Ny model af ”SMS Derfflinger” til Sea War Museum

Gert Normann og Ralph Edler med modellen af ”SMS Derfflinger”.

Sea War Museum Jutland får mange gaver, og en af dem ankom i går. Modelbygger Ralph Edler fra Flensborg havde taget turen til Thyborøn for at forære Gert Normann en model af den tyske slagkrydser ”SMS Derfflinger” bygget i målestoksforhold 1:250.

Ralph Edler er medlem af en gruppe på cirka 30 modelbyggere i Slesvig-Holsten, som bygger modelskibe til Skibsfartsmuseet i Flensborg. Det helt specielle er, at modellerne bliver bygget i karton, hvilket stiller meget store krav til omhu, fingersnilde og tålmodighed. Til modellen af ”Derfflinger” har Ralph Edler brugt langt over 200 timer.

”SMS Derfflinger” er især interessant for museet i Thyborøn, fordi skibet deltog i Jyllandsslaget. ”Derfflinger” var med til at sænke de to britiske slagkrydsere ”HMS Queen Mary” og ”HMS Invincible” og blev undervejs selv ramt af 21 svære granater.