunder også hvordan mikroorganismer påvirker nedbrydningen.

Disse undersøgelser giver indsigt i, hvilke vrag der kan reddes, og hvor lang tid der er, før et vrag kollapser. Til sidst drøftede vi også vores fremtidige planer for projektet og hvordan Sea War Museum og JD-Contractors vil spille en afgørende rolle i forskningen.

Inden holdet vendte tilbage til henholdsvis Irland og København, havde de også tid til at besøge vores udstillinger på Sea War Museum, det nye Maritime Historiske Center og Mindeparken for Jyllandsslaget.

Du kan læse mere om Endure på projektets hjemmeside: https://www.endureerc.com/summary

Nationalmuseet:

Senior Researcher, PI, Honorary Professor David Gregory

Senior Researcher Henning Mattheisen.

Researcher Anne Marie Høier Eriksen

Researcher Anders Bendtz Kanstrup

Conservator Kristiane Strætkvern.

Sea War Museum:

Museum Director Gert Normann Andersen

Museum inspector Christian Toftgaard

Journalist Knud Jakobsen

JD-Contractors:

Managing Director (CEO) Rasmus Normann Andersen

Senior Survey Engineer Mogens Dam

Ulster University:

Associate professor Dr Chris McGonigle

Professor, Dr Rory Quinn

Marine Geophysicist Jan Majcher


 

Boghandler Henning Clausen Fond støtter Maritim Historiske Center

Sea War Museum og Maritim Historiske Center, MHC, har fået en stor donation af Boghandler Henning Clausens Fond.

Det glæder direktør Gert Normann Andersen, formand Willy Thomsen og bestyrelsen rigtig meget!

Donationen muliggør, at vi i MHC kan indrette et forskningsbibliotek i Thyborøn allerede ved centrets åbning i 2024.

De fysiske bøger og søkort i biblioteket, hvoraf mange er meget sjældne, fylder omkring 2000 hyldemeter. Hertil kommer mange digitaliserede bøger, som kan læses på biblioteket, og digitaliserede fund og undersøgelser af skibsvrag, som også kan studeres på biblioteket.

Ikke alt er digitaliseret endnu, men vi er i fuld gang til glæde for mange danske og udenlandske forskere og særlig interesserede, som besøger vores museer og søger oplysninger inden for vores områder.

Når Det Maritim Historiske Center åbner, bliver der adgang til biblioteket efter aftale. Der bliver ingen udlån, men mulighed for at skanne eller fotografere de aktuelle sider i bøgerne.

 


NY BOG - U15 Det første offer

Nyhed! Ny bog fra Knud Jakobsen og forlaget Sea War Museum! 🌊📚

Den 15. november udkommer den seneste udgivelse fra journalist Knud Jakobsen for Sea War Museum - "U 15 – det første offer." Denne bog er en del af serien om ubåde fra Første Verdenskrig og indeholder seks hjertegribende beretninger fra søkrigen 1914-1918.

U 15 var den første ubåd i historien, der blev sænket ved en krigshandling. Kun 4 dage efter krigsudbruddet mellem Tyskland og Storbritannien, den 8. August 1914. Der var ingen overlevende, og nøjagtigt hvad der skete, blev først opklaret, da Sea War Museum Jutland i 2021 fandt ubådens vrag i den nordlige del af Nordsøen.

Det kan man læse om i bogen, og her kan man for første gang også se et billede af ubådens kommandant, der hed Richard Pohle- Knud Jakobsen fandt hans 86-årige nevø, der bor i Färentuna i Sverige.

Bogen indeholder også den fantastiske beretning dampskibet Indiens sidste rejse i 1918. Skibet blev sænket af en ubåd i Atlanten, og 29 søfolk omkom. Kun de ni mand i båd nummer 2 ført af styrmand Hans Christian Tversted fra Skagen overlevede, fordi han kunne sejle en lille båd.

Blandt de øvrige beretninger skal især nævnes historien om dampskibet Frode, som vest for Irland blev sænket af en tysk ubåd, hvorefter det viste sig, at det danske skib havde en tyske sømand om bord. Han hoppede af og blev modtaget med åbne arme i ubåden.

Der er også beretningen om Ernst August Krüger, der var et af de mange ofre i Jyllandsslaget, samt historien om en fiskeskipper fra Esbjerg og hans møde med en tyske flyver, og endelig historien om den danske skibskok, der blev efterladt om bord, da hans skib blev sænket af en ubåd, hvorefter han blev reddet af den tyske ubåd.

Bogen er den perfekte julegave til alle med interesse for livet til søs. Den fås både på dansk og tysk og kan købes på Sea War Museum samt i boghandelen fra 15. november.

U - 15 koster 129,95 kr.

Den kan bestilles på cto@seawarmuseum.dk

📖⚓ #Søfartshistorie #FørsteVerdenskrig #Bogudgivelse #SeaWarMuseum

Billedetekst 1: Den nye bog 

 

Billedetekst 2: U-bådsbøgerne af Knud Jakobsen 

___________________________________________________________________________________________

Mindehøjtideligheden på Remembrance Sunday

Mindehøjtideligheden på Remembrance Sunday

Det blev holdt en meget flot mindehøjtidelighed på Lemvig Kirkegård den 12/11 kl. 11.

Velkomsttalen blev afholdt af en af arrangørerne og efterfølgende var det Torsten Schack Pedersen der holdt en rørende mindetale.

Der blev spillet flere fanfarer på trompet, herunder The Last Post.

Efterfølgende var der frokost i Marinestuen på Havnen.

Foto 1: Foran flagparaden stod MF for venstre Torsten Schack Pedersen, en kvindelig repræsentant for den Australske ambassade, Borgmester Erik Flyvholm og repræsentanter for politi og militær.

 

Foto 2: Flagparaden

Foto 3: Indmarch

___________________________________________________________________________________________

Modelbygger Erik Rimmen har leveret en række fine skibsmodeller til det kommende forlismuseum, som bliver en del af vores nye museumskompleks.

Modelbygger Erik Rimmen har leveret en række fine skibsmodeller til det kommende forlismuseum, som bliver en del af vores nye museumskompleks.

Det er alle modeller fra meget dramatiske forlis. Vi starter med færgen Skagerak, og senere kommer historierne om ruteskibet ”Kjøbenhavn” som sejlede mellem Aalborg og København, og i forbindelse hermed også ”Frigga” som sejlede mellem Danmark og Island. Dertil kommer en model af grønlandsskibet ”Hans Hedtoft”, som sank ved Kap Farvel.

Her er først billeder af modellen af færgen ”Skagerak” som forliste i hårdt vejr i Skagerrak i 1966. Det var et meget lykkeligt forlis, da alle 144 ombordværende, heraf 97 passagerer, blev reddet. Det eneste offer var en ældre mand, der efterfølgende døde af en blodprop.

Det var den første store redningsaktion med de danske redningshelikoptere.

I udstillingen bliver der vist filmoptagelser fra redningsaktionen. Vi har også en dramatisk lydoptagelse med en af dem, der blev reddet, nemlig Johannes Byskov, som i dag er aktivt medlem af museets støtteforening.

Vi har også gode undervandsfilm fra vraget, der er optaget af Peder Schmidt. Han har været aktiv dykker, siden vi i 1980-erne lavede udgravninger i vragene af HMS St. George og ”Dukkeskibet”.

 

Rutebåden Kjøbenhavn fra DFDS blev den 11. juni 1948 ramt af en engelsk sømine sydøst for Hals Barre i Kattegat. Skibet sank i løbet af 10 minutter, hvorved 48 personer omkom, mens 310 blev reddet.

DFDS skibet Frigga var tæt på ulykkesstedet og slog alarm. Skibet reddede selv mange af de overlevende, som lå i vandet, samt dem, der nåede at komme i to redningsbåde.

Frigga blev året efter selv ramt af en mine på næsten samme sted, hvorved det sank, men her overlevede alle.

Begge skibe blev efterfølgende hugget op på stedet af danske vragfiskere, men der findes stadig lidt vragrester på havbunden.

Den sidste model er grønlandsskibet Hans Hedtoft, som kommer i udstillingen om dette forlis, hvor vi i forvejen har flere modeller til historien, herunder trawleren Johannes Krüss og Hanne S, som begge også forliste ud for Kap Farvel.

Btx.1: Foto af Erik Rimmen, som også arbejder for Marinemuseet i Aalborg

Btx 2: Erik Rimmens model af Skagerrak, som er meget nøjagtig med det rigtige skorstensmærke og nogle åbninger som afveg fra skibets byggetegninger, fordi man under byggeriet lavede nogle ændringer.

Btx 3: På modellen ses agterporten, som blev slået ind af en stor, forkert sø.

Btx 4: Hans Hedtoft af Erik Rimmer.

Btx 5: Kjøbenhavn som minesprængtes SØ for Hals i Kattegat

Btx 6:Mange verlevende fra Kjøbenhavn blev reddet af Frigga

___________________________________________________________________________________________

Sea War med i nyt samarbejde

🌟 Fantastiske nyheder! Sea War Museum Jutland er stolt over at være med som samarbejdspartner med Nationalmuseet i endnu et spændende projekt. 🚢⚓

Projektet ”Havet – fra urtid til nutid”, har fået en generøs bevilling på 10 millioner kroner af D/S Orient’s Fond // Dampskibsselskabet NORDEN A/S, til at udforske Danmarks maritime historie!

I første omgang skal pengene gå til etableringen af et nyt forskningscenter, som skal udføre en lang række projekter, hvor Sea War Museum er med som samarbejdspartner.  

Du kan læse hele pressemeddelelsen her.

Pressemeddelelse

Vi ser frem til at arbejde sammen med Nationalmuseet og blev en del af et nationalt og


 

Rat fra historisk dansk torpedobåd

Lods Ivar Svane (tv), som er formand for Kalundborg Søfartsmuseum og Allan Sørensen fra Assister ved indladningen i Kalundborg.

Sea War Museum har af Kalundborg Søfartsmuseum fået doneret et skibsrat fra torpedobåden ”Hvalrossen”, da båden har relation til Sea War Museums udstillinger.

Skibsrattet blev sejlet direkte fra søfartsmuseet i Kalundborg til Sea War Museum i Thyborøn med et af JD-Contractors store offshore skibe, nemlig AHTS ”Assister” (AHTS: Anchor Handling Tug Supply).

”Hvalrossen” var en af tre torpedobåde, som blev søsat 1913. To af bådene blev udrangeret i 1932, men ”Hvalrossen” eksisterede frem til 1943.

Skibet blev bygget som torpedobåd, men blev i 1929 omklassificeret til patruljefartøj. Mens det i juli og august 1933 var til rådighed for undervandsbådsflotillen, havde det hans kongelig højhed kaptajnløjtnant kronprins Frederik som chef.

29. august 1943 blev ”Hvalrossen” sænket på Holmen af sin egen besætning. Da fartøjet blev hævet den 17. oktober 1943, knækkede kølen, hvorefter vraget blev placeret på Bradbænken på Holmen. Her blev dele af det hugget op, mens resten af vraget efter krigen blev solgt til ophugning.

Michael Nielsen fra Kalundborg Søfartsmuseum fortæller, at museet har fået skibsrattet doneret af Claus Olsen fra København. Hans far, Arnold Folmer Olsen, havde Galeasen "Adi" af Odense og købte skibsrattet på en auktion i forbindelse med et anløb af Flådestation Holmen. Rattet havde han hængende som dekoration på væggen i sit hjem frem til sin død, hvorefter sønnen arvede det
Når Kalundborg Søfartsmuseum overdrager skibsrattet til Sea War Museum, er det fordi, ”Hvalrossen” ikke har relation til Kalundborg og fordi, museet muligvis bliver nødt til at lukke med udgangen af 2023.

”Jeg har lovet den oprindelige giver, at jeg ville skaffe rattet "et godt hjem", hvis vi skulle komme i den situation,” siger Michael Nielsen.


Btx 2: Gert Normann med det tunge skibsrat ved Assister da det ankom til Thyborøn.

Btx 3: Torpedobåden ”Hvalrossen” hæves af den tyske flydekran ”Langer Heinrich” i september 1943. Det er den flydekran som senere sank ud for Thorsminde, bogen om kranens forlis kan købes i museets butik.


 

Notat fra juni 1916

Et notat fra den 13, juni 1916

 

Fra Iben Rosenkvist Midjord har vi fået et engelsk atlas fra 1908, som har tilhørt maskinmester Enghave, der sejlede med det lille dampskib S/S Heini af København.

S/S Heini var bygget af jern og var på 144 brutto tons.

Heini sejlede gennem Nordsøen den 13. juni 1916. Her noterer Enghave på bagsiden af et kort i atlasset på side 16:

 

Kl. 8 formiddag passerede vi en mængde lig fra søslaget i Nordsøen,

En del af dem var nøgne, nogle af dem havde hvidt tøj på; alle var forsynede med redningsbælter.

Kl. 9,00 passerede vi en mine forsynet med stødtænder 10 kvartmil (sømil) fra Hirtshals Fyr.

 

Enghave

Mester

S/S Heini

 

Billedetekst 1: Maskinmester Enghaves Atlas

 

Billedetekst 2: Europa i 1908 med Nordsøen

 

Billedetekst 3: S/S Heini

 

Billedetekst 4: Bagsiden af side 16 med kortet

 

Billedetekst 5: Register 1916-1917

 

Billedetekst 6: Oversigt af register

 

Billedetekst 7: Info om skibet

 

Af Gert Normann

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

De unge officerer og matroser under Jyllandsslaget

De unge officerer og matroser under Jyllandsslaget.

Under Jyllandsslaget deltog ca. 60.000 britiske søfolk, hvoraf en betydelig del var 18 år eller derunder. Ud af de ca. 6100 britiske faldne var 484 - 18 år eller derunder. Der findes ingen præcise tal over, hvor mange unge mænd der var med under slaget. Dette skyldes blandt andet, at registrene ofte er mangelfulde, og at det ikke var ualmindeligt, at søfolk og soldater løj om deres alder. Heller ikke manglede dåbsattester blev set som en hindring for at blive hvervet.

I den britiske flåde var det lovligt at melde sig til flåden, når man var fyldt 15 år, man skulle blot medbringe en skreven tilladelse fra sin forældre eller værge. Drengene, der meldte sig, blev således dreng-matroser (Boy Seamen). For de bedre stillede familier var det også muligt, at drengene kunne melde sig tidligt og blive søofficerselev (Midshipman). Meningen med at indlemme drengene i flåden tidligt, var, at admiralitetet ville optræne de unge officerselever i arbejdet på havet før, de blev gamle nok til at blive udlærte officerer. Brugen af unge drenge i flåden var et fænomen, som kan spores længere tilbage i den britiske historie. F.eks. var den
berømte Lord Nelson kun 13 år, da han startede i flåden. En af grundene var, at det ofte var en udfordring at mønstre mandskab og officerer nok, som havde kendskab til arbejdet til søs, derfor kunne man med at indlemme drengene tidligt danne et bedre rekrutteringsgrundlag. Før Første Verdenskrig var praksissen at officerseleverne blev holdt uden for kamphandlinger, men da krigen udbrød, blev det nødvendigt at gøre brug af de unge officerselever som en del af kampflåden. Daværende flådeminister Winston Churchill forsvarede sin beslutning i 1914 ved at sige:

”[..]De ville lære usammenlignelig mere om deres profession i krig, end de på nogen uddannelsesinstitutioner på land kunne lærer dem.”

Billedetekst 1: Midshipman Archibald William Dickson, 16 år gammel da han døde ombord på HMS Queen Mary

De kritiske spørgsmål i Underhuset varede ved helt fra 1914 til 1939, hvor praksissen blev ændret efter katastrofen i 1939, hvor slagskibet Royal Oak gik ned med 135 drenge ombord. Men før denne katastrofe blev mange flere drenge dræbt. Mange af de større krigsskibe, som gik ned i Første Verdenskrig, havde ligesom Royal Oak en stor besætning af helt unge mænd. HMS Invincible, HMS Queen Mary og HMS Indefatigable sprang alle i luften med voldsomme tabstal under Jyllandsslaget. En af de få overlevende var officerseleven fra New Zeeland (Midshipman) Peregrine Robert Dearden fra HMS Queen Mary, som var 18 år, da Queen Mary sprang i luften. Han kunne således fortælle i et brev til sin mor, hvordan han oplevede eksplosionen på nært hold:

”[..]Efter omkring en halvanden time inde i træfning, var der en kæmpe eksplosion forrest, og jeg blev sendt op på toppen af kanontårnet for at se – hvad der var skete, og jeg var nødt til at putte luftvejsbeskyttelsesudstyr på, fordi der var skyer af røg og ild. Jeg kunne ikke se noget i et minut og derefter forsvandt røgen imens den forreste del af skibet kom under vand. Jeg sagde til officeren af kanontårnet, at skibet synker hurtigt og så mange som muligt skulle ud af tårnet. Hele forskibet var næsten skudt af, og jeg tog med det samme alt mit grej af undtagen min skjorte og min vest. Alle andre gik i [vandet] med alt grej på. Så snart jeg var i vandet, svømmede jeg fri fra skibet og var ca. 30 meter derfra, da hun pludseligt sprang totalt i luften. ”

 

Peregrine Robert Dearden fortæller i samme brev, at han lå i vandet i lidt over en time, inden han blev samlet op af et tysk krigsskib og blev taget til fange. Oplevelsen at ligge i vandet var forfærdelig. Oliebranden bredte sig på overfalden efter eksplosionen, og de af mandskabet, som ikke havde nået at tage deres uniform af, havde svært ved at holde sig væk fra ilden og samtidig holde sig oven vandene. Peregrine overlevede fangenskab, og han blev frigivet med krigens afslutning. Han døde i 1952, 55 år gammel.

Det interessante er, at så stor en andel af de faldne i Jyllandsslaget er helt unge mænd og ikke blev anset som den samme katastrofe, som Royal Oak blev det godt vel 30 år senere. Tværtimod fandt man en ung dreng, der blev dræbt under slaget, og gjorde ham til en helt efter hans død.

Unge matroser (Boy Seamen) brugt i den britiske flåde til et væld af forskellige opgaver og fordelt efter deres kvalifikationer. Drengene blev ikke skånet for selv de mest farlige poster. De skulle betjene kanonstillinger ombord på skibene side om side med de voksne. En af de mest berømte er John Traver Cornwell, som blev hårdt såret under Jyllandsslaget, efter at hans kanonstilling var blevet ramt. Cornwell døde ca. 24 timer efter, hans skib HMS Chester havde undsluppet slaget og var kommet i havn. Efter hans død blev han hædret med Victoriakorset og brugt som et symbol for tapperhed og offervilje. I eftertiden er John Cornwell, kendt som den yngste modtager af Victoriakorset, men det er ikke rigtigt. Han var den yngste under Første Verdenskrig. Da han døde, var han blot godt 16 år. På Sea War Museum har vi en kultegning af John Traver Cornwell. Det er en kopi af et maleri af Frank O’ Salisbury fra 1917.

 

Billedetekst 2: Original af Frank O’ Salisbury 1917

 

Malerier og tegninger som disse blev brugt i aviserne, og John blev dyrket som en helt. Men før man kunne producere portrætterne af den afdøde matros, måtte man have et billede af drengen til at male efter. Flåden havde ikke noget billede af John. Derfor måtte hans bror, George Cornwell, indtræde som stand-in for John. Billedet kan ses i opslaget her. På billedet kan man se, at der står HMS Lancaster på kasketten af ”John”, men den rigtige John Cornwell har aldrig tjent på HMS Lancaster, men derimod kun på HMS Chester. Man gjorde sig således ikke store anstrengelser for at lave et retvisende billede, som nok kan tilskrives, at motivet og historien om helten var det vigtigste for aviserne og ikke ægtheden af billedet.

 

Billedetekst 3: George Cornwell, Stand in for sin bror John.

 

John Traver var ifølge alle beskrivelser af ham en eksemplarisk matros. For de matroser, som faldt udenfor den kategori og f.eks. forsøgte at undslippe sin vagt eller på anden måde at udvise dårlig
disciplin, kunne straffen være hård. Straffen for voksne matroser var typisk slidsomt arbejde, isolation i bunden af skibet eller fratagelse af grog. Korporlig afstraffelse af voksne matroser blevet afskaffet 1881, dog undtaget mytteri. I modsætning til de voksne kunne drengene godt blive afstraffet med pisk.

Drengene kunne straffes for mindre forseelser såsom at undvige mønstring. De blev straffet med slag af et spanskrør, der gerne var forstærket med vokstråd i begge ender, så træet ikke splintrede, når våbenmesteren slog. For de alvorlige hændelser, såsom tyveri, desertation, at have slået en overordnet eller homoseksualitet var straffen birkning. Birkning involverede en birkegren, som var blødgjort i enten eddike eller saltvand før brug. Den skyldige blev fremstillet foran skibets besætning af unge matroser og pisket på nøgen hud på bagdelen. Øjenvidner fortæller, at disse pisk kunne være meget brutale, og man kunne se kødstykker ryge af ved slagene.

Straffene blev ved i mange år. Dog blev det tiden efter Første Verdenskrig længere og længere mellem birkningerne. Men tæsk med spanskrør varede ved i mange år på flådens uddannelsesinstitutioner og blev først afskaffet i 1967. Drengene var en fast del af britiske flåde og forblev det i mange år. Efter større katastrofer såsom Royal Oak, blev de ikke længere brugt i frontlinjen. Men ideen om at optræne unge drenge med hård straf og disciplin var et fast tema i den britiske flåde, og der er mange personlige beretninger disse oplevelser. Englands enorme flåde og imperium krævede et stort antal af mandskab for kunne dække hele flådens behov. Både unge matroser og officerselever deltog forrest i kamplinjen under Første Verdenskrig.

 

Artiklen er skrevet af Christian Toftgaard

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Ny video om HMS Queen Marys historie.

Ny video om HMS Queen Marys historie.

HMS Queen Mary (1913) sprang I luften kl. 16.26, 31 Maj 1916 og tog med sig i dybet 1266 mand fra den britiske flåde.

Skibet er mest kendt for sin ulykkelige skæbne, men i denne YouTube video fortælles det, hvilken historie den havde inden den mødte sit endeligt ved Jyllandsslaget. På Sea War Museum har vi blandt andet en af dækstelefonerne fra HMS Queen Mary.

Med disse kunne man sende meddelelser mellem broen og vigtige områder af skibet. Dækstelefonerne kunne have afgørende betydning i at træffe vigtige og hurtige beslutninger. Ligesom HMS Queen Mary, blev HMS Lion også ramt hårdt og tæt på sit krudtkammer.

Heldigvis for HMS Lion nåede den hårdt sårede Orlogskaptajn Francis Harvey at meddele gennem hans dækstelefonen, at der var opstået ild i kanontårnet og at det var afgørende at oversvømme krudtkammeret med vand, så ilden ikke kunne brede sig.

Dette reddede HMS Lion for at lide samme skæbne som Queen Mary. Francis Harvey døde kort tid efter havde videregivet beskeden, men reddet hele skibet besætning.

Han blev efter hans død hædret med Victoria korset.

Videoen er produceret af Important History: https://www.youtube.com/watch?v=hV3TGDjRPQk&ab_channel=ImportantHistory


 

Mindedag For Jyllandsslaget 2023

Mindedag for Jyllandsslaget den 1. juni. 2023

En smuk og højtidelig aften i Mindeparken for Jyllandsslaget. 

Dagen blev markeret med fællessang, taler, kanonsalut og respektfuld stilhed for ofrene fra Jyllandsslaget og ofrene for krigen i Ukraine. Budskabet om at mindes ofrene for krig er med krigen i Ukraine mere nærværende end nogensinde. Derfor var det glædeligt, at så mange kunne samles på denne mindedag.

Tak til børnene fra FDF I Harboøre og Thyborøn, som lagde blomster ved stenene i Mindeparken.

Tak til Freja Lisby for trompetspillet undervejs.

Tak til bestyrelsesmedlem for Mindeparken Ole Andreasen og pastor emeritus Leo Toftgaard, som holdt tale.

Tak til Maritimhistorisk selskab, som stod for at arrangere dagen.

Tak til Lemvig Kommune for den økonomiske støtte.

Download Ole Andreasens tale her !

Download Leo Toftgaards Tale her! 

 


 

mindehøjtidelighed for Jyllandsslaget i Mindeparken 2023

Torsdag den 1. juni kl.19.00 holder vi traditionen tro mindehøjtidelighed for Jyllandsslaget i Mindeparken for Jyllandsslaget i Thyborøn.

Denne mindedag vil vi i fællesskab markere årsdagen for slaget, hvor 8645 menneskeliv gik tabt ud for den jyske vestkyst. Indgangsordene til vores museum lyder: ”Krig er tragedie og skal ikke forherliges, men historien skal fortælles og ofrene huskes”. Det er det budskab, vi vil minde hinanden om på denne dag.

På Sea War Museum er markeringen af dagen en stor del af vores virke. I samarbejde med Maritimhistorisk selskab og Lemvig kommune inviterer vi hermed alle til denne mindehøjtidelighed. 

I år vil vi også mindes ofrene for krigen i Ukraine. Vi håber på, at mange har lyst til at støtte budskabet om at mindes ofrene, og vi i fremtiden kan leve i en verden uden krig.   

Programmet for mindehøjtideligheden:

Torsdag 1. juni, kl. 19.00 ved Mindeparken I Thyborøn

  • Velkomst ved Ole Andreasen, bestyrelsesmedlem for Mindeparken
  • Kanonsalut
  • Tale ved borgmester Erik Flyvholm
  • Der synges ”fuglene letter mod vinden”
  • Blomsternedlæggelse ved de store sten af unge fra FDF – Thyborøn Harboøre
  • Der synges ”Nærmere Gud til Dig”
  • Mindetale ved pastor emeritus Leo Toftgaard
  • Kransenedlæggelse
  • Trompet:” The Last Post” ved Freja Lisby
  • Et minuts stilhed for de faldne i slaget Jyllandsslaget og ofrene for krigen i Ukraine.
  • Kanonsalut

Efterfølgende reception på Sea War Museum for alle fremmødte med gratis sodavand, øl, kaffe og kage.


 

I det nye Maritime Museumscenter bliver der flere museer, som ikke findes andre steder.

Btx 1 Gert med den sjældne hvalkanon fra 2. halvdel af 1800-tallet

Et af dem er et museum om hvalfangst, som danskere ellers skal til Norge eller udlandet for at se.

Hvalfangst er heldigvis forbudt i dag! Men vi må ikke glemme, at den er en stor del af vores historie. Det var hvalolie, som tændte lys i Europas lamper og smurte skibenes dampmaskiner. Det var hvalolie, som muliggjorde den tekniske revolution.

På flere af de frisiske øer, på Rømø, Færøerne, Island og i Norge var et af de vigtigste erhverv i en lang årrække hvalfangst.

Det er lykkedes os at finde og erhverve en række fine genstande, der skal fortælle denne historie i Thyborøn.

Vi har i forvejen en 90 mm Kongsberg M/25 hvalkanon fra hvalfangerskibet ”Southern Lotus”, og det er lykkedes at skaffe en CMV dræberharpun med forskellige granater.

Desuden er det lykkedes os at samle en hel række af spændende hvalharpuner - alt fra håndharpuner til store hvalkanoner med tilbehør.

Den sidste nyerhvervelse til museet er en sjælden 2 1/4 LH Hagen, Christiania hvalkanon fra anden halvdel af 1800-tallet, som vi fandt ved Maritime Antikviteter og Kunst i Brevik.

Det kommer alt til at indgå i vores nye udstillingen om hvalfangst, som åbner til sæsonen 2024.


 

Besøg fra Holland

Stef van der Velden, Gert Normann og Jouke Spoelstra

Den 18. til 20. maj havde vi besøg af to mand fra det hollandske team, der leder efter den hollandske undervandsbåd ”O13”. Det var Jouke Spoelstra og Stef van der Velden, som begge tidligere har arbejdet i den hollandske marines undervandsbådsafdeling.

Det var et godt besøg, hvor vi udvekslede erfaringer med eftersøgning i Nordsøen, og hvor vi aftalte et fremtidigt samarbejde om den fortsatte eftersøgning efter ”O13”.

Vi fik noget fint materiale om ”O13” og lovning på mere, når vi skal lave en udstilling om forliste ubåde i det nye Museumscenter.

De fik ved denne lejlighed set Sea War Museum, som de var meget begejstrede for, ligesom de var på besøg på museets værksted, magasin og bibliotek i Holstebro.


 

A-hold skulle til Egersund i Norge.

De kalder sig A-holdet når det gælder om at finde og undersøge skibsvrag på dybt vand: Fra venstre, AB, Rasmus Nørfjand, Kok Rune Christensen, Chef Surveyer, Mogens Dam, Maskinchef, Brian Bengtson, AB Carsten T. Hansen, ROV-pilot og Surveyer, Morten Haurum, Skibsfører, Sólbjørn Haldursson, Overstyrmand, Søren Herdal

M/S Vina med det såkaldte A-hold skulle til Egersund i Norge. A-holdet består af specialister i havbundsundersøgelser, herunder undersøgelse af skibsvrag ved hjælp af multibeam og ROV.

På vejen til Egersund scannede de 144 vragpositioner i den nordlige Nordsø, positioner som Sea War Museum har indsamlet fra danske fiskere.

Mange vrag er helt væk i dag, det er især træskibene der er ædt op af pæleorm og ødelagt af uroligt vand og trawlere. Jernskibene er der mest tilbage af, men selv de forsvinder med tiden.

Der blev fundet 65 nye vrag og 79 tomme vragpositioner, steder hvor der tidligere har været vrag, men hvor alle spor nu er forsvundet.

Der var flere interessante fund og observationer!

Vi tænker altid på den polske undervandsbåd ”Orzel” og den hollandske undervandsbåd O13, når vi søger efter vrag i Nordsøen.

De gemmer sig utrolig godt, især når man tænker på, hvor mange vrag vi indtil nu har fundet og undersøgt i Nordsøen.

Ud af de 65 nye vrag fandt vi en ubåd. Det var en Britisk E-båd fra Første Verdenskrig, som ikke er identificeret med sikkerhed, men da vi kun mangler HMS E37, er der stor sandsynlighed for, at det er den.

Vi lavede yderligere undersøgelser ved den tyske ubåd SM U15, som vi tidligere har fundet. U15 var den første ubåd som blev sænket under krigshandlinger i Første verdenskrig.

Vi gjorde også andre bemærkelsesværdige fund, som vil blive omtalt her på siden i den kommende tid, efterhånden som vi får det store materiale bearbejdet.

Jeg var ikke selv god nok til at komme med A-holdet, så John Silver og jeg måtte nøjes med en for museet interessant og givtig tur til Sydnorge.

Den kommer der også mere om senere!

Gert Normann


 

Franz Mervelskemper original propel

Sea War Museum Jutland har af arvingerne efter Franz Mervelskemper fået en original propel fra et af de fly, som blev brugt af Den kejserlige tyske Marine under Første Verdenskrig.

Franz Mervelskemper var født Weitmar Bochum i Tyskland i 1894, men blev dansk gift og boede efter krigen i Christiansfeld, hvor han havde et autoværksted. På sine gamle dage flyttede han sammen med hustruen Mette Marie til Rom ved Lemvig, hvor de boede hos datteren og svigersønnen, Ingeborg og Egon Bertelsen.

Franz Mervelskemper var under Første Verdenskrig pilot i Den kejserlige Marine og gjorde tjeneste på vandflyvestation List på Sild. Herfra havde han medbragt en propel til en Albatros W 4 fra 1917, og den har arvingerne nu overdraget til museet sammen med Mervelskempers medaljer og tjenestetegn.

Vi vil senere skrive noget om vandflyvestationen på list, som havde stor betydning for overvågning, eftersøgning og sø redninger i den sydlige Nordsø, under hele Første Verdenskrig.

Knud Jakobsen og Gert Normann

Billedtekst 1:

Propellen bliver overdraget til museet, fra venstre ses Jens Arne Ørom, Christian Toftgaard fra museet, Else Marie Bertelsen og Lone Røn, som begge er efterkommere.

 

Billedtekst 2:

Her ses Franz Mervelkempers medaljer og tjenestetegn.

 

Billedtekst 3:

Billede af en vandflyver, Albatros W 4 som er den flytype propellen kommer fra.

________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

En gaveregn af skibsmodeller!

Se de store og flotte modelskibe som Sea War Museum har fået af modelbygger Lars Landbo fra Skive.

Vi har fået følgende modeller, og der er flere på vej

Bismarck 1:200

HMS Hood 1:200

Ubåd 1:72

Tysk E boot 1:72+

Tysk Schnellboot 1:35

Engelsk Korvet 1:144 (Flowerclass-korvetten er HMCS ”Snowberry”).

USS Yorktown 1:200 Hangarskib

HMS Nelson 1:200

Japansk Yamato 1:200 Største krigsskib til dato WW2

Til venstre i billedet ses modeller af grønlandsskibet ”Hans Hedtoft”, Rutebåden ”København og S/S ”Frigga”, som er bygget af Erik Rimmen fra Aalborg.

Det er alle modeller, som passer ind i museets kommende historier og modeller vi er meget glade for. Der kommer senere mere om de enkelte modelskibe og deres historie her på siden.


 

Svensk marinarkæologisk hold besøger Sea War

Der svenske og danske forskere og Marinarkæologer foran Sea War Museum.

Sea War Museum Jutland har haft et spændende besøg af Johan Rønnby, der er svensk marinearkæolog og professor. Han holdt et rigtig interessant foredrag om skibsvragene i Østersøen, rigt illustreret med billeder.

Østersøen er et af de steder i verden, hvor skibsvrag og i særdeleshed skibsvrag af træ holder sig bedst. Han har undersøgt mange af vragene og skrevet flere bøger om samme.

Vi så billeder af et træ på havbunden, som var flere tusinde år gamle, og vi så og hørte også om nogle udvalgte skibsvrag spændende fra vikingetid og op til 1800-tallet.

Sammen med Johan Rönnby var der et helt marinarkæologisk hold, som gerne ville se Sea War Museum, og som også ville svare på spørgsmål.

Der var først og fremmest vores samarbejdspartnere fra Ocean Discovery, Ingemar Lundgren og Fredrik Skoog, som har lavet fotogrammetri for os af de tre vrag fra 1700-tallet, hvor animationerne kan ses her på siden. De har også lavet fotogrammetri af færgen ”Estonia”, som vi også må bruge i vores nye forlismuseum.

Arkæolog og museumschef på Västerviks museum, Veronica Palm.

Historiker og forsker ved den svenske forsvarshøjskole, Ingvar Sjöblom.

Marinarkæolog, Susanne Rönnby.

Skibsarkitekt og marinarkæolog, Christian Lemée fra Danmark.

Alle var begejstret for Sea War Museum og ville gerne bidrage med deres ekspertise ved de kommende udstillinger.

Samarbejdspartnere vi er meget glade for at kende!

 

Gert Normann, Sea War Museum.

Billedtekster:

Btx 1: Der svenske og danske forskere og Marinarkæologer foran Sea War Museum.

Btx. 2: Udsnit af tilhørerne til foredraget.

Btx. 3: Svenskerne besøger dykker og Rov-skibene i Thyborøn.

Btx. 4: Mogens Dam og Morten Henriksen fortæller om det udstyr skibene bruger til havbundsundersøgelser.

Btx. 5:  John Silver fortæller om restaurering og klargøring af genstande på museets værksted.


 

Nyt Maritim Museumscenter og udsigtstårn i Thyborøn

Vi glæder os meget til at det nye museumscenter og udsigtstårn står færdigt.

Læs denne flotte artikel fra Lemvig Folkeblad om planerne for det Maritime Museumscenter og det nye udsigtstårn, som kommer til at ligge i Thyborøn.

Link her på artiklen – Artiklen er åben for alle.

https://folkebladetlemvig.dk/kultur/museumsplaner-med-voksevaerk-goer-klar-til-taarn-og-yderligere-to-bygninger?fbclid=IwAR0prmOMwnULM4ZaXI6qm2EKgSfiMAPI8pxjYHxusJEWRdMWOBRBsXMkB4s


 

Flot model af U47

Vi har fået en række flotte gaver til det nye museumskompleks!

Fra Paul Grunwald i Åbenrå har vi fået en stor og flot model af U47. Det var med denne ubåd, den tyske ubådskaptajn Günther Prien i 1939 sneg sig ind i flådehavnen Scapa Flow på Orkneyøerne og sænkede det store slagskib ”Royal Oak”. 835 britiske marinesoldater omkom.

Se: https://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Royal_Oak_(08)

Modellen vil få plads i vores afdeling om ubåde i det nye Maritime Museumscenter.

Der er flere gaver og flotte genstande på vej til det nye museum, som åbner i foråret 2024 i Thyborøn, herunder især mange genstande til Forlismuseet. De vil løbende blive vist her på siden😊

Btx.: Paul Grunwald og Gert Normann uden for museet med den store ubådsmodel.


 

Foredrag om de sunkne skibe i Østersøen ved Professor og Marinearkæolog Johan Rönnby

Undervandsbillede af det svenske orlogsskib ”Svärdet” som er et af de skibsvrag, Johan har beskæftiget sig med. Fotoet er taget af Jonas Dahm fra Voice of the Ocean.

Foredraget den 20. april Kl. 19.30 på Sea War Museum i Thyborøn handler om: Sunkne skibe i Østersøen

I Østersøen er betingelserne for bevarelse af træskibe blandt de bedste i verden. Det er der to hovedårsager til. For det første trives den træ-ædende pæleorm ikke i brakvand, og for det andet har farvandet i mange århundrede været stærkt trafikeret med deraf følgende mange skibsforlis.

På bunden af Østersøen findes derfor tusindvis af velbevarede skibsvrag, både af fredelige handelsskibe og svært bevæbnede krigsskibe.

Ny teknologi til både eftersøgning og dokumentation under vandet ved hjælp af robotter og andet udstyr har gjort, at det nu også er muligt både at finde og undersøge vrag på store dybder langt fra kysterne.

I foredraget vil Johan Rönnby præsentere et udvalg af de bedst bevarede Østersø-vrag og gøre rede for de historier, som vragene kan fortælle.

Johann Rønnby er en kendt svensk marinearkæolog og professor fra Wastervik i Sverige.

Han er ekspert i Østersøens velbevarede træskibsvrag, og arbejder sammen med David Gregory og Sea War Museum i Thyborøn.

Om Johan Rönnby, se: https://www.sh.se/.../contact/researchers/johan-ronnby

Foredraget koster 50 kr. men er gratis, hvis du er medlem af Maritimhistorisk Selskab eller er frivillig på Sea War Museum

 

David Gregory, Gert Normann og Johan Rönnby om bord på M/S Sima i Västervik havn efteråret 2022.


 

Sea War Museum har med M/S ”Cable One” fundet endnu en ubåd i Nordsøen.

Btx 1: Multibeam billede af vraget. Den forreste del af ubåden er sprængt af og ligger til venstre. Tårnet kan lige ses på skanningen. Agter skroget har den karakteristiske form som U85.

Vi troede først, at det var den hollandske undervandsbåd O13 fra 1940, da nogle af målene fra vores multibeam indikerede, at det var den. Da vraget samtidig lå tæt ved et tysk minefelt fra 1940, udlagt kort før O13 blev meldt savnet, var det en oplagt mulighed.

Ved en nærmere gennemgang af vores multibeam-data og meget grumsede videooptagelser (på grund af usigtbart vand), er vi frafaldet teorien om, at det kan være O13.

I stedet er vi nået frem til, at alle data bedre passer på den tyske U85, som forsvandt sporløst i Nordsøen i 1917 med hele besætningen. Vi har dog ikke en helt sikker identifikation endnu.

Se: https://en.wikipedia.org/wiki/SM_U-85

I den centrale del af Nordsøen mangler vi nu kun at finde O13 og den polske Orzel, som begge har været et stort mysterium, og som er de mest eftersøgte ubåde siden 2. Verdenskrig.

Til dato har vi i alt fundet og dokumenteret 45 ubåde, (se vores opdaterede kort over fundne ubådsvrag). Vi har fundet de fleste, men der kan stadig dukke nye og uventede fund op.

Marts 2023

Gert Normann

Btx 2: Forreste del af ubåden er sprængt af og ligger ved venstre side. Rester af tårnet kan ses på skroget.

Btx 3: Video print: Toppen af to periskopbrønde kan ses på toppen af tårnet.

Btx 4: Videoprint: Lille luge kan ses tæt ved periskopbrønde.

Btx 5: Videoprint: Kranarm til ladning af torpedoer kan ses på dækket.

Se Facebook - https://www.facebook.com/seawarmuseum.dk

Btx 6: Kort med minefelter i 1917 og hvor vraget af ubåden er indtegnet. Tæt på hvor vraget er fundet blev der udlagt miner i forsommeren 1940

Se Facebook - https://www.facebook.com/seawarmuseum.dk

Btx 7: Minekort over Nordsøen fra 1940

Btx 8: Vores sidst opdaterede kort over vrag med fundne ubåde.


 

En gave fra den anden side af jorden! 🇳🇿

I denne uge har vi modtaget noget specielt for os her på Sea War Museum. Vi har modtaget skibsklokken til HMS Lotus fra en af efterkommerne til en sømand, der sejlede med skibet under Anden Verdenskrig. Gaven kom fra Doc O’ Connor, som bor i New Zealand. Vi er meget taknemlige for gaven, og den kommer til at indgå i vores udstilling om HMS Lotus. I fremtiden vil klokken og en harpunkanon indgå i en udstilling på det nye museumscenter i Thyborøn, der kommer til at fortælle om hvalfangst i Nordsøen.

HMS Lotus var oprindeligt bygget til krig og skulle eskortere skibe sikkert i havn. Hun blev bygget i al hast, da England havde brug for mange skibe til at sikre sine forsyningslinjer. HMS Lotus blev i løbet af krigen udstyret med dybdebomber, tunge maskingeværer og en kanon på 102 mm. Ombord på skibet var en af Doc O’ Corners forfædre som sømand på skibet. HMS Lotus overlevede krigen og deltog i over 40 konvojer og 2 invasioner.

Efter krigen blev skibet ombygget til en hvalfanger. Kanonen på 102 mm blev udskiftet med en harpunkanon, og skibet fungerede som hvalfangerskib indtil 1963, hvor det blev lagt op. Det modige lille skib HMS Lotus kom på sin sidste rejse i 1966, hvor hun skulle bugseres til Belgien til ophug. Men fortøjningen mellem slæbebåden og HMS Lotus sprang, og skibet blev kastet ind på land, hvor man blev nødt til at hugge skibet op på stedet. Skibsklokken endte ad omveje i New Zealand, da den blev købt af Doc O’Corner som et minde om hans fars skib. Nu er klokken tilbage i Danmark sammen med de sidste rester af HMS Lotus.

Sea War Museum og forfatteren Knud Jakobsen har udgivet en bog om skibets historie. Bogen kan købes for 75 kr.

23-03-2023


 

Sea War Museum har som gave modtaget fire flotte modelskibe fra Jacob Hederstierna Johnsen.

Sea War Museum har som gave modtaget fire flotte modelskibe fra Jacob Hederstierna Johnsen.

Det er modeller af:

SMS Emden

SMS König

En ubåd type IIA

En ubåd type IXA.

De to modeller af Emden og König finder vi snarest plads til i Sea War Museum som handler om søkrigen under Første Verdenskrig.

Ubådene får plads i det nye forlismuseum, hvor der bliver en afdeling med ubåde.

Det nye forlismuseum forventes åbnet til sæsonen i 2024

10.03.2023


 

SÆSONÅBNING 2023

Vinterferien i uge 7 & 8

I vinterferien åbner Sea War Museum for sæson 2023

D. 11 februar kl. 10:00 – 16:00 står museet klar til endnu en sæson! Musset har åbnet alle dage til d. 30. november 2023.

I uge 8 vil der mandag og tirsdag kl. 13:30. Rundvisningen er til alle aldre, og der vil være mulighed for at smage på ’’ Groggen ’’. Groggen var blandt andet en del af den daglige kost under Første Verdenskrig for de britiske søfolk. Groggen er en blanding af sukker, rom og vand. Den, som bliver serveret på museet, er UDEN alkohol, så alle kan smage.Rundvisningerne er for alle, som har købt billet til museet.

Rundvisning i børnehøjde på Sea War Museum i uge 7.

Vores museumsleder Christian Toftgaard vil afholde rundvisninger d. 13, 14 og 15 februar kl. 13.30. Han vil fortælle om Første verdenskrig og hvordan sømændene levede til søs. Kom og se ægte ubådstårne, prøve vores periskop og hør hvordan en 16-årig fik en medalje pga. hans indsats under Jyllandsslaget. Kom og smag på ’’ Groggen ’’ og lev dig ind i sømændenes liv.

Rundvisning i børnehøjde på Sea War Museum i uge 8.

Vores museumsleder Christian Toftgaard vil afholde rundvisninger d. 20 og 21 februar kl. 13.30. Han vil fortælle om Første verdenskrig og hvordan sømændene levede til søs. Kom og se ægte ubådstårne, prøve vores periskop og hør hvordan en 16-årig fik en medalje pga. hans indsats under Jyllandsslaget. Kom og smag på ’’ Groggen ’’ og lev dig ind i sømændenes liv.

_______________________________________________________________________

 

 

George Stage nr 9

Besøg af kaptajn Jesper Amholt Skoleskibet "Georg Stage"
 
Museet fik tirsdag den 20. januar besøg af kaptajn Jesper Amholt fra skoleskibet ”George Stage”. Det var i forbindelse med vores udstilling om skoleskibet ”København”.
 
Den 25. juni 1905 sank den første ”Georg Stage”, da skibet blev påsejlet af det engelske dampskib ”Ancona” i Hollænderdybet i Øresund, og 22 elever druknede. Denne historie er også med i vores udstillinger om skibsforlis med både en planche og en model.
Mange af eleverne på skoleskibet ”København”, havde været med ”George Stage”, inden de kom over på ”København”.
 
I biblioteket har vi mange bøger om ”George Stage” og de andre skoleskibe. I udstillingen har vi et flot merlespiger, som blev uddelt som flidspræmie på ”George Stage”.
Et sted i udstillingen fik Jesper Amholt øje på udstillingen om den afdøde rebslager fra Ringkøbing, som lavede tovværk til regalskibet ”Vasa”, da det var blevet hævet og skulle på museum. Ham havde han mødt i virkeligheden, da han lavede det historiske tovværk.
Vi havde en rigtig god dag med Jesper Amholt, hvor vi fra museet fik udvekslet erfaringer og oplysninger, som kan bidrage til forståelsen af ”Københavns” forlis.
 
Jesper er meget spændt på, om vi får bekræftet, at det er skoleskibet ”København”, der ligger som vrag ude ved Tristan da Cunha.
 
 

 

Gåden om København Nr. 10

Btx1: Brevet overdrages til John Silver
Et autentisk og rørende brev er kommet i vores udstilling om skoleskibet ”København” på forlismuseet, Havets Hemmeligheder.
 
Det uåbnede brev var sendt til den 18-årige Carl Vilhelm Holm-Nielsen, der var elev på skoleskibet ”København”. Det kom retur til familien, da skoleskibet forsvandt, og det ikke kunne afleveres.
 
Brevet er udlånt af Erik Erichsen fra Thisted, som er i familie til Carl Vilhelm. I udstillingen er er også et brevkort fra Carl Vilhelm til Erik Erichsens forældre, som skulle giftes på daværende tidspunkt.
 
 
Btx2: Forsiden af det uåbnede brev
Btx3: Bagsiden af brevet
 
Btx4: Kortet til brudeparret, som Carl Vilhelm sendte til dem, før han forsvandt
 
Btx5: Erik Erichsen beretter om familien til Gert Normann
Btx6: Montren med brevene på museet.
Gert Normann Andersen.