Mindedag for Jyllandsslaget den 1. juni. 2023

En smuk og højtidelig aften i Mindeparken for Jyllandsslaget. 

Dagen blev markeret med fællessang, taler, kanonsalut og respektfuld stilhed for ofrene fra Jyllandsslaget og ofrene for krigen i Ukraine. Budskabet om at mindes ofrene for krig er med krigen i Ukraine mere nærværende end nogensinde. Derfor var det glædeligt, at så mange kunne samles på denne mindedag.

Tak til børnene fra FDF I Harboøre og Thyborøn, som lagde blomster ved stenene i Mindeparken.

Tak til Freja Lisby for trompetspillet undervejs.

Tak til bestyrelsesmedlem for Mindeparken Ole Andreasen og pastor emeritus Leo Toftgaard, som holdt tale.

Tak til Maritimhistorisk selskab, som stod for at arrangere dagen.

Tak til Lemvig Kommune for den økonomiske støtte.

Download Ole Andreasens tale her !

Download Leo Toftgaards Tale her! 

 

---

 

Torsdag den 1. juni kl.19.00 holder vi traditionen tro mindehøjtidelighed for Jyllandsslaget i Mindeparken for Jyllandsslaget i Thyborøn.

Denne mindedag vil vi i fællesskab markere årsdagen for slaget, hvor 8645 menneskeliv gik tabt ud for den jyske vestkyst. Indgangsordene til vores museum lyder: ”Krig er tragedie og skal ikke forherliges, men historien skal fortælles og ofrene huskes”. Det er det budskab, vi vil minde hinanden om på denne dag.

På Sea War Museum er markeringen af dagen en stor del af vores virke. I samarbejde med Maritimhistorisk selskab og Lemvig kommune inviterer vi hermed alle til denne mindehøjtidelighed. 

I år vil vi også mindes ofrene for krigen i Ukraine. Vi håber på, at mange har lyst til at støtte budskabet om at mindes ofrene, og vi i fremtiden kan leve i en verden uden krig.   

Programmet for mindehøjtideligheden:

Torsdag 1. juni, kl. 19.00 ved Mindeparken I Thyborøn

• Velkomst ved Ole Andreasen, bestyrelsesmedlem for Mindeparken
• Kanonsalut
• Tale ved borgmester Erik Flyvholm

• Der synges ”fuglene letter mod vinden”
• Blomsternedlæggelse ved de store sten af unge fra FDF – Thyborøn Harboøre
• Der synges ”Nærmere Gud til Dig”
• Mindetale ved pastor emeritus Leo Toftgaard

• Kransenedlæggelse
• Trompet:” The Last Post” ved Freja Lisby
• Et minuts stilhed for de faldne i slaget Jyllandsslaget og ofrene for krigen i Ukraine.
• Kanonsalut

Efterfølgende reception på Sea War Museum for alle fremmødte med gratis sodavand, øl, kaffe og kage.

---

 

Et af dem er et museum om hvalfangst, som danskere ellers skal til Norge eller udlandet for at se.

Hvalfangst er heldigvis forbudt i dag! Men vi må ikke glemme, at den er en stor del af vores historie. Det var hvalolie, som tændte lys i Europas lamper og smurte skibenes dampmaskiner. Det var hvalolie, som muliggjorde den tekniske revolution.

På flere af de frisiske øer, på Rømø, Færøerne, Island og i Norge var et af de vigtigste erhverv i en lang årrække hvalfangst.

Det er lykkedes os at finde og erhverve en række fine genstande, der skal fortælle denne historie i Thyborøn.

Vi har i forvejen en 90 mm Kongsberg M/25 hvalkanon fra hvalfangerskibet ”Southern Lotus”, og det er lykkedes at skaffe en CMV dræberharpun med forskellige granater.

Desuden er det lykkedes os at samle en hel række af spændende hvalharpuner - alt fra håndharpuner til store hvalkanoner med tilbehør.

Den sidste nyerhvervelse til museet er en sjælden 2 1/4 LH Hagen, Christiania hvalkanon fra anden halvdel af 1800-tallet, som vi fandt ved Maritime Antikviteter og Kunst i Brevik.

Det kommer alt til at indgå i vores nye udstillingen om hvalfangst, som åbner til sæsonen 2024.

---

 

Den 18. til 20. maj havde vi besøg af to mand fra det hollandske team, der leder efter den hollandske undervandsbåd ”O13”. Det var Jouke Spoelstra og Stef van der Velden, som begge tidligere har arbejdet i den hollandske marines undervandsbådsafdeling.

Det var et godt besøg, hvor vi udvekslede erfaringer med eftersøgning i Nordsøen, og hvor vi aftalte et fremtidigt samarbejde om den fortsatte eftersøgning efter ”O13”.

Vi fik noget fint materiale om ”O13” og lovning på mere, når vi skal lave en udstilling om forliste ubåde i det nye Museumscenter.

De fik ved denne lejlighed set Sea War Museum, som de var meget begejstrede for, ligesom de var på besøg på museets værksted, magasin og bibliotek i Holstebro.

---

 

M/S Vina med det såkaldte A-hold skulle til Egersund i Norge. A-holdet består af specialister i havbundsundersøgelser, herunder undersøgelse af skibsvrag ved hjælp af multibeam og ROV.

På vejen til Egersund scannede de 144 vragpositioner i den nordlige Nordsø, positioner som Sea War Museum har indsamlet fra danske fiskere.

Mange vrag er helt væk i dag, det er især træskibene der er ædt op af pæleorm og ødelagt af uroligt vand og trawlere. Jernskibene er der mest tilbage af, men selv de forsvinder med tiden.

Der blev fundet 65 nye vrag og 79 tomme vragpositioner, steder hvor der tidligere har været vrag, men hvor alle spor nu er forsvundet.

Der var flere interessante fund og observationer!

Vi tænker altid på den polske undervandsbåd ”Orzel” og den hollandske undervandsbåd O13, når vi søger efter vrag i Nordsøen.

De gemmer sig utrolig godt, især når man tænker på, hvor mange vrag vi indtil nu har fundet og undersøgt i Nordsøen.

Ud af de 65 nye vrag fandt vi en ubåd. Det var en Britisk E-båd fra Første Verdenskrig, som ikke er identificeret med sikkerhed, men da vi kun mangler HMS E37, er der stor sandsynlighed for, at det er den.

Vi lavede yderligere undersøgelser ved den tyske ubåd SM U15, som vi tidligere har fundet. U15 var den første ubåd som blev sænket under krigshandlinger i Første verdenskrig.

Vi gjorde også andre bemærkelsesværdige fund, som vil blive omtalt her på siden i den kommende tid, efterhånden som vi får det store materiale bearbejdet.

Jeg var ikke selv god nok til at komme med A-holdet, så John Silver og jeg måtte nøjes med en for museet interessant og givtig tur til Sydnorge.

Den kommer der også mere om senere!

Gert Normann

---

 

Se de store og flotte modelskibe som Sea War Museum har fået af modelbygger Lars Landbo fra Skive.

Vi har fået følgende modeller, og der er flere på vej

Bismarck 1:200

HMS Hood 1:200

Ubåd 1:72

Tysk E boot 1:72+

Tysk Schnellboot 1:35

Engelsk Korvet 1:144 (Flowerclass-korvetten er HMCS ”Snowberry”).

USS Yorktown 1:200 Hangarskib

HMS Nelson 1:200

Japansk Yamato 1:200 Største krigsskib til dato WW2

Til venstre i billedet ses modeller af grønlandsskibet ”Hans Hedtoft”, Rutebåden ”København og S/S ”Frigga”, som er bygget af Erik Rimmen fra Aalborg.

Det er alle modeller, som passer ind i museets kommende historier og modeller vi er meget glade for. Der kommer senere mere om de enkelte modelskibe og deres historie her på siden.

---

 

Sea War Museum Jutland har haft et spændende besøg af Johan Rønnby, der er svensk marinearkæolog og professor. Han holdt et rigtig interessant foredrag om skibsvragene i Østersøen, rigt illustreret med billeder.

Østersøen er et af de steder i verden, hvor skibsvrag og i særdeleshed skibsvrag af træ holder sig bedst. Han har undersøgt mange af vragene og skrevet flere bøger om samme.

Vi så billeder af et træ på havbunden, som var flere tusinde år gamle, og vi så og hørte også om nogle udvalgte skibsvrag spændende fra vikingetid og op til 1800-tallet.

Sammen med Johan Rönnby var der et helt marinarkæologisk hold, som gerne ville se Sea War Museum, og som også ville svare på spørgsmål.

Der var først og fremmest vores samarbejdspartnere fra Ocean Discovery, Ingemar Lundgren og Fredrik Skoog, som har lavet fotogrammetri for os af de tre vrag fra 1700-tallet, hvor animationerne kan ses her på siden. De har også lavet fotogrammetri af færgen ”Estonia”, som vi også må bruge i vores nye forlismuseum.

Arkæolog og museumschef på Västerviks museum, Veronica Palm.

Historiker og forsker ved den svenske forsvarshøjskole, Ingvar Sjöblom.

Marinarkæolog, Susanne Rönnby.

Skibsarkitekt og marinarkæolog, Christian Lemée fra Danmark.

Alle var begejstret for Sea War Museum og ville gerne bidrage med deres ekspertise ved de kommende udstillinger.

Samarbejdspartnere vi er meget glade for at kende!

 

Gert Normann, Sea War Museum.

Billedtekster:

Btx 1: Der svenske og danske forskere og Marinarkæologer foran Sea War Museum.

Btx. 2: Udsnit af tilhørerne til foredraget.

Btx. 3: Svenskerne besøger dykker og Rov-skibene i Thyborøn.

Btx. 4: Mogens Dam og Morten Henriksen fortæller om det udstyr skibene bruger til havbundsundersøgelser.

Btx. 5:  John Silver fortæller om restaurering og klargøring af genstande på museets værksted.

---

 

Vi har fået en række flotte gaver til det nye museumskompleks!

Fra Paul Grunwald i Åbenrå har vi fået en stor og flot model af U47. Det var med denne ubåd, den tyske ubådskaptajn Günther Prien i 1939 sneg sig ind i flådehavnen Scapa Flow på Orkneyøerne og sænkede det store slagskib ”Royal Oak”. 835 britiske marinesoldater omkom.

Se: https://en.wikipedia.org/wiki/HMS_Royal_Oak_(08)

Modellen vil få plads i vores afdeling om ubåde i det nye Maritime Museumscenter.

Der er flere gaver og flotte genstande på vej til det nye museum, som åbner i foråret 2024 i Thyborøn, herunder især mange genstande til Forlismuseet. De vil løbende blive vist her på siden😊

Btx.: Paul Grunwald og Gert Normann uden for museet med den store ubådsmodel.

---

 

Foredraget den 20. april Kl. 19.30 på Sea War Museum i Thyborøn handler om: Sunkne skibe i Østersøen

I Østersøen er betingelserne for bevarelse af træskibe blandt de bedste i verden. Det er der to hovedårsager til. For det første trives den træ-ædende pæleorm ikke i brakvand, og for det andet har farvandet i mange århundrede været stærkt trafikeret med deraf følgende mange skibsforlis.

På bunden af Østersøen findes derfor tusindvis af velbevarede skibsvrag, både af fredelige handelsskibe og svært bevæbnede krigsskibe.

Ny teknologi til både eftersøgning og dokumentation under vandet ved hjælp af robotter og andet udstyr har gjort, at det nu også er muligt både at finde og undersøge vrag på store dybder langt fra kysterne.

I foredraget vil Johan Rönnby præsentere et udvalg af de bedst bevarede Østersø-vrag og gøre rede for de historier, som vragene kan fortælle.

Johann Rønnby er en kendt svensk marinearkæolog og professor fra Wastervik i Sverige.

Han er ekspert i Østersøens velbevarede træskibsvrag, og arbejder sammen med David Gregory og Sea War Museum i Thyborøn.

Om Johan Rönnby, se: https://www.sh.se/.../contact/researchers/johan-ronnby

Foredraget koster 50 kr. men er gratis, hvis du er medlem af Maritimhistorisk Selskab eller er frivillig på Sea War Museum

 

David Gregory, Gert Normann og Johan Rönnby om bord på M/S Sima i Västervik havn efteråret 2022.

---

 

Vi troede først, at det var den hollandske undervandsbåd O13 fra 1940, da nogle af målene fra vores multibeam indikerede, at det var den. Da vraget samtidig lå tæt ved et tysk minefelt fra 1940, udlagt kort før O13 blev meldt savnet, var det en oplagt mulighed.

Ved en nærmere gennemgang af vores multibeam-data og meget grumsede videooptagelser (på grund af usigtbart vand), er vi frafaldet teorien om, at det kan være O13.

I stedet er vi nået frem til, at alle data bedre passer på den tyske U85, som forsvandt sporløst i Nordsøen i 1917 med hele besætningen. Vi har dog ikke en helt sikker identifikation endnu.

Se: https://en.wikipedia.org/wiki/SM_U-85

I den centrale del af Nordsøen mangler vi nu kun at finde O13 og den polske Orzel, som begge har været et stort mysterium, og som er de mest eftersøgte ubåde siden 2. Verdenskrig.

Til dato har vi i alt fundet og dokumenteret 45 ubåde, (se vores opdaterede kort over fundne ubådsvrag). Vi har fundet de fleste, men der kan stadig dukke nye og uventede fund op.

Marts 2023

Gert Normann

Btx 2: Forreste del af ubåden er sprængt af og ligger ved venstre side. Rester af tårnet kan ses på skroget.

Btx 3: Video print: Toppen af to periskopbrønde kan ses på toppen af tårnet.

Btx 4: Videoprint: Lille luge kan ses tæt ved periskopbrønde.

Btx 5: Videoprint: Kranarm til ladning af torpedoer kan ses på dækket.

Se Facebook - https://www.facebook.com/seawarmuseum.dk

Btx 6: Kort med minefelter i 1917 og hvor vraget af ubåden er indtegnet. Tæt på hvor vraget er fundet blev der udlagt miner i forsommeren 1940

Se Facebook - https://www.facebook.com/seawarmuseum.dk

Btx 7: Minekort over Nordsøen fra 1940

Btx 8: Vores sidst opdaterede kort over vrag med fundne ubåde.

---

 

En gave fra den anden side af jorden!

I denne uge har vi modtaget noget specielt for os her på Sea War Museum. Vi har modtaget skibsklokken til HMS Lotus fra en af efterkommerne til en sømand, der sejlede med skibet under Anden Verdenskrig. Gaven kom fra Doc O’ Connor, som bor i New Zealand. Vi er meget taknemlige for gaven, og den kommer til at indgå i vores udstilling om HMS Lotus. I fremtiden vil klokken og en harpunkanon indgå i en udstilling på det nye museumscenter i Thyborøn, der kommer til at fortælle om hvalfangst i Nordsøen.

HMS Lotus var oprindeligt bygget til krig og skulle eskortere skibe sikkert i havn. Hun blev bygget i al hast, da England havde brug for mange skibe til at sikre sine forsyningslinjer. HMS Lotus blev i løbet af krigen udstyret med dybdebomber, tunge maskingeværer og en kanon på 102 mm. Ombord på skibet var en af Doc O’ Corners forfædre som sømand på skibet. HMS Lotus overlevede krigen og deltog i over 40 konvojer og 2 invasioner.

Efter krigen blev skibet ombygget til en hvalfanger. Kanonen på 102 mm blev udskiftet med en harpunkanon, og skibet fungerede som hvalfangerskib indtil 1963, hvor det blev lagt op. Det modige lille skib HMS Lotus kom på sin sidste rejse i 1966, hvor hun skulle bugseres til Belgien til ophug. Men fortøjningen mellem slæbebåden og HMS Lotus sprang, og skibet blev kastet ind på land, hvor man blev nødt til at hugge skibet op på stedet. Skibsklokken endte ad omveje i New Zealand, da den blev købt af Doc O’Corner som et minde om hans fars skib. Nu er klokken tilbage i Danmark sammen med de sidste rester af HMS Lotus.

Sea War Museum og forfatteren Knud Jakobsen har udgivet en bog om skibets historie. Bogen kan købes for 75 kr.

23-03-2023

---

 

Mindeord om Philip Nathansen 1948-2022, skrevet af Gert Normann Andersen

Philip døde pludselig og uventet tirsdag den 25. oktober.  Han skulle have været med på museets seneste ekspedition i Østersøen, men måtte melde afbud, da han skulle til en lægeundersøgelse ved en neurolog for en føleforstyrrelse.

Philip var en meget god ven. Han var tilknyttet Sea War Museum, og gennem årene deltog han i de fleste af museets dykkerekspeditioner og vragundersøgelser. Han var også med i de fleste af de Tv-produktioner, som vi har medvirket til.

Siden 1975 havde han sit eget dykkerfirma, Multi Scan Dykker Service, hvor han med sit bjergnings- og dykkerfartøj Stf. ”Henry” har løst et utal af opgaver med bjergning, sprængning og entreprenørarbejde.

Han fik gennem årene en meget stor viden om disse arbejder og dykning generelt. I halvfjersene fik han en alvorlig dykkersyge, som lammede hans underkrop, og ingen regnede med, at han nogensinde ville komme til at kunne gå igen.

Det ville han ikke selv acceptere, så ved hjælp af hård træning lykkedes det ham stort set at få den fulde førlighed tilbage, så han kunne arbejde normalt igen

Han har efterfølgende haft utallige opgaver som professionel dykker, dykkerleder og projektleder for både hans eget firma, museet og JD-Contractor A/S.

Listen over de væsentligste Tv-produktioner hvor Philip medvirkede, kan ses på: https://www.seawarmuseum.dk/Film-og-TV

Han havde stor teknisk forstand og snilde og tog også et certifikat til et ultralet fly, som han brugte til eftersøgning af strandede vrag. Det blev brugt i en af Tv-udsendelserne i ”Dykkerne 1-8”, hvor vi eftersøgte et strandet vrag ved Skagens gren.

Ud over at arbejde for museet interesserede han sig for dykkerhistorie. Han var en af initiativtagerne til Dykkerhistorisk Selskab, hvor han med sin store viden om dykning og dykkermateriel var aktiv helt indtil sin død.

Han var også medstifter af Dykkerfirmaernes Brancheforening, hvor han en overgang var formand.

Philip var et meget stort aktiv for vores museumsarbejde. Han var utrolig dygtig og vellidt og vil ikke blot blive savnet af sine familie, men også af sine mange venner.

Æret være hans minde!

Gert Normann Andersen, Sea War Museum

06.11.2022

 

Ekspedition til Østersøen øst for Gotland 2022

Vi har ved udgangen af oktober gennemført årets første ekspedition til Østersøen med helt exceptionelle resultater.

Vi har også haft det hidtil største og bedste hold af teknikere og forskere med på turen.

Formålet var at undersøge og dokumentere meget gamle træskibsvrag på dybt vand ved hjælp af den mest moderne teknik.

I Østersøen og i de amerikanske søer findes de bedst bevarede træskibsvrag i verden. Det skyldes, at pæleorm og andre træborende dyr ikke kan leve i det ferske vand, og at der ikke er fiskeri på de store dybder. Her lever der ingen fisk, fordi vandet er surt og iltfattigt med pH-værdier mellem 0 og 6.

Træværk overlever længe under disse betingelser, hvorimod jern korroderer hurtigere. Derfor kan vi se fartøjer, hvor alle jernnagler og søm er tæret helt væk, mens træet står tilbage som et korthus, der kan falde fuldstændig sammen ved kontakt med liner og slæbende redskaber.

Alt har en tid, også træ forsvinder langsomt på grund af svampe og bakterier, selv under de bedste forhold.

Alt dette ville vi gerne vide mere om, så forskerholdet bestod derfor af professor David Gregory, som forsker i nedbrydning af materialer under vand, og som lige har fået en bevilling på 20 millioner kroner fra Europæiske Forskningsråd til projekt ENDURE, som beskæftiger sig med netop dette emne.

David assisteres af PhD Anne Marie Eriksen, som er ekspert i DNA-analyser. De skal undersøge forskellige prøver fra vragene og miljøet på havbunden og har derfor indrettet et laboratorium om bord.

På forskerholdet er også arkitekt, PhD og marinarkæolog Christian Lemeé, som er ekspert i træskibsbygning fra 1500-, 1600-, og 1700-tallet. Ud fra konstruktionerne kan han fortælle om alder og skibstyper. Dertil er han en god illustrator, når vrag og skibsdele skal tegnes op.

For at få de bedste billeder af vragene har vi to fotogrammetri-eksperter med. Det er Ingemar Lundgren og Fredrik Skorg, som kommer fra det svenske firma Ocean Discovery. Ved hjælp af en ROV med avancerede kameraer og lys optager de tusindvis af billeder, som derefter behandles af et computerprogram og omdannes til tredimensionale billeder med en utrolig detaljerigdom. De kan skabe et virtuelt billede af vragene, så man ved hjælp af 3D-briller kan få fornemmelsen af at gå rundt på et skib, som sank for flere hundrede år siden og samtidig se alle detaljer.

Fra JD-Contractors ROV- og teknikafdeling har vi de bedste eksperter, som består af surveyor og tekniker Mogens Dam, ROV-piloter Morten Haurum og Claes von Linstow samt ROV-tekniker Kent Mølbæk.

Fra Saddler Production deltager Crispin Saddler, William Moult og James Graham, som gennem årene har produceret rigtig mange programmer til National Geographic. De skal lave et TV-program om det arbejde, som vi udfører.

Fra Sea War Museum deltager følgende personer: Iværksætter og museumsdirektør Gert Normann, mens museets kommunikation og fotos udføres af journalist Knud Jakobsen.

Øvrige deltagere om bord:

Skibsfører John Skelmose, overstyrmand René Rasmussen, 2. styrmand Søren Kjeldsen, Maskinchef Andrzej Szarata, 2. mester Robert Kanigowski og 3. mester Pawel Mazella.

Dæksbesætning, AB (matroser): Rafal Arczewski, Arkadiusz Tychoniec, Artur Konicz og Rafal Karpiej.

Kok: Tania Ketils

Stevardesse: Karoline Sadurska

De foreløbige resultater fra ekspeditionen sættes løbende på denne side, efterhånden som de er færdige, men det tager tid inden alle data er behandlet og vi har det endelige resultat. Følg med her på siden fra næste uge!

M/S Sima, se alle date og billeder på: https://www.jdcon.dk/Fleet-equipment/Fleet/Sima

02.11.2022

---

 

Forfatter og historiker Lars Jordt er ved at skrive en historie om verdens største flydekran, der sank i Nordsøen vest for Thorsminde i juni 1951.

I den anledning efterlyste han oplysninger om vraget. Her kunne Sea War Museum hjælpe både med oplysninger og skanninger af vraget, som det ser ud i dag.

Lars Jordt skriver:

Efter krigen anvendte englænderne kranen til at bjærge vrag, først i Kiel og Kielerbugten, og derefter i Flensburg. Kranen blev brugt til at hæve mange af de ubåde, tyskerne selv havde sænket i Gelting Bugt. Det var den samme kran, som i 1943 hævede den danske flåde efter flådens sænkning den 29/8-1943.

Englænderne anså det for risikabelt at slæbe kranen til England uden delvist at demonterer bommen, og de vurderede også, at det var for dyrt. Derfor blev den solgt til den franske flåde.

Kranen forliste i Nordsøen den 25/6-1951 på position 56°27'730 N 007°02'640 E, da den franske flåde forsøgte at slæbe den til Frankrig.

Lars skriver videre:

Kære Gert, da du har megen viden om mange af de vrag, der findes i Nordsøen, hvad det er, hvor de ligger og deres tilstand, tillader jeg mig at spørge om du eller I på Museet ved hvad der skete med vraget efter forliset. Er det blevet skrottet på stedet og i så fald hvornår og af hvem, eller ligger det der stadig? Eller om du har anden interessant viden om vraget?

Gert svarer: Jeg dykkede ved vraget i 1984 under en pause i udgravningerne af vraget af HMS St. George, der ligger syd for Thorsminde.

Vi havde hørt om et stort vrag, som garnfiskerne i Thorsminde kaldte for "tyveknægten". Det var fordi, de altid mistede deres garn, når de fiskede ved dette vrag. De vidste ikke, det var flydekranen, for det blev først opdaget, da vi dykkede ved det. De havde et andet hold længere nord på, som de kaldte kranen, som vi også undersøgte, men det var en tom pram med spil på dækket.

Da jeg dykkede på vraget af flydekranen, var det rimelig intakt. Kranen stod den gang ca. 25 m op over havbunden. Det er siden fuldstændig faldet sammen på grund af kraftig tæring og store bølgebevægelser i dårligt vejr. Der er aldrig bjerget noget op fra flydekranen, det har været for dyrt i forhold til værdierne, da vraget både ligger for langt fra land og på for dybt vand.

Den store kontravægt, som ses øverst på fotoet, var den gang det øverste af vraget. hvorfra resten af krangitteret lå ned mod dækket nøjagtig som på billedet af kranen. Billedet er taget ude på stedet lidt før den synker. Kranen må være knækket i søgangen, hvorefter den øverste del er faldet ned og har slået hul på flydepontonen, hvilket sandsynligvis var årsagen til, at den sank.

Det er lidt fantastisk, at flåden med kranen er sunket på ret køl uden at kæntre. Krangitteret er senere tæret over og faldet ned, som det ses på skanningen.

Læs hele historien senere: Artiklen af Lars Jordt bringes senere i Marinehistorisk Tidsskrift og i Sea War Museums årsskrift og på museets hjemmeside. Vi regner også med at bringe et uddrag af den på Museets Facebook side.

Gert Normann

11.10.2022

---

 

3D teknik genskabte kulturarv!

Tidligere i år blev en af museets udstillinger ombygget. I den forbindelse skulle vi tilbagelevere en kanonprop fra HMS-Iron Dukes kanoner.

Heldigvis fandt vi en løsning, så vi stadig kan vise det flotte stykke udsmykning til HMS-Iron Duke. I samarbejde med Kvejborg og Bælt, er kanonproppen genskabt med mange fine detaljer ved hjælp af det nyeste 3D-teknikker.

Efter et grundigt forarbejde med respekt for originalen, er proppen genskabt minutiøst og står flot i dag i museets udstilling.

Forløbet var et tæt samarbejde mellem Sea War Museum, Kvejborg og Bælt og viser hvordan man kan arbejde på tværs med hver sin ekspertviden, som har resulteret i et flot produkt.

Tak for et godt samarbejde!

---

 

Aggersundskibet/Imme Struer

Efter en velvillig aftale med Struer Museum, får Forlismuseet i Thyborøn overdraget kopien af middelalderskibet ”Imme Struer.

I det nye Forlismuseum på Maritimhistorisk Museumscenter i Thyborøn bliver en af nøgleudstillingerne om ”Aggersundskibet”, som vi fandt og senere undersøgte sammen med Nationalmuseet i 1997.

Efter undersøgelsen blev det helt usædvanlige skibsvrag tildækket med sand og sten for at beskytte det.

”Aggersundskibet” er bygget som et vikingeskib, og er dateret til meget tidlig middelalder. Det er næsten samme størrelse og alder som ”Ellingåskibet” der er bjerget og udstillet ved Kystmuseet i Frederikshavn.

Spejderne i Århus byggede en fuld kopi af ”Ellingåskibet” som blev navngivet ”Imme Aros” og som efter at have heddet ”Imme Gram” nu hedder ”Imme Struer”.

Skibet kommer ikke ud at sejle igen, da det er medtaget af alder, vind og vejr.

Forlismuseet er meget interesseret i at overtage dette fartøj som det er, som en illustration af ”Aggersundskibet”, da der er mange lighedspunkter.

”Imme Struer” ligner et vrag, og skal ikke restaureres, men stabiliseres så det kan stå intakt i en tilbygning med glasvæg ved siden af ”Forlismuseet”, så den kan ses udefra. Fra tilbygningen bliver der en direkte adgang ind til udstillingen om ”Aggersundskibet”.

Det vil blive en unik udstilling, der fortæller historien om et tidlig handelsfartøj, nemlig en Knar fra Middelalderen, bygget på samme måde som ”Aggersundskibet” – ”Ellingåskibet”, nemlig kopien ”Imme Struer”.

Alle andre skibe fra den tid, der er udgravet og bjerget, herunder vikingeskibene i Roskilde, er det kun de nederste dele der er bevaret. Alle andre er udtjente skibe som er sunket på ret køl, hvorfor det øverste og det opstående er eroderet helt væk.

”Aggersundskibet” er helt anderledes bevaret! Det er et forlis, hvor vraget ligger med kølen opad. Der mangler kun tre bord-planker på den ene side af kølen. De blev taget af strømmen lige før vi fandt skibet, som lige var frilagt af sand på grund af strømerosion.

Da vi meldte om vraget til Nationalmuseets Marinarkæologiske Undersøgelser, bevilgede Kulturstyrelsen straks et beløb til undersøgelse og sikring af vraget.

Vraget blev under en prøveudgravning frilagt ned til lønningen i begge sider, så vi blev klar over, at skibet var næsten komplet bevaret.

Stævnene måtte ikke frilægges, da der her dukkede tovværk op, hvorfor man fra Vikingeskibsmuseets side var bange for at ødelægge noget ved en yderligere frilægning.

Et meget flot stykke af det nederste stævntræ med udskæringer til klinkbygning blev bjerget og konserveret og er i dag formentligt opbevaret ved Limfjordsmuseet. Dette originale vragstykke håber vi på, at Forlismuseet må låne og udstille i en sikker montre i udstillingen. I udstillingen vil der ud over tegninger, fotos og film fra vraget også være modeller af skibet og kopier af tidstypiske genstande fra tiden bestående af tønder. proviant krukker, blokke og tovværk m.m.

Endelig vil der være en udstilling om forholdene ved vraget i dag, der viser, at vraget stadig ligger udsat for nedbrydning og ødelæggelse.

---

 

”DØDT SKIB?” - ny bog om gruopvækkende stranding i butikken på Sea War Museum.

I bogen ”Dødt Skib?” fortæller forfatteren Sven B Anthonisen historien om skonnerten ”Sophie” fra Sønderho, der strandede i 1880 ved Fjand. Skibet lå på hovedet og var tilsyneladende tomt for mennesker, men da redningsfolkene undersøgte skibet nærmere, hørte de pludselig forpinte stemmer inde fra skroget.

Kun styrmanden og en skibsdreng havde overlevet den storm, der havde kæntret skibet. De kunne fortælle en usædvanlige og dramatisk historie om hvordan, de havde været indespærret i det kuldsejlede skib i 3-4 døgn, før de endelig drev i land ved Fjand.

Sven B. Anthonisen fortæller historien dramatisk og spændende og tager læseren med ind i verdenen i 1880 ved den danske vestkyst. Historien får særlig vægt, fordi styrmanden nedskriv sine oplevelser og senere digtede en vise om forliset, som blev kendt i samtiden. Mange gode detaljer inddrages på bedste vis af Sven B. Anthonisen, der har lavet en flot fremstilling med udgangspunkt i troværdige kilder. Det giver et klart og tydeligt billede af verden for over 100 år siden.

Historien var kendt i samtiden og Anthonisen bidrager ved at brede historien ud og undersøge alle de relevante detaljer, som fuldender billedet og giver historien sit rette perspektiv. Han lader polarforskeren og eventyreren Ludvig Mylius-Erichsen få det afsluttende ord, som kommer i god forlængelse af den dramatiske begivenhed. Gennem bogen kommer læseren tættere på begivenheden og hvordan forlis og strandinger ofte var omgivet af mytisk, forudsigelser og syner om død.

Bogen er velskrevet og let forståelig for en bred læserskare. Desuden indeholder bogen flere af samtidens bedste malerier af strandinger samt flere interessante billeder af de overlevende og af strandfogedgårdens beboere, - billeder som ikke er set før. Alt sammen er med til at skabe et helstøbt billede af en verden, hvor tragedierne med strandingerne ved vestkysten var almindelige.

Sven B. Anthonisen er cand. pæd. og har indtil sin pensionering arbejdet som seminarielærer. Han har skrevet en række artikler om Fanø og om sin egen slægt, der også stammer herfra. Han er også forfatter til bogen ”Briggen Claus af Fanø – Et skib, en stranding, en tragedie”.

Boganmeldelse 2022 juni – Christian Toftgaard Museumsinspektør Sea War Museum.

DØDT SKIB? af Sven B. Anthonisen koster kun 125 kr.

Side 75

Udgivet 2022

Udgivet af Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling

Forfatter Sven B. Anthonisen

Bogen kan købes i museets butik og bestilles på cto@seawarmuseum.dk

---

 

Nyt Museum I Thyborøn

Vi er stolte over at kunne præsentere planerne om vores nye museum, og nu er det officielt.

Holstebro Dagblad / Lemvig Folkeblad har skrevet en flot artikel og en leder om vores planer for Kystcentret. Hvis du har abonnement på avisen, kan de læses her:

https://folkebladetlemvig.dk/.../thybor%C3%B8n-f%C3%A5r...

Vi har omfattende planer for Kystcenteret, der skal danne ramme om et forlismuseum, et eksplosionsmuseum, et konferencelokale og et bibliotek. I den omvendte fiskekutter bliver der lavet en udstilling om fiskeri og hvalfangst. Vi har også planer om et udsigtstårn på 22 m, men det kommer ikke med i første omgang. Til dette tårn skal vi have hjælp fra fonde.

På forlismuseet komme vi til at vise Danmarks og verdens største skibskatastrofer. I eksplosionsafdelingen får vi den største studiesamling af miner og eksplosiver, og desuden vil vi vise nogle de lokale tragedier, som har fundet sted.

En anden del af bygningen vil blive udsmykket med galionsfigurer, malerier og genstande fra Museum Sea Art. ”Skildpaddespionens Bunker", får en udstilling om Anden Verdenskrig, mens Sea War Museum Jutland fortsætter uændret.

Arbejdet med at udforme det nye museum er allerede gået i gang. Vi har indledt processen med bygningsarkitekter og udstillingsarkitekt for at lave en samlet plan. Der skal også laves en oversigt over de mange mulige udstillingseffekter, så tekstforfatter og grafiker kan komme i gang med plancher til de gode historier.

En gevinst for alle.

Fonden Westcoast Center Jutland, får med handelen penge til skabe fornyelse i de røde huse i Thyborøn, hvilket hidtil er strandet på manglen på penge.

”I bestyrelsen er vi glade for, at centret har fundet nye ejere. Der er et stort potentiale i huset og i grunden,” siger fondens formand, Bolette van Ingen Bro.

Gert Normann Andersen er lige så positiv.

”Nu får vi den udvidelse, vi har drømt om i mange år,” siger han.

Fremtiden er lys!

Vi er taknemmelig over at modtagelsen af vores planer har været så positiv, og at der er mange gode kræfter, der ligesom os ser et stort potentiale i at omdanne kystcenteret.

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med arbejdet og til at vi kan fremvise de mange spændende genstande og historier, som hidtil har ligget på magasin. Det er fantastisk at komme endnu tættere på at fuldføre drømmen, der blevet startet med Sea War Museum Jutland og Mindeparken. Formålet er skabe noget der gør gavn og giver genlyd lokalt, nationalt og internationalt, og dette er endnu et skridt på vejen.

---

 

Mindedag for Jyllandsslaget - Den første Juni

Den 1. juni var det 106 år siden at kanontordenen kom rullede over havet ud for Jyllands vestkyst. Tusindvis af britiske og tyske mariner blev dræbt og 25 jernkæmper sank ned under bølgerne under slaget. Vi markerede dagen, traditionen tro, med højtidelighed i Mindeparken for Jyllandsslaget.

Vi er taknemlige for at de mange fremmødte, der trodsede besvær og kulde og mødte op til sang og samvær og for at mindes ofrene for Jyllandsslaget.

Tak til børnene fra FDF som lagde blomster ved stene i parken.

Tak til Svend Uth for trompetspillet undervejs.

Tak til Biskop Henning Bro Toft, som holdt en smuk tale om frihedens pris.

Tak til Maritim historisk selskab som stod for at arrangere dagen.

Afslutningsvis blev der sunget ”Fuglene der letter mod vinden”, som er en fantastisk smuk sang, her er et lille uddrag, til de få der ikke kender den.

”Havlivet har sine drømme

De næres af saltluft og vand

De strækker sig mod horisonten

Og rækker mod kimningens land

Lev dit liv mens du har det

Lev det i stilhed og storm

Se, fuglene letter mod vinden.

I modvind ta'r livet sin form”

Programmet for dagen: 

Programmet:

Onsdag 1. juni, kl. 19.00 ved Mindeparken I Thyborøn

Kystcentervej 11, 7860 Thyborøn

• Velkomst ved Klaus Kejser Juhl, bestyrelsesmedlem for mindeparken.

• Kanonsalut

• Trompet: ”Sea War Museums fanfare “ ved Svend Uth Ovesen

• Der synges ”Nærmere Gud til Dig”

• Kanonsalut

• Mindetale ved Bishop Henning Toft Bro

• Taler og kransenedlæggelse

• Der synges ”Fuglene letter mod vinden”

• Trompet: ”The Last Post” ved Svend Uth Ovesen

• Kanonsalut

Efterfølgende reception i de røde hus til alle fremmødte.

---

 

Til vort nye museumskompleks, det Maritimhistoriske Center i Thyborøn, får vi allerede nu gaver til de kommende udstillinger.

Et lille indblik i hvad museerne kommer til at indeholde:

Et forskningsbibliotek med konference og studiefaciliteter samt et cafeteria.

En meget flot søfarts-samling, herunder Benny Boysens ”Museum Sea Art”, galionsfigurer, modeller, malerier og mange andre genstande.

En udstilling om hvalfangst og fiskeri i den omvendte fiskekutter.

”Skildpaddespionens bunker” og mere om Anden Verdenskrig.

Vi får et stort ”eksplosionsmuseum” med søminer, landminer og alt, hvad der kan eksplodere og detonere, en studiesamling der ikke findes magen til.

Vi får også et ”forlismuseum” med skibskatastrofer, hvor der kommer udstillinger om Danmarks og verdens største katastrofer til søs.

Af danske katastrofer kan kort nævnes udvandrerskibene ”Norge”, ”Geiser” og ”Danmark”, skoleskibene ”København” og ”George Stage”, M/S ”Hans Hedtoft”, M/F ”Scandinavian Star”, M/S ”Gerda Toft” og flere.

Desuden vil vi lave udstillinger om de værste udenlandske skibskatastrofer: RMS ”Titanic” og RMS ”Lusitania” samt de store flygtningeskibe: ”Steuben”, ”Wilhelm Gustloff” og M/S ”Gøya” i Østersøen øst for Bornholm.

Skibe med Kz-fanger: ”Cap Arcona” og ”Thielbeck”. Man stuvede ca. 10.000 forpinte Kz-fanger sammen på skibene i Lübeck bugten. Den 3. maj 1945 blev skibene sænket ud for Neustadt under et britiske luftangreb. I alt blev 23 skibe sænket.

Troppetransportskibet M/S ”Pionier nordøst for Skagen, M/F ”Estonia”i Østersøen, den russiske ubåd ”Kursk” nord for Murmansk samt platformene ”Brent Spar” og ”Alexander L. Kielland” i Nordsøen.

Hertil kommer fortællinger om forlisene af de store krigsskibe ”Tirpitz”, ”Bismarck” og HMS ”Hood”.

Til det sidste har vi fået et stykke af den originale ankerkæde fra slagskibet ”Tirpitz”. Det er bjerget fra vraget, hvoraf rester stadig ligger på bunden af fjorden ved Tromsø, hvor skibet blev sænket.

”Tirpitz” var et søsterskib til ”Bismarck”. Under Anden Verdenskrig var de Tysklands største krigsskibe og de hidtil største skibe, som var bygget i Europa. Begge havde en længde af 251 m og var 26 m brede. ”Bismarck” var lidt tungere end ”Tirpitz” og havde derfor det største deplacement. De to skibe havde besætninger på henholdsvis 2.250 og 2.500 mand.

De største kanoner var kaliber 38 cm. hvoraf der var 8 stk.

”Tirpitz” blev søsat i 1939 og taget i brug 1941. Skibet opererede mest i det nordlige Atlanterhav og ishavet og lå som en konstant trussel i Nordnorge overfor britiske konvojer .

”Tirpitz” blev den 12. november 1944 sænket ved et britisk luftangreb ved Tromsø i Norge, hvorved ca. 1000 besætningsmedlemmer omkom.

Efter krigen solgte den norske stat vraget til Einar Høvding Skibsophugning AS for 120.000 kroner. ”Tirpitz” blev hugget op og solgt som skrot i første halvdel af 1950'erne , men en tredjedel af vraget ligger stadig tilbage på bunden. Den platform, som blev anvendt ved ophugningen, findes stadig et stykke fra stranden. Nogle store bombekratere er tilbage på land. I 1990erne blev der anbragt et monument på landjorden til minde om begivenheden.

Efterhånden som vore udstillingsplaner bliver kendt, tror og håber vi på, at der dukker andre interessante genstande op til vore udstillinger, enten som gaver eller som lån til museet.

Gert Normann Andersen

Direktør

---

 

Museet har modtaget et billede af strandingen ’Igotz Mendi’ 1918, som er skænket af Bent Mikkelsen. Bent Mikkelsen kom forbi og spurgte, om det havde vores interesse – og det har det naturligvis.  Tusind tak for billedet.

Det gav anledning til lille artikel om historien bag strandingen af skibet Igotz Mendi.

Den 30. november 1916 forlod SMS Wolf sin flådebase i Tyskland. Udefra synede skibet fredsommeligt, men det var blot på overfladen, for i virkeligheden var skibet et kaperskib. Det Tyske Kejserrige var i 1916 fastlåst i en verdenskonflikt og havde efter Jyllandslaget den 31. Maj 1916 opgivet at hamle op med Britiske Grand Fleet, med traditionelle krigsskib.  Tyskland måtte derfor finde på alternativer, hvis den britiske kontrol af Nordsøen og de livsvigtige handelsruter skulle svækkes.

SMS Wolf var en del af løsningen. Skibet var udstyret med kanoner, miner, vandfly, hospitalsafsnit og fængselsceller og over 350 mand. Alt sammen for at muliggøre en kapermission bag fjendens linjer.

Det Spanske skib Igotz Mendi blev opbagt af SMS Wolf den 10. november 1917 i det Indiske Ocean. Igotz Mendi fik et nyt mandskab af tyske matroser, og et stort antal af fanger fra SMS Wolf blev opflyttet til Igotz Mendi. Fangerne kom fra de mange skibe, SMS Wolf havde skænket på sit togt. Problemet var nu, at SMS Wolf og Igotz Mendi var langt væk fra den næste tyske havn, og hjemturen blev ikke lettere af den engelske blokade, der forhindrede stort set alt at komme ubemærket ind og ud af Nordsøen.

Kaptain Karl August Nerger for SMS Wolf planlagde derfor en rute nord om Island, langs Norges kyst, for at kunne snige sig gennem blokaden. Ruten var dog for hård for Igotz Mendi, som i det hårde vejr havde svært ved at klare turen. I stedet tog de turen syd om Island, men Igotz Mendi sakkede alligevel bagud, fordi den havde fået motorskade af det hårde vejr. Løjtnant Rose, som havde kommandoen over det kaprede skib, fortsatte, på trods af at have tabt SMS Wolf af syne, sin planlagte rute.

Den sidste del af ruten var for skibene en af de farligste, for inden de kunne komme i sikkerhed til Kiel, skulle de snige sig ind i strædet mellem Danmark og Norge. Strædet var blevet mineret af den danske regering, efter et diplomatisk pres fra Tyskland. Stedet var desuden et oplagt sted for engelske skibe at patrulje. Derfor, da der den 24. februar trak en tågebanke ind over strædet, øjede Løjtnant Rose ombord på Igotz Mendis sin chance og satte kurs mod gennem strædet og den sidste del af ruten før målet i Kiel.

Tågen hindrede naturligvis sigtbarheden, og Løjtnant Rose fejlbedømte afstanden til kysten og stødte den 24. februar på grund, blot 400 meter ud for den danske kyst.

Blandt de tyske matroser var frustrationen stor - så tæt på mål og alligevel så langt fra. Imidlertid var stemningen vendt til det positive blandt fangerne på Igotz Mendi. De havde længe frygtet, at det ville lykkes løjtnant Rose og Karl Nerger at komme i tysk havn og dermed give fangerne udsigt til et liv i Tyskland med usle vilkår.  Men pludselig opstod der en chance for at blive reddet.

De danske myndigheder ankom hurtigt til det strandede skib og igangsatte en undersøgelse af skibet, og hvorfor det var endt på en sandbanke ud for Skagen. løjtnant Rose forsøgte at forklare sig med, at skibet blot var et handelsfartøj på vej fra Bergen til Kiel. Myndighederne blev dog mistænksomme, da det stod klart, at skibet havde mange passagerer ombord, heriblandt kvinder og børn, og at det var indregistreret i Spanien med tysk besætning.

Løjnant Rose var ikke særlig begejstret for at skulle opgive sin plan om at komme til Tyskland og forsøgte af flere gange forhandle med de danske myndigheder for at undslippe fangenskab i Danmark. Tilmed dukkede der også to tyske u-både op for at ’hjælpe’ med forhandlingerne, men de blev skræmt væk med advarselsskud fra den danske krydser Heimdal. Efter episoden blev der fra tyske aviser sendt en kraftig protest imod tilfangetagelsen af Igotz Mendi dens besætningen.

Da skibet endeligt blev rømt, var det dog ikke uden besvær, for da redningsskibene lagde sig på siden af Igotz Mendi, var søgangen høj, og redningsskibene hævede og sænkede sig med flere meter. Derfor blev det nødvendigt for flere af fangerne, som også bestod af kvinder og børn, at springe fra dækket ned i armene på redningsfolkene for at komme af det strandede skib. Men de erfarne redningsfolk sejlede dem behændigt til land, hvor de blevet taget imod af den nysgerrige lokalbefolkning, som havde hørt om strandingen.

De tyske matroser blev sat i fangenskab for at have krænket dansk neutralitet, og fangerne blev indlogeret forskellige steder rundt omkring i Skagen.

SMS Wolf og Karl Nerger overlevede krigen og modtog den højeste og fineste orden ’Pour le Merite’ for den kæmpe bedrift at have gennemført et togt på 451 dage og have sænket 25 skibe, selvom at han måtte undvære Igotz Mendi som prise.

Christian Toftgaard 

---

 

Vi vil her på Sea War Museum sige tusinde tak for en rigtig god og særdeles vellykket foredragsaften.

Vi havde onsdag aften fornøjelsen af at lytte til Knud Jakobsens fascinerende fortællinger fra hans nye bog ”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger” som omhandler den spektakulære historie om en tysk flyvermatros der i oktober 1917 måtte nødlande 40 sømil fra Bovbjerg. Den tyske flyvermatros søgte ly for natten i Bovbjerg fyr og bliver taget godt imod. Den unge tyske flyvermatros tilbragte 10 dage på Bovbjerg fyr og kvitterer forplejningen med sang for personalet, han sang dagen lang.
Senere da han bliver interneret i Odense, kom han tilbage i 1918 og gav koncert på Bovbjerg badehotel.
Efter krigen på trods af økonomisk krise og arbejdsløshed i Tyskland lykkedes det ham at skabe en karriere som operasanger. Karrieren tager dog en drejning for den tyske flyvermatros da han i 1932 melder sig ind i Nazist partiet.

Hvis ikke man havde mulighed for at komme til foredraget kan man med stor fordel nyde læsningen om denne spektakulære skæbne i Knud Jakobsens bog som kan købes her på museet eller ved at rette henvendelse til cto@seawarmuseum.dk

Endnu engang skal der fra os lyde en stor tak til Knud Jakobsen for det gribende og fascinerende foredrag om ”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger”

Vi ønsker her fra Sea War Museum jer alle en god weekend!

---

 

Efter Sea War Museum fik skannet vraget af S/S Jarl nord for Bornholm, har vi modtaget historien om dette forlis af Thomas fra Nolimitsdiving. Thomas har deltaget I flere af vores ekspeditioner

Denne tragiske historie tager sit udgangspunkt i den lille bornholmske havneby Allinge, om aftenen den 4. marts 1890. Ved kajen lå dampskibet "Jarl" og ventede på at komme afsted mod København. På kommandobroen stod skibets fører, Mathias Davidsen, og betragtede med et erfarent blik det usædvanligt hårde vejr der herskede denne aften. Davidsen havde med sine 14 års ansættelse i det Østbornholmske Dampskibsselskab stor erfaring indenfor sit fag, og havde været fører af "Jarl" siden skibet blev leveret.

“Jarl” blev bygget i 1885 på A/S Helsingørs Jernskibs- & Maskinbyggeri i Helsingør, og var et mindre fragt- og passagerskib. Skibet var bygget af jern og stål, og målte 38,3 meter i længden og 5,5 meter i bredden. Skibet leveredes til Det Østbornholmske Dampskibsselskab, og indsattes i december 1885 i fart mellem Bornholm og København.

I alt 14 passagerer skulle med på turen til København denne aften, og i lastrummene befandt sig forskelligt stykgods, samt en mængde levende svin og kreaturer. Besætningen på "Jarl" bestod udover kaptajn Davidsen af styrmand Karl A. Hansen, samt 10 øvrige besætningsmedlemmer. Da lasten var sikret forsvarligt, gav Davidsen ordre til at skalke lugerne forsvarligt, samt iøvrigt at gøre skibet klar til afgang.

Afrejsen

De mange lokale der var mødt op til afrejsen, kunne se at skibet først styrede mod NNØ for at komme godt klar af land. Herefter er kursen formentlig ændret til NV, hvilket ville gøre at "Jarl" kunne passere Hammeren i en god afstand. Ved midnatstid har "Jarl" antageligt befundet sig på højde med Hammeren. Men hvad der nøjagtig skete med "Jarl" efter at Hammeren var passeret, kan der kun gisnes om. Beretninger fra dampskibet "Elisabeth", der med sikkerhed observerede "Jarl" kort før det forsvandt, giver mulighed for at rekonstruere de sidste dramatiske minutter omkring "Jarl"s undergang.

"Elisabeth"s 2. styrmand havde haft vagten og kunne berette, at man havde observeret "Jarl"s grønne sidelanterne i ca. en time, efter at "Elisabeth" havde passeret Hammeren. "Jarl" havde hele tiden befundet sig vest for "Elisabeth", der fulgte samme kurs som "Jarl". Kort efter kl. 1 forsvandt den grønne sidelanterne pludselig, og styrmanden så da i et kort øjeblik et hvidt lys og derefter det røde sidelys. Herefter sås intet mere til "Jarl". Omkring 15-20 minutter efter sejlede "Elisabeth" igennem en mængde drivgods, uden at det dog gav anledning til, at 2. styrmanden underrettede føreren om dette. "Elisabeth" fortsatte rejsen, indtil man nåede Sandhammaren. Vejret var da storm med snetykning, og kaptajnen ombord på "Elisabeth" så sig nødsaget til at vende tilbage til Allinge, hvortil man ankom kl. 6, den 5. marts.

Forsvundet

Da "Jarl" den 6. marts stadig ikke var ankommet i København, blev rederiet ængstelig og sendte en forespørgsel til Allinge om, hvorvidt skibet var vendt om, eller der var hændt noget. Man kan i dag undre sig over, at ingen ombord på "Elisabeth" straks ved ankomsten til Allinge aflagde rapport om hændelsen med lysene eller om det tomme gods, som de havde passeret. "Elisabeth" aflagde først beretning om det observerede i løbet af formiddagen den 6. marts. Samme dag indløb et telegram fra DFDS med tilbud om at lade to af selskabets dampere sejle ud for at søge efter "Jarl", der i teorien kunne befinde sig et hvilket som helst sted mellem Bornholm og København med maskinskade. Det Østbornholmske Dampskibsselskab takkede dog nej til tilbuddet, da dets egen damper "Erna" var i færd med at blive gjort klar til en eftersøgning. Sent om eftermiddagen kunne indkomne fiskere fra Tejn berette, at de havde fundet en del laks i kasser, svin og nogle kreaturer. Ting som de mente kunne stamme fra "Jarl". Dampskibet "Erna" afsøgte i de efterfølgende dage et stort område mellem Bornholm, Christiansø og Sverige, men fandt intet. "Erna" indkom til Allinge den 9. marts med flaget på halv stang. Alt håb var nu ude, og skibet blev afskrevet som vrag. Den 20. marts fandt fyrmesteren på Ölands Södra Udde en skibsåre samt en kasse med laks. Kassen var mærket "S. Jespersen, Hellig Peder". Den 24. marts inddrev på Öland en kasse og en kommode, hvori der foruden tøj fandtes et brev adresseret til en Mathilde Rasmussen, Christiansø. Det var en af passagererne, ombord på "Jarl". Samme aften fandt man ved Simrishamn en redningskrans mærket "Jarl", samt en landgang. Nu var der ingen tvivl om at skibet var forlist, og alle var omkommet. Det Østbornholmske Dampskibsselskab udsatte en dusør til den eller dem, der kunne udpege stedet, hvor skibet lå sunket. Men trods mange ihærdige forsøg, forblev "Jarl"s sidste hvilested et mysterium i 122 år efter forliset.

Vraget af “Jarl”

I 2012 lykkedes det to af Bornholms mest erfarne vrag- og tekniske dykkere Lars Philipsen og Jesper Munk lokaliserer “Jarl”s sidste hvilested på ca. 50 meters dybde. Ved vraget fandtes flere objekter der med sikkerhed kunne identificere vraget som værende “Jarl”.

I 2019 befandt Sea War Museum – Jutland sig i området med M/S Cable One, hvor vi var så heldige at få kendskab til vragets position, Vi foretog en grundig opmåling af vraget med multibeam sonar.

Vragets stævn ligger knækket en anelse i forhold til vragets midt- og agter del. Af dette at dømme, er vraget knækket ved kontakt med havbunden. Men årsagen kan naturligvis også ligge i årene der er gået siden forliset, da det engang så stolte skib er nu temmelig nedbrudt. Området ved forreste lastrum er helt sammenstyrtet, og der ses intet af overbygningen eller den oprindelige bro. Der ses to kedler, og agten for disse, fornemmes agterskibet uden at der dog kan ses tydelige identificérbare skibssider.

Vraget er et historisk skibsvrag så intet må røres på, eller optages fra vraget, og i øvrigt er det en gravplads for de ombordværende passagerer og besætningsmedlemmer.

Vi sender en stor tak til Lars Philipsen og Jesper Munk for at få mulighed for at tage del i den dramatiske historie om “Jarls” forsvinden.

Link til Jd-Contractors animation af vraget: https://youtu.be/A2lR-Ng_U-4

Link til video fra TV2 Bornholm: https://play.tv2bornholm.dk/?area=specifikTV&id=174435

Link til Nolimitsdiving: http://www.nolimitsdiving.dk/.../jarl_forlishistorie.htm

Igennem den kolde krig var spionage en konstant frygt, både for NATO-landene, Warszawa-pagten og ikke mindst for det neutrale Sverige. Der blev gennemført mange operationer for at undersøge modstandernes kapacitet og vilje til krig med spionage. Derfor, da en sovjetisk ubåd U-137 den 27. oktober 1981 kl.19.57 støtte på grund ved Karlskrona i Sverige, lå konklusionen ligefor. Det måtte naturligvis være en af de spion-ubåde, som det svenske militær havde ledt efter i flere årtier, som angiveligt skulle have spioneret på svenske forsvarspositioner og krigsteknologi.

Bogen ”Ubåden der ramte Sverige” giver et spændende indblik i denne sag, da den sår tvivl om den officielle svenske forklaring om en sovjetisk spion-ubåd. Bogen er skrevet af U-137’s politiske officer Vladimir Besedin og er netop nu oversat fra svensk til dansk af Hans Christian Bjerg. Hans Christian Bjerg er historiker og tidligere overarkivar på rigsarkivet og har desuden undervist på søværnets officersskole. Bjerg har skrevet flere udgivelser om dansk marinehistorie og søfart.

Bogen indledes af Hans Christian Bjerg med en analyse af forløbet og tager læseren godt i hånden gennem den forvirring og angst som bredte sig i Sverige, i de 10 dage, hvor grundstødningen ved Karlskrona stod på. Bjerg tager ikke direkte stilling til, hverken om den svenske eller den sovjetiske fremstilling er sand eller falsk, men påpeger, at kildematerialet har været snævert, og konklusionerne været for entydige. Derfor er denne oversættelse af Vladimir Besedins bog et vigtigt bidrag til et mere fuldendt billede af dagene omkring grundstødning og senere den påstået spionage.

Man kunne nemt fristes til bortvise Vladimir Besedins forklaring som et partsindlæg af en ex- sovjetiske politisk officer, men som Hans Christian Bjerg understreger, er Besedins forklaring ikke præget af nogen form for sensationalisme eller af en ideologisk drejning. Tværtimod fortæller Besedin om en kaptajn, der kommer til søs med en gammel ubåd med defekt udstyr og bliver fanget af en kombination hovmod og forvirring på fjendtligt territorie. I bogen er der masser interessante detaljer og personlige skildringer af de personer, som havde afgørende betydning for missionen.

Bogen er et indblik i den sovjetiske flådes daglige liv, som er en side af historien, vi sjældent hører noget om, grundet den sproglige barriere og de relative få oversættelser fra russisk til dansk. ”Ubåden der ramte Sverige” er en spændende bog, som er skrevet i et letlæseligt sprog og med en god indledning af Hans Christian Bjerg, der skaber den rette kontekst for bogens emne og den debat, som hele sagen har affødt.

Bogen er interessant for alle koldkrigs interesserede og/eller dem, som er fascineret af sømandslivet under bølgerne.

Hovedland, 2021. 192 sider illustreret. 230 kr.

Anmeldelsen er af Museumsinspektør for Sea War Museum Christian Toftgaard

---

 

Mindeord over Bendt Jensen Eliassen af Gert Normann Andersen, JD-Contractor og Sea War Museum Jutland.

Bendt Jensen Eliassen, Kidbækvej 1, Tvis, er død, 61 år.

Bendt var født og opvokset i Holstebro og var kun 20 år, da han blev ansat i Jydsk Dykkerfirma, nu JD-Contractor. Før da havde han en cykelforretning på Banetoften i Holstebro sammen med en kammerat.

Via dykkerklubben i Holstebro lærte han mig og Jydsk Dykkerfirma at kende, og da han i en ferie kunne hjælpe til som dykkermedhjælper, gik det så godt at, han blev i firmaet, hvor han var i 41 år helt frem til sin død.

Bendt var en fantastisk gevinst for sine kolleger og for firmaet! Han var en fighter, som aldrig gav op over for vanskelige opgaver, før problemerne var løst.

Han blev erhvervsdykker i 1983, og fra 2008 var han også navigatør på en række af firmaets skibe. Bendt har løst utallige opgaver, både som dykker under vand, som kaptajn på skibene og som installationschef. I en årrække var han installationschef på kabellæggeren ”H.P. Lading”, hvor han udlagde og reparerede utallige søkabler. Blandt andet udlagde han til en stor vindmøllepark i Østersøen et søkabel, som på daværende tidspunkt var verdens tungeste.

Bendt var af natur nysgerrig, opfindsom og engageret, hvorfor han har arbejdet allround på alle typer af opgaver. Han opbyggede en enorm viden, og gennem alle årene var han helt uundværlig i firmaet, både som kollega, leder og problemknuser.

I starten arbejdede vi sammen på vort lille dykkerskib ”Lodsen”, hvor vi også boede. Herfra udførte vi igennem flere år dykkeropgaver, inspektion, bjergning og marinarkæologiske opgaver. I lange perioder tilbragte vi mere tid sammen ude på opgaver end med vore koner.

Bendt var en vigtig deltager på vore marinarkæologiske ekspeditioner, hvor vi både har arbejdet for forskellige museer og på egne bjergningsopgaver til Sea War Museum Jutland.

Blandt andet var han en nøgleperson på de store udgravninger af ”HMS St. George” i 1980erne og 1990erne, - udgravninger som i dag danner grundlag for Strandingsmuseum St. George.

Bendt var også med til at undersøge og bjærge de fleste af de genstande, som i dag er på Sea War Museum Jutland. Han var dykkeren, som satte stropper på flere kanoner og på det store metaltårn af undervandsbåden ”E50”. Det var også ham der på trods af vanskelige forhold, svømmede igennem vraget af U59 for at lave den indvendige videodokumentation af denne ubåd.

I uge 42 er der planlagt et spændende program med arrangementer i anledning af Geopark Vestjyllands åbning, som Sea War Museums er en del af.

UNESCO Geopark Vestjylland dækker hele Struer, Holstebro og Lemvig kommune hertil dele af Limfjorden og Nordsøen. På Sea War Museum fortæller vi om Nordsøen og de dramatiske begivenheder der har fundet sted på bølgerne. Dykker udstillingen i museet giver et unik indblik i det marine arkæologiske arbejde, som er grundlaget for hele museets fortællingen.

Oplev i Radarbunkeren i Thyborøn – Fra Nazibunker til kold krigsbunker

• Den 19. oktober kl. 12 – 17 er Radarbunkeren åben i Thyborøn, undersøg den spænende bunkers historie.  
• Pris: 25 kr. betales i indgangen til bunkeren. Ingen tilmelding, sted: Vesterhavsgade 2, 7680 Thyborøn

Børnerundvisning på Sea War Museum – Krigsmuseum i Børnehøjde

• Den 20. oktober kl. 13.30 vil Museumsinspektør og daglig leder Christian Toftgaard afholde en særlig børne rundvisning, der fortæller om livet til søs under første verdenskrig
• Pris: Entrebillet til museet. Ingen tilmelding, sted: Sea War Museum

Oplev arbejdet bag Sea War Museum - Mød konservator John Silver Andersen

• Den 21. okt. 13.30 der mulighed for at møde John Silver Andersen og udspørge ham om hans fascinerende arbejde
• Pris: Entrebillet til museet. Ingen tilmelding, sted: Sea War Museum

---

 

Fiskere bringer mange ting i land, som de har fået op i deres trawl.Hver gang er det en lille historie eller et mysterium, som vi prøver på at opklare.Fra Thyborøn Havn har vi således fået indleveret en ret tung del, der var fisket op af havet NV for Thyborøn, og som vi umiddelbart formodede kom fra et flyvrag.

Ved gennemgang af vore fiskerkort var der ikke afmærket noget vrag eller hold på positionen. Vi bad derfor fiskeren, om han ville tjekke positionen endnu engang, hvorefter vi fik en ny position. På den nye position, var der ganske rigtig afmærket et flyvrag, hvor andre fiskere tidligere havde haft hold og fanget flydele.

Efter at John Silver havde rengjort vragdelen, dukkede der en række numre op, men ingen fabriksmærker eller kendemærker, og derfor sendte vi et foto op til havarikommisjonen i Norge

Den kunne kort efter meddele, at vragstykket stammede fra et Tornado-jagerfly, og at det var den stærke del, som kunne dreje vingerne frem eller tilbage.

Vi gennemgik nu land for land alle de Tornado-fly, som var styrtet ned, da der ikke fandtes et enkelt, samlet register. I et tysk register fandt vi to tyske Tornado-fly som var kollideret og styrtet ned i Skagerrak nord for Skagen den 31. oktober 1991.

Alle fire piloter skød sig ud med katapultsæder og kom sikkert ned i faldskærme. De blev efterfølgende samlet op af redningshelikoptere, men en af piloterne, Korvettenkapitän Greßmann, døde desværre af kulde, efter at hans dragt var blevet utæt.

Vragdelen kommer senere ind i museets udstilling om flyvrag i havene.

 

Den 6. oktober 2021 - Foredrag med Jørn Buch

Det var et uhyrlig spændende og gribende foredrag med Historiker Jørn Buch. Han fortalte levende om første verdenskrigs gru, og hvordan millioner af soldater blev dræbt. Heri blandt de mange tusinde af sønderjyder, der var tvunget i tysk tjeneste, oplevede krigen som et sandt helvede.  Hvis du gik glip af foredraget, så kan du tørste dig med at det nok ikke bliver sidste gang Jørn Buch kommer forbi museet og holder foredrag.

Endnu gang tak til Jørn Buch for foredrage og tak til museets støtteforening Maritim Historisk Selskab for initiativet til arrangementet.

---

 

Ubåden U-20 er et stykke af verdenshistorien.

Den 14. september var en stor dag for Sea War Museum og vi er stolte over at kunne annoncere vi nu ejer vraget fra U-20, efter overdragelsen af Jens Hempel Hansen andels på 2/3. Rigtig mange af efterkommerende af Jens Rønn, som ejede den 1/3 af vraget, har ligeledes givet deres accept af overdragelsen. Vi er meget taknemlige for at så mange af efterkommerende af Jens Rønn tog sig tid til i går at komme og besøge museet.  

Ubåden blev afgørende for verdenshistorien, da den 7. maj 1915 sænkede Britiske RMS Lusitania. Skibet skulle sejle fra New York til Liverpool med civile passager og gods. Lusitania sejlede ud den 1. maj fra New York og skibet havde 1962 passager og mandskab ombord. Under dæk havde Lusitania lasten fuld af krigsmateriel til den britiske hær, der blev fragtet sammen med de civile passager. Månederne op til Lusitanias sænkning havde den tyske ambassade advaret om at alle britiske fartøjer, der passerede krigszonen rundt om Storbritannien ville blive sænket uden varsel.

Den 7. maj. var Lusitania næsten i havn, da den krydsede Tyske ubåd U-20, hvor kaptajnen Walter Schwieger var ombord. Walter Schwieger genkendte den gennem sit periskop og vidste at skibet var en del af den Britiske reserveflåde og derfor et oplagt mål for hans ubåd. U-20 affyrede en torpedo, der ramte skibets styrbordssiden, som tog hurtigt vand ind. Walter Schwieger observerede desperationen ombord og nænnede ikke at affyrede flere skud mod målet.

RMS Lusitania gik ned på kun 18 min og tog 1198 med sig i graven heraf 128 amerikaner. Blandt de omkommende var der mange spædbørn, der hurtigt omkom i det kolde Irske hav. Da nyhed om sænkningen nåede til USA, udbrød der et ramaskrig der vendte folkestemning i USA.  Pludselige var konflikten i Europa ikke så fjern fra amerikanernes bevidsthed. Knap 2 år senere den 2. april 1917 erklærer USA Tyskland krig.

På denne måde kom u-20 til at spille en afgørende rolle, for udfaldet af første verdenskrig, da sænkning af Lusitania var direkte medvirkende til USA’s indtræden i krigen.

Museet kan således sige at vi i dag er den stolte ejer af U-20’s tårn, dækkanon, periskop, skrue som står i vores udstilling.  Resten af vraget, der står på havbunden ud for Vrist håber vi på i fremtiden at kunne arrangere ture med båd eller dykkerudstyr.

---

 

Sea War Museum søger efterkommer af Jens Rønn

Kære efterkommer efter Jens Rønn

Vedr. rettigheder til vraget af undervandsbåden U20

 I 1918 købte firmaet Petersen & Albæk vraget af den tyske stat for at bjerge alle metaller i undervandsbåden.

Efterfølgende lavede det en aftale med entreprenør Jens Rønn om bjergning fra vraget, hvilket resulterede i, at Jens Rønn i Vrist købte 1/3 af vraget.

I de efterfølgende år blev stort set alt af værdi bjerget fra vraget, så kun bundstedet med resterne af de to historiske motorer stod tilbage på havbunden. Da jeg selv undersøgte vraget i 1980, var tårnet sprængt af undervandsbåden og lå på havbunden uden for vraget. Det blev efter en kontakt til Farvandsvæsenet og Lemvig Museum bjerget op af undertegnede og hjælp af store maskiner fra Vejlby Gruslejer og placeret i klitten lige ind for vraget. Senere blev det placeret ved Strandingsmuseet i Thorsminde.

I dag står tårnet sammen med skruen, periskopet og kanonen fra U20 på Sea War Museum i Thyborøn.

Museets forfatter Knud Jakobsen fik den ide, at det kunne være helt fantastisk, hvis Sea War Museum, som det eneste museum i verden, kan få ejendomsretten til ubådsvraget og dermed selv sikre, at det bevares intakt. Derfor spurgte vi firmaet Petersen & Albæk, som i dag hedder HJ Hansen, om vi måtte købe deres 2/3 af vraget for et symbolsk beløb.

Firmaets ejere, Jens Hempel Hansen og hans far Hans Erik Hempel Hansen, var positive og vil overdrage deres 2/3 af vraget til museet ved en officiel sammenkomst, på museet tirsdag den 14. september kl. 14.

Vi vil derfor gerne invitere alle nulevende arvinger efter Jens Rønn med til denne overdragelse. Den vil foregå på Sea War Museum, Kystcentervej 11, Thyborøn, den 14. september kl. 14. Her vil man også få mulighed for i lighed med HJ Hansen at overdrage eventuelle andele til museet via vedhæftede gavebrev, som gerne bedes udfyldt.

Med din hjælp håber jeg, at det i fremtiden kan blive et lokalt og relevant museum, der kan stå som ejer af det historiske vrag.

Med de bedste hilsener

Gert Normann Andersen

---

 

Fredag den 3. september havde vi officielt besøg af Trevor F. Gersten, som er attache for United States Air Force på den amerikanske ambassade i København.

Han var meget interesseret i de flyvrag, vi finder på vore ekspeditioner. På ambassaden er de i gang med at finde vragene af amerikanske bombefly som blev nedskudt i farvandene omkring Danmark. Formålet er at finde rester af omkomne, lave dna analyser og få resterne officielt begravet.

Han så den lille særudstilling, som Sea War Museum har om dele af flyvrag, som fiskerne har indbragt til museet, samt de flydele, som John Silver er i gang med på museumsmagasinet.

I vort arkiv har vi formentligt også nogle positioner, som de gerne vil have, og som vi eftersender.

Trevor var generelt meget begejstret for de udstillinger, som vi har på muset. Især udstillingen om U 20 og Lusitania havde hans opmærksomhed, da det er en vigtig del af den amerikanske historie.

Han var overrasket over, at vi har så mange genstande fra U 20, herunder kanon, periskop, tårn og den ene skrue. Han vil på et tidspunkt komme igen med andre fra ambassaden for at se vort museum med de mange udstillinger, som han syntes er unikt på verdensplan.

---

 

Sea War Museum Jutland har haft et helt fantastisk besøg af en slags, som man næsten ikke tør tro på. Vi har haft besøg af den 103-årige Hildegard Eggers, datter Kapitänleutnant Otto Dröscher, som var den første kommandant på ubåden ”U 20”, som i 1916 strandede ved Vrist.

Besøget kom i stand via Knud Jakobsen, som har skrevet flere bøger om Første Verdenskrig for museet. Han er i gang med en ny bog om ”U 20”, og da han i Tyskland søgte slægtninge til Otto Dröscher, fandt han barnebarnet Ulrich Eggers og den nu 103-årige datter Hildegard Eggers.

Begge var yderst hjælpsomme og kunne både levere billeder og oplysninger om Dröscher, der selv døde i 1956. Hildegard Eggers fandt opgaven spændende, og på sin 103 års fødselsdag i juni erklærede hun, at hun ville til Thyborøn for at se museet og hilse på Knud Jakobsen.

Hele familien bakkede om hendes ønske, og hendes alder var ikke nogen hindring. Hildegard Eggers er tidligere sygeplejerske, går til fitness to gange om ugen og er frisk i hovedet. Besøget fandt sted i denne uge sammen med søn, svigerdatter og barnebarn og med to overnatninger på Seaside Hotel i Thyborøn.

Hildegard Eggers tilbragte to dage på Sea War Museum Jutland og studerede alt med stor interesse. Hun fik tilbudt en rollator, men betakkede sig. Hun havde sin stok, hvilket var nok, og hun skulle heller ikke have hjælp for at komme ind og ud af biler.

Middagssøvn havde hun ikke brug for, og da hun på andendagen blev interviewet af TV-Midtvest, var hun i fin form.

Den 103-årige Hildegard Eggers skal medvirke i en større udsendelse om U 20 senere på året, hvor også den nye bog om ”U 20” skal udkomme.

Tekst skrevet af Knud Jacobsen

Sea War Museum Jutland har erhvervet et ægte klenodie fra Første Verdenskrig i Nordsøen. 

Den 29. april 1917 startede den engelske pilot Frederick Rutland fra moderskibet ”Manxman” 60 sømil vest for Horns Rev. Han var på dette tidspunkt allerede berømt som ”Rutland of Jutland”, fordi han var den eneste pilot, der deltog i Jyllandsslaget, og nu skulle han gøre noget, som aldrig var blevet gjort før. Han skulle i sin Sopwith Pup starte fra et skib i Nordsøen, flyve patrulje ud for Horns Rev og derefter vende tilbage til skibet og sætte sit fly ned på vandet i håb om at blive samlet op. 

Vejret var overhovedet ikke egnet til flyvning, men Rutland sagde ikke nej. Han lettede fra skibet og tog det i stiv arm, da en cylinder i motoren svigtede, og motoren derefter vibrerede så kraftigt, at kompasset gik i stykker. Han søgte at holde kursen ved at se på bølgernes retning, men da han forsøgte at vende tilbage, kunne han ikke finde skibet. Til sidst måtte han sætte kurs ind mod den jyske kyst. 

Rutland ville ikke interneres og besluttede derfor at sætte sit fly ned på vandet, så han bagefter kunne hævde, at han havde været uden for den danske tremilegrænse. Så ville han nemlig bare være en almindelig skibbruden, der havde lov til at rejse hjem. 

Han kom længere mod nord, end han havde tænkt sig og endte I Agger. Her gjorde han som planlagt og satte sit fly ned i de oprørte bølger, hvorefter han under dramatiske omstændigheder blev reddet i land af fem lokale fiskere. Senere lod den lokale herredsfoged ham rejse hjem, hvilket skete via Sverige og Norge. 

Da han kom hjem, sørgede Rutland for, at de fem fiskere fik deres velfortjente belønning. Hver mand fik et sølvur af det britiske admiralitet for at redde den nødstedte engelske flyver, og det er et af disse ure, som Sea War Museum Jutland nu har erhvervet. Museets ur blev givet til fisker Vilhelm Villadsen (1873 -1952). Det afslører ikke blot Rutlands taknemmelighed, men også hans problemer med thybomålet. ”Agger” blev i hans gengivelse til ”Akka”, hvilket også står på uret. 

Læs hele beretning om Rutland of Jutland og urene fra Agger i Knud Jakobsen bog ”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger”, udgivet af Sea War Museum Jutland 2020. 

Tekst skrevet af Knud Jakobsen 

Interview with Dr. Svend Buhl

"Since I was child I have an affection to lost and hard-to-find things. I grew up in Southwestern Germany, which has a rich history of Bronze-age, Celtic and Roman activity. Whenever there was the opportunity, I walked the fields, looking for Neolithic or Roman artifacts. The first money I earned from vacation jobs, I put into a used vintage metal detector. At the age of 15, I regularly spent more time in the woods than in school or at home. I had a good relationship with the archaeologists and on several occasions my finds ended up in the provincial museum of my hometown. Whenever we travelled as a family, my father, who shared a great interest in history and natural history, took me to local museums and collections of every kind. It was probably then that I saw a meteorite for the first time. At that time, this seemed to the me the rarest and most fascinating of all treasures: a rock from the surface of another world that had travelled through the icy depths of space and eventually fell on our planet."

"The desert is full of strange, beautiful and scary things. Plane wrecks, ancient tombs, singing dunes, petrified skeletons, petroglyphs, there is an entire cabinet of wonders hidden in the sands of the inner deserts. In terms of meteorites, among the 500 specimens we’ve found there are some that origin from the asteroid Vesta and even a golf-ball sized piece that turned out to be a shergotitte, a piece from the surface of the planet Mars.Perhaps the most intriguing find was a large 19-kg, beautifully shaped chondrite that had been placed on the crest of a ridge [in the desert of Rub al-Khali] along an ancient caravan trail. It could be seen from a mile out. Because of the striking contrast of the black meteorite to the bright background, it had been put there hundred, perhaps a thousand years ago as a landmark to mark the caravan trail that led to a distant well. A rock from space to guide the ancient desert farers."

How is an expedition led?

"Research and identify a promising target area. Get an idea about the security situation and prepare escape and evasion plans. Draw a set of precise navigational charts based on satellite data. Understand the local laws on prospection and export, if necessary hire a local agent to handle customs and export of the collected samples. Select an experienced team that is capable and sufficiently skilled to do the job. Choose your equipment (wisely) and carefully plan logistics along the route. The most work comes after the expedition when the samples are documented, prepared and distributed for scientific research and publication. 

The most critical part perhaps is to bond the different characters into an effective team. Constant heat and wind, physical effort, lack of sleep, critical situations and other factors contribute to accumulating stress that can lead to tension or lack of focus. In an environment that does not forgive mistakes, this again can have serious consequences. It is therefore critical to maintain a positive team spirit.

During the same tour, somewhere in the Los Vientos area, one of my mates went for a nightly walk over the next hill and ran into two fellows sitting by their camp fire. We hadn’t met any people for weeks so this was quite a surprise. It turned out that they were Spaniards and one of the guys was a friend of Sergey, who was sitting with us at the camp fire. Both had been unaware of the others trip to the Atacama and we had a good reason to celebrate a surprise reunion."

Can you see some similarity between your work as a meteorite explorer and the work of Gert Normann Andersen under the water?

"I think what Gerd has achieved is unique and beyond compare. With our work on meteorites, we discover new finds and contribute to the understanding of planetary geology and our solar system’s past. Yet, one has to be honest: unless interplanetary travel becomes more common, there is some scientific but little practical or societal value in what we do. Gert, in contrast, has not only assembled an unprecedented collection of significant, historical artifacts and made it accessible to the public. What I consider even more important, he has created a place to remember those that perished in the battles at sea, regardless of origin. Seeing the many visitors, also from the U.K. and Germany, I think the Danish can be very proud of what Gert has done for Thyboron, for the marine history of Denmark, and for the understanding of the former adversaries in the battle of Jutland. Devoting one’s assets and wealth to tell the stories of hardships and suffering, remembering the dead and making comprehensible to present and future generations that there is nothing to gain but horror and loss of life when nations go to war, this is philanthropism at its best."

Mens vi venter på at kunne udføre den næste ekspedition, kan vi fortælle om flere interessante vragfund, vi endnu ikke har offentliggjort.

Under et af vore ekspeditioner fandt vi vraget af den tyske destroyer ”Z 34”, som blev bygget under Anden Verdenskrig. Den hejste kommando 5. juni 1943 og gjorde indtil januar 1945 tjeneste i Nordnorge, hvor den blandt andet skulle passe på slagskibet ”Tirpitz”.

I januar 1945 blev den indsat i Østersøen, hvor den deltog i de afsluttende kampe og evakueringen af flygtning fra Østpreussen. I april eskorterede den flygtningeskibene ”Deutschland” og ”Pretoria” til København med 17.000 flygtninge. Umiddelbart efter blev den natten mellem den 15. og 16. april svært beskadiget af en russisk torpedo, hvorefter den gennemgik en hurtig nødreparation. Herefter fortsatte den evakueringen og ankom for sidste gang til København den 4. maj 1945 fuldt lastet med flygtninge.

Da de allierede efter krigen, delte de overlevende skibe imellem sig, blev ”Z 34” tildelt amerikanerne. Skibet var dog i så dårlig stand, at det blev lastet med gasammunition og sænket i Skagerrak den 26. marts 1946.

Som det ses af skanningen, ligger vraget på bagbordsside på godt 90 m vand.

I denne uge har vi på Sea War Museum besøg af meteoritjægeren Svend Buhl og sin familie. Svend havde fine gaver med til museet, herunder et panserglas fra et frontvindue til en Tysk ME 109 fra 2. Verdenskrig. Panserglasset kommer til at indgå i vor udstilling om flyvrag.

Udover sit arbejde som forsker i meteornedslag, hvor han har samlet meteorstykker over hele verdenen, har Svend en stor interesse i Sea War Museums temaer. Svend skriver:

“On June 28 the Sea War Museum received a visitor from Germany. I had come to exchange artifacts and historic sources and to discuss aspects of the Jutland Battle. I was given a tour of the exhibition and insights into the recovery history of individual exhibits. I was particularly impressed by the recently completed work on a brass torpedo tube manufactured by Berliner Maschinenbau AG in 1916. Recovered from the wreck of U78 in 2018, the unique artifact gives an impression of the grim conditions of the war at sea.

In hundreds of work hours, the ingenious restorer, John Silver, has meticulously cleared the flooding and closing mechanisms, resulting in a flawless operation of the 102-year old technology. The display, with one section of tube left in original find condition, gives an idea of effort and skill that the museum puts into preserving the artifacts recovered from the seabed.”

Svend skriver yderligere om sit besøg på museet:

"The work done by Gert and his team cannot be valued enough. The Sea War Museum provides insight in the war at sea in a neutral and very sensitive manner, telling the story of the men and ships who perished off Jutland that must not be forgotten," said Svend. „It can‘t be valued enough the memory of German and British sailors that found their graves in the North Sea, which is kept alive here in Denmark.“

Tak til Svend Buhl og sin familie for et spændende besøg og de fine gaver!

Om Svend Buhl:

Besides his interest in naval history, Svend Buhl shares a passion for exploration and discovery, yet in an entirely different field. As a collector of rocks that fall from the sky, Svend is leading expeditions into African and Arabian deserts in search for meteorites. With his team and in collaboration with scientific institutes he has discovered and published more than 300 meteorite finds. His discoveries are documented on his website Meteorite-Recon.com and in the book For a Fistful of Rocks https://www.amazon.de/Fistful-Rocks-Meteorite-Prospection-Western/dp/3000626700 He currently works on volume 2, which covers his meteorite searches in the Atacama desert in Chile.

Sea War Museum Jutland har fået en ny kanon, der både har en tysk og en dansk historie. Det er en 15 cm kanon, der nu er blevet opstillet udenfor museet sammen med kanonen fra kystforsvarsskibet Peder Skram og vores tyske 12,7 cm marinekanon.

Den nye kanon var oprindeligt opstillet på Hesbjerg ved Gilleleje, og med hjælp fra Filip Nielsen, Koldkrigsmuseum Langelandsfort, kan vi fortælle historien.

Skoda-fabrikkerne i Pilzen i Tjekkoslovakiet leverede omkring årsskiftet 1944/45 otte 15 cm kanoner til den tyske kystbefæstning i Danmark. De var af typen 15 cm. SK C/28 L/55 i Küst MPL C/36. Forkortelserne betyder følgende: S.K. = Schnelladekanone, C/ = produktionsår, L/ = kaliberlængde, Kst. M.P.L. = Küsten Mittel-Pivot-Lafette. Alle kanonerne blev på grund af stålmangel leveret uden panserskjold eller hus.

Kanonerne var konstrueret af Rheinmetall-Borsig i Düsseldorf, men blev fremstillet af Skoda i Pilzen, og så sent i krigen har det været en logistisk kraftpræstation at bringe de 20 tons tunge kanoner gennem det ødelagte Tyskland og til Danmark.

Kanonerne havde fabrikationsnumrene 1457-1464. De fire laveste numre kom til Hesbjerg ved Gilleleje, mens de fire sidste kom til Fyns Hoved. Batterierne skulle være anvendt mod en eventuel allieret invasion gennem Kattegat, men ingen af dem blev færdige før krigens slutning. Hesbjerg-kanonerne blev senere opsat som hovedskyts på Kongelundsfortet, men da dette fort kort efter blev nedlagt, blev kanonerne sat på magasin.

I 1953 blev de to kanoner med numrene 1458 og 1459 flyttet til Langelandsfortet, hvor de stod frem til fortets nedlæggelse i 1993. I dag står 1459 i Ebeltoft, mens 1458 nu står i Thyborøn. Kanonen er blevet restaureret af museets konservator John Silver og fremstår nu i original tilstand uden skjold.

Kanonen havde en besætning på 15 mand, som efter nogen øvelse kunne afgive seks skud i minuttet. Kanonen havde en rækkevidde på 22 km, mens granaten vejede 45 kilo.

Sea War Museum har nu udstillet tre store kanoner fra WW2 som står udenfor på sydsiden af museet.

I foråret 2021 fik Sea War Museum harpunkanonen fra hvalfangerskibet ”Southern Lotus”, som i 1966 strandede ved Dybå, hvor den også blev ophugget.

Vi fik overdraget denne på Vestkysten sjældne kanon af Strandingsmuseet i Thorsminde, fordi den ikke var så gammel, at den hørte under museumsloven, og fordi vi ville restaurere og udstille kanonen i Thyborøn.

Det siger vi Strandingsmuseet mange tak for!

Harpunkanonen står nu på gulvet i receptionen på Sea War Museum med en forklaring på planchen bag kanonen.

To hvalfangere, ”Southern Lotus” og “Southern Briar” strandede i 1966 på Vestkysten i Lemvig Kommune, dels ved Dybå, dels ved høfde 12 ud for Ferring Sø.

Begge skibe blev hugget op på stedet, men hele skibsbunden af ”Southern Briar” med dampkedlen og andet kan stadig ses på havbunden ud for Ferring sø.

Hvalfangerne var hjemmehørende i Skotland, men arbejde det meste af tiden i Sydatlanten med station på South Georgia i nærheden af Arktis. Begge fartøjer var udtjente og var på vej til ophugning i Belgien, da den hollandske bugserbåd mistede dem begge. I hårdt vejr sprang slæbetrossen i Nordsøen ud for Hvide Sande, og alle forsøg på at genetablere forbindelsen mislykkedes. Få timer senere strandede begge skibe på Vestkysten uden tab af menneskeliv.

”Southern Lotus” blev oprindeligt bygget som den engelske korvet ”HMS Lotus”, der gjorde en storslået indsats under Anden Verdenskrig. Hele beretningen kan læses i bogen ”Det modige skib Lotus”, som blev udgivet af Sea War Museum Jutland sidste år.

16.05.21

Mikkel Beha Erichsen og familien fra det gode skib ”Wallenberg” besøgte Sea War Museum og Mindeparken for optagelser af de næste afsnit af serien ”Kurs mod danske kyster”.

Med var Mikkels hustru Marian, sønnerne Emil, Theis og Alfred, samt svigerdatteren Madeleine. På billedet foran museet ses også holdets fotograf, Hannelore Börner.

De udtalte, at både Museet og Mindeparken var unikke attraktioner med nogle helt fantastiske menneskelige historier, som var meget rørende at se.

Både Mindeparken og Museet kommer med i rækken af udsendelser om turen med Wallenberg: ”Kurs mod danske kyster”, som sendes på TV2 sidst i juli eller først i august i år.

Det var en fornøjelse at have besøg af familien og filmholdet, som alle var oprigtig interesserede og meget inspirerende at arbejde sammen med.

Gert Normann og Museets personale.

Scroll ned for at se flere billeder

Det modige skib Lotus

Det var ikke kun et stykke lokalhistorie, der udspandt sig, da hvalfangerskibet ”Southern Lotus” i 1966 strandede ved Fjaltring. Det var afslutningen på et stykke dramatisk verdenshistorie, og nu har Sea War Museum Jutland udgivet en bog om skibet. Den er skrevet af Knud Jakobsen, som også har skrevet mange andre af museets bøger, og som sædvanlig har han gravet dybt for at finde historien.

”HMS Lotus” var en ud af i alt 270 korvetter, som i al hast blev bygget i Anden Verdenskrigs første år. Det var en helt ny skibstype, der med en norsk hvalfanger som forbillede blev udviklet som eskortefartøj.

Korvetterne blev indsat i Atlanten, i Arktis og i Middelhavet, og selvom de i virkeligheden var alt for små til opgaven, var de afgørende for den allierede sejr. Korvetterne holdt ubådene på afstand og sikrede, at de livsvigtige konvojer nåede frem.

”Lotus” blev bygget i 1942, og den allerførste opgave var så krævende, som den på nogen måde kunne være. ”Lotus” blev beordret til Island for herfra at eskortere konvoj PQ 17 til Rusland, og denne konvoj blev både berømt og berygtet. Af frygt for de tyske slagskibe blev eskorten trukket væk ud for Nordnorge, hvorefter tyske ubåde og fly sænkede 24 af konvojens 35 skibe.

Kun et eneste af de mange eskorteskibe vendte om for at komme de nødstedte søfolk til undsætning. Det var den lille ”Lotus” fra Fjaltring, som reddede 109 mand fra den visse død.

Under krigen deltog ”HMS Lotus” i over 40 konvojer og to invasioner. Efter krigen blev skibet solgt til et skotsk hvalfangerselskab, hvorefter det under navnet ”Southern Lotus” tilbragte de følgende år som hvalfanger ved Antarktis. I 1963 blev hun lagt op i Norge, og da hun i 1966 skulle bugseres til ophugning i Belgien, rev hun sig løs og drev ind på den jyske vestkyst. Den tidligere korvet blev kastet så højt op på stranden, at alle forsøg på at få hende fri blev opgivet, hvorefter hun blev hugget op på stedet.

 

Knud Jakobsen: Det modige skib Lotus, Sea War Museum Jutland, Thyborøn, 2020.

Format 21x21 cm, 64 sider, 66 illustrationer.

ISBN 978-87-93771-07-9.

Pris 75 kr.

---

 

Sea War Museum har fået en model af den tyske trawler ”Johannes Krüss” som var tæt på ”Hans Hedtoft” da dette skib gik ned med alle ombordværende.

Modellen er skåret ud af et stort stykke træ, hvilket var den måde, mange skibsmodeller blev lavet på i gamle dage. Det giver en lidt grov model, som til gengæld virker meget autentisk som en model fra gamle dage.

Modellen er skåret af Ole Olsen fra Sdr. Nærå på Fyn, som selv har sejlet i ØK i mange år.

Modellen af ”Johannes Krüss” er sat ind i vor udstilling i Karolinebygningen i Holstebro om de værste danske skibsforlis gennem tiderne.

Den står sammen med ”M/S Hans Hedtoft” og ”M/S Hanne S”, som begge forliste syd for Grønland ved Kap Farvel i henholdsvis 1959 og 1960.

”Johannes Krüss” forliste også selv vest for Kap Farvel i 1967. Sammenlagt var der 123 personer på de tre skibe, og de omkom alle.

 

 

På fotoet ses fra venstre Jørgen Bo Larsen, Gert Normann og Freddy Breitenstein i museets magasin med de nævnte genstande.

Freddy Breitenstein fra Nykøbing Mors kom med en sjælden torpedopistol og en tysk militærkikkert. Begge dele er nu renoveret. Kikkerten, som er en tysk kikkert fra en ubåd, er lagt i udstillingen om U3523 og torpedopistolen, som blev brugt på torpedoer fra fly, ligger nu på museets magasin sammen vores øvrige torpedopistoler, klar til fremtidige udstillinger

 

se mere HER

 

 

 

 

 

 

---

 

"Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger"
Første Verdenskrig i Nordsøen set fra den jyske vestkyst
af Knud Jakobsen

”Sangeren fra fyret og krigshelten fra Agger” rummer spændende nye historier, som aldrig har været fortalt før.
Som eksempel kan nævnes titelhistorien om den tyske flyvermatros, der forulykkede med sit fly langt til havs, drev i land og søgte tilflugt på Bovbjerg Fyr. Matrosen elskede sang og gav koncert på Bovbjerg Badehotel, og efter krigen lykkedes det ham at skabe sig en karriere i Tyskland som operasanger og refrænsanger.
Der er også historien om krigshelten fra Agger, som var en britisk flyver, der nødlandede i de oprørte bølger ud for Agger og blev reddet af fiskerne. Han begyndte som menig matros og fik takket være Winston Churchill mulighed for at blive pilot. Han var totalt frygtløs og kom til at spille en hovedrolle i udviklingen af det moderne hangarskib.
Der er historier om minesprængninger og ubåde og om søfolk, som udstår ufattelige lidelser og bliver modtaget og hjulpet af kystboerne. Der er historier om begravelser, hvor hele sognet mødte op for at stede ukendte søfolk til hvile, sådan som det sker i Harboøre, da 27 omkomne i løbet af få dage blev fundet på stranden – og meget, meget mere..

Læs også folkebladets beskrivelse her: i Dagbladet Holstebro Struer  og her: i Nordjyske

Bogen kan fra den 24.juni købes i museumsbutikken og hos boghandlere for 200kr

---

 

Markeringen af Jyllandsslaget foregik i dag den 1.juni i fantastisk sommervejr under beskedne former.

Gert Normann Andersen og Klaus Kejser Juhl lagde på vegne af Mindeparkens Bestyrelse, Sea War Museum og Maritimhistorisk Selskab kranse for at mindes de 8645 engelske og tyske søfolk, som omkom under Jyllandsslaget.
Bent Thomsen og Bent Schleicher fra Danmarks Marineforening i Thyborøn stod flagvagt.
Erik Rytter og John Silver saluterede med signalkanonen.

 

Flaskeposten fra ”L 19”

Det endte som en tragedie, da luftskibet ”L 19” den 1. februar 1916 forliste i Nordsøen. Luftskibet havde været på bombetogt over England, og på hele turen havde maskinfolkene kæmpet med skibets nye motorer. Igen og igen brød de ned, og værst var det, når motoren i førergondolen satte ud. Den trak også generatoren til radioanlægget, og når den svigtede, var luftskibet uden radioforbindelse og dermed også uden mulighed for radiopejling.

Helt galt gik det, da luftskibet ved et uheld kom ind over den hollandske ø Ameland og blev beskudt af hollandske soldater. De affyrede mindst 60 skud, og mens luften langsomt sivede ud af de mange skudhuller, søgte ”L 19” søgte ud over Nordsøen igen, hvor skibet til sidste lagde sig på vandet og begyndte at synke. Den 16 mand store besætning søgte tilflugt oven på luftskibet, og stor var tyskernes glæde, da de om morgenen den 2. februar fik øje på et skib i det fjerne.

Ivrige hænder morsede SOS, og da skibet kom nærmere, viste det sig at være den engelske trawler ”King Stephen” af Grimsby. Skipperen, der hed William Martin, sejlede hen til de nødstedte, som nu troede, at de var reddet, men snart blev de klogere. Martin tilbragte et par timer ved det synkende luftskib og trods tyskernes bønner besluttede han sig til sidst for at lade dem i stikken. Martin sejlede hjem til Grimsby, og først næste dag meldte han mødet med luftskibet til myndighederne.

Royal Navy sendte flere skibe ud, men luftskibet fandt de ikke, blandt andet fordi Martin opgav forkert position. King Stephen havde været på ulovligt fiskeri, hvilket var en ganske alvorlig sag midt under en krig.

Mens de 16 tyskere ventede på døden, skrev de afskedsbreve til deres kære, hvorefter de smed dem i vandet som flaskepost. Utroligt nok blev to af dem fundet. Den 21. februar fandt jagten ”Stella” af Smögen en termoflaske med breve i vandet ud for Hållö, og omkring 1. august fandt en fisker fra Marstrand en ølflaske med breve i Skagerrak. De to flaskeposter indeholdt rørende afskedshilsner til de efterladte samt nøjagtige beskrivelser af det, der var sket.

Knud Jakobsen

Billed til højre:

Termokande fra L19 som blev fundet ved den svenske kyst med afskedsbreve fra besætningen

 

Billed herunder:

Omtale i Berlingske Tidende 3. august 1916

 

Sea War Museum Jutland har under corona-krisen opbygget en ny udstilling, som fortæller om den tragiske begivenhed. Den kan også læses i Knud Jakobsens bog ”Jyllandsslaget og Første Verdenskrig i Nordsøen,” som er udgivet af - og kan købes på Sea War Museum.

Sea War Museum Jutland har modtaget et par fantastiske gaver til vores udstilling og historier fra Christian Langer, Langertech på Flyvholmvej og hans to søskende, Torben og Ellen Langer.

De stammer fra deres fars ejendom, ”Rønlanger” strandfogedgård, som har været i familiens eje igennem syv generationer.

se mere her

 

 

 

 

---

 

 

J6 blev bygget på marineværftet i Devonport i 1915 og sat i drift i januar 1916.
Den var 84 m lang og 7,2 m bred og havde samme mål som den meget eftersøgte polske undervandsbåd Orzel fra 1940.

J6 patruljerede fortrinsvis i den vestlige Nordsø i jagten på tyske ubåde. Det lykkedes kun en gang at komme på skudhold af en tysk ubåd. Det var U61, men torpedoen forfejlede sit mål hvorefter den tyske ubåd forsvandt.
 

Den 15. oktober 1918 tog den britiske Q-skib Cymric fejl af den tyske U6 og J6 da observatører mente der stod U6 på siden af tårnet. Kaptajnen på Cymric hejste det britiske orlogsflag og åbnede ild. Undervandsbåden blev ramt af flere fuldtræffere og sank med 15 mand af besætningen. Først da man bjergede 17 overlevende, blev man klar over fejltagelsen.

En efterfølgende retssag afgjorde, at kaptajnen på Q-skibet ikke skulle drages til ansvar for hændelsen.

link til skannings animationen: HER

Flere billeder herunder!

 

JD-Contractors skib Vina har her først i april været i Blyth, England, for at hente en meget stor kabelplov til søkabler med tilbehør. Gert Normann tog med på turen for at få scannet nogle skibsvrag, som lå på ruten fra Thyborøn til Blyth.

Det lykkedes at finde og scanne flere interessante vrag, hvoraf vi bringer nogle af de mest relevante for museet, nemlig vrag af fartøjer som blev sænket under Første Verdenskrig.

Scroll ned for link til animation af skanningen!

Dampskibet N. J. Fjord fra rederiet Vesterhavet:

N.J. Fjord kom til at spille en vigtig rolle ved opstarten af Jyllandsslaget. Den danske damper blev standset af tyske krigsskibe med henblik på inspektion, og da damptrykket derefter steg, åbnede en sikkerhedsventil sig og lukkede en stor dampsky ud.

Den blev observeret af skibe fra den britiske flåde, som satte kurs mod det usædvanlige syn. Kort efter fik de øje på de tyske skibe og åbnede ild, og verdens største søslag begyndte.

N.J. Fjord skyndte sig væk med granaterne flyvende hen over skibet og slap uskadt bort.

Den blev senere, den 5. april 1917, sænket af en tysk ubåd nogle timers sejlads øst for Blyth, hvor den havde været inde for at hente en last kul og stykgods, der skulle til Odense.

Den blev stoppet med varselsskud af UC31, som beordrede besætningen i bådene, hvorefter skibet blev sænket med sprængladninger. Det gav de civile søfolk en fair chance, og desuden var det den billigste måde at sænke et skib på. En torpedo var meget kostbar.

Redningsbådene med den danske besætning blev efterfølgende fundet og optaget af en britisk trawler og en britisk patruljebåd, så alle blev reddet.

Se animation af skanningen HER

 

 

 

 

 

 

 

---

Vi er i dag blevet færdig med den første udstilling, som handler om hvalfangst. Vi har flere unikke effekter inden for dette område.

Vores udstilling er bygget op over en dansk hvalfanger, Erik Rasmussen, som også var en habil modelbygger og kunstmaler.

Fra hans søn og sønnesøn har vi blandt andet fået et modelskib og et maleri af de skibe, han arbejdede fra.

Han var udstationeret på hvalfanger-øen South Georgia ved Antarktis, hvor han var i 13 år, og hvor han var med til at skyde 5-6000 hvaler.

SØULYKKENS TID, STED OG ART:
Søforhør: Guildhall, Hull, England, 25.06-29.06 1979 og 02.07-06-07 1979 (Formal Investigations).
På rejse fra Esbjerg til Grimsby.
Kæntret og forlist d. 13.11 1977 i Nordsøen.
1 mand omkommet.

"Hero" sejlede fra Esbjerg d. 11.11 1977, omkring kl. 18.00. Ombord var 27 besætningsmedlemmer og 3 passagerer. På dette tidspunkt var vejret rimeligt, med en moderat vind fra SV. Der var imidlertid varslet kuling for hele Tyske Bugt, lydende på ”SV styrke 7-8”. Efter afsejlingen var bovporten blevet lukket og alt virkede sikkert.
Kl. 19.00, på 3. styrmandens vagt, var "Hero" kommet ud i åben sø på kurs 248° mod Grimsby, og begge maskiner gik på fuld kraft. I løbet af vagten tiltog vinden i styrke til SV-lig kuling og skibets fart igennem vandet reduceredes gradvist. Skibets fører (kaptajn) kom på broen regelmæssigt, indtil han tørnede ind kort før kl. 23.00. Ordrerne lød på at han skulle orienteres såfremt der skete en forværring af vejrforholdene. Ved vagtskiftet kl. 23.00 vurderede 3. styrmanden skibets fart til at være 11 knob, og vindforholdene til SV-lig kuling, styrke 8-9.
Skibets 2. styrmand overtog herefter vagten efter at have fået oplyst skibets position fra 3. styrmanden. På dette tidspunkt vurderes skibets fart til at være 9 knob og skibet holdt kursen. Kort efter midnat blev skibet ramt af tordenbyger med regn, lyn og kraftige kastevinde. ”Hero” arbejdede tungt i den tiltagende søgang og kaptajnen kom straks på broen. Vandet slog på dette tidspunkt ind over skibets stævn, og farten reduceredes. På den resterende del af 2. styrmandens vagt blev søen værre og værre og nogle gange var bølgerne så store at ”Hero” helt mistede fremdriften. Kaptajnen reducerede farten yderligere indtil skibet kun havde styrefart. Kursen ændredes også gradvist mod syd, så den til sidst var 220°, og skibet havde ind mod styrbords side.
Kl. ca. 03.00 overtog 1. styrmanden vagten, og kaptajnen forlod broen kl. 03.30. Han bemærkede da at vinden nu var en SV-lig storm, styrke 10-12, med meget voldsom sø og enorme dønninger. "Hero"s stævn huggede nu meget tungt og hårdt i søen, og af og til brødes søerne ind og over skibets bro. Kl. ca. 04.20 observerede en maskinmand at der kom vand ind i skibet ad en korridor-trappe. 2. maskinmesteren undersøgt sagen og fandt at en dør på det nedre trailer-dæk stod åben, og at der var ca. 2” (inches) vand på dækket. Skibets bevægelser i søen gjorde at vandet blev skyllet hen over den vandtætte dør og ned ad trappen til maskinrummet. Efter denne observation blev den vandtætte dør forsvarligt lukket og 1. styrmanden blev orienteret. Styrbords maskinrums lænsepumpe blev startet for at klare vandet. Men problemerne var dermed ikke løst.
Yderligere undersøgelser viste at havvand kom ind gennem den utætte bovport, og hver gang ”Hero”s stævn dykkede ned i det oprørte hav, stod der en tyk stråle af vand ind igennem siderne på bovport. Utæthederne forsøgtes tætnet samtidig med at lænsepumperne blev startet. Men vandet steg stadig grundet andre utætheder omkring bovporten.
Kl. ca. 07.30 havde ”Hero” fået 5° slagside til styrbord. Vejret bedredes en lille smule, og skibets holdtes med stor vanskelighed på kurs 220°. Kl. 08.42 blev en meddelelse send til skibets agent i Grimsby, der informerede om at ”Hero” befandt sig under ekstremt vanskelige vejrforhold og at det ville blive vanskeligt at nå i havn til tiden.
Kl. 09.00 blev det klart at lænsepumperne i maskinrummet ikke formåede at holde skibet frit for vand og skibet havde nu en 6-7° slagside. Kl. 10.30 var slagsiden øget til 10° og folkene i maskinrummet rapporterede om at vandet vedblev med at stige i rummet. Skibet kunne ikke bringes på ret køl, og kl. 10.33 udsendte skibets kaptajn nødsignal:
”Position 5432 N. 0531 E. Kurs 210°. Tager vand ind i maskinrum og på trailerdækket. Skib har slagside. Øjeblikkelig assistance påkrævet”.
Motorskibene ”Tor Britania” og ”Valerie”, som begge befandt sig 6-8 sømil fra havaristen, ændrede kurs mod ”Hero”. Tysk helikopterassistance blev tilbudt og accepteret. Den canadiske destroyer ”Huron” satte ligeledes kursen mod ”Hero”.
Evakueringen af skibet påbegyndtes, hvorunder en af de ombordværende på ulykkeligvis omkom. Kl. 14.35 var den resterende del af besætningen og de 3 passagerer bragt i sikkerhed ombord på de tililende fartøjer.
D. 13.11, kl. 15.55 sank ”Hero”. Skibet forblev flydende indtil slagsiden var øget til 20°, hvorefter skibet sank med stævnen først.

---

 

”Gerda Toft” tilhørte Dampskibsselskabet Jutlandia A/S, som med støtte fra Marshall-hjælpen indkøbte skibet i 1948. Det var bygget i 1944 af Foundation Maritime i Pictou på Nova Scotia som et ”Park-skib”, hvilket var den canadiske udgave af ”Liberty-skibene”. Det var serieproducerede skibe, som blev bygget på rekordtid til erstatning for den tonnage, der blev sænket af tyske ubåde på Atlanten. Foundation Maritime nåede i alt at bygge 24 ”Park-skibe”, før krigen sluttede.

”Gerda Toft” hed oprindeligt ”Beresford Park”, men blev senere omdøbt til ”Federal Ambassador”, før det fik sit danske navn. Da skibet i 1948 ankom til Danmark for første gang, var det så stor en begivenhed, at Dansk Film Company optog en film med skibet. Danmark havde mistet cirka halvdelen af sin handelsflåde under krigen og fik tre nye skibe gennem Marshall-Hjælpen, hvoraf ”Gerda Toft” var det første.

Den 13. december 1954 afgik skibet fra Casablanca i Marokko med Erik M. Rasmussen som kaptajn, 28 danske og et spansk besætningsmedlem samt en enkelt dansk passager. Lasten bestod af 4300 tons fosfat, der skulle afleveres i Stettin i Polen.

Den 20. december gik ”Gerda Toft” ind til Zeebrugge i Belgien og tog en ekstra kok om bord, og måske fik skibet ved samme lejlighed også ekstra kul. ”Gerda Toft” var et kulfyret dampskib med et forbrug under normale forhold på 20 til 24 tons i døgnet. I hårdt vejr steg forbruget, og det havde været dårligt vejr på det meste af rejsen fra Casablanca.

Kaptajn Rasmussen regnede med at nå frem til Brunsbüttel ved Kielerkanalen senest den 24. december, og en del af besætningens hustruer var rejst hertil for at fejre jul sammen med deres mænd. Sådan gik det ikke. Den 23. december kl. 9,20 rapporterede ”Gerda Toft” til rederiet, at skibet under stærk nordvestlig storm med tilsvarende sø lå underdrejet 42 sømil vestnordvest af Helgoland.

Klokken 15,15 GMT udsendte ”Gerda Toft” nødsignal. Skibet befandt sig ved lysbøjen på positionen 54°17’N 6°38’ E og havde brug for øjeblikkelig hjælp. 2-lugen var beskadiget, og reparation var ikke mulig. Den svenske damper ”Karmas” svarede nogle minutter senere. Den befandt sig 17 sømil fra den opgivne position og gik til undsætning, men kunne i det hårde vejr ikke gøre mere end et par knob.

Den svenske radiotelegrafist videresendte ”Gerda Tofts” nødråb til alle skibe i området. Endnu to svenske skibe, en tysk damper og det engelske motorskib ”Iberian Coast” svarede og satte kurs mod den opgivne position, og Norddeich Radio overtog ledelsen af redningsaktionen.

Kl. 15,40 meldte ”Gerda Toft”: ”SOS, vi driver, i nød.”

Klokken 15,55 lød morsesignalerne fra ”Gerda Toft”: ”SOS, vejret hårdere, ikke muligt at reparere lugen, hurtig assistance.”

Klokken 16,21 kom den sidste melding fra ”Gerda Toft”, og som de øvrige blev den udsendt af skibets 26-årige telegrafist Jens Johannes Mortensen:

”SOS, 54° 20’N 6° 25’ E, forlader radiostationen, send hurtig hjælp.”

Herefter blev ”Gerda Toft” tavs.

Den engelske coaster ”Iberian Coast” var på vej fra Hamborg til Tyne, og den 42-årige kaptajn Daniel Collins fra Newcastle gjorde sit bedste for at komme til hjælp. Omkring kl. 16,30 observerede han og hans folk røde nødraketter og så lejlighedsvis glimt af et skib, som formentligt var ”Gerda Toft”. Afstanden var fire til fem sømil, og det så ud som om, skibet havde stærk slagside.

I det begyndende tusmørke og i de høje søer mistede de hurtigt skibet af syne, men blev ledt frem til området af gentagne røde nødraketter. Kort efter kl. 17 passerede de en del flydende vraggods, og næsten i samme øjeblik opdagede de en redningsbåd i blusset fra en rød nødraket. Båden var omkring to kabellængder borte (ca. 370 meter), hvorfor Collins tog farten af sit eget skib og fik det manøvreret sådan, at redningsbåden kom til at ligge i læ.

”Da vi nærmede os, kunne vi se, at der var 15-20 mand i båden, og at den var fyldt med vand lige til rælingen. Med en enkelt undtagelse sad eller lå alle mand hen over tofterne, tilsyneladende halvt bevidstløse eller muligvis døde. Undtagelsen var en mand i gul duffelcoat, der stod i stævnen,” forklarede Collins.

Mens officerer og besætning på ”Iberian Coast” forberedte en redningsaktion med liner, lejdere og redningskranse, lykkedes det Collins at få redningsbåden på siden af sin stævn, hvor den var i læ. Han sejlede ganske forsigtigt frem, og mens redningsbåden langsomt drev ned langs skibets styrbords side, blev alle slags liner kastet ned til de nødstedte.

”Efter at redningsbåden var drevet cirka 100 fod (30,5 m), lykkedes det for manden i stævnen at få fat i en line og få båden gjort fast til ”Iberian Coast”. Han fik ingen assistance af sine kammerater, som åbenbart var ude af stand til at foretage sig noget,” hed det i Collins rapport.

”Iberian Coast” lå på dette tidspunkt med vind og sø på bagbords side og rullede voldsomt. Alt disponibelt mandskab var på dæk og langede reb, liner og lejdere ned til de skibbrudne, så de kunne klatre om bord.

”Jeg er sikker på, at manden i stævnen kunne have reddet sig selv, hvis han havde villet, men i stedet forsøgte han tappert at hjælpe de andre, som ikke kunne hjælpe sig selv,” fastslog Collins.

Da søfolkene på ”Iberian Coast” så, hvordan det stod til, begyndte de at klatre ned ad lejderne for at hjælpe, og så gik det galt.

”Vi så til vores rædsel en særlig voldsom sø vælte redningsbåden rundt, hvorefter alle forbindelsesliner sprængtes. Båden faldt agterud og forsvandt af syne,” forklarede Collins.

Han ledte efter båden i over en time, men selvom hans folk brugte alt, hvad de havde af projektører, så de hverken redningsbåd, mænd eller vraggods. Kl. 18,20 besluttede Collins at fortsætte rejsen, fordi al yderligere eftersøgning var håbløs.

S/S Gerda Toft

OYHA
Rederi	D/S Jutlandia A/S, Kbhvn
Park-skib, 1944	Pictou, Canada
Max last + kul	4624 tons.
Længde	96,25 m
Bredde	14,22 m
Dybgang	6,86 m
Hovedmaskine	3 cyl. dampmaskine, 1285 ihk
Fart	10 knob
Besætning	30 mand

---

 

Se også PDF-filerne nederst

Åge Jensen, også kaldet ”Dynamit Åge”, gjorde det til sit levebrød at finde og dykke på vrag i danske farvande. Hans store interesse var ubåde, og han blev landskendt, da han med økonomisk hjælp fra Karsten Ree i 1993 bjærgede U 534 nord for Anholt. I 2017 slog han berømmelsen fast, da han sammen med ”Indianer-Stig” deltog i en DR-serie om skattejagt.

Åge Jensen blev 78 år. Han døde efter kort tids sygdom den 12. december 2019, og siden har hans børn besluttet, at hans enestående samling af store ubådsmodeller skal forblive samlet og udstilles på Sea War Museum Jutland i Thyborøn.

Her åbner fredag den 7. februar en udstilling med en del af modellerne. Der er tale om tyske og britiske ubåde fra Første og Anden Verdenskrig, og der er også modeller af de ubåde, han selv har dykket på i Kattegat, inklusive U 534, som efter hævningen endte på et museum i Birkenhead ved Liverpool.

Samtidig fortæller Sea War Museum om de 36 vrag af undervandsbåde som museet har undersøgt i Nordsøen, indre farvande og Østersøen.

Link til Vragfisker Harry Olsen som bjergede i ubådene, Hørup Hav: http://dykkehistorisk.dk/wp-content/uploads/2020/01/Vragfisker-Harry-Olsen.pdf

I den kommende tid vil vi bringe noget om de undervandsbåde, vi har fundet i den sydlige del af Nordsøen.

Den tyske undervandsbåd UB22 var en meget effektiv kystubåd, som under Første Verdenskrig fortrinsvis opererede i Kanalen og i Nordsøen.

Før den selv gik på en mine den 19. januar 1918 og sank med hele besætningen, nåede den at sænke 26 britiske og skandinaviske skibe.

UB 22 var ikke så stor, den havde kun en længde af 36 m, og trykskroget, hvor den 23 mand store besætning opholdt sig, var bare 27 m langt og med en diameter på 3,85 m.

Der blev bygget 30 ubåde af denne type, hvoraf de 21 blev sænket under krigen.

Under en af vores ekspeditioner i 2019 fandt vi en ubåd af denne type, og der kan kun være tale om UB22.

Den fandtes knap 53 sømil nordvest for Helgoland på 38 m vand. Hele forenden med torpedorørene er sprængt væk, så det tilbageværende vrag kun er ca. 24 m langt.

Som det kan ses af skanningen, ligger Ubåden over på siden, hvor såvel tårnet som dækskanonen foran tårnet tydelig kan erkendes. Vraget opstår kun 1,2 m over havbunden, så kanon og tårn ligger i niveau med havbunden.

Som det kan ses af minekortet fra 1918 er UB22 sejlet ind i minespærre 3, hvor engelske minelæggere samme dag som UB90 minesprængtes udlagde 292 miner.

OBS! Teksten fortsætter under minekortet.

Sea War Museum Jutland har fra Dykkerfirmaet John Staal modtaget en undervands-pistol af samme slags som blev anvendt ved bjærgning af den tyske flåde i Scapa Flow. Pistolen kan skyde en bolt igennem en stålplade og var et vigtigt værktøj, når sunkne fartøjer skulle hæves. Pistolen fungerer ved hjælp af en sprængladning, men har hverken rekyl eller mundingsglimt og blev hurtigt et uundværligt værktøj. Det arbejde, som tidligere tog en dykker flere dage, kunne nu udføres på få minutter.

Pistolen blev opfundet af to englændere ved navn John Temple og Percy Cox og hed officielt ”Temple Cox Bolt Driving Gun”. Den kunne skyde flere forskellige slags bolte gennem stålplader. En af dem var hul og kunne bruges, hvis mandskabet i en sunket ubåd skulle forsynes med ilt.

Se Percy Cox demonstrere pistolen her:

https://www.youtube.com/watch?v=o5a4oHYwMl0

 

Årets sidste ekspedition for Sea War Museum Jutlands foregik den 5. december 2019

Tyske granater fundet i sø efter stor dykkeraktion
Det helt store udstyr blev fundet frem, da der skulle dykkes efter genstande fra 2. Verdenskrig.

Se TV Midtvests artikel og udsendelsen om ekspeditionen (scroll ned efter artiklen) HER

 

---

 

Scroll ned for at se scanninger

Coasteren Monica R forliste juleaften 1991 25 sømil VSV for Esbjerg.

De fem besætningsmedlemmer, som var ombord, blev alle reddet af en dansk redningshelikopter. Da der efterfølgende var dykkere ude ved vraget, kunne de på skibets ur se, at det var gået i stå kl. 19,32, hvilket passer med, at skibet sank på dette tidspunkt.

Dykkerne kunne også konstatere, at besætningens julekalkun stadig var i ovnen.

Link til en animation af vraget her.

Det sidste af de tre passagerskibe, der ligger som vrag i den danske del af Nordsøen, er færgen ”Aalborghus”. Den blev bygget til DFDS i 1936 og sejlede mellem Aalborg og København og Aarhus og København, indtil den i 1944 blev overtaget af den tyske krigsmarine og anvendt som beboelsesskib.

Efter krigen kom skibet tilbage til DFDS og blev indsat på forskellige ruter, indtil det endte som logiskib for værftsarbejdere på Christianshavn

”Aalborghus”” sank i 1972 ud for Hanstholm, da skibet under bugsering var på vej til ophugning i Holland.

I dag er skibet et godt dykkermål for sportsdykkere. Der er 24 m ned til toppen af vraget, se dykkerbeskrivelsen på Vragscan.

Der er også nogle færger, der blev bygget om til stenpramme, der i dag ligger som vrag i Nordsøen, men da de sank, var det kun rene skrog uden indhold, så er de ikke medtaget.

Se historie og billeder på: https://www.faergelejet.dk/faerge.php?id=3683&n=3

Se mere på Gert Juhls VragScan, som altid er det første sted vi selv slår skibsvragene op

Scroll ned for at se flere scanninger.

Den første store, danske redningsaktion, hvor helikoptere havde en hovedrolle, var yderst dramatisk, men endte lykkeligt.

Den 7. september 1966 sank den norske færge ”Skagerak” ud for Bulbjerg, efter at agterporten var slået ind af en kæmpemæssig brodsø.

”Skagerak” sendte nødsignal kl. 11,21, hvorefter redningsaktionen gik i gang. Alle fem danske redningshelikoptere blev sendt af sted, mens kystredningsbåden fra Hirtshals og adskillige fiskefartøjer og andre skibe i nærheden sejlede mod den nødstedte færge.

 

Der var omkring 10 m høje bølger, og da der kom vand i maskinrummet, og færgen begyndte at få slagside, beordrede kaptajnen alle i redningsveste, og da de første tililende skibe dukkede op, gav han ordre til at forlade skibet. De første redningsbåde blev søsat, og gummiredningsflåderne kastedes ud. Dem, der skulle i redningsflåderne, måtte springe i havet og kravle op i flåderne.

Alle 144 passagerer og besætningsmedlemmer blev reddet, men en mand døde efterfølgende af et hjerteslag.

Læs Rasmus Dahlbergs artikel i bogen Danske katastrofer:

http://rasmusdahlberg.com/?p=1211

Se fotos taget af de Danske redningshelikoptere:

https://worldairphotography.wordpress.com/2016/07/06/rdaf-squadron-722-rescue-of-passengers-crew-from-the-ferry-skagerak/

Se filmen om forliset og de overlevende:

https://www.tv2nord.dk/tv2-nord-dokumentar/forliset-ms-skagerak

Scroll ned for at se scanningsbilleder.

I den danske del af Nordsøen ligger tre store vrag af passagerskibe fra nyere tid. Dem bringer vi noget om i den kommende uge.

Vi starter med den tyske oceandamper, passagerskibet ”Sierra Cordoba“.

Skibet blev bygget på Bremer Vulkan Vegesack værft i 1924.  Det havde en besætning på 300 og kunne medføre 1093 passagerer.

Den blev overtaget af krigsmarinen i 1940 og blev brugt som beboelsesskib i Kiel, flyttet til Hamborg i 1944 og her overtaget af englænderne i 1945, hvorefter det fortsat blev brugt til beboelsesskib.

I januar 1946 opstod der brand om bord, hvorefter skibet kom til at ligge uvirksomt frem til januar 1948. Her blev det besluttet, at skibet skulle hugges op i Skotland, og under bugsering fra Hamborg til Clyde, sank skibet på ca. 20 m vand vest for Nymindegab.

Det nye vrag var til stor fare for skibsfarten. Ved lavvande ragede det en meter op over vandet, mens det ved højvande lå helt under vandoverfladen. Derfor blev vraget sprængt, så der blev 15 m fri vanddybde over vraget.

På vores scanninger kan man se, at vraget i dag ca. 155 m langt og ca. 29 m bredt. Skibet var oprindelig kun 18,08 m bredt, men vragstykker, som er faldet ud under de mange sprængninger, og vandets bølgebevægelser har gjort vragstedet bredere i dag.

Tre store kedler står forrest i midten af vraget. Agten for dem er de to store tregangsdampmaskiner sprængt ned, men fra dette sted kan man se to skrueaksler, som går agterefter i vraget. Noget af skibssiden med dæk ligger ude til bagbord ved agterskibet. I den forreste del af vraget kan man se to store stykker skibssider, som ligger med ydersiden op ad inde i vraget.

Scroll ned for at se flere scanninger nederst.

Efter vores sidste ekspedition til Østersøen har vi fået nye muligheder for at undersøge nedbrydningen af vrag under vidt forskellige vilkår. I Østersøen undersøgte vi vraget af den lette tyske krydser SMS Undine, der i 1915 blev sænket vest for Bornholm, og tidligere har vi undersøgt vraget af SMS Frauenlob, der under Jyllandsslaget blev sænket ud for den jyske vestkyst i 1916.

De to skibe er helt identiske søsterskibe. Begge er bygget i 1902 og efter de samme tegninger, og de forskelle, som kan konstateres i dag, må derfor udelukkende skyldes forskellige vilkår på havbunden.

Vi konstaterede, at begge vrag står på ret køl med let slagside, men at der er meget stor forskel på vragenes tilstand. Korrosion og bølgebevægelser nedbryder vragene langt hurtigere i Nordsøen, ligesom pæleorm fortærer alt træværk her i løbet af en forholdsvis kort årrække.

Læg mærke til scanningen af Frauenlob, hvor begge ender er meget mere spidse end på Undine. Det fortæller, at vraget af Frauenlob næsten er tæret væk helt ned til bunden af skibet, da skibets ender er langt smallere, jo længere vi kommer ned i skibet.

På skanningerne af SMS Undine og SMS Frauenlob nedenfor, kan læseren selv bedømme såvel slagsider som nedbrydning.

På hver skanning ses vragets omrids og hældning, og ude til venstre er vanddybderne angivet med farver.

Der findes også en nord pil og position på hver skanning.

Frauenlob ligger i Nordsøen vest for Thorsminde og Undine ligger i den vestlige Østersø vest for Bornholm.

Undine sank efter den var ramt af to torpedoer og Frauenlob efter både beskydning og en torpedotræffer, men begge sank med skader men som hele skibe.

Undine ligger på ca. 47 m vand og opstår indtil 8,5 m over havbunden. (Mindstedybde på vrag 38,5 m)

Frauenlob ligger på ca. 50 m vand og opstår indtil 4 m over havbunden. (Mindstedynde på vrag 46,0 m)

Gert Normann

Læs mere om begge skibe på nedenstående link.

SMS Undine

https://denstorekrig1914-1918.dk/7-november-1915-sms-undin…/
og
https://en.wikipedia.org/wiki/SMS_Undine

SMS Frauenlob

http://www.nolimitsdiving.dk/…/…/Nords%C3%B8en/frauenlob.htm
og
https://en.wikipedia.org/wiki/SMS_Frauenlob

 

Sea War Museum Jutland fandt sidste år den kæmpemæssige tyske ubåd U 3523 på 123 meters vand nord for Skagen, og fundet bliver ved med at give dønninger. Ubåden blev sænket den 6. maj 1945, og alle 57 ombordværende omkom.

En af dem var Obermaat Karl Lippert, og hans niece, der hedder Birgit Lippert Farber, besøgte i dag besøgte Thyborøn for at overdrage museet nogle fotos og nye oplysninger om U 3523

Karl Lippert var født i 1924, og blev gift i januar 1945 ganske kort tid før den skæbnesvangre og meningsløse sejlads, som kostede ham livet. Selvom Hitler havde begået selvmord, og krigen var tabt, beordrede storadmiral Dönitz ubåden til Norge for at fortsætte kampen herfra.

Så langt kom ubåden aldrig. Nord for Skagen blev U 3523 sænket af en britisk B 24 Liberator og blev dermed den sidste ubåd, der blev sænket i Anden Verdenskrig. Den 8. maj overgav Tyskland sig betingelsesløst.

Scrol ned for at se animation og og pdf fil

 

Den 21. maj 2003 sank den knap 70.000 tons store kinesiske bulkcarrier ”Fu Shan Hai” efter en kollision med den polske coaster ”Gdynia” på ca. 70 m vand lidt nord for Hammeren på Bornholm.

Det stod hurtigt klart, at skibet ville synke, så besætningen gik i redningsbådene, hvorved alle blev reddet.

 

Fu Shan Hai var lastet med omkring 68.000 tons fosfat. Til fremdriften havde det 1.680 tons svær fuelolie, 110 tons dieselolie og 35 tons smøreolie.

Ved kollisionen blev der slået hul ind til de forreste lastrum, som hurtigt blev fyldt med vand, hvorefter skibet sank med forenden først. Efterhånden som et lastrum blev fyldt med vand, kom det efterfølgende lastrum til at ligge så dybt, at det også blev fyldt med vand.

Efter at skibet var sunket, strømmede store mængder olie ud af vraget, hvilket resulterede i forurening af den svenske kyst og af andre vestvendte kyster i Østersøen.

Olien strømmede ud af vraget og kom op til overfladen flere steder, men først efter en uges forløb tog forsikringsselskabet kontakt til Dansk Bjergning og Bugser, som igen entrerede med JD-Contractor om at stoppe olieudslippet og tømme vraget for olie.

JD-Contractor kom til stedet med dykkerskibet Cable One sammen med to store tankpramme, som også var bestilt af ordregiveren.

På under et døgn lykkedes det dykkerne fra Cable One at standse alt udslip. Det foregik ved, at dykkerne lukkede for flere åbentstående ventiler, og de steder olien ikke kunne stoppes på grund af revner i stålet, blev der sat store stålpyramider ned over den udstrømmende olie. På denne måde blev olien fanget i toppen af pyramiderne, hvorfra den kunne suges op i tankprammene. Også mindre tanke med hydraulikolie og smøreolie i maskinen blev tømt.

 

At tømme hele vraget for olie var en større operation, hvorfor forsikringen i første omgang opgav bundtankene, som lå begravet under store mængder fosfat i lastrummene. I stedet blev højtankene tømt systematisk. Dykkerne borede ned gennem dækket og ind gennem skibssiderne og monterede rør med ventiler, hvorefter olien blev pumpet op i tankprammene. På denne måde lykkedes det at tømme alle højtanke.

10 år senere, i 2013, konstaterede Søværnets Operative Kommando, at fosfatet i de store lastrum var blevet opløst af havvandet, hvorfor det nu var muligt at komme til bundtankene. Her regnede man med, at der stadig var omkring 300 tons svær fuelolie.

Fjernelsen af denne olie blev udbudt i licitation, hvor JD-Contractor vandt, og på den måde fik samme firma arbejdet med at tømme vraget for den sidste olie.

Det foregik på samme måde som første gang, men nu skulle olien opvarmes for at blive flydende. Olieprammene blev erstattet at et tankskib, der ud over at kunne rumme olien, også havde udstyr til at lave store mængder varm damp. Det blev pumpet ned i tankene, hvorved olien igen blev flydende, så den kunne pumpes op i tankskibet.

Det viste sig, at der stadig var 245 m/3 olie i vraget. Alt blev pumpet op, så vraget ikke længere udgør en fare for miljøet.

 

 

 

 

 

Se animationen af vraget fra Østersø ekspedition med GXG:

https://youtu.be/Ros1KYEEPcQ

 

 

Edward Motts fra Colchester har under et besøg i Thyborøn foræret Sea War Museum Jutland den dødsmedalje, hans farmor fik efter Jyllandsslaget.

Hendes navn var Mary Jane Motts, og sammen med sin første mand (Edward Motts farfar) drev hun pubben Bell, Old Heath i Colchester. Da han døde, giftede hun sig igen med Bertie Edward Everitt, der var underofficer på slagkrydseren HMS Invincible. Den var et af de fem britiske skibe, der sprang i luften under Jyllandsslaget, og Bertie Everitt var en af de 1026 dræbte.

Brylluppet fandt sted tre uger før slaget, og i stedet for at få sin nye ægtemand hjem igen, fik hun en medalje.

Billedtekst:

Edward Motts med farmorens dødsmedalje.

I alt blev der uddelt 1.355.000 dødsmedaljer.

I Storbritannien blev medaljen kaldt ”Dead man’s Penny” på grund af ligheden med denne mønt.

Billedtekst:

Medaljen med Bertie Edwards Ewritts navn samt takkebrevet fra Kong Georg V.

Billedtekst:

Farmorens medaljon med den dræbte Bertie Edward Everitt.

På modsatte side af medaljonen er et billed af Mary Motts/Everitts første mand William Motts - Edward Motts farfar.

Billedtekst:

Edward Motts fandt Bertie Edward Everitt’s navn i Sea War Museums liste over de omkomne fra Jyllandsslaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

---

 

 

 Vragene af træskibe i Nordsøen og Skagerrak nedbrydes og forsvinder fuldstændig i løbet af en kort årrække. Undtagelsen er de vrag, som ligger nede i havbunden dækket af sand og aflejringer.

De gamle jerndampskibe i samme område kan findes, men er generelt utrolig ødelagte og nedbrudte.

En undtagelse er S/S Bentinck fra 1888, som nu er fundet i Skagerrak af Peder Schmidt og efterfølgende skannet af Sea War Museum.

Det engelske dampfragtskib Bentinck, der var lastet med træ, kæntrede og sank i hårdt vejr den 14. august 1888. Besætningen gik i skibsbåden i høj søgang. Den blev observeret fra dampskibet ”Svea”, der reddede hele besætningen, 17 mand som landsattes i Gøteborg.

Vraget blev efterfølgende uskadeliggjort for sejladsen ved fjernelse af masterne, så der blev 11 favne vand over vraget.

Normalt vil et jernskibsvrag fra 1888 være fuldstændig nedbrudt i dag, så dæk og skibssider ikke mere vil kunne erkendes.

Kun meget kraftige jerndele som maskine, kedler, skrueaksel, skruen og ankrene vil ligge tilbage på havbunden, mere eller mindre korroderede og ødelagte.

S/S Bentinck var bygget i 1873 i Whitehaven. Det var et langt smalt skib på 555 brt., som havde tre master og var sejlførende. Det var 232 fod langt og 29 fod og 2 tommer bredt. Det var udstyret med en tregangsdampmaskine, men kunne også sejle for sejl alene.

Vraget står i dag på havbunden i sin fulde længde med slagside til styrbord.

Det meste af bagbordssiden og dækket er intakt, så man tydelig kan se ned i fire store lastrum. Også stævnen med bakken står synlig.

I agterskibet ses resterne af flere kahytter og rum, ligesom kedel og maskine kan ses af de dykkere, som svømmer ned gennem maskincasingen.

Det er for Nordsøen og Skagerrak et helt usædvanligt velbevaret jernskib! Andre vrag som er nyere i samme område, er meget nedbrudte.

Hvad er det som gør, at netop dette vrag holder sig bedre? Er det en særlig god kvalitet af jern der er brugt i dette skib? Eller hvad gør sig gældende. Det vil indgå i vores forskningsprojekt med David Gregory fra Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling.

Her ses de to nye modeller i museets udstilling: König og Von der Tann til højre - til venstre Derfflinger.

Alle tre modeller er bygget af modelbygger Ralph Edler Flensborg.

Alle tre skibe deltog i Jyllandsslaget og er nu en del af museet udstilling om Jyllandsslaget

 

 

 

 

---

 

Museet har anskaffet en meget stor og autentisk model af den tyske ubåd U 47.

Det var den ubåd, hvor ubådskaptajn Günther Prien imod alle odds i 1939 sneg sig ind forbi blokskibe og vagter, helt ind i den britiske marinehavn Scapa Flow.

Her lykkedes det ham at sænke det store britiske krigsskib ”Royal Oak” som gik ned med over 800 mand.

Der blev stor forvirring i den britiske flådehavn, hvor man først troede, det var en ulykke. Det lykkedes derfor Günther Prien at snige sig ud af havnen igen og sejle retur til Tyskland, hvor han blev hædret for sænkningen.

1939 og Anden Verdenskrig falder lidt uden for museets tema, men vi har i forvejen en permanent udstilling om Scapa Flow, hvor der også vises en animation over vraget af Royal Oak, så her kommer modellen af U 47 til at stå fremover.

Modellen er renoveret af museets modelbygger Bjørn Barfoed.

---

 

Trine Andreasen tiltrådte i juli stillingen som surveyor hos JD-Contractor A/S. Indtil videre har hun bl.a. processeret scanninger af vrag fra Østersøen og Nordsøen. Før sommerferien blev hun færdiguddannet som kandidat i geofysik ved Århus Universitet med speciale i marin geofysik og kystzonen.

Sea War Museum har meget stor glæde af Trines arbejde, da hun hurtig og effektivt får behandlet de scanninger, museet har brug for. Det er forudsætningen for, at vi kan vise og fortælle de mange historier om vores nye fund, som vi også bringer her på Facebook.

---

 

Vraget blev i første omgang scannet ved hjælp af en 3D-multibeamscanner, der kan tegne nøjagtige billeder af alt, hvad der ligger på havbunden. Scanningen viste, at ubåden havde samme længde og bredde som ”G 8”, og derefter blev den endelige identifikation foretaget ved hjælp af et kamera på en undervandsrobot.

”Vraget er dækket af trawl og garn, hvorfor det er vanskeligt at se alle detaljer, men jeg er ikke i tvivl om, at der er tale om ”G 8”, siger Gert Normann Andersen.

Stævnen er fri af havbunden og står lodret og meget skarpt. Lidt længere tilbage ses mundingen af et torpedorør på hver side af skroget, og agten for dem ses beskyttelsesbøjlerne til dybderorene. På styrbords side er bøjlen helt dækket af trawl og garn, hvorimod den tydeligt kan ses på bagbords side. Dybderoret peget stærkt opad, hvilket indikerer, at man har forsøgt at sejle ubåden op til overfladen efter et uheld af en eller anden art.

 

Dækket mellem stævnen og tårnet er meget tæret, og på de steder, hvor skroget ikke er dækket af garn og trawl, er det muligt at se direkte ind i ubåden. Der er også megen garn og trawl på tårnet, men det er alligevel muligt at se nogle af messingpladerne i tårnet samt de to periskoper.

På dækket bag tårnet kan man følge hele opbygningen, og helt henne agter ses en torpedoluge med et tandstangsarrangement, som er beregnet til at åbne lugen med.

Under skrogets agterende kan man se lidt af roret, og desuden kan man se beskyttelsesbøjlerne over dybderorene på hver side, selvom selve dybderorene er skjult af garn og trawl.

”G 8” var tilknyttet den 10. Ubådsflotille, der var stationeret i mundingen af floden Tees i Yorkshire. Den 27. december 1917 forlod “G 8” basen med en besætning på 28 mand og ordre til at patruljere i Kattegat. Ubåden skulle starte hjemrejsen den 3. januar og skulle efter planen være tilbage den 6. januar 1918. Da den ikke dukkede op, blev ubåden officielt erklæret for savnet den 14. januar 1918.

Sea War Museum Jutlands fund af ubåden 101 år senere viser, at den allerede var på vej hjem, da den blev ramt af uheld. ”G8” ligger nemlig med stævnen pegende direkte i retning mod Tees.

Museet har i alt fundet 31 ubåde, som stammer fra begge verdenskrige, og det har altid været muligt at se, om de var sunket på grund af miner, torpedoer eller bomber.

”På ”G 8” kan vi ikke se tegn på eksplosionsskader, men ubåden kan være slået læk ved en eksplosion der er sket tæt på, eller være blevet læk af anden årsag, hvorefter besætningen desperat har forsøgt at sejle ubåden op til overfladen” siger Gert Normann Andersen.

 

Yderligere oplysninger:

Sea War Museum Jutlands direktør:

Gert Normann Andersen

tlf. +45 2325 4011

mail: gna@jdcon.dk

---

 

 

Filmen er redigeret af producer William Moult, og optagelserne er udført af Mallinson Sadler Productions i samarbejde med Sea War Museum og JD-Contractor A/S.

Filmen vises på dansk, tysk og engelsk, alt efter eget valg. Alle udsendelser er indtalt af professionelle speakere. Den danske udgave er indtalt af Ole Andreasen, som især er kendt fra Danmarks Radio.

Der findes trykknapper ved den store skærm, så de besøgende selv kan vælge det sprog, de foretrækker.

Filmen varer 17 minutter, og når den er færdig, kan der vælges en anden sprogudgave. Afspiller filmen allerede i biografen uden tilskuere, kan man blot vælge sprogudgaven hvorefter den starter op i den valgte udgave

På grund af tv-rettigheder til nogle af billederne, må filmen må ikke udsendes på TV, men den må bruges på museet og ved vore foredrag.

Filmen vises i hele åbningstiden på Sea War Museum, som har åbent alle ugens dage fra kl. 10-16 og i sommersæsonen fra kl. 10-17.

Filmen vises i hele åbningstiden på Sea War Museum, som har åbent alle ugens dage fra kl. 10-16 og i sommersæsonen fra kl. 10-17.

God fornøjelse og glæd dig til de unikke optagelser i filmen.😊

 

 

 

 

 

 

---

 

Gert Juhl, VragScan fra Sæby i Nordjylland har lavet den suverænt største database over skibe, som er forlist i farvandet omkring Danmark.

Han har registreret over 13.000 fartøjer i et søgebart Exel program. Det er et fantastisk stort arbejde, han har lavet, og som han nu stiller til rådighed for Sea War Museum Jutland og vore følgere.

Gert Juhl kalder det selv en Lightudgave, så der må være utrolig mange data i registeret.

Det vil blive til meget stor hjælp, når vi skal identificere nogle af de mange vrag, vi har fundet, scannet og opmålt på museets ekspeditioner.

 

se Gert Juhls register her

---

 

Det engelske dampskib ”Chanticleer” forsvandt sporløst med mand og mus for 130 år siden.
Nu er det fundet af Sea War Museum Jutland

Skibet forlod Blyth i England med en last kul og 14 besætningsmedlemmer den 23. september 1889 og er ikke set siden. Skibet skulle til Sølvesborg i Sverige, men nåede aldrig frem.

S/S Chanticleer blev bygget i 1853 og var 36 år gammelt, da det forsvandt. Samme år var skibet i tørdok, hvor der blev udført store reparationsarbejder på skroget. Ved søforhørene anså man derfor skibet for at være i god og forsvarlig stand.

Under den store eftersøgning af alle vragene fra Jyllandsslaget, fandt vi i samme område som HMS Sparrowhawk et vrag, som vi ikke undersøgte nærmere i første omgang. På scanningerne kunne vi dog se, at der ikke var tale om resterne af et krigsfartøj. Dette vrag vente vi senere tilbage til, hvor der blev lavet yderligere multibeam-scanning og sendt en ROV ned for at undersøge og filme vragresterne.

ROV’en filmede hele vragstedet systematisk fra agterskibet med resterne af skruen og fremefter. Her blev klokken fundet l den fjerneste ende, som har været skibets forende. Skibets ankre var væk, formentligt fanget af en trawler.

Vraget var næsten tæret helt ned og forsvundet. Kølen og skruen af jern ligger i havbundsniveau og begge skrueblade er næsten tæret væk, så kun navet og det inderste af begge blade er tilbage. Ikke langt inde i agterskibet ligger resterne af en dampmaskine med to cylindre væltet om på siden. Dampkedlen findes ikke i eller ved vraget, så den må være trukket væk af en stor trawler.

Rester af rustne jernprofiler og andre tykkere jerndele ligger spredt nede i niveau med havbunden og angiver konturerne af skibets omtrentlige længde og bredde. Ude i den forreste del af vraget stod skibsklokken fint nede på bunden omgivet af lidt tærede jerndele.
Hvis ikke skibsklokken med skibets navn var fundet, havde det været meget svært at fastslå skibets identitet

Efter så mange år på Nordsøens bund er det forståeligt, at alt træ er ædt op af pæleorm, og at jern er rustet væk, men selv bronze som skulle være søvandsbestandigt, forsvinder langsomt i havet.
Bronzeklokken er fuld af tæring i overfladen og med dybere grubetæringer.

Navn og årstal står så svagt, at det kun kan ses efter vor konservator med sort farve har markeret de svage fordybninger af tal og bogstaver, der er tilbage i metallet.

(artiklen fortsætter under næste billedet)

Sea War Museum havde i dag den 21. februar besøg af forskere og undervisere fra Bournemouth University Maritime Archaeology i England som blev modtaget af Bitten Dahl Knudsen og Gert Normann, som viste dem rundt.
Efter at have set museet og mindeparken var der tid til et hurtigt besøg på M/S Vina som tilfældigvis var i Thyborøn Havn.
 

Derefter gik turen til Holstebro, hvor biblioteket, John Silvers værksted og magasin blev besigtiget inden selskabet besøgte vor Survey afdeling, hvor Mogens Dam fortalte om vores arbejder ved vragene.

Gæstebogen på billedet herunder viser Dan Pascoes og Dave Parhams kommentarer, Tom Cousin skrev også pænt om museet på den foregående side.

Det polske ekspeditionshold SANTI, som leder efter den legendariske polske ubåd ”Orzel” i Nordsøen, har efter ophold på ekspeditionsskibet ”Nemo A” i Thyborøn, besluttet at udsætte den videre ekspedition til foråret 2019. Det sker efter 10 dage med uafbrudt blæsevejr og høje bølger.

Det er virkelig ærgerligt, men der har ikke været andet at gøre. Vejret er altid en blind makker og fuldstændig uforudsigeligt på længere sigt.

Det er nu ved at være sent på året, men måneden september har tidligere haft perioder med meget fint vejr og ualmindelig god sigtbarhed under vandet i Nordsøen

Det er et meget seriøst ekspeditionshold, der boede om bord på ekspeditionsskibet i Thyborøn Havn. Holdet bestod af en række fagfolk inden for historie, marinarkæologi, hydrografi, dykning og tv-formidling.

 

Pressemeddelelse 06.09.2018

Anden Verdenskrigs største krigsforlis i dansk farvand endelig opklaret

Se videopklip af vraget her: https://www.youtube.com/watch?v=GjQmQaK5H2E

Sea War Museum Jutland har på en ekspedition i Skagerrak fundet vraget af det tyske troppetransportskib M/S Pionier, som blev sænket den 2. september 1940. Skibet var på vej fra Frederikshavn til Frederiksstad i Norge med 823 mænd og kvinder om bord inklusive besætningen, da det nord for Skagen blev ramt af en voldsom eksplosion og hurtigt begyndte at synke.

M/S Pionier var et moderne motorskib på 3285 bruttotons, der blev bygget som køleskib til rederiet F. Laeisz i Hamborg i 1933. De første år sejlede det med bananer fra Cameroun til Europa, men i 1940 blev det rekvireret af den tyske krigsmarine og indsat som troppetransportskib mellem Danmark og Norge.

På sin sidste tur medførte Pionier en blandet skare bestående af søofficerer, flypersonel og sygeplejersker samt et større kontingent tyske alpejægere, der var på vej tilbage fra orlov. Vindstyrken var 7 til 8 med høj søgang, og da der straks efter eksplosionen udbrød brand om bord, udspillede der sig hjerteskærende scener.

Skibet fik hurtigt slagside til bagbord og sank med agterenden først, men på grund af branden og store mængder olie på havoverfladen kunne ledsagende og tililende skibe ikke komme tæt på. De måtte nøjes med at samle overlevende op fra vandet og fra redningsflåder.

De overlevende blev bragt ind til Skagen og Frederikshavn, men 93 blev aldrig fundet. Den 6. september 1940 blev 245 tyskere begravet på Frederikshavn Kirkegård i krigens største massegrav i Danmark. Nogle af de omkomne er formodentligt gået ned med vraget, som derfor må betragtes som en krigergrav.

HMS Sturgeon deltog senere i jagten på slagskibet Bismarck, og fra den 11. oktober 1943 til den 14. september 1945, var hun udlånt til den hollandske marine, hvor hun gjorde tjeneste under navnet ”Zeehond”.

Museets direktør, Gert Normann Andersen, svarer gerne på spørgsmål på + 45 23254011, e-mail: gna@jdcon.dk

---

Sea War Museum har udgivet et hæfte om "U3523 -krigens sidste offer"

Fundet af den tyske anden verdenskrig ubåd U3523 gav genlyd i store dele af verden. Nedenstående har vi modtaget af sønnen til en af de ombordværende Friedrich Rumpels.

----------

"Lørdag den 14. April bragte vores lokale avis en kort artikel under overskriften „Ubådsvrag fra nazitiden fundet“. Af teksten fremgik det, at det handlede om en af Tysklands mest moderne ubåde, og at den var blevet sænket den 6. maj 1945 af en britisk flyver.

Meddelelsen fik min søn og mig til at spidse ører. Jeg vidste, at min far, Friedrich (Fritz) Rumpel, tilhørte besætningen på en af disse moderne ubåde, og da både fundstedet og datoen den 6. maj 1945 stemte overens med det, som jeg vidste om min fars død, gav jeg mig til at undersøge sagen. Jeg henvendte mig til Sea War Museum Jutland og modtog omgående svar fra direktør Gert Normann Andersen, som meddelte, at det drejede sig om U 3523 og sendte mig multibeam scans, som forskningsskibet M/S Vin a havde lavet af vraget.

De kan sikkert forestille Dem, hvordan vi havde det, min familie og jeg, da vi fik at vide, at vraget af den ubåd, hvor min far fandt sit sidste hvilested, var blevet opdaget efter 73 år. Følelsesmæssigt var det helt utroligt overvældende.

Da jeg ikke behersker dansk, henviste hr. Andersen mig til journalist og forfatter Knud Jakobsen, som har ført den videre korrespondance med mig.

Herigennem fik jeg mere at vide om ubådens sidste dage og den skæbne, som overgik besætningen på U 3523.

Hr. Jakobsen har ud fra de indsamlede oplysninger lavet et lille, meget informativt og oplysende hæfte og har tilsendt mig nogle eksemplarer. Min familie, venner og jeg selv er fuld af begejstring over, hvor godt, det er lykkedes for ham.

På dette sted vil jeg gerne rette en hjertelig tak til besætningen på forskningsskibet M/S Vina, direktør på Sea War Museum hr. Gert Normann Andersen, journalist hr. Knud Jakobsen og alle øvrige deltagere for det store arbejde. 

For mig har alle de nye oplysninger særdeles stor betydning. Det er afslutningen på et kapitel, jeg som faderløs har delt med millioner af andre børn.

Man kan kun håbe, at kommende generationer bliver sparet for et sådant vanvid som denne meningsløse krig."

Dieter Rumpel med familie

Hæftet kan købes i museumsbutikken på dansk og tysk se listen over bøger HER

---

Nicholas Jellicoe, sønnesøn af admiral John Jellicoe, udnævnt til international ambassadør for Sea War Museum Jutland i Thyborøn

se mere HER

 

 

 

 

 

---

 

Nyt museum i Belgien om søkrigen i Kanalen under første verdenskrig.

Der findes kun to museer i verden der udelukkende handler om søkrigen under første verdenskrig, Det er det nye museum i Brugge ”The Battle for the North Sea” og ”Sea War Museum Jutland” i Thyborøn.

Museet i Brugge ligger midt i den gamle by og inde i Provincial Palace (Provenciaal Hof) Markt 3, Brugge.

Det er en helt fantastisk udstilling i en flot statelig bygning ud til byens torv!

I udstillingen er der en biograf der fortæller historien, samt en særlig udstilling om Victoriakorset, der er den fornemste britiske orden for heltemod. Operationen ved Zebrugge er den begivenhed, som førte til uddeling af flest Victoriakors.

Udstillingen fortæller historien om den stærkest armerede ubådsbase under Første Verdenskrig, som tyskerne havde oprettet i Zeebrugge. Ubådene fra denne base var skyld i ikke mindre end 2.554 sænkede allierede skibe.

Museet viser genstande fra ubådskrigen og basen i Zeebrugge. På gulvet i den store hal ses omridset af UB29, der ligger sunket i Kanalen ud for den Belgiske kyst. Omridset er malet på gulvet i 1:1, og på den måde kan man fornemme hvor lidt plads der har været til ubådens 22 mand store besætning.

Samlet set er det en rigtig flot udstilling med effekter, uniformer og billeder, som fortæller historien på en meget autentisk måde

Udstillingen viser også en animeret model af angrebet og blokeringen af Zeebrugge, hvor man fra allieret side gjorde alt for at ødelægge ubådsbunkeren og spærre havneindsejlingen med blokskibe.  Alle blokskibe var fyldt op med beton inden de blev sænket, så de ikke umiddelbart kunne bjerges eller flyttes.

Museet i Belgien er en af de vigtigste museumssamarbejdspartnere for Sea War Museum.

Sea War Museum vil opfordre til, at man lægger sommerturen til Brugge for at se denne specielle udstilling. Ved samme lejlighed kan man nyde den gamle og uberørte middelalder by til fods, i hestevogn eller pr. båd i kanalerne. På trods af hårde krigshandlinger i området omkring Brugge, under både første og anden verdenskrig gik den gamle by fri, De fleste huse i den gamle bydel er fra 1600- og 1700-tallet. Der er flere store torve, og der findes mange museer, attraktioner og gode spisesteder i bydelen.

Det er næsten umuligt at køre bil inden for voldene, så det anbefales at parkere uden for den indre by og i stedet gå eller finde anden transport inden for voldene og kanalerne.

se billeder fra udstillingen HER

---

se mere  HER

 

 

 

 

 

 

 

---

se mere HER

 

 

 

 

 

 

 

---

 

 

I en lille særudstilling præsenterer vi bl.a. genstrande fra det det såkaldte "dukkeskib, der forliste ud for Fjaltring Kirke og genstande fra det danske skib "Thomas Lawrence, der forliste i den engelske kanal i 1862. Montren indeholder også guld- og sølvmønter fra forliste skatteskibe fra hele verden.

se også artiklen her på Lemvig Folkeblad: HER

---

 

Ny permanent udendørs udstilling om søminer og torpedoer. Se mere HER

---

To-årigt projekt med støtte fra Kulturministeriet skal kortlægge, hvor hurtigt skibsvrag nedbrydes i Nordsøen

Tekst og foto af Knud Jakobsen

Seniorforsker David Gregory fra Nationalmuseets afdeling for Bevaring og Naturvidenskab har i samarbejde med Sea War Museum Jutland i Thyborøn indledt et omfattende forskningsprojekt, som kan få afgørende indflydelse på bevaring af kulturværdierne i Nordsøen og andre udsatte farvande. se mere HER

---